Der sad nok hist og her en liberal venstremand og konservative, som mente, at denne blogger m.fl. overdriver Anders Fogh og Claus Hjorts bestræbelser på mest muligt at ligne socialdemokraterne.
– Aaarrh. På et eller andet tidspunkt, så kommer de der skattelettelser. Det er jo de små skridt, ikke?
Det er budskabet, som Claus Hjort har rejst rundt med på de små møder i Venstres partiorganisation, hvor frustrerede organisationsfolk og folketingskandidater i deres naivitet er blevet belært om, at et liberalt parti altså ikke bare sådan kan lave revolutioner henover natten. Det tør vælgerne nemlig ikke, og så vil en VK-regeringen blive hældt ud ved førstkommende lejlighed. Jeg tror enhver, som har slået ørerne ud for at høre på Claus Hjort i TV vil give mig ret i, at “tålmodighed” i det store hele har været beskæftigelsesministerens gennemgående budskab.
Igennem fem og et halvt år har mange VK vælgerne længtes efter den dag, hvor der i følge VKs regeringsgrundlag fra 2005 skulle været et såkaldt 'økonomisk råderum' (som ingen i øvrigt rigtigt ved præcist hvad betyder) så der kan gives skattelettelser. Det har i hvert fald været statsministerens, skatteministerens og finansministerens svar hver gang Bendt Bendtsen og andre konservative har skræppet op om kravet om skattelettelser.
Centralt i diskussionen står, at ufinansierede skattelettelser ville kunne 'overophede' en i forvejen rødglødende dansk økonomi. Skattelettelser ville simpelthen blive ædt op af inflation, er analysen. For at undgå det, må man derfor forsøge at holde de offentlige udgifter i ro, (hvad regeringen heller ikke har været særligt god til) eller imødegå effekten ved at øge arbejdsudbuddet, så økonomien fik produceret noget mere. Det kunne eksempel ske ved netop at skære i marginalskatten, så folk fik lyst til at arbejde lidt længere m.v. Derfor har der alligevel – indtil for ganske nylig – været et lille håb om en skattelettelse. Det er der ikke mere.
Det håb er nemlig nu blevet slukket med regeringens trepartsaftale til 6,5 milliarder kr. med de offentligt ansattes faglige organisationer og aftalen til 4 milliarder kr. med kommunerne. Hvis det havde været socialdemokraterne der havde gjort det, så ville Fogh i 1990'erne have udtrykt det således: Pengene fosser ud af statskassen.
I dag skriver Berlingske Tidende:
Regeringen fik indgået et par gode aftaler, men vi andre gik glip af en skattesænkning på fem procent.
Sådan kan regnestykket efter trepartsaftalen og aftalen om kommunernes økonomi gøres op, mener tænketanken CEPOS. Den peger på, at de to store aftaler, som regeringen har indgået den seneste uge, koster lige så meget, som det ville have kostet at skære fem procentpoint af topskatten.
»Det var en dyr uge, « siger CEPOS’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen.
»Kommuneaftalen kostede fire milliarder kroner, og trepartsaftalen halvanden milliard om året. De penge går fra det skattepolitiske råderum. «
Omkostningen ved de to aftaler svarer til knap en tredjedel af de penge, som topskatten hvert år bringer ind i statskassen.
—
CEPOS står ikke alene med deres analyse, som deles af andre økonomer blandt andet de økonomiske vismænd.
Med andre ord: Regeringen har for at vinde det kommende valg '“ igen – ringeagtet V og K's kernevælgere. (Herregud de har jo ikke andre steder at gå hen!) Det altoverskyggende vigtige for Fogh og Co. er alene at blive genvalgt mere end at gennemføre den politik, som deres kernevælgere har troet at de ville. Regeringen har længe holdt borgerlige vælgere hen med snak om 'råderum'. Nu brænder man dette 'råderum' af på de offentligt ansatte, for at forhindre Helle Thorning-Schmidt komme til magten. Det er da kynisme, der vil noget.
Med aftalen rykker pilen på valgbarometret i retning af valg i efteråret, som jeg giver 25 procent chance.