Kategorier

Kæden hoppet af for Ny Alliance?

Så skete det, som mange frygter og andre har håbet på. Ny Alliances topkandidater kan ikke klare opmærksomheden, men er blevet så høje af den, at de stiller vilde krav om det ene og det andet. Ledelsestrojkaen af partiet har kun to dage inde i valgkampen store problemer med at koordinere synspunkterne.

Jørgen Poulsens forslag om at give 500 irakere permanent opholdstilladelse har allerede været ude og skabe forvirring om partiets udlændingepolitik. Hvis Poulsens synspunkt en dag bliver et ultimativt krav for, at NA peger på Fogh efter den 13. november, ja så ligger det en direkte bombe under dette lands stramme udlændingepolitik. Men så vidt kom det dog ikke (sikkert takket være Ulla Østergaard, Rasmus Jönsson og René La Cour Sell, der også ved noget om kommunikation)

Måske er skaden dog allerede sket? Jeg ser derfor for mig, hvordan VK-vælgere, der velankommet til alliancens fold – efter at have hørt på Jørgen Poulsen – nu atter vælger at hanke op i bagagen for at forlade partiet til trods for, at de især for mange borgerlige vælgere har en meget tiltalende skattepolitik.

'Forskellighed er en styrke', (bort)forklarer Naser Khader lidet overbevisende al turbulensen omkring Jørgen Poulsen, der fuldstændigt spolerede kandidatpræsentationen fredag eftermiddag.

Prisen for vilde udmeldinger kommer dog fra Gitte Seeberg, der kræver en dronningerunde efter valget. Det betyder, at regeringen inden må gå af, for ellers har hoffet ingen mulighed for at henvende sig til partierne. Foreholdt den oplysning sagde Seeberg til
TV2News: Jamen, så må den gå af, for vi vil have et brud med den nuværende blokpolitik (Sådan hørte jeg citatet)

Realiteten af dette er, at Ny Alliance kræver VK-regeringens afgang, hvis VKO-flertallet er væk efter den 13. november. En klar, men uklog stramning af udsagnet om, at 'Fogh får første bud i en forhandlingsrunde'. Den behøver man ikke blande dronningen ind i.

Nu får VK-kampagnerne, da noget at arbejde med. De skylder Gitte Seeberg en stor tak: En stemme på Ny Alliance '“ er en stemme for regeringens afgang.

Det er ved at udvikle sig til et problem for Ny Alliance, at magtstrukturerne i Ny Alliance er uigennemskuelige. Der er en trojka, der har nogenlunde lige meget at skulle have sagt. For Ny Alliances skyld, så er tiden snart inde til at Naser Khader træder i karakter, sætter sig for bordenden og begynder at vise, hvem der bestemmer i butikken. For ellers er der altså fare for, at projektet kollapser, inden de tre uger er gået. De første spekulationer går allerede om, hvorvidt manden selv bryder sammen, inden valget er omme. Det vil jeg dog ikke håbe, hverken for Naser Khader selv, valget eller Ny Alliances kampagne.

I øvrigt vil jeg gerne opfordre til, at man studerer Venstres kampagne, som bliver langt mere raffineret. I dag har partiet søsat et sundhedsoplæg, hvor de glimrende udnytter statsministerens person til photo-opportunities, og sådan bliver det ved valget ud. I dag viste Gallup en måling, der var dårlig for Venstre og god for Ny Alliance. 'Ring i næste uge', sagde Lars Løkke da Berlingske ringede for en kommentar. Ja, netop! Løkke og de andre garvede kampagneveteraner gør det rigtige og fokuserer på deres kampagne, og glemmer alt det andet fnidder, der kører omkring dem.

Lige om lidt så har pressen og befolkningen set og fordøjet Ny Alliances giraffer. De er allerede begyndt at dumme sig, og så bliver det spændende at se, hvad partiet har i skuffen af originale politiske tiltag. Ellers skal pressen nok fortsætte med at lokke nogle af de mange nye folk til at melde ud med vilde synspunkter. Når en garvet veteran som Gitte Seeberg falder i, hvad kan der ikke ske med hele holdet af uprøvede kræfter folketingskandidater, hvor hovedparten kun kan betegnes som de rene amatører.

Kategorier

Valgrapporten nr. 1 Fredag den 26. oktober 2007

Venstre:
Tendens: lidt Op!
Partiets kampagne er kommet godt i gang og kører allerede nu med store valgannoncer i flere landdækkende aviser. Anders Fogh kommer nu “ud blandt folket”, mens Lars Løkke og Claus Hjort træder ind på scenen. Mens 'far' skal svæve lidt over vandene, som 'landsfaderen' (Fogh eller kaos) så er V-kampagnens to andre nøglepersoner 'gået til vaflerne' overfor de øvrige partiledere. Løkke gik til Margrethe Vestager i DR-debatten i går: ' Margrethe, vi bliver ikke mere enige af, at du taler ned til mig.' Den radikale partileder så groggy ud et øjeblik efter dette klokkeklare forsøg på at “frame” hende som elitær, belærende og ufolkelig. Det bliver ikke sidste gang, at hun vil opleve det. Claus Hjort spiller '“ som denne blogger forudsagde for længe siden '“ 'Asmaa-kortet' især for at ramme Thorning. Som ventet er det Henrik Sass, der parerer slagene. De gør det alle godt, men S skal regne med, at Asmaa popper op i alle afgørende TV-debatter.

