For med de radikales på flere stræk ganske fornuftige økonomiske udspil ”Tag ansvar” så er det svært at se, hvordan rød blok kan blive enige om en fælles økonomisk politik. For der er næsten ikke andet end forskelle:

1. De radikale vil fastholde dagpengeperioden på to år. Det vil S-SF (vistnok) ikke. TJEK

2. De radikale vil afskaffe efterlønnen over 10 år Det vil S-SF (officielt) ikke, TJEK

3. De radikale vil nedsætte skatten på arbejde. Det vil S-SF ikke. TJEK

4. De radikale vil omlægge erhvervsstøtten, hvorimod S-SF vil fjerne i hvert fald dele af den. TJEK

Men S-SF-R kan dog mødes mht. at ville hæve miljøafgifterne, hvis det da er en trøst for S-SF.

Så hvad betyder det?

Ja, at VKO partierne efter alt at dømme har alle muligheder for at udstille at rød bloks økonomiske politik er uigennemskuelig.

Først skal fagbevægelsens organisationer blive enige med arbejdsgiverne om at finde 15 mia. kr. ved reformer på arbejdsmarkedet selvom ikke en eneste uafhængig økonom eller arbejdsmarkedsforsker begriber, hvordan det kan ske.

Skulle det ske alligevel, så skal fagforeningernes medlemmer stemme ja ved et utal af lokale overenskomster til forslaget om – på en eller anden led – at gå op i arbejdstid.

Ind imellem alt det, skal S-SF og de radikale også blive enige. Det er måske det mindste. For hvad nu hvis det utænkelige skulle ske, at LO-forbundene ender med at adoptere den radikale politik fx som åbenbart går ud på at acceptere VKOs gennemførte politik med at halvere dagpengeperioden? Forestiller man sig så, at S-SF bider til bolle og stemmer for forslaget uden de store sværdslag? Stiller det ikke S-SF i et noget underligt lys i forhold til de vælgere, som har stemt på disse partier i protest mod ”Genopretningspakken”. Kan SF fx internt holde til det? Og ser man Enhedslisten lægge stemmer til den politik?

Og hvad med boligskatterne?

Tidligere ville de radikale – ligesom vismændene – øge boligskatterne. Det vil partiet (vistnok) ikke nu. Hvad med S-SF? Ja, officielt vil de ikke, men kan man stole på det?

Mit gæt er, at så snart at boligmarkedet er mere stabiliseret, så vil de første radikale røre på sig igen og kræve højere boligbeskatning. Og S-SF vil – efter min vurdering – blive “nødt til” at give de radikale den indrømmelse, for at få nogle af deres andre krav igennem. Men det vil jo først ske på den anden side af valget.

Så mon ikke at udsigten til “rød boligbeskatning” bliver blandt de borgerliges sikre slagnumre i en kommende valgkamp?

Hvis man skal tage de radikales skattepolitik alvorligt, så vil de åbenbart låse S-SFs muligheder for at forbruge et provenu ved øgede skatter, da det ifølge det radikale ”princip” ikke må bruges til at finansiere velfærd.

Det betyder formentlig, at de radikale vil øremærke provenuet til enten at nedbringe gælden eller lette skatten på arbejde. Og den skattelettelse bliver næppe i bunden af indkomstskalaen, hvor effekten på arbejdsudbuddet er mindst, men snarere i toppen, hvor effekten er størst. Men hvilken SF’er kan holde til at stemme for sådan et forslag?

Forklaringen på, at S-SF ikke for længst er gået amok på de radikale, er formentlig, at de radikale trods alt ikke stiller ultimative krav. Med andre ord: De kan rende fra deres egen politik så let som ingenting. Denne antipopulisme og afsky for kontraktpolitik er jo netop en disciplin, som de radikale sætter ganske højt. De vil endda prale med det, den dag det bliver nødvendigt. Og de radikale medlemmer vil lykønske Vestager og Co. for det!

Nej, det kan kun være en glad Claus Hjort Frederiksen, der klukleende tuller rundt ovre på regeringsseminaret på Fyn.

Han får da et såre nemt job med i valgkampen at pille rød bloks økonomiske politik fra hinanden.

Læs også Peter Mogensens analyse.

Læs Berlingskes analyse.

Min daværende chef som selv repræsenterede de danske liberale i EU-parlamentet ironiserede stærkt over, hvad han opfattede som svenskernes aldrig svigtende evne til at glæde sig over egen fortræffelighed og politiske indretning, som derfor efter deres mening skyndsomt burde eksporteres til resten af verden. Det var i hans udlægning, at svenske politikere nærmest opfattede det, som at EU havde meldt sig ind i Sverige og ikke omvendt!

