Kategorier

Jelveds dødedans

Det går et spøgelse igennem dansk politik. Det radikale spøgelse. 'De radicoole' siver i meningsmålingerne, og deres trækplastre i folketinget og på Københavns Rådhus har ikke samme medvind i pressen som tidligere. I den sidste måling fra Catinet/Ritzaus Bureau i søndags mistede de radikale tre mandater i forhold til folketingsvalget.

Derfor forsøger Jelveds erklærede efterfølger Marianne Vestager at give kunstigt åndedræt til den kuldsejlede radikale strategi om at stå frit mellem Fogh og Thorning. Således kan Jyllands Posten i dag fortælle den underholdende historie, at partiet nu kræver af meningsmålingsinstitutterne, at de radikale får deres egen tredje blok i meningsmålingernes 'blokbarometre' '“ det er dem, der tæller partierne sammen på højre og venstre fløj og ser, om de giver over eller under de magiske 90 mandater og dermed et regeringsflertal.

Fuglen flyver ikke meget længere. Marianne Jelved bliver ældre og ældre, og kun radikale kernevælgere ønsker hende som statsminister. Samtidig kniber det med øvrige radikale trækplastre. Naser Khader har tydeligvis mistet gnisten og pusten. Det kan næppe undre med det umenneskelige pres, som han konstant er udsat for. Hvem er ellers synlig med radikal politik for tiden? Martin Lidegaard? Elsebeth Gerner? Man skal være mere end hardcore radikal for at kunne blive begejstret.

Det kommende valg bliver Marianne Jelveds allersidste. Når 'Jelved som statsminister'-strategien ender som en joke, tvinges de radikale inden valget – efter min vurdering – til at pege på Thorning som 'eneste alternativ til Fogh'. Når Jelveds strategi lider endeligt skibbrud, bør hun selv gøre sit parti den tjeneste at gå af som partileder, sådan at græsrødderne i ro og mag kan finde en afløser.

Vild med skrald

På Københavns Rådhus må den radikale Klaus Bondam også indse, at hvedebrødsdagene som politiker er ved at være overstået. Væk er benovelsen og begejstringen over, at en sympatisk skuespillerkendis pludselig sætter sig i borgmesterstolen. Når man som Bondam gik til valg på sloganet 'lækker by', og alle kan konstatere, at byen flyder af papir, så bliver han målt på det. For tiden bliver Bondam ikke skånet, og det er formentlig ikke sidste gang, man ser ham portrætteret i Ekstra Bladet i dansepositur og med overskriften 'Vild med skrald'.

Glansen er på mere end en måde gået af Skt. Gertrud. Bondam har skiftet voldsomt ud i sin stab. Hans spindoktor holdt under et halvt år, og direktøren skred, fordi hun ikke ville tage ansvaret for Ritts boligprojekt ved Christianshavn, da det efter hendes mening var ulovligt.

I øvrigt er det opfattelsen langt ind i det radikale bagland i København, at partiets folk på Rådhuset ligger for meget under for Ritt Bjerregaard og i stigende grad betragtes som hendes halehæng.

Kategorier

Fårene og syndebukken

Politiken bragte i går en historie, hvor flere unavngivne Venstre-MF'ere giver statsministerens spindoktor Michael Ulvemann skylden for, at statsministeren for tiden har problemer med at kommunikere med vælgerne.

Foghs problemer var endog observeret af MF Gitte Lillelund Bechs tidligere unavngivne kredsformand, der indtil for ganske nylig tilsyneladende har levet en upåagtet tilværelse som intern ekspert indenfor spin og kommunikation, men som nu åbenbares i Politikens Søndags klumme med det lovende navn: 'Magtens Korridorer'. Hertil er kun at bemærke, at Tøgers avis efter at have fundet en tidligere kredsformand i korridorerne dermed øjensynligt, har totaloprustet mærkbart mht. insiderkilder i partiet Venstre. Det bliver spændende at følge!

I samme artikel bliver 'manden med den gyldne telefon' Anders Foghs tidligere spinmeister 'dr. Kristiansens' kunster sammenlignet med Ulvemanns meritter. 'Spinnet' eller analysen fra Venstre-MF'ere om man vil – lyder: doktor Kristiansen var simpelthen bedre i jobbet, fordi han var med fra starten i 1999, da V-strategien blev lagt. Han kender den i detaljer og er bedre til at manøvrere uden om skærene, især når Fogh er på kollisionskurs med midtervælgerne og deres værdier. Og så er Ulvemann '“ i modsætning til 'doktoren' ikke så god til at snakke med baglandet.

Der har tidligere været kritik fremme af Ulvemann. Ekstra Bladet kunne i juni afsløre at kritikken havde antaget lidt bizarre former, da nogle af regeringens øvrige spindoktorer og enkelte V-MF'ere havde 'Manneken Pis' statuer stående på kontorerne. Denne muntre manifestation hentydede til Ulvemanns fysik, da spindoktoren i forhold til gennemsnittet er en anelse lavstammet. I substansen gik kritikken dog på, at Ulvemann '“ efter nogens mening – var for karrig med informationerne fra – og ikke mindst adgangen til – statsministeren for andre topvenstrefolk og deres spindoktorer. Ifølge Ekstra Bladet dengang var Lars Løkke Rasmussen i særlig grad ramt af den angiveligt emsige gatekeeper i statsministerens forkontor.

