Kategorier

Statsministerfrue-satsning gør Fogh sårbar

Statsminister Anders Fogh Rasmussens kone, Anne-Mette, bliver nu kørt yderligere i stilling som førstedame. Hun kan nemlig hjælpe ham med at generobre de kvindelige vælgere, han mister til Helle Thorning-Schmidt, mener eksperter ifølge Fyens og Nordjyske Stiftstidende:

Det er overhovedet ikke tilfældigt, at hun pludselig optræder meget i medierne. Tværtimod bliver hun i øjeblikket kørt i stilling som førstedame, siger Henrik Qvortrup, som mener, at det er et smart træk. For ifølge Qvortrup bunder Foghs problem med de kvindelige vælgere i, at han virker maskinel og efterhånden har fået påhæftet et ry om, at han kun har fokus på økonomi, militær og krig og desuden mangler forståelse for, at andre har anderledes prioriteter end han selv har.

Der er ikke meget at føje til Qvortrups rigtige analyse, men statsministeren skal passe på, han ikke overspiller førstedamekortet.

Det åbner nemlig op for, at pressen går statsministerfruen efter i kortene på en helt anden måde end tidligere. Hidtil gik BT med en stort opsat artikel i efteråret tættest på, hvor avisen beskrev ægteparret Fogh Rasmussen som værende “fremmede” for hinanden m.v. Den slags privatliv-snagen inviteres der yderligere til, hvis Fogh sender konen på banen fx som en anden Jaqueline Kennedy i et bevidst forsøg på at udnytte hendes person i politisk øjemed. Dette træk vil nemlig i nogles øjne legitimere pressens dyneløften, hvis Anne-Mette Rasmussens ses som et aktiv, der reelt sikrer manden fire år til i statsministerstolen.

Efter min vurdering vil pressen dække Fogh og fruens gøren og laden på en hidtil uset nådesløs måde, og hvis der rent faktisk en dag er 'noget at komme efter', så skal Anne-Mette Rasmussen ikke længere regne med særbehandling. Denne risiko må man forvente, at statsministeren har vurderet, før han sender fruen i felten for dermed på en eller anden måde at skærpe Foghs profil hos den feminine del af vælgerkorpset.

Sidst statsministerfruen var på forsiden af aviserne, blev hun stærkt kritiseret for at lade sig fotografere med en falsk Louis Vuitton-taske. Det er ulovligt at købe kopivarer, og det burde statsministerfruen vel egentlig have opdaget, da hun i sin tid købte tasken. Politisk er det pinligt, fordi statsministeren sjældent går af vejen for at optræde moraliserende og belærende. Oven i denne sag kom den stille latterliggørelse af Anne-Mette Rasmussen, for meget kan man sige om Helle Thorning og hendes berømte Gucci-taske, men den var i det mindste ægte!

Anne-Mette Rasmussen er ifølge Fogh 'anti-spin'. Det er sikkert rigtigt, men jeg er dog ikke sikker på, at satsningen med at bruge hende i valgkampen er fornuftig. Der er simpelthen for mange risici forbundet med det, og det undrer mig at “kontrolfreaken Fogh”, som altid spiller på det sikre, rent faktisk tør udsætte sin kone og sig selv for det. Det gør han formentlig kun, hvis hun bliver ekstremt forberedt og styret af spindoktorer og medierådgivere.

Anne Mette Rasmussen har før ytret sig politisk om flygtningebørns vilkår i asylcentre i en bog om førstedamer, der udkom for et par måneder siden, og det gav anledning til en del mislyde i pressen. Senere undskyldte hun sig med, at hendes udtalelser var fem måneder gamle, og at der siden var sket en masse for at rette op på forholdene på asylcentrene. Ingen tvivl hersker i mit sind, at statsministerens kones holdninger dengang kom fra hjertet samtidig med, at rådgiverne i statsministeriet snorksov i timen. Derfor spår jeg, at en ekstra skatteyderbetalt pressemedarbejder i statsministeriet får lov at være støttepædagog for Anne-Mette Rasmussen. Dermed risikerer man, at det charmerende ved statsministerfruen – hendes umiddelbarhed og især spontanitet – går fløjten. Når vælgerne og medierne gennemskuer det, hvad er der så tilbage? Det bliver spændende at følge.

