I 2. time får vi besøg af en række spændende politiske gæster. Her om lidt har vi dækket op til en debat mellem dansk politiks største valggeneraler, nemlig partisekretærerne fra Venstre og Socialdemokraterne henholdsvis Claus Søegaard-Richter og Lars Midtiby. Vi skal diskutere partitilskud, reglerne for partiernes finansiering, valgkampe og hvordan partierne får nye medlemmer og engagerer dem i det politiske arbejde.

I sidste uge kom 2020-planen og på Christiansborg lyder jungletrommerne stadigt højere om, at regeringens forslag til skattereform er på trapperne. Sidst i programmet slipper vi de to finansordførere – Jonas Dahl fra SF og Peter Christensen fra Venstre – løs i arenaen i en debat om landets økonomiske politik.

Hør med torsdag Kristi Himmelfartsdag kl. 10-12 på Radio 24Syv.

Set med økonombriller (eller set fra OECDs perspektiv) er SSFR-regeringen en ret moderat regering, der stort set fortsætter reformprogrammet som den blå regering i Lars Løkke Rasmussens sidste år søsatte med genopretningspakke og tilbagetrækningsreform. De eneste ting, der falder i øjnene og som diskuteres, er de stigende afgifter og fjernelsen af arbejdsudbud som følge af afskaffelsen af de såkaldte fattigdomsydelser mv. Energipolitikken er også omdiskuteret, men her har man indgået et forlig med Venstre, så det emne bliver ikke nogen større kampplads.
Det bliver til gengæld alt det andet, og her er skattereformen den store prøve. I dag ser vi så de første prøveballoner fra SF om at hæve topskattegrænsen. (I øvrigt et gammelt LO-forslag som Enhedslisten og SF tidligere har omfavnet) I gamle dage var det sådan noget som S-SF bedømte med udtryk som ”rødvinsreform”, der begunstigede de rige på bekostning af lavindkomsterne. Formentlig bliver forslaget suppleret med et jobfradrag, så det bliver lidt mere spiseligt for S-SFs baglande. Det er nok spørgsmålet, om SF får mange ”bævende læbers pris” ved at føre umiskendelig oldschool radikal skattepolitik. Vælgerfesten hos Enhedslisten på SFs bekostning kan derfor kun fortsætte.

Trepartsforhandlingerne er åbenbart gået i gang bag kulissen, og her er det sluppet ud at to helligdage må lade livet. Det er alt andet lige ingen vindersag for regeringen. Det er muligt, at fagbevægelsen ser lidt bedre ud, fordi de timelønnede slipper billigere end funktionærerne, men sidstnævnte stemmer jo også, så mon ikke de har det i frisk erindring om to-tre år, når de står i stemmeboksen? De mistede helligdage blev til ”Helle-dage” som Politikens ATS så morsomt opsummerer situationen. Hvem skal I øvrigt bære de to helligdages afskaffelse igennem Folketinget, som det bliver nødvendigt? Det bliver helt sikkert ikke med Enhedslistens stemmer, og Venstre har også meldt pas. Og nogen har åbenbart glemt at tage FOAs formand Dennis Kristensen i ed. Og hvad er det lige der skaber jubelscener i fagbevægelsen med en aftale, som der ikke rigtig er noget i for deres medlemmer, og som Venstre ind til videre ikke ser ud til at være interesseret i at bakke op om?

