Kategorier

Valgrapporten nr. 5 Tirsdag den 30. oktober 2007

Allerførst. Mandag fik jeg ny rekord på chart med 1121 hits. Tak til læserne!

Venstre
Tendens: Op
Anders Fogh fik positiv tv-tid på begge kanaler. Svedig og stakåndet ude blandt folket skrev han autografer ud i et væk. En flok kiksede DSU-aktivister uden den store kondition forsøgte at løbe efter statsministeren, men blev sat af Fogh og hans livvagter. Selvom medierne spekulerede i faremomenter og attentatforsøg ved den lejlighed, så viste statsministeren stort overskud i situationen ved at fastslå, at vi alle har ytringsfrihed også under en løbetur. Selvmål af DSU.
Fogh/Løkke-valgteamet startede Venstres buskampagne rundt i landet, hvor Fogh hele tiden bliver set med almindelige mennesker. Her gør han sit bedste for at se almindelig ud og virke folkelig. Det er næppe alle, der gennemskuer, at han er ingen af delene. På det område er Løkke ham langt overlegen. Undervejs kom Venstres nye makkerpar til at hive en afbureaukratiseringsreform op af hatten, som dog virker lovlig varmluftsagtig. 'V kører på politisk lavoktan', som Berlingske skriver i dag.
Mandag var den første dag længe, hvor Venstre stort set undgik dårligt omtale. Det kan være en tilfældighed. 24,5 procent i Gallup blev dog det foreløbige lavpunkt under Venstres valgkampagne, som ingen endnu har været imponeret af. Jeg tror på, at V snart kommer op i omdrejninger.
Og et dødsfald: I Børsen i går bemærkede Michael Kristiansen, at kontraktpolitikken '“ kun en uge inde i valgkampen '“ åbenbart er afgået ved en stille død. RIP. At Il Dottore rammer plet ser man i dag i Børsen, hvor Kristian Jensen lægger an til at aflive kontraktpolitikkens juvel '“ skattestoppet.
I Politiken i dag spekulerer Dr. Mogensen i, at Fogh i de næste dage vil stille Naser Khader et ultimatum i et forsøg på at stoppe V's tilbagegang. Indtil videre, så er det ikke strategien hos V.

Socialdemokraterne
Tendens: uændret
Helle Thorning fik stort set samme positiv omtale i TV som Fogh. Der var masser af gode billeder med en smilende, glad, charmerende S-formand, der hele tiden sagde 'Haaaaiii' og gav hånd, vinkede osv. Hun er fantastisk, undtagen i meningsmålingerne, og det er et underligt paradoks. De første aviser skriver allerede om, at 'Helle ligger under Lykketofts katastrofevalg'. De tørre tal er, at S's vælgeropbakning faktisk ikke har været dårligere siden 1920'erne. Til gengæld foretrækker 41 procent ifølge en MEGAFON-måling Helle Thorning som statsminister mod 49 procent til Fogh. Det er en formidabel opbakning til den socialdemokratiske udfordrers LEDERSKAB sammenlignet med bare for få måneder siden. Hvorfor vil de så ikke stemme på hendes parti? Forklaringen er: Villy.
Ser i Berlingske at min gamle studiekammerat på polit, Bo Sandberg, der er S-kandidat på Frederiksberg har været på Southern Cross Pub i Løngangsstræde og campaigne blandt andre Arsenal-tilhængere i ført holdets trøje. Nu tror alle, at der her bare er tale om et smart pressestunt. Sludder! Sandberg afbrød sit bryllup fordi han skulle følge 'The Gunners' en lørdag, hvor de spillede ude mod Sunderland. Link til Sandberg-kampagnen, som er en af flere kampagner, der nurses af Jarls Blog.