Èn ting er i hvert fald sikkert: Anne-Mette skal gøre sig klar til at læse flere avisartikler med stærkt kritiske overskrifter og et indhold af ubehagelige snagen og alskens rygtedannelse om parrets privatliv. Jeg gad vide, om det virkelig er det værd? Se og Hørs redaktør Henrik Qvortrup ved da om nogen, hvad han taler om. Berømt/berygtet i det politiske miljø er jo netop en Se og Hør-artikel fra et par år siden om Foghs 'hemmelige ven'. Mon Qvortrup i øvrigt kan undgå at lægge spalteplads til mere 'hyggesladder' om sin gamle chef i sit ugeblad? Sikkert ikke. Dermed bliver det formentlig sværere for ham at spille rollen som meget brugt, indsigtsfuld og dygtig kommentator for de 'fine' morgenaviser.

Kategorier

Velfærd forudsætter skattelettelser

Alle der følger et minimum med i dansk politik, og som ikke er hardcore socialdemokrater, må indrømme, at det gamle arbejderparti har kørt på politisk frihjul længe. Hvornår har Helle Thorning fremlagt visioner for, hvad der skal ske med velfærdssamfundet, andet end at partiet vil bruge flere penge på velfærd frem for de skattelettelser, som S påstår, at regeringen er ved at spare sammen til? (Gid det var så vel..)

Man skulle derfor tro, at Thornings spindoktor for mere end et halvt år siden havde fået lov at læse Gallups meningsmåling om samme emne, der blev offentliggjort i dagens udgave af Berlingske Tidende. For ifølge Gallup foretrækker selv konservative vælgere mere kvalitet i velfærdsydelserne/bedre offentlig service end skattelettelser.

På spørgsmålet om, hvad kommunalreformens milliongevinster skal bruges til, svarer blot 22 procent af K-vælgerne skattelettelser, mens 53 procent foretrækker bedre offentlig service, skriver Berlingske.

Tallet for hele befolkningen er 60 procent for bedre offentlig service, mens 13 procent foretrækker skattelettelser.

Hvis disse tal er udtryk for befolkningens egentlige præferencer, har Thorning jo sådan set dermed fået opbakning til sin velfærdsdagsorden. De konservative, CEPOS, DI, liberale bloggere som undertegnede m.fl. kan derfor godt pakke sammen, for vælgerne har nu tilsyneladende valgt bedre offentlig service eller “velfærd a la Thorning”.

Egentlig burde tallene være højere. For befolkningen er jo længe blevet foregøglet, at den offentlige sektor er nedslidt og udsultet af den borgerlige regering, til trods for at tallene viser, at der aldrig har været så mange offentlige ansatte som nu, og at der er udbredt tilfredshed med den offentlige service. Takket være Thor Pedersens udtalelser har mange vælgere fået det indtryk, at vi endda ender med snart at kunne købe hele verden, og så er der vel råd til både det ene '“ mere velfærd – og det andet, nemlig skattelettelser?

Hvad nu hvis man i stigende grad gav vælgerne valget mellem selv at købe serviceydelser hos private mod at slippe billigere i skat frem for i dag, hvor alle får den samme vare fra det offentlige? Ville befolkningen så stadig fravælge skattelettelserne i det samme omfang? Næppe.

I øvrigt har spørgsmålet ofte slagside. Ved at svare “bedre velfærd” fortæller respondenterne den fremmede spørger i den anden ende af telefonen, at man er et solidarisk og socialt bevidst menneske med et stort hjerte. Svarer respondenten derimod “skattelettelser” er han eller hun derimod en grisk pengefikseret egocentrisk kyniker, der kun har tanke og omsorg for sig selv. Det er i øvrigt gratis at svare “bedre offentlig service” i uforpligtende meningsmålinger. I stemmeboksen kan tingene se anderledes ud. Der spiller andre parametre – gudskelov – også ind.

