Måned: november 2006

Så kom det endelig. Det som alle har vidst i flere måneder, og der er taget tilløb til i flere omgange: De radikales leder Marianne Jelved opgiver sit ultimative krav om at blive statsminister. Matematikken har aldrig været til det, og ikke engang de radikales egne vælgerne kunne se det strålende i idéen, at partiet malede sig op i et hjørne. Da partiet i meningsmålingerne havde mistet en pæn del af sin opbakning, og folk i efterhånden lang tid ikke kunne lade være med at grine over de radikales selvovervurdering, ja så skete der noget. Jelveds egne fik hende langt om længe overtalt til at opgive de ultimative krav om statsministerposten samt nogle af de andre politiske ultimative krav blandt andet omkring 24 års-reglen m.v, som partiet står ret alene med. Anyway, Jarls Blog ønsker de radikale velkommen tilbage til den politiske virkelighed.
Nu vil de radikale endda gerne samarbejde med Venstre, som Naser Khader længe har efterlyst. Dog må Anders Fogh Rasmussen (den såkaldte 'farlige' mand) ikke stå i spidsen for partiet. Det kan egentlig undre, for aldrig har Venstre været mere socialdemokratiske end netop nu. Udlændingepolitikken har socialdemokraterne jo accepteret, så det kan ikke være det, som skiller et RV-samarbejde fra et RS-samarbejde. Velfærdspolitikken og skat er også identiske. Men selvfølgelig, det kan jo være Marianne Jelved ikke kan døje Anders Fogh personligt. Men det er et argument, som vælgerne af uransagelige grunde har lidt svært ved at forstå. Manglende personlig kemi er også et 'usagligt argument', og alle ved, at radikale helst ikke må være (for) usaglige. Det er blandt andet derfor, at man er radikal, forstås.

Jelved har umuliggjort sin fremtid som leder af de radikale. Hendes strategi med, at de radikale gik solo uden S, har lidt fuldstændigt skibbrud, og partiet har kun fået det ud af det, at man har sat en stor del af sin vælgerfremgang over styr. Det vil alle andre steder få konsekvenser, og et lederskifte trænger sig især på, når man også kigger på Marianne Jelveds fødselsdato. Hvis de radikale kunne samle sig om en leder, uden at partiet blev splittet, var det formentlig også sket. Naser Khader har dog gjort det klart, at Jelveds egen kronprinsesse, Margrethe Vestager, der også har et flertal i den radikale folketingsgruppe, ikke bliver leder med hans gode vilje. Det ser derfor ud som om, at Jelved bare fylder pladsen op indtil, at der sker en afklaring mht. den mest populære radikale politiker, Naser Khaders fremtid hos de radikale. Under alle omstændigheder er det et absurd show, som de radikale udsætter sig selv og deres vælgere for. Det er meget få politiske partier '“ om nogen '“ der har haft succes med en strategi, hvor der reelt ingen afklaring er af lederforholdet.

I mellemtiden vil Jelved turnere rundt med hendes forslag til skattereform, der vil nedsætte skatten på arbejde, men øge den andre steder. Det er formentlig de færreste, som smider, hvad de har i hænderne for at styrte hen og høre Mariann Jelveds forslag til en ny skattereform. Hverken hende selv, hendes parti eller hendes forslag kender åbenbart deres besøgelsestid.

“I Venstre er der højt til loftet” pralede vi af som VU'ere. I dag i Claus Hjort Frederiksens 'Det Nye Venstre' er der derimod “kort til døren”.

Venstre er et moralsk set ødelagt parti, hvor den gamle frisindede kultur er undertvunget en Anders Fogh og Claus 'Clausescu' Hjorts vilje, hvor der IKKE er plads til at være uenig. Hvis Venstres folketingsmedlemmer ikke er 100 pct. enige, så risikerer de at få hældt en verbal skidtspand ud over sig. Tillader man sig at beklage sig bagefter, får man oven i købet at vide, at man lugter.

I dag fyrede Venstres Folketingsgruppe kommunalordføreren Leif Mikkelsen på gråt papir. Han var ikke engang til stede'¦Venstres folketingsgruppe bør skamme sig over, at man medvirker til “Clausescus” magtdemonstration.

