Måned: december 2006

Lars Barfoed trækker sig som familie- og forbrugerminister. Det skete på et pressemøde i de konservatives gruppeværelse onsdag aften.

Det skete efter, at DF ikke længere kunne støtte Lars Barfoed som Familie og Forbrugerminister bl.a. på baggrund af rigsrevisionens kritik af ministeren.

– Vi kan ikke bakke op om Lars Barfoed, sagde partileder Pia Kjærsgaard umiddelbart efter DF’s gruppemøde onsdag aften ifølge Berlingske.

“De (DF) stak halen mellem benene”, sagde en lettere ophidset Barfoed på pressemødet. Efterfølgende kaldte den afgående minister DF’s ageren i hele sagen “for hyklerisk” fordi alle initiativer for at få fødevarekontrollen til at fungere var sket sammen med DF, mens han indædt forsvarede sin indsats som minister. Barfoed truede indirekte DF, ved at fremhæve at DF “ikke kunne få noget igennem det her folketing uden konservative stemmer”. Han beskrev DF’s handling som en “krigserklæring” overfor Det konservative Folkeparti, og DF som et “populistisk parti der løb efter flokken”.

“Det er et angreb på det konservative folkeparti og den borgerlige regering”, sagde en rasende K’s leder Bendt Bendtsen til Tv2 News.

“DF har drevet klapjagt på en konservativ minister”, sagde Bendtsen videre.

Til TV2 har vicestatsministeren tidligere kaldt DF’s beslutning “useriøs” og “usaglig”.

“Der er gået et skår af samarbejdet mellem DF og regeringen”, sagde Bendtsen til DR1.

Retorikken mellem DF og K er herefter optrappet betydeligt. Barfoed tog på en pæn måde bladet for munden og sagde – for engang skyld – hvad mange konservative mener.

DF’s Peter Skaarup maner på alle tv-kanalerne til besindighed og udtaler #forståelse for at der er en vis bitterhed”. “Vi skal nok få et godt samarbejde igen, så alt kommer til at køre på en fornuftig måde igen”, siger DFs ordfører til Tv2 News.

Også Pia Kjærsgaard glatter ud efter de konservatives udfald. “God jul og kom nu frisk og veludhvilet tilbage. Vi skal have det til at fortsætte”, sagde hun, der i øvrigt mente, at Barfoed selv burde have truffet beslutningen om at gå selv.

Uanset, hvad. Der er VIRKELIG en masse skår, der skal klinkes før samarbejdet mellem VK-regeringen og DF kan fungere på samme måde som før.

Statsministeren havde valget mellem enten at fyre Lars Barfoed som minister eller udskrive et folketingsvalg. Indtil videre har Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen og senest Bendt Bendtsen afvist et folketingsvalg, så alt tyder på, at regeringen fortsætter, men altså uden Barfoed. Jeg spår, at få vil savne ham.

Det får sagen af konsekvenser:

– Dramaet med de konservative topfolks udtalelser her til aften har uden tvivl revet op i de gamle sår mellem de Konservative og DF. Tilliden mellem partierne er væk. Fogh bliver nødt til at få styr på troppernme snarest, før end at sagen eskalerer, og truer regeringen på langt sigt. Foreløbig er DFs retorik ret neddæmpet.

– Regeringen som sådan, og Fogh især, har nu fået en ordentig skramme. Måske er dette begyndelsen til enden for VK-regeringen.

– DF har demonstreret, hvor stærkt og magtfuldt partiet er i dansk politik.

– Lars Barfoeds politiske karriere er formentlig slut.

Det er lidt rystende at høre TV2News bud på en efterfølger på posten som familie og forbrugerminister. Carina Christensen tror ingen konservative selv på. Hun er i den absolutte politiske letvægterliga. Pia Christmas-Møller er heller ikke én, man sætter ind på denne minister/uriaspost, og der er heller ikke brug for unge “nybegyndere” som Jakob Axel Nielsen.

Der er i stedet brug for en ildslukker, der lukker denne sag ned her og nu, og som befolkningen har tillid til. I selve regeringen kan jeg kun komme i tanke om én mand, der med sikkerhed kan løse opgaven, og det er Bertel Haarder.

