Måned: december 2006

Konservativ snik-snak i krogene har fået gratisdagbladet “dato” til at kigge lidt i krystalkuglen og sætte navne på et nyt ministerhold. Den øvelse har man også gjort sig på den glimrende blog Dansk Politik, og her på Jarls blog vil vi også gerne være med i legen, selvom at det jo kun er Fogh, Bendtsen og Claus Hjort, der har indflydelse på ministerlistens sammensætning.

En ministerkabale går ud på at sætte et hold af driftssikre, flittige og loyale folk med udviklet evne til at kommunikere med vælgerne. Kvinder er i øvrigt at foretrække. (Så Jens Rohde havde ret)

Der er efter min vurdering tre hovedkriterier der skal opfyldes for, at politikere kan blive ministre:

1. De skal være politisk egnede, og derfor evne at lede et ministerium politisk. Det er bestemt at foretrække, at en minister har lidt ideologisk eller måske en professionel baggrund, der gør, at han eller hun kan 'fylde ministerstolen ud'. Det er ment i overført betydning for dem, der skulle være i tvivl.

2. De skal være loyale. Det siger sig selv, at illoyalitet mod chefen og hans hjælper Claus Hjort er diskvalificerende, men man skal også være loyal overfor regeringsprojektet dvs. at kommende ministre accepterer Venstres politiske position som et midtsøgende halvsocialdemokratisk parti og at alle udmeldinger underordnes regeringens velfærdsprojekt.

3. De skal være 'driftsikre'. Det kræver af ministre, at de især har evne til at håndtere politiske sager og allervigtigst: Ikke skabe dem selv. Politisk situationsfornemmelse, evne til at indgå politiske forlig og gode kommunikationsevner er også altafgørende.

Dømt ude
Det nuværende regeringshold har en række åbenlyse svagheder, og pressen har dømt følgende ude: Ulla Tørnæs, Flemming Hansen, Eva Kjer Hansen og Rikke Hvilshøj.

Ulla Tørnæs er sat på en post, hvor hun ikke har formået at fylde ministerposten ud politisk. Det er nu heller ikke verdens letteste opgave, men når hun har forsøgt, er hendes situationsfornemmelse svigtet. Det så man med idéen med at blande 'kendte mennesker' sammen med ulandshjælp. Et håbløst projekt – politisk og rent kommunikationsmæssigt. Det bliver et farvel til Tørnæs efter fem år på ministerbænkene.

Veteranen Flemming Hansen er efter min mening politisk set “slidt ned” på trafikministerposten. Det er jo ikke kun hans skyld, at togene ikke går til tiden. Det er faktisk flot at sidde på en trafikministerpost i hele fem år. Det er længe siden, det sidst er sket. Flemming Hansen er for meget konservativ gammelmand, så en udskiftning med alt andet, vil virke som en tiltrængt fornyelse af regeringsholdet. Men denne blogger synes faktisk ikke, at han har gjort det så dårligt på en utrolig svær ministerpost.

Eva Kjer Hansen forsøgte at fylde sit ministerium ud politisk. Desværre var det med en anden politik end den Claus Hjort mente hun skulle fylde den ud med. Fra day one har det være op ad bakke. Fordi Fogh er i underskud af kvinder, kunne hun måske blive en ny bistandsminister i stedet for Tørnæs.

Fordi der er mangel på kvinder, er det ikke utænkeligt, at Rikke Hvilshøj får en chance til, men det bliver i et andet ministerium. Det er imidlertid få iagttagere, der har ladet sig imponere af den i øvrigt myreflittige og loyale integrationsminister med mange personlige gode egenskaber. Desværre hjælper det meget lidt, når man som Hvilshøj er sat til administrere menneskeskæbner. Det kunne hverken Anders Fogh eller Bertel Haarder holde til. Men det var heller ikke i Haarders tid, at man på samme måde så konsekvenser af regeringens politik. Og så er dagbladet Politiken jo også blevet mere flink til at sætte fokus på dem flygtningelovgivningen rammer.

I farezonen:
Hans Chr. Schmidt har i mange år ført an i Foghs interne heppekor, men den slagfærdige og ind imellem ganske lune sønderjyde er ikke populær ret mange andre steder end i Sønderjylland. Som fødevareminister er han faktisk usynlig, hvad han sikkert er glad for, fordi alle 'lortesagerne' ligger over hos Barfoed. Schmidt kunne blive en ny formand for V-folketingsgruppen. Han er bundloyal, relativ kvik i hovedet og har 12 års parlamentarisk erfaring. Og så er han noget mere respekteret internt i partiet end Venstres nuværende søvnige og uduelige gruppeformand Hovmand, som egentlig burde gøre alle en tjeneste og nyde den ufortjente ministerpension hjemme på Ringsted-egnen.

