Siden forsommerens store ballade efter at regeringen indgik en aftale med Venstre om Skattereformen, har det været god latin at analysere sig frem til, at finansloven '“ set i lyset af vreden hos Enhedslisten og balladen hos SF '“ måtte indgås med Enhedslisten.
Fro hvis ikke det skete, så ville SF gå helt op i limningen og forlade regeringen. Det ville de ikke kunne holde til, og Enhedslisten ville formentlig også langt om længe gøre alvor af truslen om at save benene af regeringen, så den falder.
Lige nu må man konstatere, at SF ER gået op i limningen, og de facto er uden ledelse. På lørdag er en ny leder for SF valgt, men det vil være '“ uanset hvem det måtte blive – en svag leder, der skal balancere mellem mange forskellige synspunkter og uden det store spillerum for at skabe ændringer i regeringens politik. Bliver Astrid Krag formand, så er chancerne for at SF bliver i regering '“ lidt endnu '“ nok større, mens en Annette Vilhelmsen må føle sig fristet til at forlade regeringen i samme sekund, at anledningen bliver god nok. SF vil miste indflydelse ved det skridt, men til gengæld vil partiets kommunalvalg muligvis blive reddet. Spørgsmålet er så, hvad Krag-fløjen gør til den tid, og om den vil føre krig, som nogle medier skriver.
Indtil videre vil Vilhelmsen forsøge at blive i regeringen, og rygterne tyder på, at hun vil fjerne Ole Sohn, Thor Möger Pedersen og måske Pia Olsen Dyhr fra ministerbænkene. Villy Søvndal er også i farezonen siges det, men det tror jeg ikke på, at Vilhelmsen har modet til. Mögers hoved må række for nu mht. at slukke baglandets blodtørst. Og Vilhelmsens rådgivere har indtil videre virket som nogle folk, der har givet hende gode råd. Ikke mindst mht. at holde hovedet koldt selv, når der i duellerne med Krag blev talt rigeligt sort og sunget pænt med sange fra de varme lande. Det får hun også brug for nu de sidste dage, hvor stemningen i pressen og blandt kommentatorer tydeligvis er ved at vende til fordel for Astrid Krag. Jeg er af samme grund heller ikke sikker på, at Vilhelmsen vinder formandsvalget, selvom jeg stadig har hende som favorit.
I går kom Enhedslistens finansordfører Frank Aaen på banen med et ultimativt forslag om at regeringen skal skaffe job til alle dem, der ryger ud af dagpengesystemet til nytår. Det er 'uomgængeligt', hed det.
Man må sige, at for den blå blok, så falder julen tidligt i år med den melding. Det giver ikke regeringen andre muligheder end at forsøge at lave en aftale med Venstre (og de konservative selv om deres mandater er ligegyldige). Det giver nemlig alt andet lige Venstres chefforhandler Peter Christensen nogle flere kort på hånden at spille ift. regeringen.
Men hvorfor spiller Aaen ud som han gør? De er mange ting i Enhedslisten, men ukløgtige udi det taktiske spil er de ikke. Er forklaringen på Aaens 'ultimative' krav den enkle, at Enhedslisten har fornemmet, at de ingen vegne kommer med regeringen mht. at få indrømmelser, at de lige så godt '“ først som sidst '“ kan spille spillet til ende. Dels spiller de regeringen i armene på de borgerlige, men de øger også presset på SF, hvor de to formandskandidater nu i de sidste dage skal tage stilling til om de vil indgå finanslovsaftaler med V. (Det vil de gerne begge to, men selvfølgelig helst med El..). Hvis El skulle blande sig i formandsopgøret på en indirekte måde, ja så skulle meldingen komme nu.
I den del af regeringen, der er optaget af ikke at begå harakiri hver uge, der er signalerne fra Venstre om, at man gerne samtidig med finansloven indgår en aftale om en kontanthjælpsreform mv. naturligvis glædelig. Det betyder nemlig, at regeringen kan få sit regeringsgrundlag gennemført og endda med stemmer henover midten. Regeringen må formodes at være klar over, at den ikke bliver genvalgt, hvis den udelukkende laver finanslove med Enhedslisten de næste fire år. Valget kommer formentlig tidligst om 2 år, og der kan SR '“ og hvem der måtte være tilbage i regeringen til den tid '“ nå at klinke skårene med Frank Aaen og co. forinden med andre aftaler.
Men kan situationen opstå at Venstre vil vælte regeringen? Alt kan ske i politik, men det er næppe tænkeligt, at statsministeren udskriver et valg, når man er bagud med ca. 25 mandater i meningsmålingerne, og de færreste tror på, at Enhedslisten kan finde på at bringe regeringen i mindretal. Hvis Venstre overspiller deres kort, og begynder at lave julelege, som bibringer befolkningen det indtryk, at man nu igen er blevet optaget af det taktiske spil frem for at tænke på nationens bedste, så vil de negative reaktioner hurtigt ligne dem, som man så forud for skattereform-aftalens indgåelse i juni. Og da Venstres-top heller ikke hører til de mest ubegavede, så må man formode, at de har lært den lektie.
Det eneste, der måske kan forhindre det er den 'geniale' regeringschef, som alt for mange kommentatorer åh så gerne ser det helt store potentiale i, fortsætter med at demonstrere, at hun er jordens vakseste mht. at anlægge en fornuftig strategi. Det er altså ikke specielt begavet under åbningsdebatten at svinge krabasken overfor dem, der tilsyneladende er dem, som regeringen selv har udset til at skulle lægge stemmer til hendes finanslov. Det eneste man opnår, er som bekendt, at prisen for et forlig stiger. Men det synes alle de kommentatorer, der åbenbart lider af ulykkelig kærlighed til den på næsten alle måder parlamentarisk svage Helle Thorning-Schmidt, sikkert også er utroligt smart. Men pyt. Statsministeren dummer sig jo igen i morgen, og hun har da en kompetent finansminister Bjarne Corydon til at rydde op efter sig.