Kategorier

Proppen blev sat i flasken

Så blev der endelig '“ om man så må sige '“ “sat prop i flasken” i straffesagerne mod Peter Brixtofte for mandatsvig m.v. Fire års ubetinget fængsel – sammenlagt – blev det til, og det er nok kun 'Brixen' selv, hans forsvarer og den noget formindskede, men loyale tilhængerskare, som stiller sig uforstående over for den udgang på sagen. Der resterer en ankesag, men der skal formentlig ske noget dramatisk nyt for at byrettens dom bliver ændret i landsretten til frifindelse af den tidligere Farum-borgmester.

De politiske konsekvenser er til at overse. Statsministeren fik elegant konstateret i dag på sit pressemøde at domstolene så med alvor på misbrug af et offentligt embede. Det kan ingen være uenige i. At specielt Venstre skulle have særlige aktier i sagen, afviste statsministeren med sin bemærkning om, at også andre partier og politikere tidligere havde anerkendt Farums fortræffelige resultater med at skaffe dets borgere i job og få integreret kommunens indvandrere. Altså før at der gik Château Pétrus, PBX-laks og storhedsvanvid med Farum Boldklub i det hele.

Èt kort har Venstre dog spillet af hænde. For i de næste mange år vil evt. anklager fra Venstrefolk mod socialdemokrater og andre for 'kammerateri' og deslige klinge noget hult, for alle vil i sådanne debatter uvilkårligt tænke på Brixtofte som den højprofilerede Venstreborgmester der misbrugte borgernes penge på fråds etc. Også selvom eks-bykongen ikke har været medlem af regeringspartiet siden foråret 2002.

Jeg vil gerne vedkende mig en svaghed for farverige politikere som Peter Brixtofte, men omfanget af “farverigdommen” sætter lovgivningen trods alt grænser for, og det er netop det dommene både i byretten i dag og tidligere er udtryk for.

Folkets dom er faldet for længst. Medierne finder ham utroværdig, og det politiske miljø vil ikke mere vide af ham, og økonomisk er han iflg. formiddagsbladene også mere eller mindre på spanden. Brixtofte er dermed moralsk, økonomisk og politisk ruineret. Det er en hård skæbne, som han dog ikke kan laste andre end sig selv for.

Brixtoftes gåpåmod og optimisme er legendarisk, og det får han i alle tilfælde god brug for nu.

Læs tidligere blog om forholdet mellem Brixtofte og Anders Fogh

Læs tidligere blog om Brixtoftes kuldsejlede forsøg på at blive V-næstformand

Kategorier

Terrorist eller frihedskæmper? Et spørgsmål om datoen

'Film skal ses i biografen', sagde Ole Michelsen hvergang og lige før at lamperne slukkedes for det fremragende og desværre hedengangne DR-filmprogram 'Bogart'. Michelsens vise ord holder stadig, og for tiden vises en række glimrende historiske og politiske film, som fortjener at blive set af et stort publikum.

Den tyske film og fortjente Oscar-vinder 'De andres liv' om STASIs overvågning af intellektuelle i DDR burde være med i en slags “filmkanon” for alle danskere født efter 1980, så de får en fornemmelse af, hvor forfærdeligt undertrykkende de kommunistiske landes regimer faktisk var. Frank Aaen og gammelkommunisterne i Enhedslisten kunne også have glæde af at se filmen, selvom jeg tvivler på, at de egentlig forstår dens dybere pointer. Dengang før murens fald i 1989 var alt – herunder individuelles almindelige borgerlige rettigheder – jo fuldstændig underlagt almenvældet i arbejderparadiserne østpå. Har du ikke set filmen, så kan det stadig nås. Fx i Grand-biografen i København.

Irske 'Vinden som ryster kornet' er en rystende film af den engelske filminstruktør Ken Loach om irernes frihedskamp og borgerkrig lige efter 1. verdenskrig. Ikke siden 'De andres liv' har en film gjort et så dybt indtryk på denne biografgænger. De irske nationalister levede i begyndelsen af det 20. århundrede i det britiske demokrati, men ønskede selvstændighed og havde bevisligt et stort flertal i den irkse befolkning bag deres krav. Briternes fremfærd overfor irerne var ufattelige grov og overgrebene var til tider ret hårdhændede. Fx. blev der gjort kort proces med lederne af påske-oprøret i 1916, der stort set alle blev henrettet. Efter frihedskampen mod de britiske paramillitære 'Black and Tans'- hjælpetropper '“ skildret i filmen og i den irske mytologiske selvforståelse som regulere dødspatruljer ryger de irske nationalister i totterne på hinanden. Det er tidligere skildret i en helt anden film, nemlig 'Michael Collins' med Liam Neeson i hovedrollen som den kun godt 30-årige oprørsleder, der laver “lokumsaftalen” med Winston Churchill om en 'fri stat', men inden for det britiske statssamfund og med troskabsed til den britiske monark. Traktatmodstanderne og deres leder Eamon De Valera '“ i Collins-filmen spillet af den fremragende Alan Rickman '“ nægter at gå ind på aftalens betingelser, og så er borgerkrigen en realitet. I 'Vinden som ryster kornet' (i øvrigt en strofe fra en irsk frihedssang fra 1798) er de to grupper repræsenteret af to brødre, som dermed står på hver deres side i det ret hårde og brutale opgør mellem fløjene, der følger. Filmen er ikke et helteepos for hverken den ene eller den anden side. Selv de britiske soldater skildres i et enkelt moment som ofre for krigens gru, og deres afstumpede opførsel overfor irerne forklares antydningsvis i en enkelt scene med henvisning til 'helvedet i nord' dvs. de britiske soldaters fire år lange mareridt i skyttegravene i Flandern under 1. verdenskrig. Filmen prædiker ikke, og den har ingen oplagte helte, selvom oprørsfolkene skildres som sværmeriske og lidt naive marxister, der kæmper for den fattige mand på gaden, mens fristatsfolkene er en slags konservative opportunister. Men balancen holdes – også selvom Loach selv er socialist og mest er kendt for at have lavet socialrealistiske hverdagsdramaer.

