Måned: december 2006

Er Christoffer Guldbrandsen efter sin Afghanistan-films afsløringer/grundløse beskyldninger Danmarks svar på Michael Moore, eller er han svaret på Woodward & Bernstein? Indtil videre er regeringen og DF formentlig mest enige i det første udsagn, mens hele oppostionen og store dele af pressekorpset hælder mod det sidste.

Indtil videre har jeg svært ved at se krystalklare og fældende beviser – “The Smoking Gun” – i sagen nogle steder. Der er bestemt mange elementer, der er noget mystiske. Særligt den sekvens med jægerkorpsets chef, der pludselig ændrer forklaring midt under interviewet, hvorefter forsvarskommandoens spindoktor nærmest råber “Cut, Elly!” ud i lokalet. It’s weird, man!

Regeringen lægger nu hidtil fortrolige papirer om danske soldaters behandling af krigsfanger i Afghanistan frem. Forsvarsminister Gade håber, at han dæmmer op for beskyldningerne om, at regeringen har misinformeret og tilbageholdt oplysninger om behandlingen af krigsfanger. Indtil videre imponerer det ikke oppositionen:

– Jeg tror ikke, at de her papirer giver bare en brøkdel af de svar, vi har brug for om, hvem der vidste hvad hvornår, og hvorfor materialet om den store tilfangetagelse i den 18. marts 2002 er forsvundet og åbenbart destrueret. Det får vi ikke svar på, siger Mogens Lykketoft til Ritzau.

Man kan undre sig over, hvorfor regeringen ikke går mere i offensiven på denne sag. Hvorfor gør de ikke ligesom Bush-administrationen, da Michael Moore lavede sin 9/11 film, hvor de hurtigt pillede alle beskyldningerne fra hinanden og punkt for punkt tilbageviste alle beskyldninger med kendsgerninger? Men det kræver jo noget teamspirit blandt regeringens spindoktorer. Det er de jo mildt sagt ikke kendt for…

Statsministerens spindoktor Michael Ulvemann er også blevet involveret i sagen på en lidt delikat måde, må man nok sige. Sammen med sin private ven Guldbrandsen var “Ulven” med til at lave den indledende research til filmen. Det har gud-hjælpe-mig ført til, at oppositionen ifølge gratisbladet URBAN kræver en redegørelse om det fra Fogh.

Michael Ulveman, Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen aftalte i sin tid, at DR-folkene skulle lave filmen mens “Ulven”, der på dette tidspunkt var chef på Dagbladenes Bureau, skulle skrive bogen.

“Som journalist inden mit nuværende job var jeg med i opstarten af projektet. Men jeg har ikke været langt nede i det. Jeg var med til åbent hus i Jægerkorpset,” fortæller Michael Ulveman ifølge Ritzau.

Ok. God forklaring. Ulven blev senere ansat som presserådgiver i Statsministeret, men fortalte ikke om sin involvering i projektet.

Men se engang, hvad oppositionen kan få sig selv til at sige:

“Det burde han havde gjort. Alene den grund, at der kan opstå mistanke om, hvad han bruger af sin insiderviden, burde han holde sig væk fra at rådgive om den sag,” siger Enhedslistens Frank Aaen.

Jeg er rørt over den dybe omsorg overfor statsministeren, som Frank Aaen her udviser. Eller mener han, at politik er ligesom på fondsbørsen, hvor man ikke må bruge sin insiderviden? Det er jo et absurd standpunkt i politisk sammenhæng. Hvorfor sagde Frank Aaen i sin tid ikke til Frank Grevil, at han ikke måtte bruge sin insiderviden politisk?

Ulven har én opgave, og det er at hjælpe Fogh på alle de måder, han må og kan. Det er det, han får sin hyre for!

Christoffer Guldbrandsen er en dygtig dokumentarist, men det ligger i genren, at man ikke er særlig solidarisk med ofrene. Ingen medierådgiver burde under nogen omstændigheder anbefale at medvirke i hans dokumentarfilm – eller andres for den sags skyld. Risikoen for at kvaje sig er simpelthen for stor.