Jeg er selv en stor Sverige-elsker. Jeg føler mig hjemme i landet og kommer der flere gange om året. Men fordi man holder af menneskene, naturen mv. så er det ikke nødvendigvis alt ved Sverige, som man har lyst til at omfavne.

I de sidste 10-15 år har det for mig især været kvalmende at skulle se, læse og høre på perlerækken af bedrevidende, belærende og overlegne svenske politikere, journalister, lederskribenter og kulturpersonligheder som i tide og utide har følt trang til at kritisere os for den stramme flygtningepolitik og at alting efterfølgende er blevet åh så gråt og trist i stakkels Danmark.

Nu er tiden åbenbart kommet til, at vi får mulighed for at lukke lidt damp ud og sende den over på den anden side af Øresund. Anledningen er, at det kommende svenske Riksdagsvalg har åbenbaret et par forskelle mellem vore to politiske systemer.

Den ene er en marginal forskel i selve det helligste af det helligste: Den hemmelige stemmeafgivning! Det er traditionen i Sverige, at vælgere i valglokalet – i al åbenhed – KAN tage stemmesedler fra hvert af partierne. Det betyder, hvis man altså ønsker at sløre sit valg, at man derfor SKAL tage flere stemmesedler fra partiernes tilforordnede med ind i stemmeboksen. Mere kyndige end jeg har dog forklaret, at valgsedlerne i de fleste tilfælde dog også bliver sendt hjem til den enkelte vælger på privaten, hvorved man således helt undgår, at skulle udstille sin partipræference foran vildtfremmede i valglokalet.

Der er derfor nok ingen tvivl om, at hvis man ønsker at sløre sit valg, så er der alle muligheder for det. Alligevel kan man næppe helt afvise tilfælde, hvor mere spontane vælgere vil afholde sig fra at tage SDs stemmeseddel for ikke at blive udsat for mistanken om, at man har stemt på et ”racistisk”parti. I Danmark har vi indrettet os sådan, at der ingen tvivl overhovedet kan skabes om hemmeligholdelsen af valget. Vi har efter min vurdering – en lille pointe i – at vores valgsystem er marginalt mere hemmeligt end svenskernes.

Men er det en stor nok sag til, at Europarådet skal indblandes, som V-udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen foreslår? Nej selvfølgelig ikke. Der er tale om politisk – og populistisk -drilleri og et “tak for sidst” til det i gennem mange år VKO-kritiske selvgode svenske meningsestablishment, som efter min vurdering er domineret af centrum-venstre-synspunkter. Jeg tror dog, at Venstre og de konservative står sig bedst ved i forhold til svenskerne ikke at overspille sagen.

Der er dog også andre sager, som i danske øren lyder fuldstændig vanvittige. For eksempel at SD er udelukket fra afslutningsdebatten i det svenske statsfjernsyn SVT, fordi partiet endnu ikke har sæde i rigsdagen. SVT henviser til, at partiet ”Feministisk Initiativ” heller ikke er inviteret til afslutningsdebatten. Forskellen er dog, at partiet så heller ikke er i nærheden af spærregrænsen. Og det er set tidligere, at det ligeledes indvandringskritiske parti Ny Demokrati i 1991 faktisk fik lov at deltage i partilederrunden, selvom partiet ikke var repræsenteret i rigsdagen.

Hvordan svenskerne vender og drejer det og bortforklarer sagen, så er det pærenemt for SD og alle andre at kritisere statsfjernsynet for censur, og det vil utvivlsomt hjælpe partiet i Rigsdagen.

Det samme argument gør sig gældende med TV4s afvisning af SDs valgreklame (som i øvrigt blev optaget i Danmark, fordi ingen svenske reklamebureauer havde lyst) med henvisning til ny svensk medielovgivning, hvor TV ikke må vise indslag, der hetzer mod befolkningsgrupper. I en dansk politisk kontekst er et sådan forbud reelt censur selvom, at Politiken – som vel dybest ønsker sig et Danmark, der ligner Sverige - som det hidtil eneste danske medie forsvarer TV4s beslutning.

Hos SD må man være lykkelig over TV4s beslutning. Alle med adgang til internet og som kunne tænkes at stemme på SD har formentlig nu set reklamen på You Tube. SD-vælgere har fået bekræftet endnu engang, at ”eliten” ikke vil høre dem og med loven i hånden undertrykker deres synspunkter. Lyder det bekendt?

Det er ikke forunderligt, at Pia Kjærsgaard befinder som en fisk i vandet i den debat.

