Kategorier

Danmarks kedeligste politikersite III

Anders Fogh Rasmussen er uden tvivl landets bedste politiske kommunikator live, men hvordan ligger det med kommunikationen på hans hjemmeside, fungerer den og er den også i top?

Statsministeren har to hjemmesider. Den ene www.stm.dk er statsministerens officielle hjemmeside, som Fogh arvede efter Nyrup.

Design 3
Den er naturligvis kedelig og officiøs i sit design, men diverse bannerannoncer for regeringens politiske initiativer m.v. bløder det stive image op.

Indhold 3
Facts, facts og facts. Det er, hvad man kan forvente.

Det kan dog undre, at statsministeriet er holdt op med at udsende pressemeddelelser. Der er ifølge hjemmesiden i år ikke udsendt en eneste. Sidste år blev der kun udsendt EN pressemeddelelse. Det kan være en bevidst prioritering? Hvad der derimod IKKE kan passe, er, at statsministerens aktivitetsplan slet ikke er opdateret. For ifølge den har Fogh kun deltaget i TRE arrangementer i år. Forklaringen må være rent sjusk fra statsministeriets side. Tænk at kontrolfreaken Fogh lader den slags passere. Spinmeister Ulveman må nok have fat i ørerne på ministeriets netfolk, så den slags pinligheder kan blive elimineret.

Aktualitet 4
Hjemmesiden er altid opdateret, når vi lige ser bort fra førnævnte aktivitetsplan, der kunne give vælgerne det fejlagtige indtryk, at statsministeren ikke bestiller noget.

Samlet karakter 10
Alt i alt er det en professionel hjemmeside, som Statsministeriet godt kan være bekendt.

Så er der Foghs egen hjemmeside, som kan man finde på adressen www.andersfogh.dk

Design 2
Design er egentlig okay, men virker noget outdatet med denne lysebrune farve.

Indhold 3
Som visitkort er hjemmesiden i og for sig udmærket. På sitet er der dog lidt halvgamle billeder og så kan man læse uddrag fra Thomas Larsens bog 'I godt vejr og storm' fra 2003, hvor Berlingske-journalisten mere eller mindre skrev de bånd rene, som Fogh indtalte for ham. Onde tunger – herunder undertegnede – påstår, at den 'arbejdsdeling' fortsat kan spores, når man læser nogle af Larsens kommentatorklummer i Berlingske. Det er dog tydeligt, at statsministeren er tilfreds med, at hans budskaber bliver godt i præsenteret i bogen. For ellers ville man næppe bringe disse uddrag, der egentlig på glimrende vis skildrer statsministerens politiske projekt.

En levnedsbeskrivelse 'Fra Hammershøj til Christiansborg' fortæller egentlig fint, hvordan statsministeren ser på vigtige begivenheder i sit eget personlige og politiske liv fx Ambi-sagen i 1992, der væltede Fogh som økonomi og skatteminister. Efter Foghs opfattelse var det 'en banal sag om, hvorvidt 35 millioner kroner skulle bogføres i det ene eller det andet år, (der) blev kimen til balladen'.
Levnedsbeskrivelsen er naturligvis et spindoktorprodukt, der skal signalere åbenhed, men den fungerer godt og indeholder reel information, hvis man altså interesserer sig for at få Foghs vinkel på hans eget liv.

Aktualitet 0
Sitet er formentlig ikke blevet opdateret i et par år, men i stedet er der links til Foghs nyeste taler m.v. på henholdsvis Venstres og statsministeriets hjemmesider.

Samlet karakter 5 for Foghs egen hjemmeside.

Venstre har – ligesom socialdemokraterne – de seneste tre valgkampe lanceret diverse moderniserede deciderede kampagnesites og ofte med nye frække features. Det vil derfor undre denne blogger, hvis ikke partiet har noget lignende de kan smide på nettet, den dag Fogh “trykker på knappen” og udskriver valg. Dette endnu ukendte site bliver i så fald Foghs egentlige kampagnesite, og det bedømmer Jarls Blog naturligvis, når den tid kommer.

Mht. RSS-feeds og den slags nymodens ting, så tilbyder ingen af de to sites den tjeneste. Statsministeriet har dog en e-mailtjeneste, hvor man kan abonnere på nyheder.

Sådan gør jeg: Jeg bedømmer fremtrædende politikeres websites i tre kategorier, hvor man i hver kategori kan opnå fire karakterer. Dvs. det samlede maksimale pointtal der kan opnås, er 12 og det laveste: et rundt nul.

Se tidligere anmeldelse af Bendt Bendtsens og Henrik Sass Larsens websites.

Kategorier

Civil courage vs. selvretfærdige strikkekoner

Folketinget er gået på sommerferie, og det er nu tid til at være lidt selvfed her på bloggen. En af denne blogs faste hangarounds Andreas har været så flink at stille mig en række spørgsmål. Svarene skal I ikke snydes for.