Hvis Venstre siger ja tak til at gå med i en skattereform, hvor partiet får yderligere indrømmelser, så er Enhedslisten i den situation, at partiet skal gøre op med sig selv, om den vil stemme imod finansloven, som partiet har bebudet. For nogle iagttagere et helt usandsynligt scenarie, fordi Enhedslisten risikerer læsterlige vælgertæsk for at bringe Løkke til magten. Endnu er det den mest udbredte vurdering, at Liste Ø alligevel bøjer af, og ikke bringer regeringen i mindretal. I modsat fald vil Helle Thorning-Schmidt ikke have andet valg end at udskrive et hurtigt nyvalg. Men usikkerheden er stigende mht., hvad venstrefløjen i dansk politik beslutter sig for. For at man skal tro på Enhedslistens trusler, taler, at Liste Ø ikke er et topstyret designerparti som så mange andre. Partiet er en kombination af græsrodsbevægelse og et decideret protestparti, hvor taktiske overvejelser nemt kan blive overrulet af mavefornemmelser og et oprørsk og indigneret bagland, som stadigvæk har betydelig indflydelse på beslutninger mht. finanslovsaftaler. Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen og gruppeformand Per Clausen er ikke en partiledelse, der bare sådan kan banke folk på plads uden videre. (Clausen kalder selv sin overtalelsesteknik for ”lidt leninisme og jysk humor”) Og hvis Venstre får held til at binde regeringen på hænder og fødder, så den ikke kan dele milde gaver ud i forbindelse med finansloven til Enhedslisten, ja så bliver det selvsagt meget svært. Derfor kan man ikke helt udelukke, at det hele ryger i luften, og ender med et valg.

Skulle Venstre ikke gå med i en skatteaftale, så vil regeringen til gengæld risikere at komme på kollisionskurs med sin 2020-plan, hvor den offentlige sektors vækst skal holdes i ro de næste mange år på historiske 0,8 pct. af BNP. Der er med andre ord ingen plads til at komme med større økonomiske indrømmelser til Enhedslisten, men mindre kan vel gøre det. Og muligheden er trods alt noget større, end hvis Venstre indgår i en skattereform.

Kan Venstre i øvrigt holde til ikke at tage et medansvar om skattereformen? Det er naturligvis spørgsmålet mange stiller sig. Her har partiet allerede – klogt – været i gang ganske længe med en fortælling om, hvorfor man IKKE kan være med. Det handler naturligvis også om at lægge maksimalt pres på regeringen. Venstres melding er, at man ikke vil være med til at kradse penge ind med regeringen, hvis den bagefter deler dem ud med Enhedslisten. Og forleden satte Claus Hjort Frederiksen trumf på ved at kræve alle indtægter ind i en pulje, som kun Venstre kan medvirke til at dele ud af. På den måde er regeringens hænder svinebundet, hvorfor den intet har at tilbyde Enhedslisten. Det vil udstille regeringen som rystende svag, og dens popularitet vil formentlig yderligere tage et dyk. Så den situation bringer regeringen sig – naturligvis – ikke i. De vil til gengæld kræve, at Venstre også stemmer for finansloven mod, at partiet får yderligere indrømmelser.

Til gengæld er juryen ude mht. om Venstre kan forsvare lurepasseriet med henvisning til, at regeringen vil smide pengene væk sammen med Enhedslisten. Det vil helt sikkert overbevise mange vælgere. For en tid. På den lange bane vil Venstre ikke kunne forblive i positionen. Så på et tidspunkt bider Venstrefolkene til bolle, når de synes, at ”kaninen er fuldfed”, og at der ikke er mere at vinde. Men regeringens problemer gør, at Venstre-folkene kan begynde at ane ministertaburetterne igen.

Og nu er regeringen – og især Margrethe Vestager – åbenbart ved at blive så træt af Venstre, at hun har indledt en forhandling med Enhedslisten om en udligningsreform. Det er normalt utænkeligt, at en reform vil se dagens lys uden det ene store kommunale parti er med, men nu skal Venstre sættes under pres og udstilles som dem, der ikke er i arbejdstøjet, og som ikke får indflydelse på reformen. Det vil gøre ondt på nogle af Venstres kommunale græsrødder, som gerne helst snart skal begynde at ømme sig (i pressen).

Den store nervekrig, der vil vare frem til, at enten en ny finanslovsaftalen er indgået eller et nyvalg udskrevet, er i gang.

Sandsynlighed for skattereform og finanslov med Venstre: 70 pct.

Sandsynlighed for finanslov med Enhedslisten 15 pct.

Sandsynlighed for valg 15 pct.

Jeg har ikke selv hørt disse forlydender, men tror ikke man skal fæstne alt for megen lid til disse spekulationer.

For det første er Søren Pind mig bekendt ikke kandidat til næstformandsposten eller gruppeformandsposten for den sags skyld. Mig bekendt er der heller ingen andre modkandidater på trapperne.