Valget til den svenske Rikdag finder sted den 19. september og alt tyder på, at den borgerlige regering får lov at fortsætte. Eneste usikkerhedsfaktor er, om der bliver et rent borgerligt flertal udenom Sverigesdemokraterne, som de fleste meningsmålinger spår kommer ind. For hvis SD (!) får en ”Vågmästerroll”, så kan det nok være, at der bliver uro rundt omkring på de svenske partiers ”valvaka”. For kan Centerpartiet, der vel svarer til de radikale, holde til at regere på SDs mandater? Og hvad med Kristendemokraterne og Folkpartiet? På den anden side, så er der INTET i målingerne, der tyder på, at vælgerne ønsker socialdemokraten Mona Sahlin som statsminister. En Sifo-måling viser således, at den moderate Frederik Reinfeldt, så langt foretrækkes af vælgerne. Så uanset hvordan det går med SD, så er det svært at se, hvordan Mona Sahlin skulle ende som statsminister i broderlandet.

P.s. Sidste sommer besøgte jeg Stockholm, hvor jeg blandt andet fik en gratis rundvisning i den svenske Riksdag, som kan stærkt anbefales. Men kom i god tid, de lukker kun nøjagtigt 28 ind ad gangen og vigtigst: Regn ikke med svensk fairplay i køen. Selvom jeg kom som den allerførste, så blev det ikke respekteret af de svenske gæster, der med forskellig begrundelse masede sig foran den tossegode danske turist. Måske fordi de følte, at de have mere ret til det, når de nu som skatteydere betalte foretagendet? I dunno. Men min tillid til svensken led følgelig deraf et knæk, da jeg således måtte vente yderligere en halv time på den engelske omvisning. Den var i det mindste værd at vente på og køkulturen en anelse mere civiliseret.

1. Rød blok fører fortsat en smule over blå blok
2. Socialdemokraterne står ikke til fremgang formentlig på grund af Helle Thornings skattesag
3. De konservative bløder fortsat
4. Liberal Alliance er over spærregrænsen
5. Det er Villy Søvndals og SFs fremgang, der holder liv i rød bloks regeringsdrømme
6. DF er som det eneste parti i blå blok i stand til at holde på sine vælgere

Bundlinjen er imidlertid, at Lars Løkke Rasmussens chance for at vinde et valg fortsat er for lille til, at han tør udskrive valg.

Alligevel kører rygterne på Christiansborg fortsat om valg.

Ekstra Bladet skrev fx i dag mandag en historie om valgrygter baseret på en kæk kommentar fra Venstres unge skatteordfører Mads Rørvig, der forleden dag på sin hjemmeside lige skulle sikre sig at hans valgplakater var færdige. For valget kunne jo være lige om hjørnet…

Med al respekt for Retvigs analytiske evner, så er det næppe ham, som forinden bliver inddraget i statsministerens overvejelser om valgudskrivelse.

I oppositionen har man længe haft valgkuller. Et rygte på Borgen fortæller, at selveste Mogens Lykketoft i ugen op til finanslovsfremlæggelsen sågar skulle have væddet om, at der blev udskrevet valg tirsdag i sidste uge. Det blev der så ikke. I øvrigt fortalte et andet spændende rygte, at socialdemokraternes trykkeri kørte på højtryk i dagene op til tirsdag i sidste uge. Men så er pjecerne og plakaterne i det mindste parat.

Også denne blogger har båret ved til valgrygternes brændende bål om end jeg dog har betinget mig at se meningsmålinger, der viste klart flertal for blå blok, før jeg reelt troede på dem.

Nu gættes der så på 7. september, hvor der er 1. behandling af finansloven.

Jeg vurderer imidlertid sandsynligheden for at være meget lille.

Kan der argumenteres for en valgudskrivelse denne dag?

Ja.

Hvis Løkke vurderer, at han aldrig får en bedre chance end nu, så skal han vel udskrive valg?

Hvori består den lille chance?

Det er set før at en regering har ligget bagud i målingerne og kommet godt igen i en slutspurt. Tænk bare på 1998, hvor Poul Nyrup Rasmussen trodsede de målinger, der i starten af valgkampen havde spået en klar borgerlig valgsejr. Rød bloks føring lige nu er ikke stor og i Venstre-lejren varmer man sig ved, at tal fra Epinion-målingen også viser, at de blå har fat i de unge vælgere og vigtigere: At 65 pct. af tvivlerne tenderer til at stemme på blå blok.

Men som sagt. Der er intet iform af rygter eller “bevægelser” mv. i blå blok, der antyder, at valget kommer nu. Tværtimod. Der er ro.

Regeringens fokus lige nu er på at lave et finanslovsforlig med LA og DF, så man også kan fremvise overfor vælgerne, at blå blok kan arbejde sammen, og at der er tale om en troværdig alliance ( I modsætning til rød blok, hvor de radikale på flere områder vil noget helt andet end resten af rød blok)

I denne uge holder regeringen et seminar, hvor den formentlig præsenterer flere forslag, som den mener vil kunne sætte mere gang i væksten.

