Måned: marts 2008

Birthe Rønn Hornbech vurderes langt ind i regeringen som en politisk katastrofe, som endnu intet har vist, og som fastholder regeringen i defensiven på integrationsområdet. Gang på gang siden sin udnævnelse efter valget i november har integrationsministeren oveni demonstreret en betydelig og hidtil uset politisk klodsethed.

Først var der hele sagen om de afviste asylansøgeres børn, som skulle hjælpes ved hjælp af en aftale med Ny Alliance. Det var en bunden opgave fra Fogh, som Integrationsministeren klumrede rundt i begyndelsen – blandt andet fik hun ikke holdt den nødvendige kontakt til de på dette tidspunkt interessante løsgængere. Undervejs fik den iltre og indimellem ret arrogante minister generet pressen så meget, at hun trak hårdt på pressekorpsets sympatikonto, der ellers i mange år har agtet den i deres øjne principfaste retspolitiker. (Et efter min mening helt ufortjent sympatisk ry)

Ved sin tiltræden fik Birthe Rønn også erklæret, at hun skam heller ikke havde brug for nogen spindoktor desuagtet at vi var mange, der så undrede os over, hvad Berlingskes tidligere politiske redaktør Jesper Termansen så laver som pressechef i Integrationsministeriet. Bevares '“ Termansen er ansat på sædvanlige embedsmandsvilkår, men ingen forestiller at han ikke foretager sig nogenlunde det samme, som de 'særlig rådgivere', der ryger ud ved en ministers afgang. Det er reelt kun teknik, der adskiller.

Men hvad laver Termansen så for sine penge, når pressen ringer? Ja det er formentlig ikke så meget. Han kunne måske endda spares væk og skiftes ud med en telefonsvarer, da Birthe Rønn Hornbech '“ formentlig gennem sin pressechef '“ tilsyneladende mestendels besvarer pressehenvendelser om sit ressortområde med disse få ord: Ingen kommentarer.

Her er et udvalg af de mange sager, hvor ministeren har benyttet sig af nødbremsen i stedet for at levere klare svar til pressen:

I sagen om flygtningebørns netværk i hjemlandet ved deres hjemsendelse, der var omtalt den 17.2.08 i Politiken, så hejste ministeren nærmest det hvide flag med ordene 'ingen kommentarer'.

Da Sverige begyndte at sende irakiske asylansøgere hjem og Kristeligt Dagblad den 13.3.08 ringede til ministeren for en kommentar lød det brave svar såmænd: 'Ingen kommentarer'.

Da regeringen var lige ved at komme i mindretal og Søren Pind opfordrede regeringen til at ignorere flertallet, skulle ministeren ikke nyde noget. Det var også indrømmet en svær sag, hvor man ikke skulle træde forkert, men det er dog altid et svaghedstegn, når det eneste pressechefen fik over sine læber til den Berlingske journalist, der den 21.1.08 ringede i denne anledning var et'¦ja rigtigt gættet: Ingen kommentarer.

Som kirkeminister bruger Birthe Rønn også taktikken. Da der var ballade over at mandlige præster angiveligt skulle mobbe kvindelige præster, og Ã…rhus' stifts socialdemokratiske biskop Kjeld Holm, i denne anledning også så sig nødsaget at nævne de præster, der var imod kvindelige præster, så var Birthe Rønns kommentar til Urban 11.1.08? Ja svaret giver sig selv.

Tjah. Det er jo ingen kunst at kokettere med, at man har nægtet sig selv en spindoktor og samtidigt insistere på at være bedrevidende, for ikke at sige hellig og “uberørt”, når det gælder behov for presserådgivning, når Birthe Rønn angiveligt har lagt en strategi, hvor hun ikke tør kaste sig ud i den integrationsdebat, som regeringen ellers SKAL vinde, for at være sikre på at blive siddende.

Endnu er der ingen '“ og slet ikke i regeringen – der har ladet sig imponere af Birthe Rønns evne til at sætte en dagsorden på området. Forsøg er der vist ikke blevet gjort. Men hun kunne jo også starte med at forsvare regeringens position, hvis den da har én?

Vi er en del, der venter på, at Birthe Rønn Hornbech kommer på banen i debatten. Hvis ikke det sker, så vil jeg sætte hende blandt de ministre, der står til at ryge ud ved næste regeringsomdannelse. Og pressen kunne måske begynde at revidere deres billede af en politiker, som bestemt forstod at sætte sig selv i centrum ved at gå enegang til jubel for pressekorpset, som så fik lejlighed at tegne det falske billede af Rønn som 'Folketingets eneste mandfolk'.

Men siden er Fru Hornbech faldet noget fra tinderne, da hun hidtil som minister kun har evnet at demonstrere egen rådvildhed og handlingslammelse. Måske pressekorpset på Christiansborg skulle lade hende vide, at hvedebrødsdagene er ved at være ovre for madamme. Her hjælper næppe længere et 'ingen kommentarer'.

P.S. Som en læser Jan Christensen rigtigt pointerer herunder, så har Birthe Rønn TO GANGE for nylig nægtet at medvirke i Debatten på DR2, selvom emnerne var henholdsvis indvandreruroligheder og integration, som man vel kunne forvente at hun havde en mening om, som ansvarlig minister.

I dag, tirsdag, kom det frem, at den 19-årige mand, der i søndags skød en anden 29-årig mand ved Islev-station faktisk strafafsonede en dom for vold mod tjenestemand i sit hjem med en fodlænke.

Ifølge Kriminalforsorgen så tilbydes fodlænkeafsoning kun til kriminelle, som et alternativ til domme på op til 3 måneders fængsel. Det udelukker i hvert fald den hårde vold. Men hvorfor tiilbyder kriminalforsorgen i det hele taget voldsmænd den mulighed at afsone i deres eget hjem med fodlænke?

