Måned: februar 2007

Ekstra Bladet i dag fortæller en historie om forholdene i Ritt Bjerregaards København, og det er ikke flatterende læsning.

Ekstra Bladet skriver:

Men allerede kort tid efter, at den tidligere EU-kommissær fejede ind på rådhuset med 60.000 stemmer, begyndte man at murre i krogene. Med SF og R som marionetter og en lille kreds af ivrige, unge, dybt loyale og håndplukkede medarbejdere stod Ritt for topstyring, lukkethed og fordrejning af sandheder, lyder det fra utallige kilder. Mange af kilderne vil være anonyme. De tør ikke andet.

Igen og igen lyder det, at overborgmesteren er den første til at stille sig frem i rampelyset og tage æren for andres arbejde, når ting lykkes. Og hvis lokummet brænder, sender hun aben videre til fag-borgmestrene.

Èt er at politiske modstandere beskylder hende for at stjæle æren for politiske forlig og tørre problemerne af på andre. Det er set før hos så mange andre borgmestre. Det er straks sværere for by-dronningen at ignorere den mere konkrete kritik, hvor medarbejdere decideret dumper Rådhusets ledelse i de interne evalueringer.

Ekstra Bladet skriver:

'Kun ti procent erklærer i dag, at de er meget tilfredse med deres arbejde. Til sammenligning dækkede den kategori halvdelen af medarbejderne under den tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) i 2004.

Økonomiforvaltningen har i forvejen været præget af store udskiftninger på grund af ændringer i organisationen. Og den tendens vil fortsætte, fortæller undersøgelsen. Kun 65 procent af medarbejderne regner med, at de er ansat i forvaltningen ved udgangen af året. Et tal, der var oppe på 81 procent for bare to år siden. Mere end hver tredje medarbejder kunne ikke finde på at anbefale et job i økonomiforvaltningen til andre. Under Kramer var det kun hver 12. medarbejder, der havde den holdning.'

Nu er det ikke kun Ritt Bjerregaard, der bør bære ansvaret for det. Den adm. direktør Claus Juhl må et eller andet sted også have et ansvar for, hvordan at forholdene i kommunen øjensynligt på rekordtid har udviklet sig. Han har ikke ligefrem toppet i medarbejderevalueringer, de steder, hvor han tidligere har haft chefansvar.

NCC-sagen eksploderede, da Politiken lørdag for mere end to uger siden bragte historien om korruptionsmistankerne på forsiden. Dengang var Ritt Bjerregaard og andre topsocialdemokrater meget hurtige til at fortælle omverdenen, at de absolut intet havde haft at gøre med, at sagen på uforklarlig vis var vandret fra Rådhuset over Rådhuspladsen til Politikens Hus. Venstres anklager samme dag om, at der var tale om decideret lækage, og at sagen bundede i spin fra Ritt Bjerregaards kontor, blev således blankt afvist:

– Det her har overhovedet ikke noget med spin eller ikke spin at gøre. Det er en sag om mulig kriminalitet, der er overgået til politet, og den er alt for alvorlig til at køre plat politisk argumentation på.” udtalte Ritt Bjerregaard dengang til Politiken.

– Jeg synes, at det er helt absurd at komme med disse beskyldninger“, sagde gruppeformand for Socialdemokraterne, Jesper Christensen til TV2 Nyhederne.

Ekstra Bladet i dag underbygger dog, at Venstre måske har ret i deres anklager om spin:

Mens han (den mistænkte V-politiker) endnu efterforskes af politiet '“ og altså ikke er dømt for noget som helst '“ beretter Ritts unge pressemedarbejdere ihærdigt over for journalister, at V-politikeren to gange tidligere er efterforsket af politiet. Begge gange i sager om læk fra rådhuset i personalespørgsmål. Begge gange henlagde politiet sagerne.

Hvis Ekstra Bladets oplysninger er korrekte, så kan ikke engang Ritt benægte, at det, som hendes embedsmænd har haft gang i, er 'spin'. Hverken mere eller mindre. Ekstra Bladets oplysninger om embedsmændenes aktive rolle går jeg stærkt ud fra, at avisen er i stand til at dokumentere. For avisens oplysninger danner desuden grundlag for, at Venstre kan rette hårde anklager mod kommunale embedsmænd i Ritts kontor for at blande sig med oplysninger til pressen om politiske modstandere. Og tilmed i en meget alvorlig sag, som ifølge Ritt selv 'ikke har noget med spin eller ikke-spin at gøre', og som er “alt for alvorlig til at køre politisk plat” på.

