Måned: maj 2007

Med Ny Alliances fremkomst på den danske politiske scene har en del af Venstres og de konservatives trofaste vælgere fået et alternativ. I hvert fald så længe, at Ny Alliance fastholder kravet om store reelle skattelettelser. Ifølge Netavisen 180grader så har hver sjette Venstrevælger '“ i meningsmålingerne '“ for tiden parkeret deres stemme hos Ny Alliance. Det bekymrer tydeligvis Venstre-toppen, så nu justerer den retorikken, så man ikke skræmmer for mange kernevælgere væk, og samtidig sår Foghs mest mulig tvivl om NAs skattepolitiks troværdig ved hjælp af go ´gammeldaws socialdemokratisk retorik ved at stille spørgsmål som: hvor skal der skæres ned i det offentlige m.v.

For et halvt år siden sagde statsministeren til Berlingske Tidende:

– Alle vil gøre sig en stor tjeneste ved at bruge færre kræfter på at snakke skat, for det er ikke aktuel politik.

Dette åbenlyse forsøg på at kvæle skattedebatten kan man nu konstatere er slået fuldstændigt fejl. Faktisk taler VK-politikere mere end nogensinde om netop skattelettelser. Talelysten er naturligvis først og fremmest motiveret i konkurrencen fra Ny Alliances forslag om maksimalt 40 procent i personskat, som borgerligt-liberale vælgere er begejstret for.

Venstres finansordfører Peter Christensen var blandt de første politikere i sidste uge, der talte om skattelettelser og siden fulgte en stribe konservative politikere, Christian Wedell-Neergaard, Jakob Axel Nielsen og Bendt Bendtsen. Den udvikling stopper ikke igen før, at VK-regeringen er kommet med et eller andet udspil, der imødekommer – de fra vid og sans skræmte – konservatives krav. Senest i dag i Berlingske Tidende modsiger vicestatsministeren ganske klart og helt utvetydigt statsministeren.

– Jeg forventer, at der træffes beslutning om mindre skat på arbejde i indeværende regeringsperiode, « siger Bendt Bendtsen og sætter endda en meget kort tidsfrist:

– I august vil vi have en analyse – den såkaldte 2015-plan. Når den ligger på bordet, så forventer jeg, at der kan træffes en beslutning, hvor vi både kan se på skat og velfærd samtidig.

Statsministeren har givet interviews til to af morgenaviserne, hvor han åbner op for en ny diskussion om skat, hvis der kommer et andet flertal i folketinget efter valget. Det meste er snik-snak uden reelt indhold, men alligevel fornemmer man Foghs nye anvendte taktik i skattediskussionen:

– Regeringens flertal er intakt, og derfor står skattestoppet fast. Det går vi til valg på. Og så er det jo vælgerne, der sammensætter Folketinget '“ og så må vi jo se, siger Fogh til Politiken, tirsdag.

Rent bla. bla. Reelt set signalerer Fogh, at han er klar over, at skattestoppet afgår ved døden efter næste valg.

– Rent politisk og ideologisk er der ikke noget, jeg hellere vil end sænke skatten på arbejdsindkomst. Men som statsminister har jeg også et ansvar for, at det sker, når der er råd til det. Og i en tid med højkonjunktur og mangel på arbejdskraft ville det være gift for økonomien.

Fogh mener, at det faktisk ikke er ham personligt, der afviser skattelettelser. Det er snarere de “saglige og økonomiske” argumenter, der gør, at det ikke er muligt. Det kunne enhver socialdemokrat også have sagt.

Til Jyllandsposten tirsdag siger Fogh:

– Når man går ud og siger 40 pct. i skat, som vil koste 50 mia. kr., vil vælgerne vide, hvorledes det skal finansieres. Det gælder også udlændingepolitikken, hvor de må give vælgerne klar besked på, hvor de vil justere, når de ikke vil tilbage til kursen før valget i 2001, betoner Fogh, der glæder sig over nye samarbejdsmuligheder med Ny Alliance og Dansk Folkeparti efter næste valg.—

Vedr. skat så argumenterer Fogh her præcis, som var han en socialdemokrat anno 2001. Det eneste lyspunkt er, at hans tidligere arrogante attitude i forhold til dem, som ønsker at debattere skat er droppet.

