Måned: januar 2007

Venstres gruppeformand Svend Erik Hovmand melder nu, at han ikke genopstiller. Jubel og frydeskrig må fylde luften over det ganske land. Venstres kronisk søvnige gruppeformand på 61 vintre får over sine læber til Lolland Falster Folketidende:

– Jeg føler mig for ung til at stoppe og for gammel til at fortsætte.

Yeah right'¦

Næh, sandheden er nok nærmere, at Hovmand kan risikere ikke at blive genvalgt ved næste valg. Hovmand kæmpede under forhandlingerne om valgkredsenes størrelse længe, men forgæves med næb og klør, for at holde sin egen valgkreds ude af den kæmpestore Sjællandskreds med Bertel Haarder, Statsministeren osv. Hovmands personlige stemmetal ville nemlig dermed blive alvorligt udfordret. De store navne vil støvsuge storkredsen for personlige stemmer og dermed bliver det rent lotteri, hvorvidt Hovmand ville blive valgt. V-toppen måtte dog skære igennem for at få vedtaget valgkreds-reformen efter, at det blev åbenbaret for alle, at Hovmand havde trukket forhandlingerne i langdrag.

Med de nye stærkt forringede odds for genvalg har Hovmand uden tvivl taget den beslutning at spare sig selv for ydmygelsen og i stedet stoppe på toppen som gruppeformand.

Hovmand har af uransagelige grunde været valgt uafbrudt til folketinget siden det herrens år 1975. Tre gange er Venstres top kommet til at udnævne ham som minister for henholdsvis ressortene bolig, energi og skat. Endelig blev han gruppeformand efter valget i 2005. Det er dog ikke en post, hvor han ligefrem har brilleret. Hovmand har for vane at rode rundt i dagsordenerne og konkluderer ofte forkert på gruppemøderne, hvilket selvsagt er en pine for V’s MF’ere.

Ikke desto mindre: En imponerende karriere alt taget i betragtning.

Snu rad har Hovmand altid været, det må man lade ham. Nu kan han så hygge sig med ministerpensionen og slipper for at nå toget fra Ringsted station tidligt om morgenen.

Sov godt, Hovmand!

“Helle Thorning-Schmidt har ikke noget projekt”, siger Anders Fogh og bruger det som undskyldning for ikke, at ville mødes med socialdemokraternes leder.

“Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus”, siger et ordsprog, og det kan man vel som liberal-borgerlig vælger indvende mod statsministerens spydigheder.

Helle Thorning har da et projekt. Et særdeles klart projekt med stærk potentiel vælgerappel. Det er at bruge flere penge på offentlig velfærd i form af overbud plus skattestop plus stram indvandrerpolitik. Og så er der hendes trumf: Tropperne hjem fra Irak nu.

Anders Fogh har utrolig mange gode kort på hånden, og jeg tror stadig på, at han vil vinde det næste valg om end det formentlig bliver mere snævert end sidst. Det viser stort set alle meningsmålinger. Men han skal ikke forsøge på at overspille kortene.

Fogh har fået en hel del øgenavne med tiden. Èt af dem, der i øvrigt irriterer ham voldsomt, er 'Kaj Holger'. Et øgenavn, der naturligvis er taget fra den kantede, gammelfar-agtige, selvgode og arrogante figur fra TV-serien 'Krøniken'. Når Fogh udtaler sig nedladende om Helle T og hendes manglende projekt, så virker det på nogle mennesker, som når Kaj Holger ryster på hovedet over sønnen Erik og hans håbløse nymodens projekter. Hån er bestemt underholdende, men det er sjældent effektivt, hvis det handler om at skabe sympati om sig selv og sit projekt.

Helle T har i den sidste tid gjort meget lidt forkert. Kortene holdes tæt til kroppen, og man lader sig ikke provokere af hverken Claus Hjort og Anders Fogh. Det er klogt. Der er for mig ingen tvivl om, at S's snævre ledelse har lagt en teflon-strategi, hvor man blot gentager sine egne budskaber uanset, hvad der kommer af provokationer fra regerings-toppen. Det virker disciplineret og professionelt, og det må et eller andet sted frustrere Venstres ledelse

Det er efter min mening et rigtigt smart træk, at få statsministerfruen involveret i Darfur-indsamlingen. Alle kan være enige om, at det, der sker i området, er dybt tragisk, og alle kan være enige om, at der sker for lidt for at hjælpe folk i området. Derfor er det sympatisk at se Anne-Mette Rasmussen i den sammenhæng, og endda som protektor. Se i øvrigt. www.vihuskerdarfur.dk

Hvis man er uforskammet, så kan man indvende, at initiativet muligvis er et hattedame-arrangement, hvor “kynikerne i Venstre” forsøger at udnytte statsministerfruens menneskelige omsorg, sådan at hendes mand '“ 'Die Mensch-maschine von Prinz Jürgens Hof' bliver forbundet med andet end 'hard politics' som økonomi, krig, 'der er intet at komme efter' osv. Initiativtager til Darfur-indsamlingen er i øvrigt MF(V) Inger Støjberg, som således får sat lidt ind på plus-kontoen hos “far” til næste gang, der skal skiftes ud i regeringen.

Jeg er overbevist om, at statsministerfruen er et omsorgsfuldt og godt menneske. Og jeg køber forestillingen om, at hendes engagement i Darfur-sagen og evt. andre efterfølgende værdige sager er oprigtigt og velment. Men helt uegennyttigt kan man vist ikke sige, at det er.

En af mine gamle innovative chefer udi i kampagnekunsten foreslog engang et 'wundermiddel', der skulle virke, når en politiker under en valgkamp for alvor har gjort i nælderne. Kandidaten skal straks ringe til fx Røde Kors og melde sig som indsamler. Bagefter skal han eller hun naturligvis huske og ringe til pressen, så indsatsen bliver foreviget og når ud til vælgerne. Det er selvfølgelig kynisk spekulation i folks følelser: “Når man er indsamler for Røde Kors, så kan man ikke være så slem, som aviserne skriver.” Imidlertid fik vi aldrig lejlighed til at afprøve idéen. Man kan også indvende, at pressen i dag er konstant motivforskende (præcis som jeg), og derfor er sådan et offensivt træk måske lidt for gennemskueligt.

Da jeg for år tilbage var på 'campaign'-kursus i USA, lærte jeg lidt basisviden for politiske kandidater. Essentielt er, at tiden op til valget, kun skal bruges på to ting, formuleret i sætningen 'shake hands and dial for dollars'. Eller på dansk: Sørg for at møde vælgere og få fundraiset nogle kampagne-kroner.

Det Anne Mette reelt set er i gang med – udover at være goodwill-ambassadør for sin mand – er også at møde mennesker og pressen på vegne af den travle statsminister og vigtigst: Venstres formand. Det er valgkamp pr. stedfortræder. Faktisk synes jeg, at det er et rigtigt brug af både hendes person og hendes ressourcer. Dén mulighed, ser jeg umiddelbart ikke, at Helle Thorning har. Hendes mand, Stephen er til trods for, at han er ud af en yderst politisk familie '“ “The Kinnocks' næppe en, der har tid/lyst til at hjælpe konen på samme vis. Men jeg kan tage fejl.

Man vil økonomisere med Anne Mettes indsats, men hun kan meget vel blive den førstedame nogensinde i dansk politik, der bliver brugt offensivt i en kommende valgkamp. Måske ikke helt som i USA, hvor kandidaternes fruer (M/K) holder taler og åbner udstillinger, men lidt derhen ad.