Måned: februar 2007

Ekstra Bladet skriver i dag, at det faktisk var enreprenørkoncernen NCC som forsøgte at købe dvs. bestikke Søren Pind. Den tidl. borgmester i København skulle angiveligt som modydelse påvirke en anden Venstrepolitikers Jesper Schou Hansen beslutning i den for NCC vigtige byggesag på Teglholmen. Schou Hansen har tidligere i pressen været hængt ud som 'hovedmistænkt' i sagen, og er Venstres repræsentant i det relevante Teknik og Miljøudvalg, som åbenbart har for vane at træffe beslutninger imod NCCs interesser.

Ekstra Bladet skriver i dag onsdag:

– at NCC var villig til at betale mindst 8000 kroner, men muligvis et langt højere beløb, hvis Søren Pind ellers ‘bed på’. Men Søren Pind betakkede sig og afbrød i stedet al videre kontakt med NCC.
Søren Pind ønsker hverken at af- eller bekræfte Ekstra Bladets oplysninger. NCC har hidtil påstået, at valgkamp-bidrag til politikere var imod firmaets etiske regler

Ikke overraskende har NCC en anden opfattelse af den samme historie. Nyhedsavisen skriver i dag,

Flere kilder oplyser til avisen, at NCC har beskyldt Søren Pind og Jesper Schou Hansen (V), medlem af Københavns Borgerrepræsentation, for at forsøge at presse virksomheden til at bidrage økonomisk til Pinds valgkampagner. NCC oplevede angiveligt, at Venstre kun ville lægge de helt afgørende stemmer til NCC's planer om at bygge 204 lejligheder i Sydhavnen, hvis virksomheden gav det økonomiske bidrag

Lad os dvæle ved de økonomiske interesser, der er på spil i sagen.

8000 kr. til Søren Pinds valgfond. Det er det beløb, som Søren Pind og den anden Venstrepolitiker '“ ifølge NCC kilders læk til Nyhedsavisen '“ skulle have afkrævet NCC for pludselig at ændre deres holdning til Teglholmsprojeket. Et projekt, hvor entreprenørkoncernen står til at tabe et tocifret millionbeløb. 8000 kr. er bestemt mange penge. Bare ikke til at føre valgkamp for. Dette beløb rækker ikke engang til en lille bitte valgannonce i 'Dato'. Men det er så den pris Søren Pind '“ ifølge Nyhedsavisen og andre indsigtsfulde medier '“ er villig til at lade sig bestikke med, og risikere hele sin politiske karriere, anseelse m.v. for. Må man have lov til at spørge: Hvad er proportionerne i denne sag? Hvem er det egentlig, som reelt set har et økonomisk motiv i denne sag?

—

Aviserne skriver dagligt om sagen, mens hovedpersonerne tier. I hvert fald offentligt. Medierne må dog få deres historier og kilder og dokumenter et eller andet sted fra. Og der må derfor være to hovedkilder i historien. Den ene kilde er NCC som lægger e-mails mv. frem, som de har modtaget fra den 'hovedmistænkte' venstrepolitiker dvs. Schou Hansen Den anden kilde må være Venstres folk i København, som ligeledes er leveringsdygtig e-mails og breve m.v. fra NCC. Dertil kommer al spinnet og fortolkninger fra parterne osv. undervejs. Andre muligheder eksisterer, men de er nok mest teoretiske.

I dag konkluderer Politiken i en analyse, at sagen kan ende med også at få konsekvenser for socialdemokraterne. Avisen kan jo ikke så godt skrive det, som jeg er overbevist om, at det er Ritts folk enten socialdemokraterne eller embedsmændene, der oprindeligt lækkede hele historien til Politiken i sidste uge, og at den klæber til bydronningen. Alligevel når Politikens analyse frem ad andre veje til noget nær den samme konklusion: At NCCs troværdighed har det svært, og at socialdemokraterne i sidste ende kan stå med en dårlig sag, fordi de tog NCCs påstande om Venstre for gode varer.

Hvis Ekstra Bladets nye oplysninger er korrekte, så kan man sige, at NCC's troværdighed nærmest falder time for time, og at pendulet '“ for tiden '“ svinger i retning af Venstrefolkene.

