Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

De gamle delte rovet hos V

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 26, 2007

Comments icon

10 kommentarer

Så har regeringspartiet Venstres folketingsgruppe fordelt ordførerposter, og partiets såkaldte 'mellemgeneration' har med hjælp fra gruppeformanden Hans Chr. Schmidt fået lov af 'far' til at sætte sig på det meste. Michael Aastrup Jensen er eksempelvis blevet forfremmet til ny EU-ordfører og Torsten Schack Pedersen er ny skatteordfører.

Kun få af de nye MF'ere har fået del i rovet. Den unge Louise Elholm har fået boligordførerposten '“ der længe har været en uattraktiv vandrepokal i folketingsgruppen ved det, at partiet tidligere har betroet en kapacitet som Ingelene Ebdrup denne post. Ebdrup er som bekendt ikke længere er at finde i Venstres rækker. Den unge komet Sophie Løhde er blevet ny indfødsretsordfører, og jeg gætter på, at det ikke er en post, der helt tilfredsstiller hendes ambitioner. Claus Hjorts og Anders Foghs – måske forhenværende darling – Ellen Trane Nørby er blandt de få fra mellemgenerationen, der ikke blevet forfremmet med nogenting. Mon ikke hun fortsat skumler af raseri over det? Jeg tror det.

Uriasposten som integrationsordfører har Uffes datter Karen Ellemann fået lov at få. Den arver hun som bekendt fra Irene Simonsen, der ikke blev genvalgt. De næste måneder vil vise om Ellemann blot er i politik som 'fars datter', eller om hun faktisk kan selv. Karen Ellemann blev i øvrigt direkte frarådet af sin far at gå ind i politik. Jobbet som integrationsordfører er dermed både en test, men også en cadeau til de mange tusind vælgere, som uden tvivl også stemte på selve Ellemann-navnet. Består Karen Ellemann prøven, så skal hun fremover måles alene på egne meritter. Dumper hun, så skal vi næppe se hende siden på tunge ministerposter, og så lukker hun nok døren '“ indtil videre – for Ellemann/Jensen-dynastiets indflydelse i dansk politik. Under alle omstændigheder så har Karen Ellemann allerede fået min respekt for det udviste mod, det er, at påtage sig dette mere end krævende job.

Mest opsigtsvækkende er vel også, at Søren Pind er blevet valgt til udenrigsordfører. Venstres top kvitterer nok for, at Pind med egne ord 'er blevet voksen'. Siden sit sommer-interview med Politiken har den tidligere københavnske borgmester nedtonet sin liberale profil betragteligt. Pind forfremmes dermed udelukkende, fordi topledelsen mener, at han har arbejdet både godt og loyalt under valgkampen. Men de har dog givet Pind et job, hvor han er helt på samme linje som ledelsen, og her ligger udenrigsordførerposten lige for.

For statsministeren har ikke altid kunnet skjule sin begejstring for Pinds indsats under diverse udenrigspolitiske debatter, hvor han har vist sig som et aktiv. Og hvorfor ikke bruge Pinds retoriske egenskaber til noget fornuftigt frem for at lade ham gå rundt i lediggang, hvor det måske ender med at han laver ballade? Det er formentlig ræsonnementet, der ligger bag beslutningen. Om Pind 'er taget til nåde' er nok så meget sagt, men han er vel blevet lukket en smule ind i varmen. Skulle Pind pludselig få trang til at stille sig i spidsen for nye – ikke af ledelsen sanktionerede – ideologiske debatter i partiet kan de jo bare true med at hælde ham ned ad brættet igen. Men Pind har med dagens udnævnelse endelig fået sin chance for at vise noget i Folketinget.

Læs også Dr. Garbys grundige gennemgang af Venstres konstituering.


Bendtsens evige uforløste kamp for anerkendelse

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 25, 2007

Comments icon

13 kommentarer

Det er kun én grund til, at Bendt Bendtsen får lov at sidde som de konservatives leder og det er at han som formand vedvarende forsøger at opretholde terrorbalancen mellem kronprinsesserne Lene Espersen og Connie Hedegaard. At det så går ud over ledelsen og partiets langsigtede interesser, ja det må så åbenbart være.