Vækstdagsordenen – som statsministeren gør alt for at sætte sig fuldstændigt på – bliver det gennemgående tema frem til valget. I februar kommer formentlig et udspil, der samler alle forslagene og præsenteres som regeringens ”vækstplan”, der skal føre landet ud af krisen.

Enkelte kommentatorer hæfter sig ved, at det er stort set umuligt at tiltrække marginalvælgere ved at præsentere erhvervspolitiske forslag i stil med “lavere selskabsskatter”. Det er der noget om, men det er ikke desto mindre regeringens udfordring at komme op med nogle idéer, der virker seriøse og mulige at gennemføre.

At det så ikke flytter det store, i det dansk økonomi primært er afhængig af de internationale konjunkturer, ja det er så en anden snak.

Måske erhvervspolitik kan bruges til at holde på kernevælgere? Det var i hvert fald det de konservative forsøgte på i sidste uge efter deres sommergruppemøde. Spørgsmålet er dog, om ikke netop dette snævre vælgersegment for længst er søgt over til Liberal Alliance? Men selvfølgelig skal K gøre forsøget. Nu bliver det spændende at se, hvem af dem, der i forbindelse med finanslovsforhandlingerne til sidste får æren for, at selskabsskatten bliver nedsat med et par procent.

Det kunne godt gå hen og blive et uskønt forløb. I hvert fald hvis desperationen hos de konservative er tilstrækkelig stor.

Men det ved vi mere om efter at de konservative har holdt landsråd den 2-3. oktober på Lene Espersens hjemmebane i Nordjylland (Aalborg). For det bliver formentlig hendes sidste chance for at løfte partiet op over bundniveauet i målingerne. Sker det ikke, så er det svært at se, hvordan K kan komme tilbage til et valgresultat i nærheden af de 10 procent fra 2007. Og uden en forbedring af Ks nuværende opbakning i målingerne, så bliver det svært for regeringen at blive genvalgt.

Ida Auken er gået i sin salig onkels fodspor og har med stort held slået sig op som miljøforkæmper og som værende i skarp opposition til regeringens miljøpolitik.

Blandt andet har hun kastet sig ind i den for regeringen ganske pinlige sag om det danske CO2-kvoteregister. Sagen går i korthed ud på, at da EU i sin tid besluttede at indføre handel med CO2-kvoter, så skulle alle lande oprette et register over dem, der handlede med disse kvoter. Det danske register blev således oprettet af Miljøstyrelsen, men blev fra starten håndteret meget lemfældigt, for at sige det pænt. Alle og enhver kunne komme i registret, som der i øvrigt ikke blev ført kontrol med. Kort sagt: Alt sejlede.

Og den historie fik – det for tiden strejkeramte – Ekstra Bladet øjnene op for og fik afdækket i løbet af det sidste års tid.

Det viste nemlig, at registeret blev hjemsted for et ukendt, men stort antal, der svindlede med kvotehandel. Fx omgik man de danske momsregler. Først oprettede svindlerne et selskab, der købte kvoterne, men i stedet for at indbetale den skyldige moms til staten, så lukkede man selskabet. Forinden havde man dog solgt kvoterne videre.

Historien begyndte at rulle lige før Connie Hedegaard fratrådte som klimaminister. Det skete med overskrifter som “Connies kvotecirkus”. Det fik politikerne op af stolen og skærpet kontrollen fremover. Imidlertid fik man – af uforklarlige årsager – ikke luget ud i de mange registrerede svindlere, som derfor kunne forblive i registret. Historien kunne fortsætte.

Den nye klima og energiminister Lykke Friis måtte derfor sætte embedsmændene i gang igen med at stramme op. Ministeriet påstår i dag, at man har fået renset op, hvilket også sker med henvisning til at Danmark nu har de skrappeste regler for optagelse i registret.

Ekstra Bladet fulgte dog sagen til dørs og – hvad der ikke er usædvanligt – allierede sig med Ida Auken. Det skete bl.a. ved at indkalde ministeren i adskillige samråd, som er oppositionens velkendte våben for at få afdækket en sag. Og for at holde den i live.

Her har samrådsdeltagerne kunnet iagttage, hvordan Ekstra Bladets Bo Elkjær SMS’ede til Auken, hvad hun skulle spørge ministeren om. I ministeriet har man den opfattelse – men kan ikke bevise det – at §20–spørgsmålene er formuleret af journalister. I fald at det er sandt, så er det heller ikke usædvanligt om end diskutabelt.

