Kategorier

Pia K og Eliten

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen torsdag den 20. september 2007.

Dansk Folkeparti har længe systematisk arbejdet hårdt for at fremstå troværdigt og på flere måder moderat. Ind imellem krakelerer glansbilledet og særligt, når DF'erne holder landsmøde som i sidste weekend. Det blev '“ rent mediemæssigt – en mindre katastrofe, hvor landsbytosserne stod i kø til talestolen for at lukke deres frådende islamistforskrækkelse ud. En enkelt røg dog efterfølgende ud af partiet på den konto. Talerne generede sig ikke ved at blande sig i og ligefrem forhåne, hvordan andre mennesker i dette tilfælde muslimer klæder sig i deres fritid. Pia Kjærsgaard prædiker ellers 'tolerance' på de DF-plakater, der hænger på togstationerne. Hvordan de to budskaber hænger sammen, står ikke tindrende klart. Alle disse talelystne enkeltpersoner herunder Mogens Camre ødelagde dermed partitoppens velfriserede billede af DF, som den pæne 'lille mands' parti. Måske passer den 'stuerene' ramme ikke længere den lille mand. Måske er forklaringen, at Pia K efter seks år som VK-regeringens 'tredje parti' nu er blevet en del af Christiansborg politiske establishment. 'Engang var Pia en del af folket, men i dag er hun smeltet sammen med den elite, hun engang gjorde oprør imod', som det hedder i Naser Khaders meget effektive spin, der generer Pia K så meget, at hun efter sigende har bedt selveste statsministeren om at tale Khader til orden. Det er en oplevelse, Anders Fogh godt ved, at han kan spare sig, men Khader derimod har fået blod på tanden, Han har en klar interesse i, at fremstille Ny Alliance som et parti, der repræsenterer 'vælgeroprøret' imod 'Eliten' herunder DF. Pia Ks reaktion tyder da på, at han rammer, hvor det gør ondt.

Kategorier

Berlingske synes, at de er bedst…

Er det ikke en kanonnyhed? Jeg faldt også ned af stolen, da jeg læste den ovre på chefredaktør Lisbeth Knudsens blog. Det går jo fantastisk med at decimere den meningsdannende Groft Sagt-rubrik, så nu skal der sættes fokus på Berlingskes journalistiske fortrinligheder. Den letteste og gammelkendte metode fra skolegården kender vi jo. Det er den med at pege fingre af andre og deres fejl og mangler, for bagefter at skamrose sig selv. Usympatisk og selvpromoverende? Nejda! Det er da bare reklame eller måske endda branding.

Her er et uddrag fra Lisbeth Knudsens blog om” Det Fogh mener er”

“De politiske kommentatorer er blevet et mediemodefænomen. Genren med den politiske analyse er derimod blevet en nødvendig oprustning på seriøse aviser som Berlingske Tidende, men det er en disciplin, som i den grad kræver stor omhu og balance. Når mere og mere af den politiske kommunikation fra partierne og fra regeringen bliver styret og professionaliseret, når den ofte og helt legitimt i denne medialiserede verden indgår i en nøje strategi med bevidste placeringer af politiske historier i bestemte afsenderkanaler, når forskellene i den politiske substans er svære at lytte sig frem til, så må vi ruste os til at gennemskue strategien, afsløre spillet og fortælle om taktikken. Problemet er, at analysen og den politiske kommentar blandes sammen.

Faren ved hele denne udvikling er, hvis kommentatorfænomenet tager så absurd overhånd, at vi kommer til at høre mere til fortolkerne end til de politikere, der gerne skulle sende os budskaberne. De mange nyhedsmedier og en 24 timers tv-kanal kalder på professionelle meningsmagere døgnet rundt. Er der en i flokken, som skiller sig ud med et alternativt synspunkt eller med et sprogligt slag i bolledejen, så kaster de elektroniske medier sig over vedkommende for at kunne mobilisere konflikt og debat i studiet. De politiske kommentatorer og analytikere har utvivlsomt stor indflydelse på meningsdannelsen. Thomas Larsen fra denne avis er et godt eksempel på sådan en troværdig analytiker, fordi mange både inden for og uden for Christiansborg stoler på hans indsigt og næse for situationen.”

