Kategorier

Lazarus er tilbage

'Det går op og ned i dansk politik'. Sådan kan man parafrasere Gasolin-guitaristen Franz Beckerlees legendariske jordbundne og tørre bemærkning om de ofte omskiftelige konjunkturer i showbizz.

Mest i øjnefaldende et at bruge sætningen om socialdemokraten Henrik Sass Larsen, der i aften oplever et helt forrygende comeback, der vel ikke er set siden Lazarus. Det sker når Sass sætter sig i gruppeformandsstolen hos det største regeringsparti, Socialdemokraterne med alt hvad det indebærer af autoritet, ansvar og på sin vis også ære og værdighed.

Og netop her er det nok, at de fleste studser. For Sass har været under hård beskydning siden han under dramatiske omstændigheder '“ og på målstregen – blev strøget af ministerlisten, fordi han ikke kunne sikkerhedsgodkendes af PET. Formentlig, fordi Sass' navn blev nævnt i en PET-overvåget samtale som rockeren 'Suzuki-Torben' førte og på grund af politikerens livslange venskab med den mildest talt kontroversielle tidligere lokalpolitiker Tommy Kamp og påstand om involvering i Kamps tvivlsomme cirkus på Café Vanilla i Køge, hvor Kamp anklages for korruption m.v. Ingen anklager er dog nogensinde ført til, at der er blevet rejst tiltale mod Sass, som siden – forståeligt nok – har  droppet  venskabet til  Kamp.

Helle Thorning-Schmidt blev formentlig rådet af departementschefen i Statsministeriet og andre embedsmænd til at droppe Sass. Det var nok det eneste hun kunne gøre i situationen trods store frustrationer fra Sass, der aldrig er blevet præsenteret for en egentlig forklaring på, hvad han er anklaget for. Det brugte han så lidt tid på at få sat opmærksomhed på, hvilket dog samtidig undergravede Thornings troværdighed. Til sidst stak Sass piben ind, fandt sin plads i grebningen og slog sig til tåls med, at ganske mange iagttagere, politiske kolleger og partifæller fornemmede, at Sass' dage i toppolitik på ingen måde var talte. De færreste havde dog næppe regnet med, at tiden var inde til et comeback netop nu.

Ikke desto mindre så giver det mening, at Sass trækkes frem i lyset og bliver plantet i formandsstolen. Forgængeren Mogens Jensen har ikke rigtig slået igennem som stærk mand i gruppen. Han udstråler ikke just den store autoritet. Han, der ligesom Sass tilhører den gamle Nyrup-fløj, er dog særdeles loyal overfor Thorning, og er nu belønnet med den ene ledige S-næstformandspost. Den anden går til Københavns Overborgmester Frank Jensen, som tilhører partiets venstrefløj og det kommunale bagland, hvorved der på sin vis er sket en (symbolsk) magtdeling. Næstformandsposterne hverken har eller får nogen større betydning mht. arvefølge osv.

Men tilbage til Sass. Socialdemokraterne har savnet en egentlig daglig leder af butikken, som med et sikkert blik kunne lægge en strategi for partiets politiske linje, og som en hærfører sende ordførerne i angreb på Venstre. Det har flagret i en grad, som man sjældent har set fra et ledende  regeringsparti. Sass har både strategisk overblik og er også god til taktiske overvejelser i forhandlinger mv. Han har mere end 20 års erfaring i nærheden af toppolitik og kan alle tricks i bogen. Med i købet følger også en stor portion kynisme og brutalitet, som ofte er nødvendig for at holde styr på tropperne i et stort regeringsparti. Sass har på sin vis de samme egenskaber som Venstres Claus Hjort Frederiksen bortset fra, at Hjort er noget af et bløddyr i sammenligning.

Endelig skal man ikke forfalde til at tro, at Sass er uden politisk sjæl. Han er socialdemokrat om en hals, men er også pragmatiker, der lever i den virkelige verden på Christiansborg, hvor man i en forhandling både giver og tager.

Nu er Sass blevet nogle ubehagelige, men vigtige erfaringer rigere, hvor hans karriere  var millimeter fra at køre ud over kanten.  Han har fået så læsterlige klø i pressen og været i strid modvind i en grad, som de færreste nok ville have overlevet. Det er vel kun en lille håndfuld politikere så som Helle Thorning-Schmidt, Søren Pind, Lars Løkke Rasmussen, Troels Lund Poulsen, der har oplevet lignende ting – og overlevet dem. Det hærder folk på en måde, som man ikke skal underkende. De bliver mere forsigtigere, men også særdeles robuste i modgang. Man kunne ihukomme gamle Ninn-Hansens ord om, at man kun er rigtig politiker, når man tre gange har været på forsiden af Ekstra Bladet,  dog uden at ens puls stiger. På Christiansborg respekterer man i særdeleshed folk, der har overlevet så megen modgang som Sass, men som stadig står på benene.

For Sass udestår der også en opgave i at gøre sig fortjent til genvalg hos vælgerne. Der er noget tillid, der skal genopbygges. Hans held er, at vælgerne ofte med tiden tilgiver, hvis de bliver overbevist om, at Sass gør det godt. Det har han alle muligheder for at gøre i en situation, hvor Socialdemokraterne '“ og regeringen '“ er presset op mod en væg af både Venstre og Enhedslisten.