Guldbrandsen-klassikere som 'Fogh bag facaden' og 'Lykketoft finale' var fremragende dokumentarfilm, som jeg virkelig nød at se. Som flere husker, skabte “Fogh bag facaden” store problemer for statsministeren bagefter. Vælgerne så mindre klædelige sider af regeringschefen, som da han ved optagelsesforhandlingerne under det danske EU-formandskab i Bella Center tog udenrigsministeren i skole. Hvem husker ikke en brysk Fogh skære Per Stig Møller af med onelineren: 'Det skal vi vel ikke sidde og tærske langhalm på i en sen nattetime.' 'Lykketoft finale' havde også sine skurke, og for en gangs skyld var det en række journalister, der fremstod mindre klædeligt, især Søren Søltoft fra TV2, der holdt Lykketoft hen med ingenting, så han missede den svenske statsminister Göran Perssons besøg i børnehaven. Man husker også fra filmen Lykketofts rådgiver Morten Boje fortælle den gamle sandhed i mange S-kredse om, at 'Svend Auken er en gammel røv'. Virkelig gyldne Guldbrandsen-highlights!

I går aftes viste Guldbrandsen sin nyeste dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan, og denne gang insisterer han nærmest på at vælte regeringen. Skal man tro en medvirkende “ekspert i folkeret”, så er rigsretssagen mod Fogh lige om hjørnet. 'Afghanistan-gate', kaldte Adam Holm med et glimt i øjet sagen i går på DR2 Deadline.

Foreløbig har forsvarsministeren forklaret sig og afvist alle anklager på en efter min mening saglig måde.
Berlingske skriver i dag, at “Forsvarskommandoen afviser (Guldbrandsens påstand red.), at danske specialstyrker i Afghanistan har udleveret flere tilbageholdte personer til amerikanske soldater. Alle anholdte er frigivet efter kort tid.”
Senest har statsministeren på sit pressemøde afvist alle anklager.

Forsvarsministerens pressechef Jacob Winther kalder ifølge Ritzau foromtalen af Guldbrandsens film ‘Den Hemmelige Krig’ for et 'mediecirkus'. Indtil videre må man give ham ret. Hypen før, at filmen blev vist på en lukket forestilling i går, har været total. Pressen har i ugens løb fået lidt småbidder fra filmen, der understreger anklagerne mod regeringen. Særligt indbudte politikere fra alle sider og journalister var til forpremiere i går. Danmarks Radios arbejde med at skaffe filmens foromtale har været i top. Men må man have lov til stilfærdigt at advare mod mediernes bevidstløse og kritikløse videreformidling af filmens skingre påstande om, at den kan bevise sine ganske hårde anklager mod regeringen? Til forskel for Guldbrandsens tidligere film fremstår dokumentaristen denne gang som en mand med en sag.

Lets face it. Der skal virkelig tunge beviser på bordet før, at VK slipper tøjlerne og regeringsansvaret. Rigsretssag tror jeg heller ikke på, at der bliver flertal for. Det kræver, at Guldbrandsen overbeviser Søren Espersen fra DF. Det er næppe sandsynligt. Tilbage står en ophidset opposition med Mogens Lykketoft i spidsen, som naturligvis vil bruge filmens 'meget alvorlige materiale' til at kritisere regeringen. De ved, at befolkningen i forvejen er skeptisk overfor krigene i Irak og Afghanistan.

Efter Guldbrandsens afsløringer i filmen gjorde Lykketoft m.fl. derfor klar til et 'politisk stormløb' mod regeringen. Alt skal endevendes! Har danske soldater overtrådt Geneve-konventionen ved at overlade tilbageholdte soldater til amerikanerne? Er afghanerne efterfølgende blevet tortureret og sendt til Guantanamo-basen på Cuba? Har statsministeren talt usandt til Folketinget? Lykketoft kræver, at regeringen skal komme med en redegørelse inden jul. Det lyder rimeligt nok. Fogh siger, på sit pressemøde at redegørelsen kommer inden så længe.