Undervejs er Ida Auken også kommet i besiddelse af materiale, som Ekstra Bladet har fået udleveret af Klima og energiministeriet efter ansøgning om aktindsigt. Under et samråd læste hun imidlertid frejdigt op af materialet. Blandt andet fra en mail sendt af en medarbejder i Energistyrelsen. Her fik Auken – noget tanke- og taktløst – nævnt den pågældende medarbejders navn. I øvrigt en handling, som i embedsmandsapparatet har skabt udbredt forargelse over den teologiuddannede folketingspolitikers facon. Its not cricket…

Til trods for de mange spørgsmål, samråd og fremlagte dokumenter om registret, så mente Ida Auken dog fortsat at sagen ikke var fuldt belyst. Det skete med en avisartikel i Ekstra Bladet i begyndelsen af maj, hvor at Lykke Friis af Auken blev anklaget for at have afgivet urigtige oplysninger og “misinformeret Folketinget” om, at hun ikke kendte til svindlen med klimakvoterne. Det er en ganske grov beskyldning, og hvis det er sandt, så forbryder ministeren sig mod ministeransvarlighedsloven.

Undervejs fik retorikken og truslerne en ekstra tand:

- Det er en gang snakken udenom. Jeg klager til Folketingets Formandskab. Jeg stopper ikke, sagde Ida Auken til Ekstra Bladet den 5.maj.

Men her – snart fire måneder efter – venter Folketingets præsidium stadigvæk på den ustoppelige Ida Aukens klage.

Ekstra Bladet har – måske på grund af pladsmangel eller den aktuelle strejke – heller ikke omtalt klagen til præsidiet.

Så hvornår kommer Idas klage mon?

Alle vidste i forvejen, at det står grelt til med økonomien. Finansministeriet er – ikke overraskende – mere optimistiske. Væksten vil ligge på 1-2 procent næste år. Ledigheden vil ikke stige nær så meget som tidligere – og det er stadig under niveauet under Nyrup-regeringerne, hvis det skulle være nogen en trøst. Måske vil ledigheden endda falde næste år.

På bundlinjen er der ikke desto mindre blodrøde tal. Det offentlige underskud bliver på små 80 mia. kr. til næste år. Dvs. omkring det samme som underskuddet bliver i år. Dvs. der skal lånes endnu flere penge.

Til trods for oppositionens kritik om, at der er tale om en økonomisk ”chokkur”, så foreslår regeringen, at det offentlige ”kun” bruger tre milliarder ekstra næste år i forhold til i år. (Til sammenligning foreslog regeringen sidste år, at der ”kun” blev brugt 16 mia. kr. ekstra i år). Dvs. der er aldrig nogensinde blevet brugt så mange penge på den offentlige sektor, som nu.

Trods al kritikken så er der reelt konsensus om den økonomiske politik. Stort set alle partier vil bruge penge på at stimulere efterspørgslen for at fastholde væksten, og sørge for at ledigheden ikke bliver for stor. Ingen ønsker at beskære den offentlige sektor. Uenigheden handler kun om prioriteringen.

Begge blokke er således alle keynesianere i en eller anden grad. Og til en vis grænse. Hvis markederne mister tilliden til dansk økonomi, så vil de ikke købe vores statsobligationer og dermed ikke finansiere vores statsgæld. Sådan fungerer verden nu engang uanset om mediernes darling Pernille Rosenkranz-Theil påstår noget andet.

Men en opposition skal jo finde hår i suppen, og de har så tænkt sig at bruge endnu flere penge på at stimulere efterspørgslen.

Så valget står mellem at bruge flere penge – eller endnu flere penge. Som vi altså ikke har.

Reelt set har oppositionen heller intet valg. ”At bruge endnu flere penge” er det eneste ledige standpunkt på vælgermarkedet, hvor forskellige grupper råber op om, at netop de fortjener mere opmærksomhed og flere offentlige kroner.

Regeringen forsøger at tage brodden af noget af kritikken ved at foreslå et par milliarder ekstra til sundhedsområdet. Til gengæld er satspuljemidlerne blevet mindre. Det er mere end tænkeligt, at der undervejs i finanslovsforhandlingerne vil åbenbare sig midler til indsatsen overfor udsatte grupper.

Hvis Ole Sohn havde siddet i finansministerstolen, så ville han formentlig have præsenteret et finanslovsforslag, der på mange stræk havde lignet Claus Hjorts, men med endnu flere skatter, og hvor provenuet var blevet brugt på mere velfærd.