Løkke afviste '“ naturligvis '“ hele historien og siden forsvandt Manneken Pis-skulpturerne fra kontorerne, mens alle har gået stille med dørene. Indtil nu.

Hvis kritikken tager udgangspunkt i Anders Foghs problemer hos vælgerne, så har Ulvemann skyld for ganske meget. Man aner jo knapt, hvor man skal begynde.
Er det virkelig Michael Ulvemanns skyld, at Socialdemokraterne har haft held til at overbyde regeringen med deres 'velfærdsprojekt'? Er det i virkeligheden Ulvemann, der får Anders Fogh til at indlede et 'skænderi med befolkningen om velfærden', som Sass Larsen rigtigt smart fik sagt i går på TV, da han skulle forklare Socialdemokraternes for tiden opadgående formkurve i meningsmålingerne? Kan man også bebrejde Ulvemann, at regeringen ikke selv har noget projekt for tiden? Er det også Ulvemanns skyld, at DSB (Dem Som Bestemmer) – Anders Fogh og Claus “Clausescu” Hjort – blæser liberale vælgere en hatfuld, at de i frustration svarer nejtak til 'Det Nye Venstre', når Vilstrup ringer? Er det endelig også Ulvemann, som hviskede Clausescu i øret, at han endelig skulle omklamre Pia Kjærsgaard og fortælle liberale vælgere, at såkaldte “Nye Venstre” deler værdier med de selvsamme mennesker, som i de sidste uger lader hånt om basale demokratiske værdier ved at ekskludere deres egne medlemmer, fordi de tillader sig at tænke selv? Svaret giver sig selv.

Når de interne kritikere ikke selv tør eller vil kritisere chefen selv, så kan de måske ramme ham pr. stedfortræder. Og især en stedfortræder, der ikke på samme måde som forgængeren, indser nødvendigheden af at gøre sig i The noble art of ass-kissing. Dvs. gøre sig til, charmere og pleje egoerne hos MF'ere, spindoktorer og ministre med umættelige behov for at please Fogh.

Ex-doktor Kristiansen selv har det formentlig også helt fint med '“ og med øje på historieskrivningen '“ at det var i hans tid, at det '“ efter nogens mening – gik bedst med 'spinneriet' i Prins Jørgens Gaard. Kristiansen har som bekendt godt gang i sin egen forretning i det private. Hans meritter står formentlig ikke i et dårligere lys, når efterfølgeren – efter nogens mening '“ har problemer. Det smitter formentlig også af på, hvor mange cifre, der i sidste ende, står på Doktor Kristiansens fakturaer.

Kategorier

Fagbevægelsens trumf

TDC-direktør Henning Dyremose tjente 'kun' 29,5 millioner kr. sidste år og ikke 100 millioner, som pressen tidligere har udbasuneret. Radioavisens oplæser var nærmest ved at bryde sammen af grin, da hun læste historien op her til morgen. Det er Dyremose selv, der også er Dansk Industris formand, som har følt trang til at fremlægge sin privatøkonomi i Jyllands-Posten, fordi han ønsker at 'aflive myter forud for overenskomstforhandlingerne'.

Det er modigt af Henning Dyremose, men næppe klogt. For den almindelige lønmodtager er det vel ret ligegyldigt om Henning Dyremose tjente næsten 30 eller 100 millioner sidste år. Det er enorme beløb. Denne blogger er flintrende ligeglad med, hvad andre tjener, men det er den del af befolkningen, der skal stemme om overenskomstresultatet bestemt ikke.

Indrømmet. Dyremoses løn taler til misundelsen og de laveste instinkter, men TDC har heller ikke selv bidraget til at forargelsen er blevet mindre. Sidste år sparede virksomheden medarbejdernes gratis kaffe på arbejdspladsen væk'¦ Debatten om Dyremoses løncheck genopliver på det nærmeste klassekampen. Desværre.

Fagbevægelsens repræsentanter, der normalt ikke imponerer ret mange, har denne gang et ekstra kort at spille ved forhandlingsbordet. CO-industri kan rive DI's topforhandlere Hans Skov og Henning Dyremose i næsen, at de denne gang SKAL have et godt resultat med hjem. Medlemmerne vil ikke finde sig i andet, og det har DI selv bidraget med ved at have en formand, som mange – rigtigt eller forkert -opfatter som ekstremt grådig. Dyremose tilstår nærmest, at det netop er baggrunden for, at han går i pressen med sin privatøkonomi.

DI-formandens milliongevinst kan i sidste ende med at blive dyr for Dansk Industris egne medlemsvirksomheder. Det er næppe det, de betaler DI-kontingentet for. Det er derfor ubegribeligt, at DI ikke for længst har sat en anden direktør med lidt mere normale lønforhold i spidsen for overenskomstforhandlingerne.