Sass er dog også en type, der husker som en elefant. Jeg er sikker på at han har en ret lang liste med navne i sit hoved, der  har tørret fødder af i ham,  som på et eller andet tidspunkt nok skal få kærligheden at føle. Thomas Larsen på Berlingske er nok en af dem. Larsen gør sig næppe heller nogen illusioner om at få lov at drikke kaffe hos Sass og få en eksklusiv intern briefing. Det er sikkert derfor kommentatoren er ude i dag for at kritisere Thorning for at satse på Sass.

Tværtimod er udnævnelsen af Sass det taktisk klogeste træk, som hun har fortaget sig siden regeringsudnævnelsen. Det er også et velvalgt tidspunkt. Der er gået noget tid, og stemningen i partiet er til, at sejlene nu skal rebes, og at regeringen står overfor en skæbnestund med vigende meningsmålinger ikke mindst for S og yderst svære forhandlinger, hvor det ikke er utænkeligt, at regeringen til sidst falder på finansloven. Vel er Sass ingen Jesus en frelser, selv om at visse kredse i partiet ser hans genkomst som noget, der minder lidt om det.  Hos Venstre er man helt sikkert lidt bekymret, for at Sass nu er tilbage ved roret hos S. For de kender Sass, og respekterer både ham, og det han kan.

Velkommen hjem, Sass!

P.s. Ombudsmanden har tilsyneladende givet Sass ret i hans klage mod PET. Måske er det også en del af baggrunden for, at Sass nu er tilbage i toppen af dansk politik.

Kategorier

Jeppe Kofod i spil som EU-spidskandidat for S

Bornholms Tidende skriver tirsdag, at S-udenrigsordfører MF Jeppe Kofod kan komme i spil som EU-spidskandidat for sit parti.

Tidspunktet for at lancere idéen er velvalgt. Der er to år til Europa-Parlamentsvalget og den hidtidige kandidat Dan Jørgensen satser på Folketinget. Kofod har som mangeårig ordfører skabt sig en udenrigspolitisk profil (dog klart i skyggen af Mogens Lykketoft) mere end en egentlig EU-profil, men det er i samme boldgade.

Ved at Kofod stiller sig til rådighed løser han partiet ud af kattepinen med at finde en tilstrækkeligt kendt kandidat i spidsen for et valg, der ikke har vælgernes store interesse. Hvis Kofod bliver spidskandidat og leverer et resultat i nærheden af Dan Jørgensens pæne valg i 2009, så vil det være godkendt.

Kofod har efter sigende ikke været i kridthuset hos Helle Thorning-Schmidt siden den stærkt omtalte affære for nogle år siden, hvor han på en DSU-lejr holdt hyrdetime med en 15-årig pige. S-toppen gik dengang  i panik og overdrev sanktionerne mod unge Kofod, der endte med at blive tilgivet og få sin ordførerpost tilbage.  Han anses  dog på den anden side ikke  for at være tilstrækkelig  driftsikker  til at komme på ministerholdet.

Men skal Kofod, der er blevet nogle år ældre og familiefar,  videre i sit politiske liv, så er Europa-Parlamentet en glimrende anledning til at udvikle sig som politiker og få en bredere profil. Det var en vej for Dan Jørgensen, som formentlig en dag ender på ministerholdet, så hvorfor ikke tage en tur til Bruxelles og gøre en god figur der i fem år? Så kan Kofod altid vende tilbage, når S-ledelsen til den tid sikkert er skiftet ud.

Det bliver spændende at se om især S-toppen bider til bolle og køber idéen, og så er det siden  op til Kofod at være tilstrækkelig flittig, overbevisende og målrettet til at overbevise vælgerne '“ ikke bare på Bornholm, hvor han har været stemmesluger '“ men i hele landet. Her skal han nok finde nogle helt andre gear hos sig selv end dem man hidtil har set.

Kategorier

Fagforeningsmedlemmer til H. Børsting og Co.: Tak for ingenting!

Thorning-regeringen er tilsyneladende fast besluttet på at gennemføre en række tiltrængte reformer for dansk økonomi i begyndelsen af valgperioden.

Det er ikke de af krisen hårdt trængte virksomheder, der skal påføres flere omkostninger. Tværtimod er det lønmodtagerne både på og uden for arbejdsmarkedet, der både må acceptere reallønsfald, og at der skæres i overførselsindkomster.

—-

Reformpolitikken kan derfor meget vel ende med et genvalg af den røde regering, selv om især de troløse vælgere på midten lige nu har svært ved at se, hvorfor de skulle bakke op om Helle Thorning-Schmidt og co.

Til gengæld er det ikke sikkert, at lønmodtagergrupperne har lyst til at genvælge den røde fagbevægelse, næste gang de skal gentegne deres faglige kontingent. For det seneste år har vist, at Harald Børsting og co. ikke har kunnet stille det store op, når det gælder om at beskytte løn     modtagernes tilkæmpede goder.

Læs min analyse, som jeg skriver for avisen “Kommunen”.