Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Tid til en folkelig sag Det konservative Folkepart…

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 21, 2006

Comments icon

Ingen kommentarer

Tid til en folkelig sag
Det konservative Folkepartis politiske ordfører Pia Christmas Møller har på en i øvrigt begivenhedsløs dag fundet 'sagen', som hun kan profilere sit profilløse parti på.
K-parolen på forsiden af den krympede Berlinger lyder: Afskaf anonymiteten for sæddonerer!
Nu skal faderløse børn have lov at vide, hvem der har lagt sæd til deres gener. Jov det er da nok en vigtig sag for børnene, men er det en folkesag, der fortjener at de konservatives “folkeforfører” skal ulejlige danske vælgere? Er dette tåbelige forslag sagen, som nu får alle potentielle borgerlige vælgere til at gå på nettet for at udfylde og sende indmeldelsesblanketten til det konservative folkeparti? Nej, selvfølgelig ikke!
I mens spekulerer resten af Danmark over regeringen og de konservatives svar på, hvad der skal ske på velfærdsområdet, som jo er den dagsorden Socialdemokraterne, borgmestre over hele landet og de strejkende BZ-pædagoger i Ã…rhus har sat. Måske havde det været nemmere for Pia Christmas at indrykke en annonce i tante Berlingske med teksten: 'Vi gider ikke snakke om de uvigtige ting, som I er optaget af, men vil hellere forstyrre jer med holdninger, der '“ for de fleste '“ er ligegyldige og for andre er direkte fjollede'.
At Pia – med det ud over evnerne alt for forpligtende efternavn – Christmas-Møllers har det meget svært med timing, er ingen nyhed. De fleste husker hendes glansløse dødedans og lykkeligvis korte periode i halvfemserne som konservativ leder, hvor dem der sagde, at de stemte på Det Konservastive Dolkeparty, godt vidste selv, at det var en joke. Til forhåbentlig stor lettelse for hende selv, og alle andre blev hun fejet af banen af den daværende og generelt inkompetente partiformand Poul Andreassen og senere afløst af den kendte store samfundstænker og politiske mastermind Bendt Bendtsen fra Odense Politi.
I stedet for at gå ud og finde sig et rigtigt arbejde blev Pia Christmas-Møller i folketinget – det eneste hun har bestilt i de sidste tyve år.
Om Pia Christmas Møllers forslag kan man sige, at det vil være uhyre effektivt, hvis man har som målsætning, at endnu flere danskere skal lide af barnløshed. Tænk hvis alle de potente ungersvende og studenter, der ind imellem tjener et par hundrede 'pr ladning' skal regne med at deres yngel om føje år kommer farende for at lære dem at kende? Man vil hurtigt blive stamfader til en del familier med alt, hvad der hører til. (Bliver man bedstefar oven i vil det jo gøre et ordentlig indhug i kapitalpensionen) Mon ikke mangen student så i stedet sparer turen til sædbanken, rykket i trompeten og finder pengene på SU-budgettet?