Leif Mikkelsen har, som man kan læse i dag i Jyllandsposten, foreholdt Claus Hjort, om han havde nogle beviser, siden Hjort kunne anklage Mikkelsen, Pind og Peter Christensen for lækage fra gruppemøderne og øvrig 'partiskadelig' virksomhed. På et højdramatisk møde onsdag hos beskæftigelsesministeren lød Claus Hjorts sølle forsvar, at han havde 'hørt det på vandrørene'. Dvs. ikke skyggen af beviser. På mødet får Mikkelsen den opfattelse, at han kan gå i pressen og slå fast, at ingen beviser foreligger, og Claus Hjorts beskyldninger dermed er usande. I dag betaler han prisen for, at ville rense sig selv. Den ene halvdel af gruppen, der var tilstede, var åbenbart ikke af den opfattelse, at Mikkelsen kunne gå i pressen med, hvad han mente var mødets konklusion. Denne tekniske “fejl” brugte gruppen i dag til at fratage ham sit ordførerskab og stemple Mikkelsen som illoyal og ukollegial. Hjort havde vækket den kronisk søvnige gruppeformand Svend Erik Hovmand for at få ham til at eksekvere dommen i dag i gruppen. Ifølge Jyllands Posten, som på trods af at alle i gruppen var enige om at holde bøtte, alligevel kan afsløre i detaljer, hvad der foregik på Venstres gruppemøde tirsdag og på mødet hos beskæftigelsesministeriet onsdag, fik Claus Hjort verbalt 'det glatte lag' af Leif Mikkelsen mfl. Beskæftigelsesministeren var synligt rystet over at blive kaldt 'løgner' af en Leif Mikkelsen, vis ære tydeligvis var gået for nær af Claus Hjorts hårde beskyldninger.

Claus Hjort kan ikke lade sig køre over af Leif Mikkelsen. Magtens logik er, at en af dem må vige. Da det '“ slet – ikke er Leif Mikkelsen, der er Venstres reelle nr. 2, og Anders Foghs fortrolige, ja så må Mikkelsen vige og naturligvis straffes. Argumenterne er i og for sig ligegyldige, for her skulle statueres et eksempel.

Det er skammeligt, at Venstres folketingsgruppe enten ikke tør eller vil sige fra overfor den uretfærdighed, som nu overgår Leif Mikkelsen. I stedet tier man eller samtykker. For at beholde magten, mandaterne, privilegierne, ordførerskaberne. Civil courage har altid været en mangelvare i dansk politik. Trist at man også skal erfare det, når man ser på resultatet efter Venstres folketingsgruppes møde i dag.

Claus Hjort bærer i øvrigt et kæmpeansvar. I Jyllandsposten i dag maner Regionsborgmester Carl Holst til besindighed. Han advarer ligeud, at Venstre med hastige skridt bevæger sig i retning af konservative tilstande med fløjkampe m.v. og regulær 'borgerkrig' i Venstre.

Dette kan '“ hvis ikke Venstres ledelse tager situationen mere alvorligt '“ og behandler gruppens medlemmer ordentlig i sidste ende resultere i en spaltning af Venstre. Regeringens flertal bringes dermed – måske – i fare. Der er kun reelt set én person, der har ansvaret for, at balladen ikke yderligere eskalerer, og det er Claus Hjort Frederiksen.

Leif Mikkelsen kan godt se sig selv i spejlet i aften. Det er der mange i Venstres Folketingsgruppe, der ikke kan. Beskæftigelsesministeren tiltror jeg ikke nogen skrupler.

Beskæftigelseminister Claus Hjort Frederiksen indrømmer nu, at hans beskyldninger i sidste uge i dagbladet Information mod Venstres kommunalordfører Leif Mikkelsen (V, MF Søren Pind (V) og finansordfører Peter Christensen (V) for at være “skadelige” for partiet Venstre åbenbart er grundløse. Det er essensen af indholdet af et nyt Ritzau telegram, som man kan læse på avisernes websider.

– Luften er renset. Efter flere dages beskyldninger mod tre navngivne gruppemedlemmer om partiskadelig virke og anonyme angreb i pressen har vi nu bedt om beviser. De er der ikke. Derfor har vi på et møde i Beskæftigelsesministeriet aftalt, at jeg i pressen kan fastslå, at beskyldningerne er usande, siger Leif Mikkelsen til Ritzau.

I følge Ritzau havde Pind, Mikkelsen og Christensen ønsket, at beskæftigelsesministeren trak sine verbale angreb mod dem tilbage. Men det blev angiveligt afvist.

På Politikens hjemmeside kan man dertil læse:

Ifølge Politikens oplysninger blev personsagen diskuteret i Beskæftigelsesministeriet onsdag aften i denne uge. Flere fremtrædende ministre var til stede på mødet.

Claus Hjort vil altså ikke trække sine angreb tilbage, men beskæftigelsesministeren er derimod indforstået med, at Leif Mikkelsen kan fastslå, at Hjorts beskyldninger er usande.

Tjah, nærmere kommer man vel ikke, at en toppolitiker indrømmer, at hans hårde beskyldninger mod sine gruppefæller, da det kom til stykket, savnede hold i virkeligheden.

Med Claus Hjorts indirekte indrømmelse af dette forhold lider han i hvert fald – nu og her – et betydeligt personligt prestigetab i forhold til Venstres folketingsgruppe.