De konservative
Tendens: Op
DF'erne skumlede i går over, at Jakob Axel Nielsen mfl. havde lagt afstand til VK-regeringens støtteparti. DF krævede derfor, at Bendt Bendtsen skulle sætte dem på plads, men blev naturligvis ignoreret af K-partiformanden. Heri ligger et drama, men DF skal nu lære, at de ikke længere har vetoret i dansk politik, hvilket uden tvivl passer de konservative MFere og tillidsfolk og flertallet af K-vælgerne glimrende. Jakob Axel Nielsen får kultstatus nu internt i partiet og Bendtsen får en gang skyld et par anerkendende nik. “Nok er nok”, sagde Gitte Seeberg ved Ny Alliances start. Det er ikke kun i NA, man mener det.
Bendtsens tropper svarer nu på Ny Alliances kändis-effekt og stiller nu med tidligere TV-vært på DR Paula Larrain (altså efter først at være vraget af Ny Alliance). Det er godt nyt til Bendtsen og Co., men dårligt for MF Helle Sjelle. For Larrain stiller op i Københavns Storkreds. K får to mandater i København, og det bliver 'Den Stive' og Paula, der kommer ind. Bendtsen var overstadig glad på TV2 News her til morgen, hvor han roste Larrain og sluttede af med at konstatere ' '¦og så er hun en god journalist'. Utvivlsomt, men siger det noget om hendes politiske kvalifikationer? Helle Sjelle har været en flittig partisoldat på Borgen, men vælgerne hælder hende efter alt at dømme ned af brædtet til fordel for en 'Vild med Dans'- deltager. 'Politik er dejligt', som gamle Ninn sagde engang.
I Politiken i dag udstiller 'centrale politiske ordførere' uenighed om strategien overfor Ny Alliance. Godsejer Christian Wedell-Neergaard anbefaler en nænsom behandling af Khaders tropper. Tjah godsejeren sidder på K's alleryderste mandat, der for længst er forduftet.

Ny Alliance
Tendens: Uændret
NA var i går i krydsild hos Steffen Kretz på DR1, og indtil videre med den bedste valgvideo. Alle NA's kändis-kandidater stillede op i små klip, hvor de hver især havde fået lov at sige en linje, der skulle vise, hvad NA vil i dansk politik. Det var enkelt, og det virkede. Naser Khader klarede sig nogenlunde fejlfrit igennem præsentationsprogrammet, selvom at han virkede lidt træt. Det er der ikke noget at sige til. Det er nogle opslidende dage for toppolitikere.
Presserådgiverne hos Ny Alliance har længe været på overarbejde med Lars Kolind og Jørgen Poulsen. Kolind indrømmer nu, at han har dummet sig og sparer os alle for bortforklaringerne. Ny Alliance har ellers bildt os andre ind, at de er et nyt parti, hvor alle ikke skal have de samme meninger. 'Vi skal væk fra den der Christiansborg-tankegang”, har Naser Khader tidligere forklaret. Alligevel så svarer alle kandidaterne præcis det samme mht., hvem NA peger på efter et valg. Det er fordi, at de har fået en sms fra NA’s førerbunkeren om, hvad de skal svare, afslører tv2.politik.dk i dag. Så nu ligner Ny Alliance åbenbart alle andre partier mht. til topstyring m.v.

SF
Tendens: Op
Villy rider på succesbølgen. Intet stopper ham og SF.
Så for at holde det ud, så hælder vi lige lidt malurt i bægeret.
Desværre slipper vi ikke for at skulle høre på den rædselsfuldt selvsmagende Kamal Qureshi. Jeg kender ingen i det politiske miljø, der kan holde ham ud. Qureshi fører sig nu frem med den pointe, at den tidligere chilenske flygtning Paula Larrain aldrig havde været folketingskandidat, hvis K's asylregler havde været gældende i 1974. Tillykke til Qureshi for at føre sig frem i valgkampen med noget, der smager en smule af politisk substans, selvom at det er med lidt kontrafaktisk historieskrivning. Det er meget hvis og såfremt, hvad så? Men det er dog et fremskridt. Ved sidste valg skulle vi til ulidelighed høre på Qureshi flæbe over, at han havde fået en kindhest af en forbipasserende, mens han hængte valgplakater op. Der var tale om et anslag mod demokratiet, fik vi at vide. Såmænd. Der er så mange måder at komme i pressen på.