Bendt Bendtsen siger, at ministerposten bliver fyldt ud med en konservativ. Det vil dog først ske om et par dage på grund af ministermøder i EU.

Statsministeren har via Ritzau beklaget Barfoeds afgang, som han respekterer. Tjah. Barfoed får da pæne og – gratis – ord med på vegne fra Fogh, der kan ånde lettet op over, at den tidl. Familie- og forbrugerminister selv traf beslutningen. Så slap Fogh for at skulle vride armen om på Bendtsen og selv blive fedtet ind i sagen.

DF og Fogh vandt den interne nervekrig, mens K trak det korteste strå.

Intet tyder på, at DF ikke har været klare i mælet, med hensyn til hvad de mente om sagen. Hvorfor har Fogh ikke selv bedt Barfoed om at trække sig forinden? Det eneste årsag jeg kan komme på, er at Bendtsen og Barfoed har “læst” sagen helt forkert – og derfor efterfølgende fuldstændigt har undervurderet DF’s udmeldinger og vilje til at trække i faldlemmen under Barfoed.
Hvis det forholder sig sådan – og det kan man ikke vide med sikkerhed – så må de konservative selv tage anvaret for at Barfoeds afgang blev så uskøn, som den blev.

Alt tyder på, at Lars Barfoed overlever som minister denne gang. Det er der flere grunde til. Kritikken af forbrugerministeren i Rigsrevisionens rapport er – bedømt på Barfoeds afslappede reaktion, Foghs udtalelser på sit pressemøde og Thulesen Dahls forsigtige reaktion i går – åbenbart ikke så hård som det, andre “informanter” tidligere har lækket til pressen.

Afgørende for Barfoeds fremtid bliver, hvorvidt Dansk Folkeparti skønner, at sagen kan berettige, at partiet trækker tæppet væk under forbrugerministeren, og dermed samtidig belaster det i øvrigt gode forhold til regeringen generelt og forværrer det kronisk dårlige forhold til de konservative.

Der er reelt tale om en nervekrig mellem Fogh, Bendtsen og Kristian Thulesen Dahl. Muligvis har Bendtsen forinden meddelt Fogh, at han som konservativ leder på baggrund af sagen, ikke vil acceptere Barfoeds afgang. Fogh kan oveni foreholde Thulesen Dahl, at regeringschefen kan gøre det til et kabinetsspørgsmål, hvis DF vender tommelfingeren nedad. Det er dog næppe sandsynligt, for Fogh plejer ikke at chance.

Der er i øvrigt heller ingen, der er interesseret i et valg lige nu. Hverken regeringen, DF eller oppositionen. Øvelsen går derfor ud på, at DF skal have håndfaste garantier for, at der sker noget i den førhen udsultede fødevarekontrol. Fogh signalerede tydeligt på sit pressemøde tirsdag, at han gerne vil tilføre området flere penge. Det kan tilfredsstille DFs ikke specielt store blodtørst. I hvert fald her og nu.

Fogh har gennem hele sin regeringsperiode klart signaleret, at han under ingen omstændigheder bøjer sig for ministerstorme eller for pressens kritik. Han har set hvordan Schlüter og Nyrup fyrede ministre, der kom ind i politisk stormvejr. Hvis ministre skal gå af, skal de helst gå selv, som Henriette Kjær og Svend Aage Jensby gjorde det. Denne 'jobsikkerhed' gør, at ministrene ved, at chefen er bag dem, så længe de altså selv kan holde presset ud. Det er med til at skabe holdånd, respekt og loyalitet om chefen og hans politiske projekt.

Intet heller tyder på, at Barfoed har tænkt sig at bøje sig for presset. Denne blogger har aldrig været imponeret af Lars Barfoed, men hans selvsikre og stærke optræden på TV2 i går fortjener respekt. Uvilkårligt tænker man på Erik Ninn-Hansens ord om, at man aldrig er rigtig politiker, før man ser sig selv hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet tre gange – uden at ens puls stiger!