For det andet vil Venstres topledelse aldrig acceptere sådan splid på et tidspunkt, hvor det går forrygende for oppositionspartiet både i meningsmålingerne og på Christiansborg. Optimismen er brat stigende mht. muligheden for at vælte regeringen før tid. Bare antydningen af internt splid er omvendt den sikre vej til, at vælgerne flygter væk igen. Så det kan man glemme alt om.

For det tredje ville Søren Pind næppe kunne være sikker på at vælte Kristian Jensen, så hvorfor dog kaste sig ud i et sådant projekt? Det giver ingen mening.

For det fjerde er næstformandsposten næppe så attraktiv, som den lyder. Det er ikke en automatisk vej til formandsposten, når det en dag bliver aktuelt. Foreløbig skal Lars Løkke Rasmussen forsøge at genvinde regeringsmagten. I øjeblikket er mulighederne ganske gode, og dermed skydes ”kronprinsens” muligheder for at komme til fadet længere ud i fremtiden. Måske helt op til 6-8 år fra nu. Lars Løkke Rasmussen fylder i dag kun 48 år. Dvs. han skulle pensioneres i midthalvtredserne. Tidligst. I mellemtiden er næstformandsposten et job, hvor man skal bruge en hel del tid på organisationen mv. Ærefyldt, javist, men ikke nogen sikker adgangsbillet til formandsposten.

For det femte er der ingen tradition i Venstre for, at man har væltet hverken formænd eller næstformænd. Det er ganske enkelt uhørt,

Noget andet er, at Kristian Jensens trackrecord mht. det politiske ”boldøje” ikke er alt for imponerende. Han gik som gruppeformand fejl af gruppens holdning, som det skete, mht. om regeringen skulle boykotte Ukraine under foldbold-EM eller ej. Og for nogle uger siden gik han i Berlingske med en kronik, der gik helt fejl af Venstres – skulle det senere vise sig – officielle holdning til stigningstakten i de offentlige udgifter. To store fodfejl på kort tid.

Dertil kom også en statusopdatering på Facebook, der faldt nogle for brystet, fordi Jensen sidste søndag lidt klodset fik blandet Nicolas Sarkozys fald fra de præsidentielle tinder sammen med Jan Trøjborgs tragiske dødsfald.

En gruppeformand i Venstre fungerer bedst, når han ikke er så udfarende som Kristian Jensen. Traditionelt lurepasser en gruppeformand mht. hvad man mener om dette og hint. Gruppeformanden melder faktisk kun først ud i tvivlstilfælde, når han er ret sikker på, hvor gruppens flertal står. Indtil da træder han vande. Det forhold gør så, at Kristian Jensen er på mellemhånd i mange sammenhænge, fordi han øjensynligt har et meget stort behov for at være synlig – og markere en selvstændig profil også gerne til evt. rivaler som tronprætendenter som en Søren Pind, der nævnes her og der. Det behov havde forgængerne på gruppeformandposten slet ikke, og det er formentlig også grunden til, at det går galt for Jensen. Han har tilsyneladende ikke rigtig nok is i maven. Og hvad skyldes dog alt den markeringstrang? Måske Løkke burde give ham et rigtigt ordførerskab oveni , så han har en platform til at mene noget markant politisk?

Indtil videre er der ingen, der mener, at Jensen ikke skal være gruppeformand. Han sidder ganske sikkert – ikke mindst fordi han ikke har nogle rivaler til denne post, og fordi det helt sikkert også passer Lars Løkke Rasmussen rigtigt fint, at Kristian Jensen sidder, hvor han sidder. Her er Jensen fuldt beskæftiget, og så har Løkke sat Peter Christensen til at være chefforhandler, Søren Pind tager sig af udenrigspolitikken, hvad han er meget tilfreds med, mens den hjemvendte Troels Lund Poulsen har kastet sig over forsvarspolitikken med stor energi. Det kan man naturligvis også se ud fra en ren ”del og hersk”-tilgang, hvad alle der kender lidt til Løkke godt ved, ingenlunde ligger ham fjernt.
Den eneste, der kan fjerne Kristian Jensen fra gruppeformandsposten eller næstformandsposten, er nok i virkeligheden kun ham selv. Fx ved at fortsætte med at lave større bommerter på samlebånd, så det til sidst bliver et problem for Venstre.