Lytter jeg til danske bloggere?

De eneste egentlige bloggere, der direkte analyserer er naturligvis Kristian Madsen og Andreas Krog og i lidt mindre grad David Troels Garby. Og jeg lytter bestemt til argumenterne og vinklerne, der kommer frem, og så er der ikke mindst den dialog, man har her på sitet med læserne, som jeg også bliver lidt klogere af. Det er for det meste folk, der deler min interesse for politik, og de mennesker der arbejder i, af og omkring miljøet. Ofte mennesker med stor indsigt og som giver godt modspil.

Andreas stillede mig herefter de såkaldte “Klaus Rothstein/Joachim Sperling-spørgsmål”, som makkerparret stillede flere af de etablerede kommentatorer i en artikel i Euroman maj 2007.

Hvad udtaler du dig helst om?

Dansk indenrigspolitik. Taktiske overvejelser, spin og strategi. Valgkampe og valgkampsstrategier. Politiske blogs.

Hvad ved du mest om, når du selv skal sige det?

Valgkampe, strategi og Venstre

Hvad er du mest: kommentator eller analytiker?

Kommentator, men jeg mixer genrerne. Man kan ikke være det ene godt uden også at kunne det andet.

Hvad er dine forudsætninger for at kommentere politik?

Daglig avislæsning igennem 20 år, og så har jeg deltaget i politik som aktiv m.v. i en 10-15 år, og på forskellig vis været en del af det politiske miljø i København i 15 år.

Hvornår har du haft allermest ret i en forudsigelse?

At en Venstremand sikkert snart ville smutte over til NA.

Da jeg ret præcist forudså størrelsen af Søren Pinds sejr over daværende V-borgmester Bente Frost ved kampafstemningen i maj 1997 om at blive Venstres spidskandidat før kommunalvalget samme år.

Hvornår har du taget allermest fejl?

At et tæppebombardement af Sky-radioreklamer over hele landet automatisk ville få Mogens Vad (V) i Europa-parlamentet. Det var ønsketænkning, selvom Mogens fik et relativt pænt valg med over 16.000 stemmer. Vi taler stadig sammen i dag og mindes ind imellem de gamle dage i '˜04!

Da jeg oprigtigt troede, at Venstres topledelse var fair og derfor ville undlade via diverse sponsors at sikre Jens Rohdes valgkampagne i 2005 betydelige økonomiske midler. Det var meget naivt af mig, viste det sig. Jeg tog i det hele taget meget fejl under den valgkampagne!

Hvem er de 5 vigtigste personer i dit professionelle netværk?

Det holder jeg for mig selv, men det er hverken Bendtsen, Fogh eller Claus Hjort

Har du politikere blandt dine private venner?

Kun få venner, men lidt flere, som jeg hellere vil kalde kammerater og gode bekendte.

Hvordan opfatter du din egen rolle i demokratiet og debatten?

Jeg vil gerne gå imod strømmen, særligt når 'œChristiansborg går i selvsving'. Der er helt vildt mange urutinerede journalister på borgen, som let lader sig rive med af stemninger. Det sker også for de såkaldte 'œrutinerede' indimellem. Det er sindssygt, når det sker for alvor. Det er fuldstændig som et lavineskred.

Jeg vil gerne forsvare dem, som bliver udsat for en decideret pressehetz, og som har svært ved at forsvare dem selv. Der kan man nemlig godt have brug for nogle med en smule civil courage, der går op imod alle de selvudnævnte og blodtørstige bødler og selvretfærdige strikkekoner. Det har jeg nemlig lært af egen erfaring.

Så har jeg givet mig selv en særlig rolle, som den der utrætteligt påpeger, at Venstre har svigtet sit ideologiske udgangspunkt for at bevare regeringsmagten.

Og så går jeg vel et eller andet sted til kamp mod kynismen og hykleriet hos politikere og journalister. Eksempelvis tager jeg decideret ringe, dovne og følgagtige folketingspolitikere under 'œkærlig behandling'.

Hvem er dit forbillede som kommentator?

Ikke rigtig nogen, men Michael Kristiansen er langt den mest sympatiske.

Hvilket politisk parti er du eller har været medlem af?

VU eller Venstre siden august 1985. Jeg overvejer hele tiden, om det er værd at forny medlemskortet. Claus Hjort bliver nok ikke ked af det, hvis jeg en dag gør alvor af sagen'¦;-)

Hvem stemmer du på?

Jeg har altid stemt på Venstre på nær ved forrige regionsrådsvalg, hvor jeg for første gang stemte personligt på en konservativ. (Benedikte Kiær)

Næste gang bliver det vil en Venstremand eller en konservativ, som tager borgerligt-liberale holdninger alvorligt. Det er der desværre få, der gør p.t. Måske NA, hvis de fastholder deres skatteforslag.