Statsministerens udtalte forståelse samtidig med, at han reelt afviser skattelettelserne, ændrer dog ikke på, at Venstres kernevælgere stadig sidder tilbage med det indtryk, at det altså ikke er hos Venstre, at fornyelsen sker i dansk politik.

Den ændrede taktik har måske også medført, at de mange Venstrefolk som går rundt og taler om skattelettelser heller ikke – i denne omgang – er blevet mødt med sanktioner og straf. Afvigere fra 'den rette lære' mødes – i hvert fald indtil videre – ikke længere af kravet: Ret ind eller forsvind. Det er i det hele taget ganske fornuftigt, at V-toppen holder bulldoggen Claus Hjort Frederiksen og resten af tæskeholdet i snor. Kapper de i stedet hovedet af Peter Christensen, Søren Pind m.fl. hælder de blot benzin på bålet og aktiverer kernevælgernes videre vandring over til Ny Alliance til frustration for de efterhånden mange menige V-folketingsmedlemmer, som risikerer ikke at blive genvalgt. Denne erkendelse er langsomt ved at sive ind i hovederne på flere og flere Venstrefolk på Christiansborg. Mon ikke flere og flere Venstrefolk begynder at tale om skat henover sommeren?

Læs i øvrigt Edith Thingstrups klumme i 180grader tirsdag.

Vær i øvrigt med i stemmelegen om, hvem der bør blive Foghs afløser som V-formand/statsminister selvom at det desværre ikke er aktuelt.

I torsdags forlod Leif Mikkelsen Venstres folketingsgruppe. Til trods for isolationen i folketingsgruppen af ham, Søren Pind og Peter Christensen var Mikkelsen faktisk en gruppefælle mange satte personligt pris på. Derfor var flere af Venstres folketingsmedlemmer dybt berørte over hele situationen. Hverken Claus Hjort eller Anders Fogh var tilstede på gruppemødet. Det var Lars Løkke Rasmussen derimod. Han og Mikkelsen arbejdede tæt sammen om hele kommunalreformen og kom til trods for al balladen før jul fint ud af det med hinanden.

Hvad havde Mikkelsen at tabe ved at forlade Venstre? Svar: Ingenting! Fogh, Claus Hjort, Troels Lund, Hovmand, Lars Løkke og m.v. strippede ham for al ære og værdighed ved den hårde straffeaktion i november, hvor han blev fyret af Venstres folketingsgruppe som kommunalordfører som følge af V-toppens påstand om illoyalitet. I realiteten var der tale om en ren magtdemonstration.

Alternativet og fremtidsmulighederne var unægteligt noget lysere ovre hos Ny Alliance, hvor det spirer og gror, og hvor alt '“ endnu '“ er præget af optimisme og fremgang. I bogstaveligste forstand stod de tre alliancepartnere klar med kys og kram, da Leif Mikkelsen torsdag badet i blitzlys og tv-kameraernes lamper bankede på deres dør og tilbød sin arbejdskraft til partiet, der kan gå på vandet.

Mikkelsen undlod klogt og sympatisk at sparke ud efter det parti, som han havde været “en del af i over 40 år”. Pressen skulle nok selv finde de udklip frem, hvoraf det klart fremgik, hvilken hårdhændet behandling som Claus Hjort Frederiksen og co. udsatte ham for. Og ganske rigtigt: Endnu engang blev beskæftigelsesministeren – fuldt fortjent – fremstillet af pressen som et brutalt magtmenneske.

Jarls Blog har netop ved sådanne tidligere lejligheder i kommentarer vedhæftet beskæftigelsesministeren øgenavnet 'Clausescu'. Navnet skal illustrere Venstres politiske indpiskers lejlighedsvise opførsel, der giver mindelser til en eller anden fortidig østeuropæisk diktator. Hjort forsømmer nemlig aldrig en lejlighed til at undertrykke den fri debat i partiet, og desuden møder alle Venstres MF'ere et urimeligt og uliberalt krav om kæft, trit og retning. Øgenavnet har ifølge Jarls Blogs kilder i øvrigt gået sin sejrsgang på Christiansborg til beskæftigelsesministerens almindelige irritation. Han har min fulde sympati!