Filmens centrale pointe er, at krig nu engang ikke er gratis, men har omkostninger for dem, som fører den. Borgerkrig er endnu mere rædselsfuld end krig. Grænsen mellem hvornår man er terrorist og frihedskæmper? Tjah. Det er nærmest et spørgsmål om datoen. Der skal nok være dem, som trækker paralleller fra filmens historiske univers til vore dages Irak, men jeg køber ikke den præmis og mener overhovedet ikke at de to situationer kan sammenlignes.

Jeg synes 'Vinden som ryster kornet' primært handler om den irske republiks blodige fødsel, og den får mine varmeste anbefalinger. Men vær beredt på, at visse af filmens scener viser barske former for vold inkl. tortur og henrettelser. Filmen kan stadig ses i biograferne “Palads” og “Vester Vov Vov” i København.

Kategorier

Ny borgerlig netavis på vej

En ny borgerlig netavis, der lyder navnet “180 grader” er undervejs og lander midt i april. Èn af idémændene bag projektet er “OBO” bedre kendt som Ole Birk Olesen – mangeårig Christiansborg-journalist på bl.a. Berlingske Tidende. Netavisen bliver reklamefinansieret og gratis for alle at læse.

Den kommende redaktør Ole Birk Olesen og hans kompagnon Thomas Breitenbach vil nu realisere deres vision om en ren borgerlig avis skrevet af borgerlige journalister. For i følge Birk Olesen er det nemlig ikke tilfældet i dag, hvor et meget stort flertal blandt journalisterne – også på borgerlige medier – er venstreorienterede. Det mener Birk Olesen kan ses også i såkaldte borgerlige mediers – og her tænker man uvilkårligt især på Berlingske Tidendes – politiske dækning og medievalg. Journalistisk objektivitet er en illusion, mener “180 graders” redaktør.

I en kommentar torsdag i Weekendavisen fortæller Birk Olesen mere om baggrunden for, hvorfor han mener, at der er et behov for en borgerlig avis:

 »Hovedvægten af danske journalister ligger til venstre for befolkningen, og det gælder alle aviser i Danmark. Det er en helt generel udfordring. «

Hvem sagde det for et par år siden? Brian Mikkelsen? Søren Krarup? Djengis Khan? Nej, det var såmænd Arne Ullum, chefredaktør på B.T. Den pæne mand.

Hvis Arne Ullum har ret '“ og det vil jeg senere argumentere for, at han har '“ så er  »den borgerlige presse « en illusion i Danmark. Så har vi ingen borgerlige aviser, for man kan ikke producere en borgerlig avis uden et dominerende antal borgerlige journalister på avisen.

Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere  »sagkundskabens « udlægning af en sag.

(..)

Hvorfor bringer ingen  »borgerlig avis « tilbagevendende historier om, at Danmark går glip af et enormt vækstpotentiale, fordi vores offentlige sektor er for stor og vores skatter for høje? Før velfærdsstatens konsolidering havde Danmark økonomiske vækstrater på fire procent årligt, men efter velfærdsstaten er de kun på to procent, og fra 2008 til 2012 vil den økonomiske vækst i Danmark være på sølle én procent, hvilket er det laveste niveau i alle 30 OECD-medlemslande. I 1960 '“ før velfærdsstaten '“ var danskerne rigere end f.eks. canadierne, australierne, irerne og folk fra Singapore. I dag '“ efter velfærdsstaten '“ er vi fattigere. Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark, ville de så ikke som det mest naturlige i verden problematisere det dag ud og dag ind?

(..)

Ville borgerlige aviser, hvis de fandtes, i højere grad stemple borgerlige holdninger som ekstremistiske, end de ville gøre det med venstreorienterede holdninger? Naturligvis ikke, men for et par somre siden dokumenterede en gennemtrevling af artikeldatabasen Infomedia, at det faktisk er, hvad alle aviser i Danmark gør '“ også de såkaldt borgerlige.

Der skrives i de danske aviser tre gange så meget om super-, ultra-, hyper-, ærke- eller betonliberale, end der skrives om tilsvarende ekstreme socialister. Også konservative bliver oftere omtalt som ekstreme, end socialister gør, og der skrives 14 gange mere om  »højreekstreme « end om  »venstreekstreme «.

Ekstremisme i politiske anskuelser er ifølge journalister på både Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og B.T. et udpræget højrefløjsfænomen og er bl.a. blevet knyttet sammen med den  »ærkekonservative « Lars Barfoed og den  »superliberale « Søren Pind, mens en person som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig er blev kaldt  »ultrasocialist «. Det er vel pga. dygtigt politiarbejde, at det endnu ikke er lykkedes Pind og Barfoed at lukke deres venner ind på Christiansborg, så de kunne overhælde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med maling!

Summa summarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.


Fra Jarls Blog skal der lyde et stort held og lykke til Ole Birk Olesen og Thomas Breitenbach med netavis-projektet. Også efter min mening er der et behov for en borgerlig avis – af både navn og af gavn – i Danmark. Dermed får regeringens ministre og andre spindoktorer formentlig ikke det samme held som de har haft før med at presse redaktører i Pilestræde m.v. til at droppe historier med sager, der udstiller regeringens manglende liberale profil. For nu kan vi alle i stedet læse om det på “180 grader”, og det er vi rigtig mange, der glæder os til!