Foreløbig er Jensens spøjse meldinger og efterfølgende underkendelse af partiformanden (og gruppen) da kun gået hårdt ud over hans i forvejen ikke alt for store autoritet som gruppeformand. Men det indser Kristian Jensen vel i tide? Jeg har i hvert fald en forventning om at en så rutineret og dygtig politiker som Kristian Jensen med tiden udvikler en evne til at stikke en finger i jorden, inden han farer ud og erklærer det ene eller det andet uden at vide om han har fast grund under fødderne. Det er jo det, som man forventer af en gruppeformand. Ja det er ligesom en forudsætning for, at man kan fungere godt i jobbet.

Et enkelt citat: “Mens de fleste politiske elite-‐blogs altså ligger inden for blog-universerne på de store morgenavisers netaviser, så eksisterer der også en lille gruppe af uafhængige elite-­‐blogs. Her må man især fremhæve Jarls Blog skrevet af Jarl Cordua. I pilotprojektet fremstår han som den klart mest betydningsfulde politiske blogger i Danmark, og som den der læses mest på de politiske redaktioner på Christiansborg.”

Specialet kan læses her.

Regeringen planlægger at spare i Forsvaret, men Venstre stritter imod. Vi har forsvarsordførerne Holger K. Nielsen (SF) og Troels Lund Poulsen (V) i studiet til en debat om det. Det er ca. kl. 10.30

Det har været en forrygende uge i dansk politik. Først fremlagde regeringen sin 2020-plan, og siden har Henrik Sass Larsen fået et forrygende comeback – formentlig det største siden Lazarus – til dansk politik. Vi skal også have kåret ugens fidusbamse. Se hvem det bliver. Det er kl. 11.00, hvor vi også får besøg af en Special Guest Star, der i denne uge er bloggeren David Troels Garby!

Regeringen er kommet med et udspil, der skal få flere kvinder ind i virksomhedernes bestyrelse. Er det en fis i en hornlygte eller et gigantisk step frem mod ligestillingen? Det tager vi en debat om mellem de radikales Sofie Carsten Nielsen og Mai Henriksen fra de konservative. Det er ca. kl 11.30

Husk at man kan ringe ind til os under programmet på 20 247 247 med spørgsmål og kommentarer. Lytterne kan også skrive til os enten via ”Cordua & Stenos” Facebookside eller direkte på csATradio24syv.dk.

Hør hele 1. time her

Hør hele 2. time her

Mest i øjnefaldende et at bruge sætningen om socialdemokraten Henrik Sass Larsen, der i aften oplever et helt forrygende comeback, der vel ikke er set siden Lazarus. Det sker når Sass sætter sig i gruppeformandsstolen hos det største regeringsparti, Socialdemokraterne med alt hvad det indebærer af autoritet, ansvar og på sin vis også ære og værdighed.

Og netop her er det nok, at de fleste studser. For Sass har været under hård beskydning siden han under dramatiske omstændigheder – og på målstregen – blev strøget af ministerlisten, fordi han ikke kunne sikkerhedsgodkendes af PET. Formentlig, fordi Sass’ navn blev nævnt i en PET-overvåget samtale som rockeren ”Suzuki-Torben” førte og på grund af politikerens livslange venskab med den mildest talt kontroversielle tidligere lokalpolitiker Tommy Kamp og påstand om involvering i Kamps tvivlsomme cirkus på Café Vanilla i Køge, hvor Kamp anklages for korruption m.v. Ingen anklager er dog nogensinde ført til, at der er blevet rejst tiltale mod Sass, som siden – forståeligt nok – har droppet venskabet til Kamp.