Bendtsens tropper præsterede i 2007 at opnå det samme valgresultat som i 2005, dvs. kun to mandater bedre end katastrofevalget i 1998. Ni år med Bendtsen ved roret har givet K regeringsmagten, men beskeden fremgang. Næsten alle – bortset fra Bendt Bendtsen – kan se problemet: At han er og bliver 'Mr. 10 procent', som Berlingskes udmærkede politiske redaktion skriver i dag i en glimrende analyse af det engang statsministerbærende partis åbenlyse problemer med at få Bendtsen af vejen og sikre et roligt, men tiltrængt generationsskifte.

Bendtsen mangler politisk tyngde til at gennemtvinge dette lederskifte ved enten at pege på Connie Hedegaard eller Lene Espersen. Derfor blev der ingen større ministerrokade hos K, hvilket dermed pressede Anders Fogh til udskyde den ellers planlagte udskiftning af flere ministre fra den gamle garde.

Bendtsen, som selv synes, at han gør det fortræffeligt, har dermed fået bevilget yderligere to år mere i formandsstolen hvilket er det samme som, at K formentlig ikke har udsigt til at få nogen særlig vælgerfremgang. Det kan Venstre også kun være tilfreds med. Bendtsen skal nu til flere hofballer hos dronningen, som han holder så meget af. Den slags giver sikkert masser af streetcredit hjemme i den konservative vælgerforening på Fyn, og så kan Bendtsen indramme nogle flere menukort fra dronningens middage, som han kan gå og hænge op på fødegården.

Ifølge Berlingske så ynder Bendtsen, at kalde sig selv for 'far'. Man ser det for sig: Bendtsen mener at have fået forhandlet politiske mærkesager ind i regeringsgrundlaget og kommer nu glædesstrålende tilbage til sine egne med en friskfyragtig og konstaterende bemærkning: 'Far har gjort det!'

Det ville formentlig have været underligt, hvis et regeringsparti ikke havde fået noget af sin politik skrevet ind i regeringsgrundlaget. Man må naturligvis anerkende, at de konservative bestemt har fået store dele af deres politik igennem hos Fogh i de sidste seks år, og særligt har partiet kæmpet for skattelettelser.

Men det Bendtsen aldrig kommer til at forstå, det er, at vælgerne ikke vil anerkende ham for det. De er uimponerede af ham, de opfatter som “Bendt Betjentsen” – en krydsning mellem en politisk tøffelhelt og en latterlig uniforms- og sildesalatfikseret karnevalsfigur med et stænk Jeppe i baronens seng.

Og det er lidt tragisk at opleve Bendtsen evige og utilfredstillede jagt efter politiske journalisters og særligt vælgernes anerkendelse af den konservative leders præstationer, som Bendtsen ellers selv sætter så højt.

På Christiansborg er der mig bekendt kun en 'far', og han sidder ovre i Statsministeriet. Bendtsen får kun lov at lege med indtil den dag, at en af de to kronprinsesser og et flertal i baglandet mener, at det er tid til at gennemføre generationsskiftet. Personligt tror jeg faktisk ikke, at Bendtsen er i stand til selv at kunne indse, at hans manglende personlige egenskaber står i vejen for konservativ mandatfremgang. “Far” er nemlig forblændet af sin egen succes, hvis man altså lige ser bort fra “succesen” hos vælgerne.


Moren har gjort sin pligt, så moren kan gå

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 24, 2007

Comments icon

7 kommentarer

Politik er nok det mest utaknemmelige hverv, som man kan tænke sig, hvor kun ganske få får løn som forskyldt.

Tag for eksempel Rikke Hvilshøj. Bevares hun er ikke jordens største folkefører, men ingen betvivler hendes loyalitet overfor Anders Foghs projekt ved igennem 2 ½ år at have taget tæskene på regeringens vegne og var den, der sagde stædigt nej til alle de enkeltsager som især dagbladet Politiken bragte til torvs med asylbørnene og deres familier, 'der sad og rådnede op på asylcentrene'.