Hvorfor er der så få kvinder i branchen?

Dunno. Helle Ib gør det i hvert fald godt

Hvilken dansk politiker, synes du, kommunikerer bedst?

Anders Fogh, naturligvis. Pia K og Villy Søvndal er dog også ganske gode.

Hvem er Danmarks bedste politiske kommentator?

Henrik Qvortrup, Michael Kristiansen eller Hans Engell.

Alle læserne ønskes en god grundlovsdag! Jarls Blog er tilbage fredag

Kategorier

Danmarks kedeligste politiker-site II

Socialdemokratiets politiske ordfører Henrik Sass Larsens indsats er – efter min mening – langt mere overbevisende end forgængeren Lotte Bundsgaards.

Det er dog ikke alle journalister på Borgen, der er vildt pjattet med 'Sass', som har det med – på primadonnavis – at ignorere deres telefonopkald, når han ikke har lyst til at komme i avisen eller i TV. Det må man have forståelse for, da man ikke kan fortænke manden i at undlade at tage en tur på en hvilken som helst mediekarrussel.

Sass er dog efter nogles mening ganske 'spindoktorstyret' dvs. at S-spindoktor Lars Kaspersen helst skal indover på råd, før end den politiske ordfører kan tage en beslutning om at medvirke i et TV-indslag eller i en artikel. Det er for længst blevet moderne tider i socialdemokratiet med masser af rådgivere, og senest er P1-Debatværten Søren Lippert blevet S-kommunikationsrådgiver. Ikke desto mindre kunne man måske alligevel forvente af Sass, at han var lidt mere selvkørende efter immervæk en 20-25 år i politik.

Absolut selvkørende er derimod Sass’ hjemmeside www.henriksasslarsen.dk, som Jarls Blog i dag tager under kærlig behandling:

Aktualitet 0
Sass har en fortid som projektleder i det navnkundige PR-firma 'Gunbak & Kaspersen' fra 90’erne, og han var med til at starte PR og kommunikationsvirksomheden 'Rostra' op. Begge virksomheder var/er specialiserede i politisk kommunikation med valgkampe etc. Derfor kan man på alle måde have en forventning om, at Henrik Sass Larsens personlige website simpelthen “sparker røv”. Det gør det på ingen måde.

Den sidste offentlige tale, som Sass har holdt, er '“ ifølge hans website '“ en grundlovstale i 2006, altså for nøjagtigt et år siden. Det giver naturligvis et helt forkert billede af en politiker på dette niveaus reelle aktivitetsniveau.

Der er ingen andre nyheder på den personlige hjemmeside, dog har socialdemokraternes dovne pressetjeneste placeret en nyhedsticker i højre side af sitet, hvor de nyeste af socialdemokraternes pressemeddelelser m.v. ligger. Her finder man i øvrigt et debatindlæg af Henrik Sass Larsen fra Berlingske dateret den 31. maj i år, så det er altså ikke, fordi Sass er politisk passiv. Han er tilsyneladende blot bedøvende ligeglad med sin hjemmeside.

Design 2
Sidens design er en standardvare, som alle de andre socialdemokratiske folketingsmedlemmer også benytter sig af. Der er en bjælke med en flot rød farve, men det er koldt og klinisk renset for spræl og action. Informationerne er kun en smule ud over, hvad der kan stå på bagsiden af et visitkort. Portrætbilledet er ok.

Indhold 1
Det politiske indhold på sitet er meget symptomatisk for socialdemokratiets situation p.t. Derfor indeholder den blot en kort tekst med dette simple budskab i min fortolkning: Det socialdemokratiske projekt handler om velfærd, der derfor skal udvikles og udbygges og som vi vil forsvare imod alle tænkelige borgerlige overgreb.

Det er det velkendte princip KISS (Keep It Simple, Stupid!) fra den politiske kommunikation, der anvendes. Det er i og for sig ikke så dårligt, men jeg mener bestemt at kunne huske, at Bill Clintons hjemmeside ved præsidentvalget 1996 indeholdt nogle flere visioner om, hvad han ville.

Samlet karakter 3
End of conclusion: Henrik Sass Larsens hjemmeside er endnu et bevis på, at danske politikere på ingen måde tager Internettets muligheder for at nå vælgerne alvorligt.


Sådan gør jeg: Jeg bedømmer fremtrædende politikeres websites i tre kategorier, hvor man i hver kategori kan opnå fire karakterer. Dvs. det samlede maksimale pointtal der kan opnås, er 12 og det laveste: et rundt nul.

Se tidligere anmeldelse af Bendt Bendtsens website