Helle Thorning-Schmidt blev formentlig rådet af departementschefen i Statsministeriet og andre embedsmænd til at droppe Sass. Det var nok det eneste hun kunne gøre i situationen trods store frustrationer fra Sass, der aldrig er blevet præsenteret for en egentlig forklaring på, hvad han er anklaget for. Det brugte han så lidt tid på at få sat opmærksomhed på, hvilket dog samtidig undergravede Thornings troværdighed. Til sidst stak Sass piben ind, fandt sin plads i grebningen og slog sig til tåls med, at ganske mange iagttagere, politiske kolleger og partifæller fornemmede, at Sass’ dage i toppolitik på ingen måde var talte. De færreste havde dog næppe regnet med, at tiden var inde til et comeback netop nu.

Ikke desto mindre så giver det mening, at Sass trækkes frem i lyset og bliver plantet i formandsstolen. Forgængeren Mogens Jensen har ikke rigtig slået igennem som stærk mand i gruppen. Han udstråler ikke just den store autoritet. Han, der ligesom Sass tilhører den gamle Nyrup-fløj, er dog særdeles loyal overfor Thorning, og er nu belønnet med den ene ledige S-næstformandspost. Den anden går til Københavns Overborgmester Frank Jensen, som tilhører partiets venstrefløj og det kommunale bagland, hvorved der på sin vis er sket en (symbolsk) magtdeling. Næstformandsposterne hverken har eller får nogen større betydning mht. arvefølge osv.

Men tilbage til Sass. Socialdemokraterne har savnet en egentlig daglig leder af butikken, som med et sikkert blik kunne lægge en strategi for partiets politiske linje, og som en hærfører sende ordførerne i angreb på Venstre. Det har flagret i en grad, som man sjældent har set fra et ledende regeringsparti. Sass har både strategisk overblik og er også god til taktiske overvejelser i forhandlinger mv. Han har mere end 20 års erfaring i nærheden af toppolitik og kan alle tricks i bogen. Med i købet følger også en stor portion kynisme og brutalitet, som ofte er nødvendig for at holde styr på tropperne i et stort regeringsparti. Sass har på sin vis de samme egenskaber som Venstres Claus Hjort Frederiksen bortset fra, at Hjort er noget af et bløddyr i sammenligning.

Endelig skal man ikke forfalde til at tro, at Sass er uden politisk sjæl. Han er socialdemokrat om en hals, men er også pragmatiker, der lever i den virkelige verden på Christiansborg, hvor man i en forhandling både giver og tager.

Nu er Sass blevet nogle ubehagelige, men vigtige erfaringer rigere, hvor hans karriere var millimeter fra at køre ud over kanten. Han har fået så læsterlige klø i pressen og været i strid modvind i en grad, som de færreste nok ville have overlevet. Det er vel kun en lille håndfuld politikere så som Helle Thorning-Schmidt, Søren Pind, Lars Løkke Rasmussen, Troels Lund Poulsen, der har oplevet lignende ting – og overlevet dem. Det hærder folk på en måde, som man ikke skal underkende. De bliver mere forsigtigere, men også særdeles robuste i modgang. Man kunne ihukomme gamle Ninn-Hansens ord om, at man kun er rigtig politiker, når man tre gange har været på forsiden af Ekstra Bladet, dog uden at ens puls stiger. På Christiansborg respekterer man i særdeleshed folk, der har overlevet så megen modgang som Sass, men som stadig står på benene.

For Sass udestår der også en opgave i at gøre sig fortjent til genvalg hos vælgerne. Der er noget tillid, der skal genopbygges. Hans held er, at vælgerne ofte med tiden tilgiver, hvis de bliver overbevist om, at Sass gør det godt. Det har han alle muligheder for at gøre i en situation, hvor Socialdemokraterne – og regeringen – er presset op mod en væg af både Venstre og Enhedslisten.

Sass er dog også en type, der husker som en elefant. Jeg er sikker på at han har en ret lang liste med navne i sit hoved, der har tørret fødder af i ham, som på et eller andet tidspunkt nok skal få kærligheden at føle. Thomas Larsen på Berlingske er nok en af dem. Larsen gør sig næppe heller nogen illusioner om at få lov at drikke kaffe hos Sass og få en eksklusiv intern briefing. Det er sikkert derfor kommentatoren er ude i dag for at kritisere Thorning for at satse på Sass.