Ikke desto mindre glæder Ritt Bjerregaard sig sikkert over, at Ekstra Bladets trykkeri ikke har fået så mange aviser ud i dag og dermed fået kolporteret al den dårlige omtale af hende og hendes forvaltning. Men der er også en anden sag, der sætter mediedagsordenen i dag, og som hun yderligere kan varme sig ved:

Politiken – som for 14 dage siden '“ måske – leverede Ritt “varen” – kan i dag glæde sig over at deres journalister har gravet en anden god og letfattelig historie op af jorden, som TV2 News og flere andre medier har taget fat på.

Politiken har fundet ud af '“ hvad der længe har været kendt – at økonomien i Københavns kommunes børne-og ungeafdeling sejler. Nu mangler der en halv milliard kr. En for længst fyret og komplet uduelig Enhedsliste-borgmester har haft hovedansvaret, og nu prøver 'man' i stedet at placere hele ansvaret på den forrige valgperiodes økonomiudvalg, hvor alle Ritts politiske modstandere '“ både til højre og til venstre har siddet med ved bordet. Kun Klaus Bondam og Ritt selv går fri. Det forrige økonomiudvalg kan så passende få skylden for den halve milliard kr. Se det er virkelig et genialt spin.

'Loven om altings sammenblanding' er en klassiker inden for disciplinen krisestyring. I meget korte træk går den ud på, at personer, organisationer eller virksomheder som er endt i pressens kritiske søgelys, og som derfor har mistet troværdighed hurtigt tillægges alle mulige og umulige motiver og handlinger i efterfølgende spekulationer. 'Forbrydelserne' eller personerne har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men i pressens og folkeopinionens bevidsthed smider man det det hele ned i én stor kasse, hvor der står 'problematisk ' uden på. Ã…r efter er realiteterne og sagens fakta ligegyldige. Kun sagen og personens navn huskes, og man er således brændemærket.

Loven om altings sammenblandling følger en enkel, men ret barsk Erasmus Montanus-logik: En V-politiker er mistænkt i en korruptionssag. Politikerens arbejdsgiver '“ et firma – er nævnt i denne sag. En seks år gammel sag viser – måske – “uetiske” metoder. Ergo er firmaets forretningsmetoder konsekvent uetiske.

Den pågældende politiker er ansat i det “uetiske” firma og er “angiveligt” “tiltænkt” en rolle i et seks år gammelt muligvis uetisk, men ikke ulovligt forhold. Ergo er politikeren uetisk, hvilket fint passer med, hvad han mistænkes for.

Alle politikere '“ nuværende og forhenværende '“ der er ansat i dette firma er korrupte og/eller uetiske.

PR og lobby-firmaer med tidligere politikere er 'korrupte' eller uetiske.

Folk, der har kendt eller indåndet den samme luft som den mistænkte, men endnu ikke sigtede politiker, er korrupte eller uetiske.

Måske er det en stor rådden konspiration? Måske eksisterer der et hemmeligt netværk, hvor de gør hinanden tjenester og ser igennem fingre med hinandens julenumre?

Måske er det et politisk bestemt råddenskab bestemt af partibogens farve? Politikeren kommer fra et bestemt parti ergo er alle politikere fra dette parti korrupte.

Politikeren er borgerlig. Brixtofte er borgerlig. Måske er alle de borgerlige politikere korrupte?

Fortsæt selv.

Det pågældende firma er skandaliseret og de få kunder, der formentlig er tilbage har måske stillet samarbejdet på stand-by. Jeg ved det ikke '“ jeg spekulerer.

Synes jeg, at det er i orden, at politikere får penge for at fremme kommercielle interesser under dække af at bidrage til en politisk diskussion? Under ingen omstændigheder. Er det kriminelt? Nej Dumt? Fuldkommen idiotisk! Bliver det opdaget -og skal det undersøges? Helt bestemt!

Men hvad er egentlig sagens hidtidige fakta? Den pågældende V-medlem er endnu ikke sigtet i sagen. Ikke desto mindre er hans chancer for at arbejde i kommunikationsbranchen lig nul. I hvert fald for en meget lang periode.

NCC-sagen kører nu videre i 8-14 dage endnu. Uden tvivl gennemlever de implicerede og deres familier et veritabelt mareridt, som kun få forestiller sig. Man skal have prøvet det, for at have en anelse om, hvordan det er at sidde i den offentlige gabestok med følgesvenden magtesløshed, fordømmelse og /eller tvivlrådighed hos omgivelserne og ikke mindst skammen hos en selv over at have placeret sig selv og andre i en sådan situation.