Hvilshøj har utvivlsom vidst, hvor det bar hen, da hun selv sagde op som integrationsminister lige efter valget. Samtidig var hun også meget klar i mælet om, at hun ville prøve noget andet i sit liv og derfor ikke genopstiller til Folketinget ved næste valg.

Alligevel valgte Hvilshøj fredag at genopstille som næstformand i Venstres folketingsgruppe. Det skulle hun nok have ladet være med, for gruppen vragede hende med stemmerne 24-19 og valgte 'Folketingets mest ukendte politiker' Anne Mette Winther Christiansen, som er valgt i Østjyllands Storkreds.

Anne Mette Winther Christiansen er et godt eksempel på, at man sagtens kan sidde i Folketinget uden at kunne noget særligt blot så længe, at man har en pæn stor kreds, hvor bønderne stemmer bevidstløst på den siddende kandidat. Læs mere her om Venstres Folketingsgruppes nye næstformand, som nu formentlig – det må man håbe både for Venstre og folkestyret – topper sin politiske karriere.

Ekstra Bladet bringer i dag en sjov historie, hvor et medlem af folketingsgruppen udtrykker sin klare irritation og forargelse over, at statsministeren angiveligt stemte på Anne Mette Winther Christiansen. Det kunne den pågældende nemlig se fra sin stol'¦

Nådada! Det rykker nu i Claus Hjorts arm for at daske den arme stakkel oven i hovedet efter dette klokkeklare eksempel på illoyalitet. Venstres folketingsgruppe skal fordele ordførerskaber på mandag, og det er derfor et meget uheldigt tidspunkt at demonstrere sine oprørstendenser. Den slags bliver som bekendt normalt straffet nådesløst. Om Claus Hjorts brutale straffeaktioner har Fogh formuleret det sådan: 'Et klask, et skrig og en blodpøl.'

Hvem er så den formastelige? Det ved naturligvis kun Ekstra Bladet og den modige V-MF'er. Men man kan jo starte med at finde ud, hvem der sidder i nærheden af Fogh? Det gør blandt andet Ellen Trane Nørby (hun sidder skråt overfor), og netop hun lagde ikke skjul på i selv samme Ekstra Blads artikel, at hun var både vred og sur over hverken at være blevet politisk ordfører eller minister. Trane har både motivet og den manglende koldblodighed til at hævne sig på Fogh. Trane har tidligere hørt til Claus Hjorts og Foghs absolutte darlings, så der står sikkert meget på hendes pluskonto hos far og Clausescu. Men man kan meget hurtigt komme i minus, hvis man udleverer chefen til medierne.

Hvis den pågældende anonyme V-MF'er taler sandt, så må man da endnu engang konstatere den helt ubegribelige kynisme, som landets statsminister besidder. Fogh har indadtil og udadtil rost Rikke Hvilshøj for hendes indsats, der også har haft store personlige omkostninger, hvor familien har været udsat for et attentatforsøg. Men da det så i fredags kom til afstemning om en relativt lille om end stadig vigtig tillidspost i partiet, ja så dolker Fogh åbenbart sin tidligere trofaste integrationsminister i ryggen ved at stemme på en eller anden nobody. Hvorfor? Måske den enkle, at Anne Mette Winther Christiansen er nemmere at manipulere rundt med, mens Rikke Hvilshøj jo selv har sagt, at hun var på vej ud, og derfor skulle en anden have chancen. Fogh har heller ikke noget at true Hvilshøj med, hvis det skulle komme til en konfrontation og kunne dermed – måske – være blevet vanskelig.

Ved ikke at genopstille var Hvilshøj reelt set en lame duck. Det er derfor en gratis omgang ikke alene for Fogh og V-toppen, men for resten af MF’erne at skifte hende ud, nu hvor hun selv har sat udløbsdato på sin egen politiske betydning.

Hvad kan man lære af det? Man skal aldrig true med at gå, men nok snarere true med at blive.

Bottom border