Tværtimod er udnævnelsen af Sass det taktisk klogeste træk, som hun har fortaget sig siden regeringsudnævnelsen. Det er også et velvalgt tidspunkt. Der er gået noget tid, og stemningen i partiet er til, at sejlene nu skal rebes, og at regeringen står overfor en skæbnestund med vigende meningsmålinger ikke mindst for S og yderst svære forhandlinger, hvor det ikke er utænkeligt, at regeringen til sidst falder på finansloven. Vel er Sass ingen Jesus en frelser, selv om at visse kredse i partiet ser hans genkomst som noget, der minder lidt om det. Hos Venstre er man helt sikkert lidt bekymret, for at Sass nu er tilbage ved roret hos S. For de kender Sass, og respekterer både ham, og det han kan.

Velkommen hjem, Sass!

P.s. Ombudsmanden har tilsyneladende givet Sass ret i hans klage mod PET. Måske er det også en del af baggrunden for, at Sass nu er tilbage i toppen af dansk politik.

Tidspunktet for at lancere idéen er velvalgt. Der er to år til Europa-Parlamentsvalget og den hidtidige kandidat Dan Jørgensen satser på Folketinget. Kofod har som mangeårig ordfører skabt sig en udenrigspolitisk profil (dog klart i skyggen af Mogens Lykketoft) mere end en egentlig EU-profil, men det er i samme boldgade.

Ved at Kofod stiller sig til rådighed løser han partiet ud af kattepinen med at finde en tilstrækkeligt kendt kandidat i spidsen for et valg, der ikke har vælgernes store interesse. Hvis Kofod bliver spidskandidat og leverer et resultat i nærheden af Dan Jørgensens pæne valg i 2009, så vil det være godkendt.

Kofod har efter sigende ikke været i kridthuset hos Helle Thorning-Schmidt siden den stærkt omtalte affære for nogle år siden, hvor han på en DSU-lejr holdt hyrdetime med en 15-årig pige. S-toppen gik dengang i panik og overdrev sanktionerne mod unge Kofod, der endte med at blive tilgivet og få sin ordførerpost tilbage. Han anses dog på den anden side ikke for at være tilstrækkelig driftsikker til at komme på ministerholdet.

Men skal Kofod, der er blevet nogle år ældre og familiefar, videre i sit politiske liv, så er Europa-Parlamentet en glimrende anledning til at udvikle sig som politiker og få en bredere profil. Det var en vej for Dan Jørgensen, som formentlig en dag ender på ministerholdet, så hvorfor ikke tage en tur til Bruxelles og gøre en god figur der i fem år? Så kan Kofod altid vende tilbage, når S-ledelsen til den tid sikkert er skiftet ud.

Det bliver spændende at se om især S-toppen bider til bolle og køber idéen, og så er det siden op til Kofod at være tilstrækkelig flittig, overbevisende og målrettet til at overbevise vælgerne – ikke bare på Bornholm, hvor han har været stemmesluger – men i hele landet. Her skal han nok finde nogle helt andre gear hos sig selv end dem man hidtil har set.

Det er ikke de af krisen hårdt trængte virksomheder, der skal påføres flere omkostninger. Tværtimod er det lønmodtagerne både på og uden for arbejdsmarkedet, der både må acceptere reallønsfald, og at der skæres i overførselsindkomster.

—-

Reformpolitikken kan derfor meget vel ende med et genvalg af den røde regering, selv om især de troløse vælgere på midten lige nu har svært ved at se, hvorfor de skulle bakke op om Helle Thorning-Schmidt og co.

Til gengæld er det ikke sikkert, at lønmodtagergrupperne har lyst til at genvælge den røde fagbevægelse, næste gang de skal gentegne deres faglige kontingent. For det seneste år har vist, at Harald Børsting og co. ikke har kunnet stille det store op, når det gælder om at beskytte løn   modtagernes tilkæmpede goder.

Læs min analyse, som jeg skriver for avisen “Kommunen”.

Hør hele 1. time her

Hør hele 2. time her