Lars Barfoed. Man behøver bare at sige 'fødevareskandale', så ved alle, hvad man taler om. Det er i øvrigt bunduretfærdigt, at han får skylden for al balladen, men sådan er politik så utaknemmeligt. Barfoed tilhører typen af velfriserede overambitøse her-kommer-jeg-og-kan-det-hele-konservative fra erhvervslivet, men når man ser Barfoed på TV i dag, så ser han noget vingeskudt ud. Glansen er i den grad gået af Skt. Gertrud siden han selvsikkert lod sig udnævne til ny minister. Barfoed kunne formentligt have fortsat sin karriere som adm. direktør i Finansrådet – uden – al den ballade hvor efter samtlige danskere nærmest er enige om at opfatte ham som en kæmpeidiot. Barfoed valgte formentlig politik, fordi han sikkert mente, at han kunne gøre en forskel. Det er modigt, når folk vælger det svære frem for det lette. Det skal man prøve at huske, når Barfoeds politiske karriere efter alt at dømme er slut efter næste valg. Ved sidste valg blev han valgt i folketinget med meget få personlige stemmer. Der er vist ingen, der alvorligt tror på, at resultatet bliver bedre næste gang.

De sikre
De populære og stensikre kort er Søren Gade, Bertel Haarder, Connie Hedegaard, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Kristian Jensen.

De relativt sikre er Lars Løkke Rasmussen, Thor Petersen, Brian Mikkelsen, Claus Hjort Frederiksen, Per Stig Møller og Helge Sander.

Jeg vurderer, at Lars Løkke bliver udskiftet enten som sundhedsminister eller indenrigsminister. Fogh ville kunne bede ham 'koncentrere sig om sundhed' for at rette op på problemerne med kræftbehandlingen'. Og nu har Løkke også fået kommunalreformen igennem, “nu kræver det nye kræfter”. Måske ville en Rikke Hvilshøj være den rigtige som ny indenrigsminister. Hun har i hvert fald kommunal erfaring. Uanset hvad, vil en udskiftning af Løkke blive udlagt som en degradering. Det er ikke sikkert, at han vil finde sig i det. Alle taler om kronprinse-striden mellem ham og Kristian Jensen, og mange ser den udspille sig i det daglige. Løkke og Fogh har ikke desto mindre brug for hinanden for, at regeringsprojektet med velfærdsreformen kan føres videre. En løsning er, at lade Løkke blive gruppeformand, men det vil Løkke formentlig kun acceptere, hvis der følger nogle lukrative økonomiske “ben” med som fx. statsrevisor eller en bestyrelsespost i Nationalbanken suppleret med et tilskud fra partiet Venstre, sådan at Løkkes gage samlet set ikke bliver i mindre i forhold til, hvad en minister får i løn.

Begrænset talentmasse
Anders Fogh skal erstatte de upopulære/uheldige/uduelige ministre. Problemet er, at han efterhånden er løbet tør for brugbare ministeremner. I folketingsgrupperne er den politiske talentmasse begrænset, og andre bliver opfattet som illoyale, og kan derfor ikke være med på regeringsholdet. Inger Støjberg er dog et godt bud selvom hun i sin tid fik ekskluderet statsministerens søn ud af den lokale VU-forening i Viborg. Selvom at det er mange år siden, har Fogh ikke glemt det. Tina Nedergaard kan blive belønnet for at være meget loyal mod Fogh, men hende er der andre stærke kræfter i regeringen, der nærer direkte aversioner imod.

Situationen kan få Fogh til at lede efter egnede emner uden for folketingsgrupperne. DA-direktør Henrik Bach Mortensen er et bud, måske som ny beskæftigelsesminister i stedet for Claus Hjort, som flere og flere nævner som gruppeformand. Henrik Bach Mortensen er yderst vellidt i organisationsverdenen og alle steder i Venstre.

Opdateret søndag kl. 18

Det er urimeligt at sammenligne Christoffer Guldbrandsen med en venstreorienteret propagandist som Michael Moore. Det står klart for mig, efter at have set dokumentarfilmen ' Den hemmelige Krig' i går på DR2. Filmen rejser en række spørgsmål, hvorvidt danske soldater i 2002 udleverede tilfangetagne afghanere til amerikansk tortur/mishandling eller ej, og den er langt bedre end sit rygte.

Som flere kommentatorer har været inde på, mangler Guldbrandsens film at præsentere det fældende bevis, der får ministre til at gå af m.v. Til gengæld bidrager regeringen og især forsvarets egne folk til den opfattelse, at der er foregået et eller andet, der ikke tåler dagens lys. Embedsmænd, der pludselig ændrer forklaring midt under et interview, vidner der får mundkurv på, og dokumenter der bliver væk, fremmer ikke ligefrem det indtryk, at alt har været fremme i lyset. Jeg sad i hvert fald tilbage med en mavefornemmelse af, at regeringen har en dårlig sag, men har været god til at lukke af og gemme 'beviser' bort. Men ligesom Guldbrandsen har jeg intet at have det i. Ingen af de indicier, der har været fremme, holder. Hverken i folketingssalen eller i rigsretten for den sags skyld.

