Efter at Ny Alliance er kommet på banen, og Naser Khader med en politisk håndgranat har sprunget det ellers så fasttømrede blokpolitiske billede i atomer, så har det christiansborgske establishment måttet tage tæskene i meningsmålingerne, slikke sårene, skifte taktik og så småt begynde at overveje helt nye strategier frem mod næste valg. Hvem blandt partierne og partilederne har klaret denne omstillingsproces bedst, hvis man lige vurderer indsatsen på den korte bane '“ her snart små to uger efter NA's ground zero.
Jarls Blog uddeler derfor ufortjente karakterer på den sædvanlige selvbestaltede hjemmestrikkede smagsdommeragtige facon:
9 Anders Fogh
Anders Fogh og Co. undgik at gå i panik, men skyndte sig at invitere Khader til møde og samarbejde. Statsministeren noterede sig, at Khader ville pege på ham, og at regeringens opbakning nu var styrket, og lod ingen i tvivl tilbage om, at VKO-flertallet var intakt osv. Da Leif Mikkelsen stak af til NA, trak Fogh i nødbremsen og antydede, at et valg blev resultatet, hvis kontrollen med VKO-flertallet røg sig en tur. Det var panikagtigt, men ikke nødvendigvis uklogt. Alt i alt var præstationen rutinepræget, men med overblik over situationen. Taktisk var Foghs ageren i topklasse. V-toppen har p.t. ingen ny strategi andet end at gå efter et nyt VKO-flertal, men man vil nu se tiden og Ny Alliances levedygtighed an. I mellemtiden vil en ny strategi, der omfatter forskellige muligheder for samarbejde mellem NA, DF og S naturligvis blive udviklet.
8 Bendt Bendtsen
To konservative ordførere Pia Christmas-Møller og Christian Wedell-Neergaard var i forrige uge hurtigt ude og markere konservative synspunkter på skat og flygtninge, hvor de kunne lægge afstand til DF og samtidig stive flanken af til NA. Da en groggy Bendtsen havde kommet sig over chokket fra de første meningsmålinger, der viste, at NA gjorde et kraftigt indhug i den konservative vælgerskare, lagde Ks partileder sig så også i selen sammen med Jakob Axel Nielsen ved i medierne at stille opsigtsvækkende og mere eller mindre 'ultimative' konservative krav om skattelettelser. Vælgerne vil gerne tro de konservative, men deres troværdighed mht. at få deres krav igennem hos regeringen er ekstremt ringe efter syv års bevidstløst stampen i jorden uden nævneværdige resultater på skatteområdet. Løjtnanterne reddede Bendtsen i de første dage og siden kom han selv op i omdrejninger. Bendtsens strategi må ændres. Med NA's tilsynekomst og med udsigt til at VKO-blokkens dage er talte, har der dermed pludselig vist sig flere frihedsgrader for partiet til at markere sig. Taktisk bør K vedblive at markere forskelle til DF, men også helst til NA.
En ny strategi må lægges i samarbejde med V, hvor der bliver taget hensyn til Ks krav om skattelettelser.
7. Pia Kjærsgaard
Pia Kjærsgaard virkede lidt for mopset, sur og afvisende, da hun skulle kommentere Khaders nye parti, som DF-lederen slet ikke ville samarbejde med. Der blev lagt klar afstand til NA. I stedet burde Kjærsgaard have budt ham velkommen og åbne op for et samarbejde, der hvor man nu kunne mødes. I stedet fokuserede DF-lederen på NA's store programpunkt: At holde DF uden for indflydelse dvs. NA’s “krigserklæring”. Måske en bedre taktik '“ i første omgang '“ havde været at invitere Khader velkommen til arbejdet. Med sin sure reaktion gav Kjærsgaard god medvind til Ny Alliance. Det er NA-folkene sikkert ikke ked af, og de kan kun håbe på flere sure opstød fra DF-lederen. Taktikken er åbenbart, at DF udelukker ethvert samarbejde med Khader efter et valg. Strategien forbliver derfor uændret, at DF går efter et nyt VKO-flertal efter næste valg.
7 Marianne Jelved
Der er plus-point til Jelved for ikke at panikke og løbe af pladsen blot fordi, at der dannes et nyt parti. Dog er det åbenlyst, at Jelveds person står i vejen for, at de radikale lægger en ny strategi, hvor man konsoliderer sig som et parti til venstre for NA, men dog foretrækker Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister. Taktisk underspillede hun NA's tilsynekomst på den politiske himmel og Khaders betydning. Helt klassisk. Jelved overdrev dog stejlheden og hårdnakketheden overfor vælgerne. Især når langt de fleste radikale vælgere også mener, at hun efterhånden er the day before yesterdays news. Taktikken er, at få styr på tropperne og lade Naser Khader åbenbare sig som en rendyrket borgerlig politiker og Fogh-støtte: Samtidig skal de radikale forsøge at monopolisere partiets politik som radikal classic. Et skifte til Margrethe Vestager som ny partileder i sommer vil være god håndsrækning til partiet. På det tidspunkt er der også flere åbne flanker hos NA, som de gamle radikale ville kunne angribe.
6 Helle Thorning-Schmidt
Den socialdemokratiske leder har haft det svært med NA, fordi Thorning-Schmidt ikke umiddelbart var part i sagen '“ som Jelved – selvom at det har medført at opbakningen til hende som statsminister i meningsmålingerne nu er minimeret til et historisk lavpunkt. Få troede på hendes chancer før Khaders parti, nu tror ingen på hende. Da Thorning endelig kom op i omdrejninger friede hun til Khader, men fik på stedet en kurv af NA-lederen. Så rykkede S-folkene i felten for at skyde NA's ambitiøse 40-procent-skatteforslag ned. Beskydningen er først indledt mere end en uge efter, at vælgerne hørte om det første gang. S-folkene har måske troet, at Khader mente det alvorligt, når han i begyndelsen sagde, at han ville kunne pege på andre end Fogh. Derfor ville NA's indhug hos VK-vælgere umiddelbart styrke Thornings chancer, men S-folkene forregnede sig åbenbart, og nu er Thorning som statsminister på vej til at blive ligeså stor en joke som “Jelved som statsminister”, endte med at blive. S har dog viste gode toner her på det sidste. S-folkene går nu i Socialdemokratiet-classic-mode, hvor man forsvarer velfærdsstaten og lover at bruge hele det økonomiske råderum på de offentligt ansatte. Det skal nok have appel hos nogle vælgere, men strategien er defensiv og trækker S mere mod venstre. Det er faktisk det modsatte, som partiet har brug for, hvis de en dag vil i regering, når nu befolkningen som helhed er blevet mere borgerlige. Etableringen af en fast Vestager-Thorning-Schmidt-alliance må blive første delmål i en ny S-strategi.