Det er mig i øvrigt en gåde, hvordan entreprenørkoncernens øverste ledelse oppe i Stockholm kan lade deres folk her i København drive denne sag så vidt. Det er ren spekulation fra min side, men kan man forestille sig, at NCC's folk i Danmark er så desperate for ikke at miste penge ude på Teglholms projektet, at de har grebet efter, hvad der '“ måske '“ viser sig at være et halmstrå? Dvs. at anklage Venstres politikere for forsøg på korruption, og dermed skabe en mulighed for overfor deres chefer at (bort)forklare NCCs elendige økonomiske resultater og kuldsejlede byggeprojekter, fordi den strandede på politisk modstand. Dvs. korrupte politikere i København?

Hvis det forholder sig sådan, bør en koncernledelse så ikke snart gribe ind overfor NCC's kommunikationschef Bo Dybkær og den øvrige topledelse, som åbenbart fører en efterhånden tabt spinkrig mod Søren Pind og andre folkevalgte Venstre-politikere, og i stedet lade politiet gøre deres arbejde færdige i ro og fred?

Hvordan skal man forholde sig, hvis man får mistanke om korruption? Det er egentlig kernen i det drama, der udspiller sig p.t. i København.

Entreprenørkoncernen NCC mener i hvert fald, at de modtog 'underlige signaler', efter at de henvendte sig til én eller flere politikere i Københavns Borgerrepræsentation, fordi NCC ville påvirke en politisk beslutning angående et byggeprojekt ude på Teglholmen.

Efter NCC's udsagn var der 'ingen rygende pistol', men alligevel valgte NCC-ledelsen at gå videre med sagen, fordi en ubehagelig mistanke hos dem var vakt. Det er vel en reaktion, som man et eller andet sted kan forvente af enhver anstændig borger i dette land.

Entreprenørkoncernen forklarer, at de ikke gik direkte til politiet, fordi de ikke havde klokkeklare beviser. Alligevel må man formode, at NCCs mistanke bygger på et eller andet konkret. Entreprenørerne valgte i stedet at gå til socialdemokraternes politiske ordfører Anne Vang. Hun er sammen med 54 andre politikere medlem af borgerrepræsentationen, men hvorfor NCC fandt det logisk at henvende sig til en socialdemokratisk politiker, når én af de angiveligt implicerede, er en venstremand, står ikke lysende klart for mig. Dét skylder de offentligheden en fornuftig forklaring på.

Anne Vang lader fornuftigvis sagen gå videre til Claus Juhl, der er adm. direktør i Københavns Kommune. Ham må vi lige have præsenteret:

Ritt Bjerregaards højre hånd, Claus Juhl, er en tidl. embedsmand fra finansministeriet, som på imponerende rekordtid har præsteret at få skabt betydelig modvilje mod sin person. Fx er en stor del af medarbejderne i økonomiforvaltningen flygtet derfra, og de tiloversblevne dumper deres chef i de interne evalueringer. Juhl skulle også have spillet en lidet glorværdig rolle, da Teknik og Miljøborgmesteren Klaus Bondams daværende administrationschef Mette Lis Andersen skred fra stillingen, fordi hun ville ikke medvirke til at bøje reglerne, så Ritt Bjerregaard kunne få sine billige boliger. Claus Juhl fører sig altså gerne frem i forhold til ledelsen i andre afdelinger, som var han en departementschef i Statsministeriet. Det er dog ikke alle, der finder sig i mandens brutale føren sig frem. Det er faktisk sket ved mindst én lejlighed, at en politisk chef har bedt Juhl forføje sig tilbage til sin egen “hule”, efter at han forsøgt at underlægge de andre afdelinger sin vilje. Det er derfor i særklasse utroligt, at Claus Juhl har bidraget til sådan en nærmest entydigt negativ stemning omkring sin person og sit arbejde. Især når man tænker på, at manden kun har siddet i chefstolen i 11 måneder.

Nå tilbage til sagen:
Claus Juhl anmelder '“ efter samråd med Ritt Bjerregaard '“ sagen til politiet. Dermed deler begge ansvaret. Ritt Bjerregaard lader åbenbart embedsmanden træffe beslutningen om at anmelde sagen til politiet. Hofsnog Juhl har rutineret dækket sin ryg ved at have truffet beslutningen efter at have orienteret chefen. Endnu er Venstre ikke orienteret om sagen, men det sker onsdag, da Ritt Bjerregaard orienterer Venstres borgmester Martin Geertsen.