'En politisk groft manipulerende film, som Frank Aaen kunne have lavet. Alle de udsagn, der taler imod filmens budskab, er strøget. Lad oppositionen stille de spørgsmål, de vil.', sagde Helge Adam Møller fra de konservative, efter filmen til TV2.

Meget tyder på, at VKO flertallet er intakt, og at Guldbrandsen ikke får væltet regeringen i denne omgang.

Men nu vil jeg se filmen og dømme selv, når den bliver vist på torsdag den 7. december på DR2 TV kl 20.00.

(N.B. Dagens blog er blevet opdateret i løbet af dagen, som sagen har udviklet sig)

Klaus Bondam, Københavns sympatiske Bygge- og miljøborgmester har i en ny portrætbog 'Toastmasteren' talt ud om sit liv til journalist Jacob Rosenkrands. Det plejer ofte at være interessant at høre om kendte menneskers og særligt politikeres liv og levned. Denne gang er det dog lidt svært, bedømt på det indhold Ekstra Bladet har skrevet om, at se hvad vi skal med Bondams bog. De politiske erfaringer er det i sagens natur småt med, når man kun har siddet i borgmesterstolen siden nytår. Til gengæld taler Bondam ud om sit privatliv. Alle ved, at han er åben bøsse, så det er der jo ligesom ikke noget nyt i. Til gengæld hører vi om hans familieliv og opvækst, og det er også svært at komme udenom, hvis der er tale om et portrætbog i dybden. Der hvor brynene for alvor bliver rynket, er, når Bondam partout smider private detaljer i hovedet på læseren fra den intime del af sit privatliv som teenager og ung mand. Vi får sågar at vide, hvor mange sexuelle partnere han havde, hvor han støvede dem op henne, og om hans pointsystem for, hvor gode de var i sengen.

Klaus Bondam har ønsket at være ærlig. Det er bestemt et fromt ønske. Mange mennesker vil formentlig stadig stemme radikalt – også efter at de nu er klar over, hvor mange sexpartnere miljø- og teknikborgmesteren egentlig havde stående i sin karakterbog (110!) og Bondam er efter bogen stadig en betydningsfuld politiker i København. Men man spørger sig selv. Hvorfor er det nødvendigt, at fortælle vælgerne om sådanne intime detaljer fra sit privatliv? Det er der mig bekendt ingen “straight” politikere, der tidligere har følt trang til at gøre. Med denne bog er vælgerne blevet 'overinformeret'. Det næste bliver vel, at Bondam skriver i detaljer om sine toiletbesøg. Jeg lever faktisk fint uden at vide det, og selvom jeg ikke er radikal, så tipper jeg forsigtigt på, at også radikale vælgere sagtens kan undvære at vide, hvad Bondam lavede på Pan og i Ørstedsparken for tyve år siden. (Gad vide, hvem han mødte der'¦?)

Denne bog kan faktisk være med til at skade Bondam politisk. Ikke fordi indholdet forarger. Herregud. Men fordi det er unødvendigt. Hvad skal vi bruge det til? Klaus Bondam og hans parti risikerer latterliggørelse i det skjulte, og det slider på respekten. For stemmer man på folk, når lidt af respekten for dem er gået fløjten? Beslutningen om at lave denne bog, tyder derfor på en usædvanlig dårlig politisk og personlig dømmekraft. Faktisk er denne bog et af den slags projekter, som Bondams spindoktor burde have standset i sin vorden. Det har hun formentlig også forsøgt at gøre, mens jeg gætter på, at Bondam har insisteret på at gennemføre det. Her er et gratis råd: Lyt til rådgiveren næste gang, Klaus Bondam!