Måned: september 2007

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen den 22. september 2007

I den ellers lidt tynde bunke med opmuntrende politiske sager på Anders Foghs ministerkontor i Prins Jørgens Gård er der én, han er særligt optaget af og luner sig ved. Det er sagen om Enhedslistens beslutning om at opstille Asmaa Abdol-Hamid til folketinget. Ethvert nyt kapitel i sagaen om den kontroversielle islamistiske politiker, der nægter at give hånd til mandspersoner, skaber glæde langt ind i de borgerlige rækker. I meningsmålinger nærmer Enhedslistens vælgeropbakning sig spærregrænsen på to procent. Alt sammen i takt med, at gamle venstrefløjskoryfærer på stribe i øvrigt har smækket med døren og sagt farvel og tak. Oven i finder andre medlemmer det nødvendigt at danne fraktioner til forsvar for Enhedslistens dogme om at være ateistisk. Så vidt er det kommet i et parti, der sværger til Karl Marx, der ellers mente, at 'religion er opium for folket'. Enhedslisten har ellers forsøgt at skærme Asmaa af blandt andet ved at gennemgå TV-træning, for ligesom alle andre politikere at undgå at sige, hvad hun i virkeligheden mener. Det kniber dog lidt for Asmaa at holde sig ude af mediernes søgelys. Hun har i sommeren 2006 været på Koran-skole i Yemen med 'religionsundervisning' på dagsordenen dvs. næppe noget der forbindes med demokrati eller tolerance mellem religionerne. Forventeligt har medierne kastet sig over sagen, og endnu en brik er blevet lagt til billedet af Enhedslisten, som en flok lalleglade halalhippier, der tolererer formørkede islamister i deres kreds. Anders Fogh? Ja, han glæder sig over udsigten til at profitere på det stemmespild, der bliver resultatet, hvis Enhedslisten falder for spærregrænsen ved næste valg.

Læs evt. artikel om David Troels Garby og min ringhed på fagbladet “Journalistens” hjemmeside.

Politik har til alle tider været et teater. Det er derfor ikke underligt, at skuespillere som Ronald Reagan og Klaus Bondam '“ uden sammenligning i øvrigt '“ har følt sig draget af politikerfaget.

Det er også derfor, at man ind imellem kan finde eksempler på ligefrem aftalt (skue)spil mellem politikerne. Især hvis de har behov for at fremstå enige '“ uden måske i virkeligheden at være det. På DR-Deadline sent mandag aften oplevede de vågne seere en mærkelig debat mellem Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager. Studieværten Martin Breum forsøgte – med stor lethed – at bore i forskellene på de to partileders holdninger. Til trods for de åbenlyse uenigheder så gjorde S og R demonstrativt ellers alt, hvad de kunne for at fremstå så enige som overhovedet muligt. Nej det var bestemt ikke noget problem, at Margrethe Vestager ikke ville pege på Thorning som statsminister. Slet ikke. Forklaring: For hverken de radikale eller socialdemokraterne ville føre 'blokpolitik' (Som SR-regeringen under Nyrup gjorde og som VKO-flertallet gør nu). Uenige om skattepolitik? S ville – denne dag – fortsætte regeringens skattestop, hvor imod de radikale vil have et opgør med skattestoppet og flere boligskatter. Er det et problem for en kommende SR-regering? Nej da! Et skisma i udlændingepolitikken? For eksempel i holdningen til 24 års-reglen? De radikale vil fjerne den, mens S vil bevare den. Problem for regeringsdannelse? Næh! Skolepolitik? S vil ligesom regeringen teste elevernes færdigheder, mens de radikale vil rulle 'kontroluvæsenet' tilbage. Problem? Nopes! Alt er godt og Socialdemokratiet og de radikale er jo to forskellige partier.

Det bliver spændende at se, hvad de ubeslutsomme og i øvrigt ret så afgørende swingvælgere, siger til det på valgdagen. I mellem tiden kan Anders Fogh Rasmussen gå og hygge sig. For det bliver da den nemmeste sag i verden for ham under den kommende valgkamp at få fremstillet oppositionen som dybt splittede.

Se Vestager og Thorning være enige og uenige på samme tid en ikke specielt overbevist studievært Martin Breum.

Man tror, det er løgn. Da jeg åbnede Lisbeth Knudsens yndlingsavis i morges, så jeg Venstres formand Anders Fogh Rasmussen forklare nogle gymnasieelever i Greve, at der er for mange regler i det danske samfund. Yes, der er for meget bøvl og bureaukrati og derfor kommer Fogh nu '“ efter seks år ved magten '“ med en afbureaukratiseringsplan.

Fogh peger selv på, at især folkeskolelærerne muligvis bruger for megen tid på at udfærdige uddannelsesplaner og elevplaner:

'Det er sikkert godt nok, men er det særligt enkelt? Kan vi ikke gøre det lidt bedre?, spurgte en forsigtig statsminister – nærmest Nyrupsk – og stillede derved spørgsmålstegn ved effekten af folkeskolelærernes administrative bøvl, som hans egen regering har sat i værk.

Ved at stille spørgsmålstegn ved elevplaner etc., undsiger Fogh dermed sin undervisningsminister, som mere end nogensinde er hadeobjekt i lærerkredse. De samme lærere kæmper en kamp for at komme væk fra en sektor, der har udviklet sig til et bureaukratisk mareridt. Lærerne skal i dag ikke lære fra sig, næh de skal udfylde skemaer og papirer i en uendelighed. Takket være reguleringsliderlige borgerlige politikere.

Fogh peger også på lægers overenskomster, der er så ufleksible, at de forhindrer dem i at arbejde over i det offentlige. Et glimrende og indlysende forslag. Kun synd at ingen har tænkt på det noget før. Oven i har Claus Hjort Frederiksens beskæftigelsesministerium i samarbejde med seks andre kommuner fundet 169 regler de vil fjerne. Godt begyndt er halvt fuldendt, men stor ros herfra til initiativet. Keep up the good work!

Hvad bliver mon det næste, tænker man? Reelle skattelettelser, en lavere offentlig sektor, flere privatiseringer og mere personlig frihed? Eller er det bare Foghs sædvanlige sweet-talk til kernevælgerne før valget? Ja, jeg spørger bare, for Fogh har jo hidtil ikke interesseret sig særligt meget for, hvad borgerligt-liberale kernevælgere mener. De er jo bare stemmekvæg, der ikke har andre steder at gå hen. Måske Ny Alliance også skulle begynde at stille liberale forslag om regelforenkling i den offentlige sektor?