SF-ledelsen måtte her til aften smide deres sidste trumf ind i formandskampen. Det skete, da SF afgående formand Villy Søvndal 'stilfærdigt' og indirekte blandede sig i tvekampen ved at skrive en lang smøre på sin Facebook-profil, hvor disse er de centrale linjer:
“Med min erfaring som formand for et regeringsparti vil jeg stilfærdigt understrege, at man ikke både kan udfordre regeringsgrundlaget og samtidig være en del af et regeringssamarbejde.”
I min oversættelse vil Søvndal således påpege overfor de 15.000 SF-medlemmer, der allerede er i gang med at stemme om en ny formand, at han synes, at Annette Vilhelmsen er diskvalificeret til at lede SF i en regering.
Et spørgsmål rejser sig:
Vil det virke?
Det er svært at sige. I 'normale' partier vil en respekteret formands diskrete anbefaling naturligvis have sin virkning. Men SF er ikke et normalt parti. Græsrødderne er mildest talt ikke til topstyring. For det andet: Der er ikke tale om en direkte anbefaling. Der er snarere tale om, at Søvndal '“ alle hans falbelader til trods – skyder på den anden kandidat ved kraftigt at antyde, at Annette Vilhelmsen ikke er driftssikker som formand, og hvis hun bliver valgt, formentlig risikerer at føre SF ud af regeringen. Man kan godt frygte, som andre kommentatorer er inde på, at angrebet virker kontraproduktivt mht. mobilisering af stemmer til Astrid Krag. SF'ere er ikke sådan nogle, der lader sig koste rundt med. De er heller ikke kendt for at lade sig gå på af skræmmekampagner. Til gengæld er de voldsomt optaget af processer, og her har Krag-fløjens divere udfald mod Vilhelmsen de seneste dage, næppe formildet baglandet, hvor der er blevet råbt på straffespark og rødt kort i en uendelighed.
Vi er dog mange iagttagere, som er lidt forbløffet over, at formandsvalgkampen faktisk foregår så relativt rent, som den gør i SF. Havde magtkampen foregået i et af store gamle partier, så er det min påstand, at man havde gået langt hårdere til stålet. Husk fx de konservative i 90'erne med Hans Engell i spidsen eller Poul Nyrup vs. Svend Auken. I Venstre kan man også være med. Jeg taler af egen erfaring. (Og det er i øvrigt en skrøne, at julelegene er noget, der bliver udviklet i ungdomspolitik. Tværtimod. Det er de unge, der lærer af de voksnes julelege under deres magtkampe. Hvor skulle de ellers blive inspireret fra? Læs Lasse Ellegaards endnu ikke overgåede “I Rosens Favn” fra 1992. Det er den bedste uofficelle lærebog i formandsvalgkamp, som man kan tænke sig!)
Man kan roligt konkludere, at når Søvndal går på banen og forsøger at blande sig, er det et sikkert tegn på, at Krag-fløjen er løbet tør for idéer, der kan vende udviklingen. Sidder nogen ovenpå et wunderwaffe, så er tiden kommet til at få det affyret.
Krag-fløjens lækage af Annette Vilhelmsens blanke stemmeafgivning om regeringens økonomiske politik fra et hovedbestyrelsesmøde, blev forsøgt brugt til at nedbryde hendes troværdighed. Det mislykkedes tilsyneladende. Så sendte man den politiske ordfører Jesper Petersen i byen for at følge op ved at kritisere stemmeafgivningen og forsøge at skabe yderligere usikkerhed. Han blev dog mødt af en mur af anklager fra baglandet og måtte hurtigt fortrække fra valpladsen. Til gengæld blev Krag-fløjen mødt af modangreb om, at hovedbestyrelsen i sin tid ved den pågældende afstemning blev bedt om at agere gummistempel for en sag, som i virkeligheden allerede var vedtaget i regeringen. Med andre ord: Hovedbestyrelsen blev ikke taget alvorligt, hvorfor Vilhelmsens blanke stemme nærmest må være forvandlet fra åbenbar sårbarhed til en veritabel trumf.
Er der så mere i godteposen? Næppe. Så skal man forestille sig kamikazestunts, der er vildere end det, som Jesper Petersen forsøgte sig med forleden. Krag-støtterne hjælper ikke sig selv ved at gøre sig sårbare for kritik om, at de ikke respekterer valghandlingen, som er i gang. Umiddelbart kunne Astrid Krag skrue ekstra op for angrebene på Vilhelmsen under den resterende TV-debat, men igen: Det er mere end usikkert, at det vil virke.
Et andet spørgsmål: Har Villy Søvndal ret? Kan Vilhelmsen bringe SFs regeringsdeltagelse i fare? Måske. Hendes spillerum er meget lille, og hvis ikke Vilhelmsen skaber forandring, så vil hun skuffe baglandet. Hvis Vilhelmsen til gengæld fremturer, risikerer hun, at SR afslutter regeringssamarbejdet for SFs vedkommende.
Man taler om blandt iagttagere, at skatteminister Thor Möger Pedersen skal ofres på ministerlisten, hvorved han så helt må forlade Christianborg. Men Vilhelmsen står i et delikat dilemma. Hvis hun fyrer Möger, får det kritiske bagland en eller anden form for oprejsning, da han ses som alt detm som det kritiske baglandet er utilfreds med ved regeringssamarbejdet og SFs deltagelse deri. På den anden side: En fyring vil destabilisere SRs tiltro til Vilhelmsen som en leder, som de kan gøre politiske forretninger med. Thor Möger sidder med i regeringens politiske økonomiske maskinrum. Det er ham, som de hidtil har forhandlet med og føler sig tryg ved. Naturligvis kan Vilhelmsen finde en erstatning, men hvem? Der er ingen oplagte kandidater, og tillid tager tid at opbygge. Tidspunktet er også elendigt. Regeringen står overfor at forhandle finanslov og flere reformer, som kommer til at gøre ondt på SF’erne.
Hvis Vilhelmsen er en stærk leder, så beholder hun både Thor Möger og bider sig fast i bordkanten, og forsøger på en eller anden måde at få forhandlet sig frem til nogle indrømmelser.
Men vil Vilhelmsen vise sig at blive en stærk leder?
Det er der ikke noget, der tyder på, at hun gør. Men hun har jo som bekendt overrasket før.