Såfremt at meningsmålingerne i de næste par måneder viser borgerligt flertal måske kombineret med at Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skattesag forbliver på dagsordenen, så vil statsminister Lars Løkke Rasmussen kraftigt overveje at udskrive folketingsvalg. I alle andre situationer så styrer regeringen lige imod et finanslovsforlig med DF og LA.

Hvad får LA så ud af støtten? Det vil blive moderat, men de vil få en eller anden form for lettelse af erhvervsskatterne er mit bud. Det kommer til at gøre ondt på de konservative, som skal se på, at LA får en konservativ mærkesag igennem. Det vil nok også skabe lidt interne problemer i samarbejdet i blå blok. For hvilken fjer skal K så have og sætte i deres hat?

Endelig skal DF havde flere penge til de sociale områder, end der indtil videre er planlagt med finanslovsforslaget måske kombineret med nogle værdipolitiske indrømmelser. Det kræver også LAs medvirken.

Der er meget på spil for blå blok. Hvis ikke de i de sandsynligvis sidste finanslovsforhandlinger inden næste valg fremstår som nogenlunde fasttømret – trods alle forskellighederne, så bliver det for nemt for oppositionen at udstille og problematisere den indbyrdes uenighed. Det er man også helt klar over både hos LA og DF. De to partier har faktisk udviklet et udmærket forhold, også fordi man jo ikke kæmper om de samme vælgere.

Finanslovsforslaget indeholder også hvad der ligner et vaskeægte spinforslag, hvor der skæres 100.000 kr. i apanagen til Kongehusets medlemmer. Den slags symbolske forslag har det med at tage mere opmærksomhed end mange andre besparelser. Men nu er det da synligt for enhver, at der er tale om en spareplan, når selv kongehuset må spænde livremmen ind…

Under alle omstændigheder har finansministeren med sit finanslovsforslag forsøgt at få kommunikeret til danskerne, at regeringen tager krisen seriøst ved at spare en smule her og der. Reelt er der kun tale om omprioriteringer. Alt sammen naturligvis for at fremstå mere troværdig på det økonomiske område end rød blok og deres ”Fair Løsning”-plan.

Men er omprioriteringerne tilstrækkelige? Og kan budgettet holde? Ikke hvis man spørger sagkundskaben. Det er fx ikke lykkedes at opdrive en økonom, der tror på regeringens forudsætning om nulvækst i kommunerne. Det har ligeså store chance for at lykkes, som at S-SF og fagbevælgelsen med ”Fair Løsning” kan hente 15 mia. kr. ved, at folk helt frivilligt og uden brug af “pisk” arbejder længere.

Så på den måde, så får S-SF åbenbart det til sidst, som de så gerne vil have det!

Måske er en del af løsningen at forlade regeringen efter næste valg. Uanset hvilken blok, der måtte få flertal.

Læs min analyse, som jeg skriver for dagbladet Information mandag.

På tirsdag præsenteres regeringens forslag til finanslov for 2011. I kølvandet af fremlæggelsen har statsministeren den første mulighed for at udskrive valg. Men hvorfor valg nu? For kforum.dk analyserer jeg argumenterne for et valg her i efteråret.

Læs mere her.

P.S. Jeg medvirkede i “Søndagsfrokosten” på P1 søndag i selskab med faglig sekretær i 3F Mattias Tesfaye og fremtidsforsker Anne Skare Nielsen. Vi diskuterede “Fair Løsning”, Chr. IX´friske tilbud til tydsken og USAs exit fra Irak.
Du kan høre hele udsendelsen her.

Margrethe Vestager – ”Dronning Margrethe” blandt ”venner” – har sat sig solidt på magten efter, at den seneste Helveg endegyldigt meldte sig ud af arvefølgestriden om at efterfølge Marianne Jelved.

Alligevel slås partilederen med et problembarn, der dog endnu til alles lykke ikke sidder med i folketingsgruppen: Partiets næstformand Zenia Stampe – som i modsætning til tidligere radikale næstformænd tilsyneladende helt har misforstået sin opgave, i det hun har været særdeles synlig i diverse spøjse debatter med – selv set med radikale briller – noget skingre synspunkter.

Bredt blandt radikale er der fx enorm irritation over, at Stampe tog opmærksomhed fra de radikales EU-valgkampagne sidste sommer med sin “republikanske bevægelse”, der gjorde sig særdeles bemærket ved den samtidige folkeafstemning om ændringen af tronfølgerloven.

Caffelatte-bægeret flød dog helt over, da Stampe politianmeldte Københavns politichef for racisme på grund af hans udtalelser om kriminelle rumænere. Den fik hun i øvrigt lov at trække tilbage efter hård kritik.

Derfor står Vestager i den noget usædvanlige situation, at hun faktisk er enig med den lille rest af borgerligt-sindede radikale i vurderingen af, at Stampe må væk som næstformand. Eller i det mindste holdes væk fra folketingsgruppen.

