Kategorier

Bendtsens evige uforløste kamp for anerkendelse

Det er kun én grund til, at Bendt Bendtsen får lov at sidde som de konservatives leder og det er at han som formand vedvarende forsøger at opretholde terrorbalancen mellem kronprinsesserne Lene Espersen og Connie Hedegaard. At det så går ud over ledelsen og partiets langsigtede interesser, ja det må så åbenbart være.

Bendtsens tropper præsterede i 2007 at opnå det samme valgresultat som i 2005, dvs. kun to mandater bedre end katastrofevalget i 1998. Ni år med Bendtsen ved roret har givet K regeringsmagten, men beskeden fremgang. Næsten alle – bortset fra Bendt Bendtsen – kan se problemet: At han er og bliver 'Mr. 10 procent', som Berlingskes udmærkede politiske redaktion skriver i dag i en glimrende analyse af det engang statsministerbærende partis åbenlyse problemer med at få Bendtsen af vejen og sikre et roligt, men tiltrængt generationsskifte.

Bendtsen mangler politisk tyngde til at gennemtvinge dette lederskifte ved enten at pege på Connie Hedegaard eller Lene Espersen. Derfor blev der ingen større ministerrokade hos K, hvilket dermed pressede Anders Fogh til udskyde den ellers planlagte udskiftning af flere ministre fra den gamle garde.

Bendtsen, som selv synes, at han gør det fortræffeligt, har dermed fået bevilget yderligere to år mere i formandsstolen hvilket er det samme som, at K formentlig ikke har udsigt til at få nogen særlig vælgerfremgang. Det kan Venstre også kun være tilfreds med. Bendtsen skal nu til flere hofballer hos dronningen, som han holder så meget af. Den slags giver sikkert masser af streetcredit hjemme i den konservative vælgerforening på Fyn, og så kan Bendtsen indramme nogle flere menukort fra dronningens middage, som han kan gå og hænge op på fødegården.

Ifølge Berlingske så ynder Bendtsen, at kalde sig selv for 'far'. Man ser det for sig: Bendtsen mener at have fået forhandlet politiske mærkesager ind i regeringsgrundlaget og kommer nu glædesstrålende tilbage til sine egne med en friskfyragtig og konstaterende bemærkning: 'Far har gjort det!'

Det ville formentlig have været underligt, hvis et regeringsparti ikke havde fået noget af sin politik skrevet ind i regeringsgrundlaget. Man må naturligvis anerkende, at de konservative bestemt har fået store dele af deres politik igennem hos Fogh i de sidste seks år, og særligt har partiet kæmpet for skattelettelser.

Men det Bendtsen aldrig kommer til at forstå, det er, at vælgerne ikke vil anerkende ham for det. De er uimponerede af ham, de opfatter som “Bendt Betjentsen” – en krydsning mellem en politisk tøffelhelt og en latterlig uniforms- og sildesalatfikseret karnevalsfigur med et stænk Jeppe i baronens seng.

Og det er lidt tragisk at opleve Bendtsen evige og utilfredstillede jagt efter politiske journalisters og særligt vælgernes anerkendelse af den konservative leders præstationer, som Bendtsen ellers selv sætter så højt.

På Christiansborg er der mig bekendt kun en 'far', og han sidder ovre i Statsministeriet. Bendtsen får kun lov at lege med indtil den dag, at en af de to kronprinsesser og et flertal i baglandet mener, at det er tid til at gennemføre generationsskiftet. Personligt tror jeg faktisk ikke, at Bendtsen er i stand til selv at kunne indse, at hans manglende personlige egenskaber står i vejen for konservativ mandatfremgang. “Far” er nemlig forblændet af sin egen succes, hvis man altså lige ser bort fra “succesen” hos vælgerne.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

13 kommentarer til “Bendtsens evige uforløste kamp for anerkendelse”

Som altid skriver du skarpe og præcise kommentarer. Læser med fornøjelse din blog.

Men gør du ikke Bendtsen en lille smule uret? Som formand er han vel – i hans rolle – at sammenligne med bestyrelsesformanden i et aktieselskab, der sidder i baggrunden, mens direktionen får æren og omtalen? I den rolle fungerer han da ok. Så må Lene Espersen, Connie Hedegaard og til dels Brian Mikkelsen tegne partiet og komme med de mere kreative udspil.

På et tidspunkt må han naturligvis skiftes ud. Men måske er de næste i rækken pt. udmærket tilfredse med en formand, som tillader dem at sole sig i egne projekter, fremfor en formand som f.eks. Anders Fogh Rasmussen eller værre Pia Kjærsgaard, hvor der er mere kæft, trit og retning?

Jeg er enig i, at Bendtsen gør en spøjs figur, men så længe andre sælger billeterne… 😉

En uhyre indsigtsfuld analyse, og hvad Jarl er for flink og høflig til at fortælle her er, at meget af det, der her står som en slags personlige vurderinger, helt ned i detaljerne faktisk er baseret i fakta, som er kendt i brede kredse … Så siger jeg ikke mere.

BB burde have effektueret et generationsskifte ved denne lejlighed, eller ihvertfald have påbegyndt det og afsluttet det indenfor et års tid. Så kunne han have stået som en sejrherre (hvor beskedent det end måtte være) + han kunne have medvirket til at minimere det efterfølgende slagsmål. Nu udskyder han det uundgåelige, med de evt. problemer som det vil medføre.

Jeg tror nu, du er lidt for hård ved stakkels Bendtsen, Jarl. Jeg tror egentlig ikke, han er så utrolig tilfreds med sin indsats og har så stort et ønske om at blive siddende. Han har aldrig virket særlig tilpas i lederrollen, og inderst inde tror jeg, han vil ånde lettet op, når han kan trække sig tilbage til slægtsgården på Fyn. Han har givetvis allerede været til alle de hofballer, han kunne ønske sig.