I øvrigt har flere målinger vist, at marginalskatten på 63 procent har betydning for vores arbejdsudbud. I sidste ende er det faktisk mere interessant for vores langsigtede muligheder for at opretholde en høj velfærd/bedre offentlig service. Men det er jo alt for kompliceret at dressere end eller anden studerende til at spørge respondenterne om i et eller andet telefoninterview.

Vil du helst have højere velfærd/bedre offentlig service OG fortsat verdens højeste skatter i dag – ELLER – vil du have lavere skatter, samme velfærd og offentlig service som nu, men plus hvad du så selv kan købe for din skattelettelser og højere velfærd i fremtiden? Forsigtigt spår jeg et flertal for en sådan borgerlig dagsorden.

Måske går disse sammenhænge også en dag op for den såkaldte borgerlig-liberale avis Berlingske Tidende. Jeg troede ellers ikke, at avisen lod sig føre med på den galej. Redaktionen i Pilestræde burde i stedet overlade det til kollegerne på Rådhuspladsen at være propagandaorgan for socialdemokraterne og venstrefløjen.

Hvem tør i øvrigt love at kommunalreformen i sidste ende faktisk vil generere milliongevinster? Historien har vist, at man skal være endog være meget forsigtigt med at spå om, hvordan den offentlige økonomi udvikler sig. Men som sædvanlig er politikerne i gang med at sælge skindet, før end bjørnen er skudt.

Kategorier

Ikke et ord om skat

Statsministeren har igen talt til befolkningen, hvor en stor del af heraf plejer de alkoholbombede baghoveder efter nytårsaftens udskejelser.

Ikke overraskende var Muhammedtegningerne i fokus. Statsministeren mente pludselig, at alle her i Danmark havde stået vagt om vores værdier, da landet kom under pres fra den muslimske verdens korrupte regeringer og fra fanatiske dele af de muslimske landes befolkninger med bund i hysteri, misforståelser og decideret løgnepropaganda fra danske imamer. Venstrefløjen, Arla og Politiken var i hvert fald ikke blandt dem. På TV2 News spekulerer Hans Engell og Michael Kristiansen i, at det er trick Fogh anvender for ligesom at samle nationen. Det billede Fogh tegnede, havde intet med virkeligheden at gøre.

Fogh sagde mellem linjerne, at Danmark er ude af Irak, så snart lejligheden byder sig. Dernæst pralede han af Danmarks gode økonomiske konjunkturer med lav arbejdsløshed osv.

Statsministeren talte om velfærdsreform og bedre offentlig service. Der var opsang til forældrene om at bruge mere tid på deres børn, sørge for at de laver lektier og møder udhvilede i skolen. (Fogh ved sikkert, hvad han taler om, som tidligere weekendfar til tre børn'¦)

Statsministerens borgerlige ord eller 'gardinpræken', hvor der blev stillet krav til borgerne om at bruge tid på børnene, løbe stærkere i det daglige osv. hænger så ikke sammen med, at de samme borgere fortsat brandbeskattes af deres arbejdsindkomster. Det er de færreste, der tror på, at bedre offentlig service bliver gratis for skatteborgerne. Samtidig med belærte statsministeren overenskomstparterne om at holde igen. Dér er altså heller ikke noget at hente for denne del af arbejdsstyrken. Det ser derfor ud til, at vi igen i år kan skyde en hvid pil efter skattelettelserne. De skal nemlig finansiere statsministerens valgkamp og kommende charmeoffensiv overfor de offentlige ansatte '“ hvor mange af dem i øvrigt er kvinder. Præcis de to målgrupper, hvor statsministeren har tabt opbakning de sidste halve år.

Finansministeren har tidligere sagt, at man ikke skal tale om skat. Det gjorde statsministeren heller ikke. Ikke desto mindre er der stadig en forventning hos regeringens loyale vælgerkorps om, at regeringen får nedbragt skattetrykket '“ især af de sidst tjente kroner.