For tiden går der rygter om, at Peter Christensen er den næste, der skal på skafottet og straffes. Måske ved at V-toppen kræver af folketingsgruppen, at han får frataget finansordførerposten. Tirsdag satte Christensen nemlig igen et krav om skattelettelser på dagsorden i Jyllands-Posten, fordi han frygtede, at NA ´s ambitiøse skatteforslag med maksimalt 40 procent i personskat, gjorde Venstre sårbar hos vælgerne. Det fik han ingen tak for fra hverken Venstres top eller flertallet af gruppefællerne, som for længst har lært at rette ind, for ikke at falde i Claus Hjorts unåde. Opposition til beskæftigelsesministeren betyder nemlig farvel til interessante ordførerskaber m.v. I stedet snakker de samme gruppemedlemmer hellere Fogh og Hjort efter munden. Det hjælper dem ikke, for 10-15 stykker af V-MFerne skal formentlig lave noget andet efter næste valg, hvis Ny Alliances succes fortsætter. Når det går op for dem, der “sidder yderst”, at V-ledelsen er bedøvende ligeglade, hvorvidt de bliver genvalgt eller ej, ja så kan det være, at V-MFerne også begynder at stille krav om skattelettelser og liberale markeringer. For det ville jo være rart at kunne møde vælgerne med noget, der bare smager af liberal politik. Til den tid kan det dog vise sig at være alt for sent. Peter Christensen og Søren Pind skal til gengæld nok klare sig i mødet med vælgerne!

Imod straffeaktionen taler dog, at V-toppen ikke tør fremprovokere en situation, hvor flere forlader folketingsgruppen. Omvendt mener Claus Hjort og Co. at det er nødvendigt af hensyn til disciplinen, at Peter Christensen bliver straffet. Hold øje med V-gruppemødet på tirsdag!

Gruppeformand Svend Erik Hovmand har længe været en katastrofe som mødeleder, men i torsdags ramte han et nyt lavpunkt med sin febrilske håndtering af situationen lige efter at Mikkelsens havde meddelt sit farvel til Venstres Folketingsgruppe. Det kunne man torsdag læse både i Ekstra Bladet og Politiken. Hovmand takkede Mikkelsen for indsatsen, der derefter forlod mødelokalet. Men Hovmand mente tilsyneladende ikke, at der yderligere var noget at diskutere, men fastslog derimod, at der jo var en dagsorden, og næste punkt var en orientering angående de politiske forhandlinger om Grønland! Og så gik der næsten 45 minutter med det! Ikke ligefrem et træk fra Hovmands side, der tyder på voldsom empati eller overdreven fornemmelse for en situation, der nærmest skreg på, at medlemmerne fik lejlighed til at diskutere Mikkelsens afgang og i øvrigt udtrykke, hvad de mente og følte. Det er altså sådan et 'følsomt' menneske, som Fogh og Claus Hjort har sat i spidsen til at lede et gruppemøde i landets regeringsbærende parti. Man græmmes. Hvilket held, at Hovmand ikke genopstiller!

Her på Jarls blog er vi meget lidt imponerede af vicestatsminister Bendt Bendtsens evner udi kunsten som toppolitiker eller som egentlig politisk billetsælger. Men Bendtsen skal dog roses for, at han '“ i hvert fald ved festlige lejligheder -insisterer på at diskutere skattelettelser, der jo indtil Naser Khaders soloudbrud i mandags er/var tabu i Venstres folketingsgruppe.

Bendtsen er uden tvivl dybt rystet over Ny Alliances megasucces i meningsmålingerne. Hvis NA får bare halvdelen af disse “fantasi-stemmer”, så er De Konservative nede på mandattal, som man skal helt tilbage til midten af 1970'erne for at finde. Det var dengang, da partiet kom sig over sårene efter, at Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen var ved at rive partiet midt over i det, nogle konservative kalder for den første 'puniske krig'. For dem, der skulle være i tvivl, så er Den anden puniske krig 90'ernes borgerkrig hos K..