Men jeg tror, han er låst af, at han simpelthen ikke ved, hvordan han skal slippe væk på en pæn måde, uden at efterlade partiet i det samme kaos, det var i, da han blev leder på adskillige afbud. Og at han ikke er i stand til at planlægge sin afgang på en fornuftig måde, det viser jo netop også hans manglende lederevner.

Kunne det mon tænkes, at BB HAR foretaget sit valg mellem LE og CH?

Kunne det tænkes, at han har fået selveste AFR til at hjælpe sig?

Jeg tror det…

Forklaring: LE’s ministerium er uberørt, mens CH’s ministerium (eller område) er opdelt i to ministerier.

CH skal fra sin ministerpost rejse kloden rundt til diverse konferencer. Det giver LE mulighed for at gå her hjemme i ro og mag og bearbejde den konservative folketingsgruppe (der jo helt selv vælger formanden – det sker altså ikke på et landsråd eller lignende).

Samtidig udviskes CH’s profil ved at gøre TRP til miljøminister, hvilket angiveligt vil være der pengene vil være – ikke i klimaministeriet.

CH skal heller ikke være minister for det nordiske samarbejde, hvlket er endnu en platform mkindre for hende at profilere sig på (og jeg ved godt den er nærmest ikke eksisterende…).

BB har trods alt kunne præsentere et samlet og ungt K, hvilket gjorde at de ikke har tabt flere mandater, end de ellers har gjort støt siden Schlüter. Han har heller ikke slidt sine unge politikere op på samme måde som AFR, om han er “storbonden på borgen” om igen, det det ved jeg ikke, men han har dog i det mindste præsteret at herske og dele istedet for AFR som mere kører efter “jeg ta ´r det hele” konceptet.

@4
jeg tror du har ret, hvis valget skulle stå imellem CH og LE så tror jeg LE vinder langt over CH, om ikke andet så alene i kraft af den tunge post hun har bestredet næsten upåklageligt de sidste seks år – CH har ingen tyngde i forhold til det.

Jeg tror, Søs har ret: LE har sugerøret langt nede i folkedybet. Hun taler om at få fat i rockerne, tage hårdt fat om  ´de kriminelle’, begrænse antallet af knive blandt ungdomsbander, kropsvisitering af unge mennesker, der (måske) har skjulte våben, etc., etc.

CH er de konservatives klon af den politisk korrekte Margrethe Vestager. CH er for akademisk, omend veltalende, til de “designede” kakkelborde, der er de konservatives kernevælgere.

LE er Hanstholm. CH er Hellerup. Skal de Konservative vinde frem, efter BB, er LE kongevejen til frygtsomme, men “pæne” vælgere, der kunne overveje liste C.

PS: Tak til Jarl for gode indlæg. Men der er et problem med hele “the chattering class”: Nemlig projektioner = forestillinger om, at politikere besidder intrikate og sofistikerede strategiske overvejelser, som derefter kan dekonstrueres.

SÃ… begavede tror jeg ikke, de er.

Jeg er sådan set ganske enig i din analyse af BB og befolkningens perception af ham og hans meritter, Jarl. Om end jeg finder din dom over BBs regime en anelse hård. Manden har trods alt fået stoppet et notorisk blodbad hos de Konservative, hvilket vel reelt er grunden til at partiet stadigt eksisterer!

Hvad angår lederskiftet har jeg en lille fornemmelse af, at BB satser på, at Jakob Axel Nielsen kan køre sig i stilling som partiets næste leder. Han har gjort kometkarriere som minister og ved at fastholde et narrativ om en kamp mellem Connie og Lene er der plads til JAN-surge

Hvor er det altså underholdende at se alt det på skrift som så mange fortæller om “uden for referat”… Det er meget svært at skrive personligt skarpe kommentarer uden at det bliver usagligt eller ondsindet (og som fortsat opfylder kravet om politisk relevans, hvilket denne mini-analyse jo gør).

@MK

Det er muligt, at Bendt Bendtsen har foretaget et valg mellem kronprinsesserne, men jeg synes egentlig ikke at ministerrokaden peger på at han har valgt Lene Espersen.

Connie Hedegaards profil har helt og holdent været hængt op på klimaet, mens miljødelen har været gemt væk. At miste det ressortområde betyder ikke meget, og til gengæld har hun fået det stedse mere profilerede energiområde.

Lene Espersen er muligvis mere folkelig, men da hun fortsætter i justitsministeriet, får hun ikke mulighed for at profilere sig selv meget mere, men må som hidtil nøjes med at sige “højere straffe” hver eneste gang nogen stikker en mikrofon i hovedet på hende.

@Rasmus

Man skal ikke undervurdere at netop sætningen “højere straffe” (sammen med “skattelettelser”) er sød musik i konservative partisoldaters ører, på samme måde som vindmøller og grønne afgifter er det for SF’ere.

@Garby:

Det er det sikkert. Men der er efterhånden næppe nogen partisoldater, der er i tvivl om Lene Espersens kvalifikationer inden for justitsområdet. Der er vist ingen tvivl om, at hun helst selv ville udvide profilen, f.eks. med en tur i udenrigsministeriet. Og det var der altså ikke i posen denne gang.

Omvendt kan man selvfølgelig sige, at Connie Hedegaard heller ikke har fået noget nyt a rive i, men klimapolitik – i sammenligning med justits – nyder en stærkt voksende opmærksomhed.

Summa summarum: hvis rokaden er til fordel for nogen af kronprinsesserne, er det for Hedegaard.

Lukket for kommentarer.