De radikale
Tendens: Ned
Aviserne begynder allerede at spekulere i valgets tabere og polyppernes konge i dansk politik Trafikordfører Martin (U)Lide(lig)gaard står til at ryge ud i Sjællands storkreds. Der vil sandelig blive grædt tørre tårer I Ny Alliance over, at de bliver Lidegaards banemand: En af Margrethe Vestagers drabanter dømmes allerede nu ude. En stor skalp i Khaders bælte! De radikale bløder, men det var forudset.
Hvor de gamle som faldt er der ny overalt. De radikales gruppenæstformand. Martin Østergaard træder i karakter som et ny talent i dansk politik. Han virker faktisk som en glimrende debattør -. Veloplagt, seriøs og skarp. Nu begynder det at dæmre for mig, hvorfor de radikale valgte ham i stedet for den ferske Morten Helveg Petersen.

Enhedslisten
Tendens: Ned
DRs Christian Gundtoft tog i går med Asmaa Abdol-Hamid til Malmø, hvor hun opsøgte vælgere, der var ramt af 24årsreglen. Vi hørte om, hvor forfærdelig uretfærdig reglen er, selvom at man i dag kan læse i JP, at reglen virker helt fantastisk hensigtsmæssigt. Det kan undre at Asmaa var 'på valgfremstød i Malmø', for danskere bosiddende i Malmø kan jo ikke stemme. Det var så et mediestunt fra Asmaas side. Respekt for det. Ok, hvad var så Gundtofts undskyldning for tage med Asmaa derover, hvis det ikke var valgdækning? Udover at Enhedslisten er en flok håbløse kommunister, så er de – ved at fokusere så meget på Asma – også rent kommunikationsmæssigt nogle amatøragtige fjolser, der fortjener at ryge ud af folketinget. De har også formået at få Asmaa i Pan-bladet, så der kunne blive sat endnu mere fokus på hendes ikke så voldsomt fjerne islamistiske fortid. Flot!

Kategorier

Gensyn med det grumsede flertal

Blogklumme i Nyhedsavisen tirsdag den 30. oktober 2007

'œAnd now the end is near. And so I face. The final curtain'. Sådan synger Sinatra, mens Pia Kjærsgaard står efterladt alene på det politiske dansegulv. V og K har lige nu al fokus på Ny Alliance, der løber både med frierierne, opmærksomheden og ikke mindst vælgerne. Isolation af DF til højre er en meget populær situation i vælgerkorpset. Helt fra den tungepiercede enhedsliste-vælger til den borgerlige direktørfrue i forstadskvarteret. Alligevel truer Pia K allerede før valget er overstået med at vælte regeringen efter et halvt år. Dermed er et 1970'ernes spøgelser vendt tilbage til dansk politik: Det 'grumsede' flertal med konstant uro og hyppige valg.
Sossernes chefstrateg Henrik Sass Larsen byder hen over midten Ny Alliance op til dans med et kontant tilbud om ministertaburetter i en ny Thorning-regering. Foreløbig har Sass fået en kurv fra Naser Khader og co. Der er dog gratis bonuspoint til S for at række hen over midten. Det er netop midtervælgere med hang til Thorning, der skal flyttes for, at hun kan blive statsminister. Meningsmålingerne har hidtil givet indtryk af, at Fogh og V-kampagnen kun kører i første gear. Fogh fik et veloplagt kontrastød ind ved at kalde S-toppens tilbud til Khader et 'desperat januarudsalg i november', fordi det underminerer S's egen 'skat kontra velfærdskampagne', når de pludselig vil give ministerposter til et parti, der vil sætte skatten ned. 1-1.

Kategorier

Who the blog are you?

Den herostratisk berømte socialdemokratiske politiske blogger emeritus, Kasper Hyllested har begået et kompendium over politiske blogs til brug for nysgerrige med interesse for valgkampen. Der kan du læse på kforum.dk