Stampe stiller nemlig op som folketingskandidat i Sjællands Storkreds i kredsene Næstved og Roskilde. Sidst gav storkredsen valg til Simon Emil Ammitzbøll, der dog siden har forladt partiet og i dag er at finde i Liberal Alliance. Sidst stillede hun op i Århus, men blev kun nr. 3.

Stampes hårdeste konkurrent om det ledige radikale mandat i storkredse er i øvrigt Rasmus Helveg Petersen – seneste skud på det radikale Helveg-dynasti. Han stiller til gengæld op i den for partiet så traditionsrige Holbæk-kreds plus i Solrød-Greve-kredsen.

Vestager – som lider af den for politikere så udbredte erhvervsskade – mistro har derfor på et tidspunkt overvejet at flytte fra sin stensikre – men lille – bastion i Nordsjællands Storkreds. Blandt andet fordi en opstilling af partilederen i landets største storkreds formentlig vil kunne trække flere stemmer til partiet og måske et ekstra mandat. Som bonus vil hun desuden kunne blokere for valget af både Zenia Stampe og Rasmus Helveg Petersen. To fluer med et smæk så at sige. Og yderligere så kunne hun lade sin gode ven Christian Friis Bach – også kendt som Folkekirkens Nødhjælps frontmand – sikre mandatet i Nordsjælland. Imidlertid forsikrer Vestager sine omgivelser at hun bliver, hvor hun er.

Men hvad gør man så ved problembarnet Zenia? Ja her slår de radikale til med en blanding af vedtægtsjura og andre politisk-organisatoriske spidsfindigheder, som kun nørder har fuld indsigt i.

I dag må partiets landsformand ikke samtidigt være folketingskandidat. For ellers kunne han jo finde på at promovere sig på bekostning af alle andre kandidater! (Tak skæbne!)

Så hvorfor ikke udvide bestemmelsen til også at omfatte næstformanden?

Derfor har den radikale hovedbestyrelse indstillet, at man på landsmødet den 12. september vedtager dette ændringsforslag til vedtægterne.

Så langt så godt.

Beslutningen vil således have omgående virkning, så under alle omstændigheder må Zenia hurtigt vælge om hun vil være folketingskandidat eller næstformand.

Valget falder måske nemt, når Stampe allerede nu ved, at hun bliver mødt af en ny modkandidat, formanden for de radikale i Århus Sander Jensen. (Også det forrige år blev hun mødt af en modkandidat). Jeg gætter på, at det nok ikke har skortet på opfordringer til at stille op til posten fra brede kredse i partiet…

Stillet overfor valget mellem den uregerlige Stampe og endnu en Helveg, så ventes Vestager at foretrække sidstnævnte. Altså som det mindste onde forstås.

Stampe har dog som næstformand formået én stor ting: At samle partiet. Imod sig selv.

Helle Thorning-Schmidt skruede op for både kækheden, charmen og selvsikkerheden. Som en maskine sprøjtede hun de ikke specielt overraskende budskaber ud. I skattesagen var der ikke noget at komme efter. Nationen stander fortsat i økonomisk våde, og sorte skyer driver ind over landet. Regeringens spareplan duer ikke, mens Fair Løsning til gengæld leverer krystalklare budskaber på, hvad S-SF så hjertens gerne vil.

Så gik pressen i kødet på Thorning, hvorved selvsikkerheden dog samtidig forsvandt som dug for solen: Går hun af som partiformand, hvis Skat kommer frem til, at hendes mands skattesag var kritisabel?
“Det var ikke relevant”, mente Thorning selvsikkert. Alle regler var fulgt til punkt og prikke, messede hun.

Og så blev modangrebet i øvrigt sat ind.

Venstre burde måske sige undskyld, mente Thorning.

Og det er netop sagen.

Socialdemokraterne har for tiden øjensynligt indledt en modkampagne overfor journaliststanden, der beskyldes for nærmest at frede ministrene, mens de omvendt går benhårdt efter Thorning som et glubsk ulvekobbel. (Det er nu ellers ikke det, som man får indtryk af i dagens aviser, hvor tre konservative justitsministre med Brian Mikkelsen i spidsen i den grad bliver hængt til tørre på grund af skandalen om den digitale tinglysning…)

Især BT er under heftig beskydning, men også andre mere ”venligtsindede medier” bliver opfordret til at gå Venstre efter i sømmene. Så det vil nok være en RIGTIG god idé, hvis alle ministre nu AF EGEN DRIFT får gennemgået deres skatte- og privatøkonomiske forhold endnu engang. Fx af fagfolk.