Socialdemokraterne:
Tendens: Lidt Op!
Helle Thorning-Schmidt bliver bedre og bedre. Hun charmerer med kæmpesucces kameraer, journalister og vælgere, men det er ikke alt, der er supergodt. Skatteforslagene, der skal rulles tilbage, er ikke nogen vindersag. Det er uroen på bagsmækken heller ikke, hvor enkelte S-kandidater går ud og kræver EU-afstemning. Man burde forvente lidt mere disciplin hos en MF Thomas Adelskov. Jeg er sikker på, at de råber idiot, idiot, idiot i S-lejren.

Konservative:
Tendens: Ned!
Bendt Bendtsen ligner en mand på vej til skafottet. I går under pressemødet skældte han journalister ud og virkede irriteret. Pressekorpset har slet ingen respekt for ham som politiker. Bendtsen er indimellem en kommunikationsmæssigt katastrofe. Her er et eksempel fra TV-Avisen på valgets første dag: 'Jeg vil sige, at som konservativ, der har jeg jo stået i spidsen for globaliseringen, hvor det jo drejer sig om at skabe job”. Tror I ikke, at han har glemt et par mellemregninger?
Bendtsen er bare så meget yesterdays news og virker både træt og uoplagt. Synd for de konservative, at de ikke gennemførte det generationsskifte før valget. Nu kommer lederskiftet i stedet efter valget, for målingerne tyder på, at K går tilbage.

Dansk Folkeparti:
Tendens: Op!
Pia Kjærsgaard er skarp som en ragekniv og i kanonform. DF er ude efter alt og alle. Deres Muhammed-plakat-initiativ er genialt. Synd for hende at de danske muslimer nu har lært lektien og lader være med at lade sig provokere. Kjærsgaard farer også i flæsket både på Naser Khader, og de to har stjålet billedet og nærmest aflyst præsidentvalgkampen. Pia Kjærsgaard framer Naser Khader som en forvokset skoledreng, der ikke hører hjemme i storpolitik. “Måske han skulle klare et par debatter godt først”, hvisler DF-lederen giftigt.

Ny Alliance:
Tendens: Op!
Naser Khader er ikke en ørn i TV-debatterne, men så dårlig er han heller ikke, og han kan også svare igen på Pia K’s angreb. Fx i forbindelse med skatte-diskussionen hele tiden minde hende om, at hun engang var leder af Fremskridtspartiet, og pege på, hvor “sur hun er” dvs. frame DF-lederen som “den mopsede hjemmehjælper fra Gentofte”. Ny Alliance løber sammen med Pia Kjærsgaard med al opmærksomheden. Det vil gavne dem begge. Tyngdepunktet i dansk politik ligger ikke længere alene mellem SR og VK på den ene side. Det ligger i høj grad også mellem NA og DF. Det sidste kan blive et problem for regeringen for lige nu ligner VKOY alternativet et politiks galehus. Jørgen Poulsen og de andre kendisser booster NA-kampagnen. Folket elsker dem, og de sikrer NA et godt valg. Hvad de kan politisk '“ det tager vi efter valgkampen. For de konservative og de radikale er disse nye trækplastre en mindre katastrofe.
Jørgen Poulsen har dog vist, at han er lidt af en politisk loose canon med forslag til højre og venstre, men mon ikke Ulla Østergaard eller en anden bliver sat på som støttepædagog resten af valgkampen? Foreløbig er Poulsen og Lars Kolind nærmest ude af kontrol med deres forslag om at give 500 irakiske flygtninge asyl.

De radikale:
Tendens: Ned
Vestager klarede sig ikke fantastisk under TV-debatterne, men målingerne viser at den forventede radikale tilbagegang ikke bliver så stor. Partilederen ved, at hun overlever uanset hvad der sker. Jeg tror dog at hun skal passe på ikke at blive glemt i valgkampen. Udlændingepolitikken spiller en hovedrolle for de radikale, men kolliderer fuldstændigt med hvordan en fremtidig SR-alliances politik ser ud.

SF:

Tendens: Ned!
Villy Søvndal levede ikke helt op til forventningerne under TV-debatterne, men han skal nok komme igen. Målingerne viser dog – som sædvanlig '“ at SF falder i målingerne i valgkampen. Det skyldes især, at de radikale og Enhedslisten er gode til at mobilisere deres kernevælgere.