Men hvad siger vælgerne? Formentlig opfatter de sagen som ret kompliceret, og langt de fleste danskere er efter min vurdering 'stået af' for længe siden. Guldbrandsens film kommer ikke til at forstyrre julefrokosterne og gaveindkøbene. Til gengæld har oppositionen '“ som var så langt de mest overbevisende under DR2-debatten i går '“ en god sag med hensyn til spørgsmålet om en uvildig undersøgelse. Hvis regeringen ikke har noget at skjule kan de jo bare sige ja til det. Det vil regeringen naturligvis ikke. Ikke nødvendigvis fordi, at de har noget at skjule, men fordi det vil trække sagen i langdrag og fortsat ville kunne bruges af oppositionen til at slide regeringen op med spørgsmål, debatter osv. Problemet for regeringen er, at den overfor vælgerne har svært ved at argumentere overbevisende for et 'nej tak'.

Oppositionen har i øvrigt også selv et forklaringsproblem i forhold til et af filmens anklagepunkter, hvor oppositionen beskylder regeringen for at have fortiet oplysninger om regeringens holdning til, hvordan USA behandlede krigsfanger.

Berlingske skriver i dag, at Folketinget ikke kunne være i tvivl om, hvordan regeringens holdning til den amerikanske politik var. Avisen henviser til Folketingets egne referater af to folketingsdebatter, som fandt sted i januar 2002.

'I de to folketingsdebatter, der var udløst af spørgsmål fra henholdsvis den radikale Martin Østergaard og SFs Holger K. Nielsen, kommer det frem, at USA ikke agter at give tilbageholdte status som krigsfanger, men alene vil behandle dem “efter Genèvekonventionernes principper”.

Samtidig oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K), hvad den danske regerings holdning er – nemlig, at regeringen accepterer den amerikanske beslutning om kun at behandle fangerne efter Genève-konventionernes principper.'

Det er derfor lidt sent nu for oppositionen at påstå, at man er uvidende om regeringens holdning til den amerikanske politik. Enten er Berlingskes journalister dygtige, eller også er regeringens spinfolk åbenbart vågnet op.

Summa Summarum! Der er intet regeringsflertal for, at der skal ske mere fx i form af en uvildig undersøgelse. Debatten fortsætter dog blandt oppositionsavisen Politikens læsere, men politisk set er denne sag død, medmindre der mod forventning dukker nye oplysninger op.

Alligevel vil nogle af de såkaldte usikre vælgere efter min vurdering fravælge regeringen ved næste valg. Det er de usikre vælgere, der afgør folketingsvalg. Nu er det op til oppositionen at sørge for, at vælgerne ikke glemmer denne sag. Regeringen derimod skal sørge for, at danskerne får noget andet at snakke om.

Statsministeren melder sig nu – for en kort bemærkning – i rækken af folk med liberale synspunkter. I hvertfald skærer han igennem skattediskussionen i regeringen:

Berlingske skriver:

Thor Pedersen gjorde sig i sidste uge til talsmand for, at danskerne allerede i dag knokler så meget, at en skattelettelse ikke vil få dem til at skrue op for arbejdsblusset.

– Det kan de ikke. De arbejder jo hele tiden, « lød argumentet fra finansministeren.

Men Thor Pedersen gjorde åbenbart regning uden vært.

– Jeg hører da til dem, der tror, at der er en sammenhæng mellem skatten på arbejdsindkomst og lysten til at arbejde, siger Anders Fogh Rasmussen til Berlingske Business.

Så er der der da håb om skattelettelser på et eller andet tidspunkt. De radikale, Charlotte Dyremose og hendes ridehest, DI, CEPOS og flertallet af økonomerne er i hvert fald enige i, at marginalskatten – skatten på den sidst tjente krone, som hver femte dansker betaler – er altafgørende for arbejdsudbuddet. Men men men, så træder kontrolfreaken i karakter:

Statsministeren mener, at både Venstrefolk og Konservative bør holde munden lukket, når det handler om skat. Der er ikke politisk råderum til skattelettelser, fordi økonomien er overophedet.

– Alle vil gøre sig en stor tjeneste ved at bruge færre kræfter på at snakke skat, for det er ikke aktuel politik, siger statsministeren til Berlingske.

Videre skriver Berlingeren:

Thor Pedersen ønskede i går ikke at kommentere Anders Fogh Rasmussens udtalelser.

Man forstår ham. Men med dette meningstyranni, som statsministeren forsøger at trække ned over hovederne på politikere fra V og K, så er der mere end nogensinde brug for folk, der igen og igen sætter marginalskat på den politiske dagsorden.

Derfor: Tal skat med din mand eller kone, din nabo, dine arbejdskammerater og i din vælgerforening. Skriv til dit lokale folketingsmedlem og til statsministeren. Anders Fogh Rasmussen og “Clausescu” skal ikke bestemme, hvad der skal diskuteres, blot fordi regeringen har opgivet at styre det offentlige forbrug. Det er nemlig blandt årsagerne til, at økonomien er overophedet, og at det derfor er sværere at sænke marginalskatten.