Dette er ikke et forsvar for folk, der måske har begået noget kriminelt. Det er en henstilling om, at pressen og borgerne lader tvivlen råde om, hvorvidt ex. den meget omtalte V-politiker i virkeligheden er skyld i alt det, som man beskylder ham for. Mange mener at vedkommende har opført sig tåbeligt. Måske, det er trods alt endnu ikke forbudt. Men er der nogen, der endnu har set et klokkeklart bevis på at anklagerne holder vand?

For dem, der har glemt det, så lyder en anden af kommunikationsbranchens kloge sætninger: Der findes kun virksomheder eller personer, som har gennemgået en krise og dem, som vil gennemleve en krise.

Dem der dømmer folk, skal huske at se på sig selv: Er jeg ren? Hvis ja, så synes jeg alligevel, at de skal undlade at kaste sten, for det kunne være, at de retfærdige selv en dag gerne ville nyde godt af en berettiget tvivl med hensyn til, at en sag vitterlig står, som den er beskrevet i pressen.

Jarls Blog hører ikke til statsministerens største fans, men Anders Fogh Rasmussen har gjort to ting i denne uge, som styrker ham. At Danmark nu stikker halen mellem benene, og rykker tropperne hjem fra Irak, mens tid er, er alle enige om, er en klog indenrigspolitisk disposition. Det var den eneste sag, hvor regeringens politik var i direkte modstrid med vælgerflertallet. Det andet geniale træk handlede om Foghs fremtoning. Den har man åbenbart også arbejdet meget mere med i Prins Jørgens Gaard.

I går så man statsministeren ude på følelsernes overdrev. Han krammede Pia Kjærsgaard i fuld offentlighed. Det er ikke hver dag, at Fogh krammer politikere i fuld offentlighed. Man kan ikke udelukke, at krammeriet var oprigtigt ment, men jeg har min tvivl.

Jeg husker tydeligt, hvor forbløffet Fogh så ud, da Peter Brixtofte krammede ham og gav tilløb til kindkys på et hovedbestyrelsesmøde i Venstre i december 1999. Fogh var i det sekund virkelig på udebane. Han blev stiv som en pind og fik hænderne på Farum-borgmesterens skuldre, så situationen ikke udviklede sig yderligere. Vi andre tilstedeværende troede ikke vores egne øjne. Vi oplevede måske århundredes største hykleri i dansk politik.

Anledningen til denne pludselige hjertelighed mellem de to venstrepolitikere var en ret humoristisk fødselsdagstale til den daværende Farum-borgmester, der for en gang skyld var mødt op til mødet. Naturligvis bevæbnet til tænderne med kasser af rødvin til mødedeltagerne. Vin til møderne var ganske usædvanligt, for normalt afvikles møderne med kaffe og hvide vand. Til nød med en avec. Brixtofte fejrede sig selv i fire dage, hvilket Fogh også bemærkede i sin raffinerede let ironiske tale. Festlighederne var heller ikke gået helt sporløst henover Farum-borgmesterens ansigtskulør, og i mødets pause påtog Carl Holst sig til alles lettelse den opgave at sidde nede i Snapstinget og bælle rødvin resten af aftenen med den stadigt tørstige fødselar. Efter at have set Brixtoftes let gennemskuelige forsøg på at fedte for chefen, var kvalmekvoten overtrukket hos alle deltagerne, der alle kendte til Brixtoftes konsekvente bagtalelser af Fogh igennem 10 år. Nu havde Fogh ryddet bordet, da han vandt sidste del af magtkampen halvandet år forinden, da landsmødedeltagerne vragede Brixtofte som næstformand. Brixtofte levede på Foghs nåde, så længe det varede. Det vidste alle de tilstedeværende V-organisationsfolk og politikere, og det var, hvad alle havde i baghovedet, da de måtte opleve dette optrin, der gav mindelser til antikkens Rom med den oprørske men besejrede republikanske senator, der bøjer sig for triumfatoren og imperatoren Cæsar.

Føleri ligger ikke naturligt for Fogh, men i anledningen af Pia Kjærsgaards runde fødselsdag overvandt kontrolfreaken sig selv og kom ud af rollen som 'Die Mensch-maschine'.

Jeg gad vide, om han har øvet sig? Tager man de kyniske briller på, må man sige, at 'krammeriet' i går politisk set var et glimrende træk. Optrinet bringer Fogh i kontakt med de vælgergrupper, som han og Venstre har sværest ved at holde på: Kvinderne og “svingvælgerne”. Denne blogger køber ikke Foghs forsøg på at give den som 'følelsesmenneske'. Han er et politisk dyr, der gør det nødvendige, og så er han en fremragende skuespiller. 'Foghs krammer' var politisk teater, men det var godt politisk teater!