Nu kunne politiet i fred og ro undersøge sagen, afhøre de implicerede osv. Men det sker ikke, og snakken og rygterne går selvom sagen endnu endnu ikke er kommet til offentlighedens kendskab. Det sker dog fredag, hvor Ritzau, TV2News med Politiken lørdag som kilde udbasunerer historien. Det er Politiken, der har hele historien og NCCs kommunikationsdirektør Bo Dybkær stiller beredvilligt op til alle medier for at orienteret om NCCs korruptionsmistanke.

Hvem har så lækket historien til Politiken? Venstre? Næppe. Politiet? Utænkeligt. NCC? Ikke hvis de har en kompetent og ansvarlig ledelse, derfor heller ikke sandsynligt, må man da tro. Hvem er der så tilbage, der kender tilstrækkeligt til detaljerne? Svar: Ritt Bjerregaard og socialdemokraterne og kommunens administration. Da de sidsnævnte næppe foretager sig noget uden Ritts medvirken, så er det nærmest usandsynligt at den socialdemokratiske ledelse på Rådhuset ikke har en finger med i spillet, da Politiken kan bringe historien på forsiden lørdag.

Lørdag kan Venstres top gå til modangreb. Gruppeformand Pia Allerslev rykker i felten og affyrer “bredsider” mod S-toppen for spin, mudderkastning og ubegrundet tilsværtning af Venstrefolk. S-toppen sender gruppeformanden Jesper Christensen i byen, der afviser angrebet. Medierne går i selvsving.

Det kommer frem at særligt én person '“ en Venstre-politiker – skulle være særligt mistænkt. Til trods for, at manden ikke er afhørt, så viser BT og Ekstra Bladet så meget 'respekt' for princippet om, at man er uskyldig, indtil at det modsatte er bevist, så de nævner hans navn i deres omtale af sagen søndag. Mandag følger gratisavisen 24 Timer trop og gør det samme. Det sker til trods for, at offentligheden intet ved om detaljerne, og at NCC for længst har indrømmet, at de ingen konkrete beviser har, ligesåvel som ingen andre heller ikke har fremlagt beviser i sagen. Alligevel har sagen ét konkret resultat:

Den mistænkte Venstremands navn er blevet trukket gennem sølet, uden at han har haft lejlighed til at forsvare sig. Manden er kendt for at være en særdeles hård kritiker af Ritt og Klaus Bondam, så det vil være et politisk resultat i sig selv for socialdemokraterne, at blive af med ham.

Man kan ikke kritisere Ritt Bjerregaard for at overgive sagen til politiet. Det ER politiets opgave at efterforske sagen, hvilket NCC selv skulle kunne have regnet ud fra starten. Men man kan kritisere Ritt Bjerregaard og Co. for '“ hvad jeg mener, er højst sandsynligt – at have lækket hele historien til Politiken.

Sagen kan udvikle sig i to retninger:

1. Mistanken om korruption viser sig mod min forventning at være velbegrundet '“ og en sigtelse bliver rejst. Retssystemet tager over.

2. Mistanken er ubegrundet. Til trods for, at det pågældende BR-medlem er pure frikendt har Venstres politiske ledelse og den pågældendes anseelse formodentlig taget skade i et eller andet omfang af sagens omtale i offentligheden. Beskyldningerne flagrer i luften.

I begge tilfælde kan Ritt Bjerregaard trække på skulderen og fortsætte som ingenting. Venstre kan puste sig op, men bydronningen har et kæmpeflertal, og mon ikke det snart bliver business-as-usual? Svinestreger eller ej. Game-set-and-match-Ritt

Politik er i sandhed en 'smuk' branche.

P.S. Til orientering deltog jeg ikke i sidste kommunalvalgkamp dvs. i 2005. Jeg har dog tidligere deltaget i Venstres kampagner ved kommunalvalgene 01, 97 og 93.
Jeg kender flere af Venstres politikere.

