Søren Krarup er en fantastisk mand for dansk politik. Der er ikke nogen som ham, der får vælgerne til at orientere sig om de politiske partier, diverse toneangivende politikere og politiske holdninger i al almindelighed.
Det er muligt, at Svend Auken, Niels Helveg mfl. ser ud som at de er oprørte over Krarups efter min mening alt andet end liberale holdninger til tørklæder på folketingets talerstol og den 'smagfulde' sammenligning af muslimske kvinders hovedbeklædning med det af Holocaust så sørgeligt belastede oprindelige frugtbarhedssymbol, hagekorset.
I hemmelighed tror jeg dog, at politikerne i virkeligheden er begejstrede for, at Krarup med sine udtalelser nu har skabt mulighed for denne voldsomme debat. Svend Auken og Søren Krarup er nu på et tomands roadshow i danske medier til gavn for begge parter. Man kan sige som 'Arne Hvid' fra punkt1-reklamerne 'Det er en ren win-win' situation for politikerne.
På dén måde er Krarup befriende. SF, Socialdemokraternes venstrefløj og de radikale kan pudse deres profil af som de tolerante, og omkring Dansk Folkeparti sker der en samling omkring Pia Kjærgaard fra det betydelige antal mennesker i dette land, der hverken læser Politiken, har taget en humanistisk uddannelse på RUC eller KUA, bor på Indre Østerbro, drikker cafe latté, ser DR2, kører deres børn i børnehave på Christiania-cykel med ladvogn foran, ser franske film i Grand-biografen på mandage og i øvrigt 'skammer sig' over den danske flygtningepolitik.
Ude på byggepladserne, på bodegaerne, på værestederne, i de sociale ghettoer derimod, hvor de små i det danske samfund opholder sig og ryger deres cigaretter, løfter man for en gang skyld hovedet, lytter og ser Krarup '“ godt nok i intellektuel indpakning '“ bekræfte deres almindelige holdninger om, at muslimske indvandrere '“ bør stilles over for valget: at enten integrerer de sig her og nu eller også bør de pakke kufferterne øjeblikkeligt og forsvinde ud af landet.
Jeg synes ikke, at min holdning er repræsenteret i sagen. På den ene side mener jeg, at menneskers påklædning er en helt privat sag. På den anden side bør alle mennesker tage hensyn til de omgivelser, som de befinder sig i. Eksempelvis møder man ikke splitternøgen op til en jobsamtale, selvom man da har friheden til at gøre det. Men man skal nok ikke regne med at få jobbet, for selvom man er nudist af overbevisning, så er der ligesom stadig nogle spilleregler at følge.
Alle bør – efter min mening – tage deres religiøse symboler af, når de opholder sig i det offentlige rum. Men de bestemmer '“ trods alt – i sidste ende helt selv. Et lovkrav er uliberalt, strider mod vores grundlovs ånd og er i øvrigt helt hen i vejret.
I erhvervslivet har man løst problemerne med tørklæder for længst. Der er blevet designet et tørklæde, der passer til en eller anden uniform. Ligesom at politiets kvindelige personale har en nederdel til deres tjenesteuniform. Alle er glade, og der er ingen problemer.
Kan vi i øvrigt tillade os at diskriminere folk med en anderledes religion? Også selvom at religionen '“ i sig selv '“ er intolerant over for andre religioner? Er vores værdier stærkere end de andres? Hvis vi mener det, så bør vi tillade Asmaa Abdol- Hamid og andre provokatører, som debatten af muslimer har fremavlet de sidste år, at gå med tørklæde ligeså meget de vil. Også på folketingets talerstol, selvom at det i vores kultur er en uskik at blande religion og politik sammen.
Dagbladet Politiken glimrer faktisk i dag med et ganske afslørende interview, der fint udstiller Enhedslistens samkvem med de fundamentalistiske muslimer i det danske samfund. Jeg plejer ikke at fremhæve SF'ere, men kipper gerne med flaget for en venstrefløjspolitiker, der for længst har gennemskuet Asmaa Abdol- Hamid:
Politiken skriver:
Medlem af byrådet i Odense for SF Karsten Hønge har flere gange kritiseret Asmaa Abdol-Hamid kraftigt.
– Jeg kan ikke se, hvordan hun kan repræsentere venstrefløjen, for hendes religiøse holdninger ligger langt væk fra venstrefløjens venstrefløjens traditionelle værdier. I mine øjne står hun for Indre Mission i en muslimsk udgave med en nærmest victoriansk snerpethed og en voldsom krops- og seksualangst, siger han og fortsætter:
– Det er ikke tørklædet, der er problemet, men de tvetydige holdninger til for eksempel homoseksualitet, ytringsfrihed og udviklingslære, der gemmer sig bag tørklædet.
Videre skriver Politiken:
Selv vil Asmaa Abdol-Hamid ikke svare ja eller nej til, om hun for eksempel går ind for registreret partnerskab.
– Jeg stemmer for det, mit parti mener, siger hun.
Men kan du svare på, om du støtter registreret partnerskab?
– Jeg går ind for den personlige frihed.
Er du for eller imod dødsstraf?
– Jeg ønsker ikke de forhold i Danmark, der for eksempel er i USA og flere lande i Mellemøsten. Den straffelov, vi har i Danmark, er langt hen ad vejen fornuftig.
Men kan du svare ja eller nej til, om du er imod dødsstraf?
– Jeg synes ikke, at verden er så firkantet, at jeg bare kan svare ja eller nej på det spørgsmål. Skal jeg så også svare på, om solen er rød eller gul. Det irriterer mig at få det spørgsmål. Hvorfor stiller du ikke det samme spørgsmål til danske politikere, siger Asmaa Abdol-Hamid.
—
Asmaa, der altså ikke er firkantet og derfor ikke vil trykke mænds hænder hævder at repræsentere og forsvare personlig frihed, tolerance m.v. Det giver i og for sig god mening, at de gamle kommunister i Enhedslisten, der heller ikke var voldsomt tolerante overfor anderledes tænkende nu knytter bånd med muslimske fundamentalister. Nu mangler vi bare at en række kristne fundamentalister melder sig ind i Enhedslisten for dér at fortsætte kampen mod bøsser og registret partnerskab.