Når taburetklæberi er en dyd

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 20, 2006

Comments icon

Ingen kommentarer

Vi var mange daværende V-kampagnefrivillige, der hin novembervalgaften 2001 var ellevilde over de nye tider, der nu skulle komme med Fogh og Co. efter ni år med Nyrup. Noget skete : Der blev gennemført stramninger i indvandrerlovgivningen, givet penge til sygehuse og så blev der indført et (Thank God!) stadigt gældende skatte- og afgiftstop. Alt sammen noget de fleste vil betragte som traditionel borgerlig politik.
Den egentlige liberale politik med mere afbureaukratisering og større personlig frihed, ansvar osv. har siden valgsejren kun fået en stedmoderlig behandling: Den luftes til nøds kun i landsmødernes (læs: klappekage-kongressernes) skåltaler. Bare antydninger om skattesænkninger bliver i 2006 konsekvent af Venstres interne overskideballeudsteder Claus Hjort Frederiksen eller den forhåndenværende håndlanger '“udlagt som værende i modstrid med Venstres politik.
Venstre er derfor nu blevet parti, der ligesom socialdemokraterne forsvarer velfærdsstaten (eller “socialstaten” som Fogh kaldte den) og nødvendigheden i de høje skatter: Lighed for enhver pris er godt, det skal ikke nødvendigvis betale sig at arbejde, at betale max 50 pct. i skat er ALT for lidt osv.
I medierne i går fejrede Anders Fogh sit jubilæum som længst siddende V-statsminister. Ligesom alle andre politikere elsker Fogh at fejre sig selv, og så kan han og Claus Hjort glæde sig over at, medierne så ikke denne dag skriver så meget om regeringsministrenes åbenlyse metaltræthed og handlingslammelse. (En syge som jo så ofte rammer regeringer, der sidder for længe) Det er nemlig for længst blevet forbudt at mene noget særligt eller tage selvstændige initiativer i Fogh-regeringen. Ethvert initiativ der koster penge, ikke passer ind i Hjort/Foghs velfærdsstrategi eller giver dårlig presse er naturligvis bandlyst. Hvad er der så tilbage? Masser af varm luft!
Nu udfordres regeringen af S, der har adopteret skatte og indvandrerstoppet, og følger nu – ligesom VK selv gjorde i sin tid '“ en konsekvent strategi, hvor man overbyder regeringen på velfærdsområdet. Statskassen bugner nu, og så ligger det jo lige for at brænde det hele af på offentlig velfærd. Det leder tankerne hen på ordene fra fhv. minister Knud Enggaard (V) som i sin tid sagde, at det var med socialdemokraterne og skattekronerne som når man i Zoologisk Have smed bananer ind til aberne i buret: Hvad der er smidt ind, er tabt for evigt!
Hvad er regeringens træk? Denne blogger er ikke i tvivl. Der bliver fest i finansministeriet inden længe. Skal økonomien brænde sammen på grund af overophedning, så kan man ligeså godt gøre det ved at øge den offentlige velfærd frem for at lade pengene blive i skatteborgernes egne lommer. Thi det er der simpelthen flere vælgere i.


Come On, Helle! Jeg har meget stor sympati for men…

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 19, 2006

Comments icon

Ingen kommentarer

Come On, Helle!
Jeg har meget stor sympati for mennesket Helle Thorning-Schmidt. Hun forekommer mig at være mere ægte og oprigtig end Anders Fogh og uden tvivl et bedre menneske.
Helle er – som A4 dokumenterede – sådan en man har lyst til at invitere på en øl i modsætning til Anders Fogh. (Trust me – jeg har drukket (EEN) øl med Anders Fogh og han hader alt det sjove ved øldrikning: den folkelige værtshusstemning, brune paneler, vittighederne, almindelige mennesker og ikke mindst tobaksrøgen!).
Anders Fogh er med sin overkontrollerede facon og selviscenesættelse – med mine ord -selve indbegrebet af en “Mensch-Maschine”. På den anden side, så er det de færreste, der egentlig har noget imod, at landet styres af en kontrolfreak. De laver jo få fejl og så klumrer de trods alt ikke (alt) for meget rundt i det, ligesom forgængeren i embedet, der aldrig fattede, hvornår han var pinlig.
Anyway, det er ikke let at være Helle. Jeg er (og bliver) aldrig socialdemokrat, men jeg VILLE Så gerne tro på hende. Og jeg er overbevist om at midtersegmentet af kvindelige (og mandlige) vælgere ville elske at give hende en chance som statsminister, hvis de et øjeblik troede på, at hun kan gøre det ligeså godt (eller dårligt…) som Fogh.
Helle T har medvind i meningsmålingerne og man fornemmer, at hun stille og roligt får mere og mere rutine i rollen som S-leder. Hvad er så problemet?
Problemet er, at Helle T skal lade være med (i hvert fald selv) at sende alt for mange lette varmtluft-balloner afsted af typen: “Vi kræver lynvalg – her og nu!”. Det var meldingen, som kom samme dag, at S i Sverige var sendt på en fire-årig ørkenvandring. Godt nok steg Helle T og S i søndagens meningsmåling til niveauet omkring katastrofevalget i 2005, men derfra og til at konkludere, at Anders Fogh og VK-regeringen er i krise, så et nyvalg er og nu er uomgåeligt?
Helt ærligt – come on, Helle!!
P.S. Helle skal øve sig på ikke at lyde som en automat, når hun bliver interviewet af Jeppe Nybroe i Tv-Avisen. Vi ved godt, at hun har været til medietræneren hele eftermiddagen, men kunne hun dog ikke lade være med at lyde sådan?

Bottom border