Enhedslisten:
Tendens: Op
Venstrefløjen har ikke mange penge, men de har mange kreative folk. I går rendte Asmaa rundt på Christiansborg i ført klaphat og snakkede om røde pølser i hånden. Og nu har de lavet deres egen plakat som svar på DFs Muhammed-plakat, hvor skriver at Pia K er en idiot. Respekt for kreativiteten! Også point for at vende Asmaa-diskussionen som en fordel i debatten. Meningsmålingerne viser i øvrigt, at 'Enhedsbanditterne' ligger pænt over spærregrænsen. Jeg tror sgu, de klarer den.

De kristelige:
Tendens: Op.
Bodil Kornbek kæmper en hård men forgæves kamp. Jeg er ikke til hendes skingre stil, og det er mærkeligt, at Kornbek insisterer på at være borgerlig, når hun vil pege på en socialdemokrat. Det standpunkt tror jeg ikke på, at der er nok vælgere til, sådan at hun kommer ind. Men respekt for ihærdigheden.

Bonustrack:

Kaare R. Skou:, TV2
Tendens: Ned

TV2s gamle Jeronimus “Gårdejer Skov” sidder sgu og siger, at Fogh og alle de andre spidskandidater skulle blive hjemme i stedet for at rende rundt ude og vise sig frem for vælgerne. Det er bare så forkert, og det er en mindre skandale, at TV2 ikke har nogen kompetente kommentatorer, der rent faktisk VED en lille smule om moderne politisk kampagne. Kaare R. Schou hold dig dog til det, som du ved lidt om! Er Bendtsen way over the hill så er Schou aldeles pensionsmoden. Så kan han også med de ormstukne tænder gå og sutte på sine gamle sure piper i stedet for at vrøvle løs. Skulle Schous synspunkt være validt, så blev politikerne inde på Christiansborg og drak kaffe med alle journalisterne. Det gjorde store dele af Nyrup-kampagnen i 2001. Resultatet blev en katastrofe. Her er et gratis råd til alle kandidater om, hvad de skal bruge tiden under valgkampen på: Shake hands and dial for dollars. (Mød vælgere og fundrais valgkampsmidler) Det er, hvad I skal koncentrere jer om, og så glem gamle Jeronimus’ ordskvalder. Det var i øvrigt den samme kloge Kaare R. Skov som i sidste uge på TV2s hjemmeside “fuldstændigt udelukkede” et valg nu. Det ville først komme til næste efterår! Yeah right! Af andre mindeværdige udtalelser kan man også fremhæve hans vurdering af de politiske konsekvenser af Hans Engells spirituskørsel i 1997: “Tro mig, dette har vælgerne glemt om to uger!”. Schou kom som bekendt til at tro om igen.

Her er et tip til TV2 News: Ring dog til Martin Vith, som i dag har skrevet en fremragende kronik i Berlingske om, hvordan valgkamp fungerer i dag. Han er blandt de allermest indsigtsfulde på området her i landet, og så lad os slippe for udtalelser fra støvede professorer, der aldrig har deltaget i en ærlig valgkampagne.

Kategorier

Flip-flop skattestop

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen den 26. oktober 2007.

Meningsmålingerne viser entydigt, at Anders Fogh står til at vinde valget klart. VKO-flertallet er væk, Venstre taber omkring fem mandater, men Fogh har alligevel udsigt til at sætte sig i statsministerstolen takket være Ny Alliances 8-10 mandater. Det giver ro i Venstre-lejren. Nu skal valgkampen bare køres hjem og tabet begrænses mest muligt. I de første TV-debatter så vi en rutineret og rolig Fogh tone frem som den personlige statsmandsgaranti til vælgerne om at de gode tider fortsætter under ham. Iscenesættelsen lykkedes fint. 1-0.
Fogh var ikke tandløs i TV-debatterne, men bankede til socialdemokraternes leder som blev udstillet som en 'flip-flopper', der konstant skifter holdning til skattestoppet. Man forstår på Fogh, at husholdningerne nærmest er ude af stand til at lægge budget, hvis Helle Thorning-Schmidt kommer til magten. 2-0.
Ved den lejlighed returnerede hun dog skarpt Foghs angreb .'Det er ikke Lykketoft, du er oppe imod', fik statsministeren at vide fra en selvbevidst S-leder i topform. 2-1.
Desværre for Thorning er målingerne p.t. ikke med S, der faktisk står til tilbagegang. Hvis billedet holder frem til valget, kan det få konsekvenser for hendes fremtid som partileder, men lad os nu se.
Rent taktisk høster V også gevinst ved, at Thorning spiller Foghs spil, når hun insisterer på at fjerne de skattelettelser, regeringen listede igennem lige inden valgudskrivelsen. 3-1 til Fogh.