Det var så, hvad jeg kunne kapere af Berlingskes selvros i denne omgang. Her er så min kommentar:

Ja, selvindsigt er næppe chefredaktørens største evne. Hvordan kan man skrive en blog, der skamroser sig selv og sin egen kommentator Thomas Larsen, alt imens man rynker på næsen på alle øvrige mediers kommentatorer? Peter Mogensen på Politiken? Akademisk uddannet økonom og glimrende analytiker og især en glimrende mundtlig formidler Hvad er der i vejen med ham? Michael Kristiansen? Slår næsten alle med flere længder både i indsigt og forståelse for politik uanset hvordan man måler det. Hans Engell? Come on. Tidligere kollega på Borgen med Lisbeth Knudsen og den eneste af kommentatorerne, der rent faktisk har siddet i en regering. Så er der TV2s egne folk – nogle af dem blændende dygtige især Anders Krab-Johansen. Weekendavisens folk, som Arne Hardis og Hans Mortensen? Begge d ´herrer leverer som bekendt noget gedigen journalistik. Så, hvem er det egentlig som Lisbeth Knudsen sigter til? Mig bekendt er der nemlig ikke andre, der fylder op på TV2 News eller hvor det er. Så er der Niels Krause-Kjær. Men det er vel ikke ham Knudsen mener, for ham har hun lige antaget til, at skrive blogs om spin på Berlingske.

Er det ikke bare en gang snak, der har det let gennemskuelige formål, nemlig at promovere Thomas Larsen, som formentlig er den mest kedsommelige kommentator af dem alle? Han er så kedsommelig at fire andre spindoktorer som Henrik Qvortrup er inviteret til at udlægge teksten. Men Spin-Off rubrikken om mandagen er måske også nedlagt efter nyomlægningen?

Men jeg kan forstå efter at have set Go’ morgen Danmark på TV2, at Thomas Larsen har lært sig jeres nye mantra om, at I på Berlingske er de åh så seriøse, mens stort set alle andre åbenbart er nogle fidusmagere uden kilder eller netværk.

Kære Lisbeth Knudsen, der er kun EN grund til, at Thomas Larsen er interesant at læse, og det er at landets statsminister tilsyneladende kan være helt sikker på, at hans forslag og tanker altid bliver præsenteret på en for regeringen fordelagtig måde i Larsens hænder. For eksempel kunne Larsen jo skrive om Foghs skatteplaner to dage før Fogh åbenbart opfandt dem under Venstres Sommertræf.

Fogh er en unik kilde for Thomas Larsen, det må man lade ham. Det er på ingen måde på grund af mandens litterære kvaliteter, at man læser ham.

Men hvis Berlingskes abonnenter gerne vil betale for en gang selvros, så må de jo om det. Vi andre kan jo kun grine af det.

Kategorier

Bloggere går til Nyhedsavisen

Som en serviceoplysning til denne blogs faste læsere, så kan jeg oplyse, at Jarls Blog fra i morgen, torsdag også optræder på Nyhedsavisen. Min ringhed og Dr. Garby fra Dansk Politik har fået en mindre tjans som daglige klummeskribenter på skift på David Trads’ islandsk-ejede avis, der i øvrigt altid kan læses kvit og frit på nettet.

Jarls Blog skal blande sig i debatten med analyseklummer set fra en liberal synsvinkel om hvad der sker i krogene på Christiansborg m.v., alt mens den gode David Troels Garby kommenterer dansk politik set fra socialdemokratiske briller. Vi forbliver naturligvis begge med at være uafhængige skribenter, der derfor skyder på alt og alle. For mit eget vedkommende kan jeg love, at stilen bliver lidt den samme, som man finder her på bloggen, hvor jeg går hårdest til mine “egne” i Venstre.

Jeg lægger for i morgen, mens man kan glæde sig til Davids debut på fredag. Stay tuned!