Meget tyder faktisk på, at de konservative er ved at tage sig alvorligt sammen, efter at mange politiske aktører og pressen begynder at agere efter en situation på den anden side af et kommende valg, hvor VKO-flertallet er væk, og NA bliver tungen på vægtskålen. Pludselig gik Pia Christmas-Møller direkte i flæsket på Pia Kjærsgaard og DF-toppen i sagen om de 559 afviste irakiske asylsøgere, som hun mere eller mindre anklagede for at sylte sagen politisk. Den konservative ordfører var frimodig mere end nogensinde og mente på forsiden af Politiken i onsdags, at man skulle finde et flertal et andet sted i salen end hos DF.

“Der er ikke flere sten at vende i sagen. Hvis Dansk Folkeparti ikke vil være med til at finde en løsning, må de stå ved det og som minimum sige det ligeud frem for dette spillen kispus.

“Regeringen kan ikke blive ved med at blive trukket rundt i manegen”, sagde Pia Christmas-Møller videre.

At lufte den slags vurderinger har siden 2001 været betragtet som det rene skinbarlige kætteri mod VKO-alliancens spejdered om sammen at ordne asylpolitikken. Men man fornemmede nærmest, hvordan Pia Christmas-Møller rankede sig, da hun kom med udtalelserne. Det er sikkert års indespærret frustration, der kom ud dér og egentlig ikke på en uelegant måde. Sagen ødelagde også stemningen ved frokostbordet for statsministeren og vicestatsministeren forleden dag. Ifølge Ekstra Bladet lørdag var Bendtsen nemlig her klar til at tage et valg på sagen om asylansøgerne til Anders Fogh Rasmussens enorme irritation.

Bendtsen var i øvrigt en mindre katastrofe forleden i Debatten på DR2, der handlede om betydningen for dansk politik, at NA nu var på banen og fik så stor opbakning i befolkningen. Bendtsens budskaber var sådan set klare nok, men kropsproget var forfærdeligt, og han fremstod som sur, vrissen og irriteret. Han skældte nærmest vælgerne og pressen ud, fordi man ikke havde opfattet alle 'de konservative resultater', som han havde arbejdet for. Det var åh så uretfærdigt, alt sammen, forstod man på Bendtsen. Efter 15 år i politik fatter han stadigvæk ikke, at vælgerne er revnende ligeglade med gårdsdagens politiske forlig og resultater, men snarere søger efter et nyt politisk lederskab og ikke mindst politiske svar på nutidens spørgsmål. Det hjælper altså ikke Bendtsen, at han skælder vælgerne og journalisterne ud. Men det har K-spindoktorerne sikkert, men uden held prøvet at forklare ham flere gange.

Tonen i meldingerne er til gengæld langt mere positiv, fremadrettet og optimistisk fra de konservatives finansordfører Christian Wedel-Neergaard. Til Dagbladet Information siger han:

'Ny Alliance ændrer ikke vores politik, men det aktualiserer ønsket om skattelettelser. Vi øger nu presset ved at kræve, at de lettelser bliver gennemført'

Naturligvis lagde Anders Fogh den sædvanlige slidte lakplade på grammofonen, for at spille den velkendte melodi: at der ikke er råderum til skattelettelser.

Men statsministerens trylleord blev åbenbart blankt afvist af Wedell-Neergaard:

'Råderummet er til stede. Sandsynligvis også i konjunkturerne, hvor efterspørgslen vil stige, men en nedsættelse af skat på arbejde vil også øge udbuddet af arbejdskraft.'

At Bendtsen også truer Fogh med et valg på skatten, skal man nok ikke håbe på. Alle kan dog se, at de konservative endelig er kommet ud af starthullerne og nu rykker på områderne skat samt flygtninge. Det er lige præcis de to steder, hvor NA faktisk har formuleret noget, der bare minder om politik, og derfor kraftigt udfordrer de konservative. Partiet har ikke andet valg end at komme i offensiven. Det har nu to ordførere forsøgt. Nu mangler K bare, at også chefen får skruet mere af charmen på og bakker op i stedet for at rende rundt og klynke og ligne et stort tudefjæs. For står valget mellem en sur og tvær Bendtsen eller, hvad mange opfatter som en charmerende politisk “charlatan” uden nogen egentlig politik, som Naser Khader, ja så er udfaldet ikke så svært at gætte.