I midthalvfemserne som ung medlemssekretær “boede” jeg i “landsbyen Christiansborg” på Slotsholmen. Det var en spændende tid, hvor man også på mit ganske lave niveau kom til at leve sig ind i miljøet og den daglige politiske virak deri. Der var naturligvis de reelle vedvarende politiske konfrontationer mellem oppositionen dvs. især Venstre og de Konservative og SR-regeringen. Indimellem var det dog Venstre mod de Konservative, og sidst i årtiet Konservative mod Konservative!

Oveni alt det, udspillede der sig en mærkeligt usynlig magtkamp mellem to tronprætendenter i Venstre, næstformanden Anders Fogh Rasmussen og bykongen/erhvervsordføreren Peter Brixtofte. Få i folketingsgruppen eller blandt de ansatte var dog i tvivl om, at Fogh ville vinde det slag, den dag, hvor Uffe Ellemann-Jensen måtte gå af som formand. Ingen var heller i tvivl om, hvem Uffe ønskede som efterfølger. Faktisk var der kun en håndfuld, som kunne tænkes at være på Brixtoftes hold. Ikke fordi de synes, at Brixtofte var fantastisk, men fordi deres begejstring for Fogh af den ene eller den anden grund var behersket. 'Brixtofte-tilhængerne' eller snarere et netværk omkring Brixtofte talte – måske maksimalt 15-20 procent '“ af folketingsgruppen. Dele af netværket hang ud på værtshuset “Parnas” i Den Indre By med den glade Farum-borgmester i spidsen. Netværket bestod af Ivar Hansen, Sv.Aage Jensby, Marian Fischer Boel m.fl. og var primært – efter min vurdering – af social karakter, men man har nok også været fælles om kritikken af Fogh.

Brixtofte gjorde ind imellem underlige ting i sine maniske bestræbelser på at vedligeholde sit i øvrigt store netværk i partiet. Da han blev 50, holdt han naturligvis åbent hus hjemme i Farum. (Her glimrede Foghs tilhængerne ved deres ret demonstrative fravær) Midt i privaten stod hans nye kæreste en smuk stewardesse, som han havde truffet på en flyrejse kun få uger i forvejen. Fru Brixtofte var dermed blevet udskiftet. For de mere konservativt anlagte V-tillidsfolk især i Jylland, så sømmede den facon sig ikke rigtigt. Specielt ikke da han tog stewardessen med til Venstres Landsmøde. Gårdmandsfruerne i partiet troede ikke rigtigt deres egne øjne, da de så parret spankulere rundt. Selvom han droppede forholdet et par måneder efter, og Fru Brixtofte kom tilbage, ja så var skaden ligesom sket. Holdningen hos mange var, at Brixtofte åbenbart traf impulsive og forkerte valg i privatlivet. Det var ikke sådan en person, der efter deres mening, skulle stå i spidsen for landets største borgerlige oppositionsparti.

Brixtofte var ydermere en sjælden gæst på Christiansborg. Han var ofte 'clearet', hvilket vil sige, at han var fraværende under afstemningerne i salen, formentlig fordi han skulle passe jobbet som borgmester i Farum. Der var dog et udvalgsmøde midt i ugen, som han kom til, og hvor han var med til gruppemødet. Naser Khader er en ren arbejdshest ved siden af Brixtoftes indsats i tinget dengang. Brixtoftes arbejdsiver i folketinget stod dermed i diametral modsætning til Fogh, som knoklede løs som politisk ordfører under Uffe. Det var dengang, hvor den nuværende statsminister ikke kunne være liberal nok og skrev en ideologisk bog. Hvad gjorde Brixtofte? Han skrev en bog, der godt nok var liberal, men lå en kende til venstre for, hvad Venstre stod for i disse år. Bogens tone var meget velfærdsorienteret og handlede især om Farums lyksaligheder og erfaringer. Internt blev Brixtofte stemplet som 'halvrød'. I dag ville hans synspunkter være langt til højre for Venstres nuværende kurs.

Det var ikke kun i ideologiske forskelle og markeringer, at den usynlige 'fløjkamp' viste sig. Der blev dengang talt og skrevet om en såkaldt 'hviskekampagne' mod Fogh. Venstres ledelse var ikke i tvivl om, hvem bagmanden var. Man talte om, at Uffe decideret beordrede Brixtofte til at stoppe rygtesmederiet og intrigerne mod Fogh. I hvert fald forargede det mange i Venstre, da de fik at vide, at Brixtofte skulle være 'bagmanden' til korridorsladderen om Fogh. Det er få, der betvivler, at Foghs og Brixtoftes fjendskab har bund heri.