Konkret vil socialdemokraterne vældig gerne have pressen til at efterprøve – den tidligere her på bloggen nævnte – teori om, at Venstre står bag Thornings skattesag. Naturligvis med henblik på, at det inden valget vil åbenbare sig for alle, at der i virkeligheden er tale om et spin, der både involverer Skatteministeriet (og måske dets departementschef) og Venstres såkaldte ”Superspinenhed”. Problemet er bare, at der indtil nu ikke er fremkommet beviser, der kan påvise denne teori, som dog på den anden siden heller ikke helt kan afvises. Blot må man nøgternt konstatere, at hvis Venstre står bag, så er der tale om århundredets spin i dansk politik. Hverken mere eller mindre.

Med dette in mente kunne man tolke Thornings mulige fortalelse i dag på pressemødet som om, at S-formanden også selv er af den mening, at regeringspartiet overfor pressen har åbenbaret den suppedas, hun står i. Om end hun vel dybest set selv har bragt sig i den situation ved ikke at have fået totalt styr på sine privatøkonomiske og skattemæssige forhold allerede for tre år siden, da Jan Kjærgaard for Ekstra Bladet spurgte ind til dem.

Måske mente Thorning bare at Venstres Peter Christensen burde sige undskyld for hans kritik. Thorning mener i øvrigt selv, at hun “blot er et menneske, der laver fejl.” Ligesom Løkke og bilagssagen, påpegede hun herefter. Hvis man følger Thornings logik, så burde S-bilagsordfører Rasmus Prehn vil også nu sige undskyld for i sin tid at have jagtet Løkke? Thi han er jo bare et menneske med fejl…

I nogle dage har pressen undret sig over, hvordan Thorning dog ville overlade det til partikassen at betale sin revisor. Men efter grundige overvejelser – og formentlig efter de første forespørgsler fra pressekorpset – har Thorning klogt i dag meddelt offentligt at revisorregningen, den tager hun selv. Jeg gætter på, at hendes spindoktor gennem sin kontakt med pressen har lugtet lunten, at det ville blive et problem, hvis S-medlemmerne betalte den omgang.

Nå men desperationen lyste også ud af S-ledelsen. Thorning, som aspirerer til at være statsmand (M/K) – ofte med meget stort talent og held – faldt dog helt ud af rollen, da hun kaldte Liberal Alliance for ”Saxo Bank”-partiet, som blev fremstillet som om at det var finansieret, ledet og styret af millardærer. Den slags virkede åbenbart for underlødigt på en enkelt journalist, der ganske kraftigt – og i lang tid uset – imødegik Thornings nedladende øgenavn om Liberal Alliance. Det var under lavmålet, forstod man på journalisten. Et synspunkt han næppe stod alene med i pressekorpset. I dag.

For Thorning har et problem med et flertal i pressekorpset. De accepterer ganske simpelthen ikke præmissen, at man kan holde vælgerbefolkningen – og dem selv – for nar ved ikke åbent og ærligt spille ud med hvad S-SF egentlig vil, når de har fået magten. Thorning tror, at hun frem til valget bare kan ignorere dette forhold og satser tydeligvis på, at et flertal hos vælgerne også er ret ligeglade mht. om de får krystalklare svar på, hvor der skal prioriteres, hvem skal arbejdere længere osv.

Tager man pressemødet i dag som målestok for om S-SF kan gå gennem en lang valgkamp uden at præcisere hvad man vil, så tror jeg de får større problemer end de er nu.

Danmark er ikke længere en nation, hvor et flertal i befolkningen synes, at det er den naturligste ting i verden, at den røde fagbevægelse har hørings og vetoret vedr. Danmarks økonomiske politik. Verden har flyttet sig meget siden LO-formand Thomas Nielsen kunne blokere for en ansvarlig økonomisk politik, som det var i tilfældet i 1970′erne.

Kan Løkke gøre næste valg til en folkeafstemning om det virkelig skal overlades til LO og 3F at bestemme den økonomiske politik herunder at skabe vækst her i landet, så tror jeg han har en rigtig god sag.

Endelig mente Thorning, at Løkke skulle svare på om DF kommer i regering. Hvem kommunikerer hun til? Er hun ude på at dæmonisere DF overfor potentielle DF-vælgere? Det er jo i modstrid med, hvad der har været S-SF hidtidige meget kloge strategi. Eller skal det få midtervælgere til at forlade Venstre. Formentlig det sidste.

Under alle omstændigheder bar dagens pressemøde præg af en tydelig nervøsitet og desperation hos S-toppen. Og det er jo ikke til at holde ud for dem, og så er det forståeligt nok måske en god idé at få luft ved at gå lige i flæsket på modstanderne.