Fogh og Bendtsen bør dog tænke sig grundigt om, hvad de gør på det lange sigt, for der er ingen tvivl om, at vælgerne ønsker Barfoed væk som forbrugerminister. Derfor bør regeringchefen eller Barfoed selv sige farvel og tak ved næste regeringsrokade. Alt andet vil være en hån mod vælgerne og belaste regeringen. En anelse hos DF om, at Barfoed bliver fjernet ved en senere lejlighed, ville formentlig kunne tilfredsstille partiet, men det er næppe sandsynligt, at man kan lave en sådan korridoraftale. Det ville sive, og så er man lige vidt. Det gælder derfor om for Fogh, at slippe af med Barfoed ved en anden anledning med noget mindre fokus.

Der er mange måder at få indflydelse på. Når andre politiske partier annekterer ens politik, så er det en stor sejr '“ i hvert fald på kort sigt. Blandt skattestoppets modstandere kan man kun tælle Enhedslisten og de radikale. Resten af partierne er enten for skattestoppet eller accepterer skattestoppet. For skatteskeptiske vælgere, som denne blogger, er det derfor en god nyhed, at SF's formand Villy Søvndal nu accepterer skattestoppet. Ikke fordi, at det er en blomst, der er groet i hans have, men fordi han ligesom S har indset, at skattestoppet og 24-årsreglen er nødvendigt, hvis befolkningen skal overtales til et regeringsskifte. Det er en meget stærk formand, der kan gøre det. Man kan nærmest tale om en 'omvendt Fogh'.

Da Holger K. var formand for SF, var Søvndal den, der truttede rent i trompeten med de socialistiske synspunkter. Den sociale massegrav var lige rundt om hjørnet, og Søvndals stemme dirrede af social indignation, hver gang han skulle kommentere 'nedskæringer' på det sociale område. Da Holger K. smed tøjlerne, var Søvndal klart venstrefløjens kandidat og vandt komfortabelt formandskampen over 'højrefløjens' kandidat Pia Olsen.

Villy Søvndals ry på Christiansborg er i øvrigt godt. Manden er respekteret for sine ubestridelige retoriske evner, men han er også bredt afholdt for sin charme, lune og selvironi. Men han er også stærk, når han kan dreje SF til at acceptere en højreorienteret dagsorden. Da han selv repræsenterer venstrefløjen i partiet, så er det svært at se, hvor kritikken skal komme fra? Det er lidt som da højrehøgen og kommunistbekæmperen Richard M. Nixon tog til Kina for at møde formand Mao. Ham kunne ingen beskylde for at være rød. Det samme med Søvndal, bare med modsat fortegn. Det er kun den venstreorienterede Søvndal, der kan få SF til at acceptere 24-årsreglen og skattestoppet. Siden hen er SF blevet nævnt som seriøs partner i en S-SF-R-regering. En måling i Politiken i Søndags viste at 61 procent af SF's vælgere foretrak denne koalitiion. Den sidste tredjedel foretrak S-SF-koalitionen. Søvndal har altså også sine vælgere bag sig. Det er en formidabel præstation!

Marianne Jelved fortsætter kursen med at male sig op i hjørnet den ene dag, hvorefter hun den næste rækker ud til et samarbejde med S. Bare ikke om politikken. Eller også bliver hun snigløbet af Naser Khader, der afviste at deltage i et samarbejde med SF. Det ville føre til, at Danmark gik fallit, mente han. På et eller andet tidspunkt må de radikale tage et opgør med Naser Khader, der afklarer hans fremtid i partiet. Denne blogger vurderer, at det trækker op til en 'Erhard Jakobsen-situation' med et nyt liberalt parti, med Naser Khader som formand. Det vil i sig selv gavne Foghs chancer for at fortsætte.

Ansvaret for, at det ikke vil ske, ligger på Marianne Jelved og Co. Helle T og Villy Søvndal har leveret deres del. Det er nu de radikales ansvar, at oppositionen står samlet før et valg, så 'alliancen til venstre' fremstår som et reelt alternativ til Fogh. Ellers bliver det simpelthen for let for Fogh.