Brixtofte var altid en glad mand. Der blev hilst og smilet til alle – høj som lav – som han nu mødte på sin vej. Charmen forsvandt dog lynsnart, hvis man stillede for kritiske spørgsmål, som jeg engang kom til at gøre under et V-medlemsmøde på Nørrebro. Brixtofte var synligt beruset, men var ellers veloplagt og svarede på spørgsmålene, dog ikke uden at vise sin synlige irritation over kritikken. Farums borgmester havde også sin chauffør med til mødet. Chaufføren agerede klakør: 'Er han ikke fantastisk? Vil I her i København ikke låne ham et halvt år?' messede den kommunaltfinansierede rygklapper og chauffør på bagerste række. Jeg troede et øjeblik, at jeg var med i skjult kamera. Jeg fik da en klar fornemmelse af, at miljøet omkring Brixtofte var degeneret og på en eller anden måde usundt – også for ham selv.

Det var tydeligt for alle, der færdedes på Borgen i de år, at Brixtofte havde et alkoholproblem. Det var ikke noget med, at han dinglede rundt osv. Alting var bare på en eller anden måde “overgearet” omkring hans person, og så så man ham konstant i situationer, hvor spiritus og vin fulgte efter i hans kølvand, og det kunne ind imellem også ses på ansigtskuløren. Venstrefolk bemærkede det, men tålte det. Spiritusproblemerne var for mange endnu en grund til at fravælge Brixtofte, hvis der en dag skulle komme et opgør mellem Fogh og Farum-borgmesteren.

Da 'opgøret' mellem Fogh og Brixtofte endelig kom ved Uffes afgang i marts 1998 indså Brixtofte, at formandsposten ikke var inde for rækkevidde. I stedet gik han efter næstformandsposten. Dengang var jeg organisations-tillidsmand i Venstre i København, og derfor en lille smule interessant at tale med for Brixtofte. Jeg var jo en stemme på landsmødet. Så en dag på Christiansborg passede han mig op, hvor han spurgte ligeud: 'Hvem stemmer du på?'. Jeg sagde, så som det var, at jeg ville kaste mit lod til fordel for Lars Løkke Rasmussen. 'Ham bliver det ikke. Det bliver enten mig eller Eva' (Kjer Hansen), konstaterede Farum-borgmesteren selvsikkert. Han anede åbenbart intet om, at kampagnen imod ham var i gang. Argumenterne overfor tillidsfolkene var iøjnefaldende klare: 'Fogh ville ikke acceptere Brixtofte som næstformand', og spiritusproblemerne fik også tillidsfolkene til at overveje mere end to gange, om det nu var så “fremragende” en idé at lade Venstres absolutte stjerner – Brixtofte og Fogh – udgøre et slags politisk 'dreamteam'. Efter Farum-skandalen lyder idéen vanvittig, men dengang i 1998 var dette set-up – for mange, måske et flertal blandt tillidsfolkene i Venstres '“ den absolut foretrukne ledelseskoalition. Sådan gik det ikke. Carl Holst satte sig i spidsen for en pro-Løkke kampagne '“ med Claus Hjorts og Anders Foghs '“ absolutte velsignelse. Det gav pote. Løkke vandt i 2. afstemning over Eva Kjer Hansen. Brixtofte blev sorteret fra allerede i første runde.

Nu er Brixtofte sorteret fra af retten. Med to års ubetinget fængsel i landsretten er en bemærkelsesværdig, men broget politisk karriere nu slut.

Brixtofte skal efter min mening dog også huskes for de mange liberale reformer, som han fik gennemført i Farum kommune. Meget få kommunalpolitikere har inspireret Danmarks kommuner som han. Fx på integrationsområdet m.v. og med hensyn til at få kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse, og så havde Farum et skattestop før alle andre. Der er mange gode ting at huske Peter Brixtofte for. Og så en hel del dårlige, naturligvis, som retten nu har taget stilling til.