Jeg kan forstå at kriminelle, der har forbrudt sig mod ejendom, afsoner i deres eget hjem, men voldsmænd? Det er for mig at se krænkende for manges retsbevidsthed, at de i det hele taget får lov til det.

Nu skal justitsministeren naturligvis ikke blande sig i konkrete sager, men sætte rammerne. Så hvordan kan det egentlig være, at Lene Espersen så har sagt god for denne praksis?

Man skulle tro at der nu var en kanon-sag for oppositionen at kaste sig over, men de er vel taget på påskeferie slikkende deres sår. Hvis sosserne havde en vaks retsordfører ved havelågen kunne sådan en sag blive en lille 'Willie Horton-sag' for justitsministeren, selvom at de to sager indrømmet er forskellige i proportionerne. Det kunne blive en sag, hvor Socialdemokraterne kunne få trængt Lene Espersen i defensiven.

Willie Horton var en livstidsdømt morder som den demokratiske præsidentkandidat Michael Dukakis slap fri da han var guvernør I Massachussets, som led i delstatens almindelige prøveløsladelsessystem. Men Horton gik siden ud og røvede og voldtog, og det fik især George Bush Sr.s kampagnechef – den berygtede og tidligt afdøde Lee Attwater, der også var Karl Roves mentor – til at bruge sagen skamløst under præsidentvalgkampen i 1988 til at hænge Dukakis ud som soft on crime. Sagen var uden tvivl stærkt medvirkende til Dukakis-kampagnens senere kollaps og Bush' '“ taget de oprindelige odds i betragtende – lidt overraskende valgsejr.

Men som sædvanlig kan Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup i stedet for socialdemokraternes ordfører på området Karen Hækkerup, dygtigt profilere sig på sagen ved at bede justitsminister Lene Espersen (K) om en redegørelse i sagen:

'Vi vil gerne have undersøgt den vurdering, der er lavet fra myndighedernes side. Alt tyder på, at der tale om en fejlvurdering, når vedkommende begår så alvorlig kriminalitet. Man kan aldrig gardere sig 100 procent, men det er interessant at vide, om det ligger noget til grund for, at man tildeler ham fodlænke – om der er nogle indikationer på, at han kunne begå noget alvorlig kriminalitet', siger Peter Skaarup til Politiken.

Hvorfor er det ikke socialdemokraterne, der beder Lene Espersen om det? Tjah. Man kan kun gisne. Mon ikke at Karen Hækkerup og hendes partifæller på Christiansborg skal begynde at stå lidt tidligere op, hvis det nogensinde skal lykkes dem at komme tilbage til regeringsbænkene?

De radikales absolut mest synlige profil næstefter Margrethe Vestager – Simon Emil Ammitzbøll– lever sit politiske liv særdeles farligt. Han har nemlig foreslået, at alle partiets veltjente veteraner snarest muligt forlader tinget og gør plads for deres valgte suppleanter. De radikale har langt den højeste gennemsnitsalder i Det Høje Ting.
Men methusalemmerne i den radikale folketingsgruppe har naturligvis ikke tænkt sig at vige pladsen.

Folketingsgruppens alderspræsident Niels Helveg Petersen måske Danmarks svar på senator Ted Kennedy er efterhånden noget alderstegen, men i forhold til sin amerikanske kollega, der er 76, så er Helveg blot en årsunge på kun 69 somre. Det er ikke så længe siden, at U.S. Senat havde fornøjelsen af gamle Strom Thurmond fra South Carolina, der døde med støvlerne på i 2003 som 100-årig. Helt så længe sidder Helveg næppe på Borgen, men ærligt talt hvad er det lige, som den tidligere partileder og udenrigsminister Helveg mangler at få udlevet i dansk politik?

De radikale er lysår fra at komme i regering. Hvordan er det lige, at de radikale får forklaret nye vælgere, at de står for fornyelsen, når de stiller med så vel- og udtjente folk som foruden Helveg også tæller en Marianne Jelved og Lone Dybkjær? Specielt når man ser på alternativerne for centrum-venstre-vælgere, hvor SFs folketingsgruppe efter 2007-valget har fået tilgang af ganske mange unge folk, og socialdemokraterne har unge folk helt i front.

Det er jo ikke sådan, at man ikke forstår Niels Helveg m.fl. Det er jo sjovt at sidde i Folketinget. Få interesserer sig særligt meget for, hvad man som politiker egentlig laver, og lønnen er da også ok. Samtidig kan man rejse rundt som gammel erfaren statsmand, og give den lidt som en slags dansk og blødere udgave af Henry Kissinger. Men sidstnævnte har fundet andre græsgange for længst. I USA bliver has-beens som Helveg ikke hængende. De skriver bøger, får et job i advokatbranchen eller på Wall Street. Nogle ender som direktører for tænketanke eller biblioteker eller som undervisere og professorer på et fint Universitet. I Storbritannien har de systemet med at 'sparke' folk op i Overhuset. Systemet kasserer udtjente politikere ved at give dem lidt ære og sildesalat.

I Danmark sander de imidlertid til på Borgen. Det er lidt ynkeligt, men sådan må det være, når der ikke er andre alternativer.

Simon Emil Ammitzbøll får sikkert mange tæsk internt for sit forslag, men han har under alle omstændigheder ret: De gamle bør vige pladsen for yngre kræfter og jo hurtigere jo bedre, sådan at nye kræfter kan nå at sætte sig ind i arbejdet og få den nødvendige erfaring. Der skal der til, for at de radikale kan sætte et nyt og slagkraftigt hold, sådan at partiet kan komm tilbage til regeringsbænkene.

Men idéen om, at en kollektiv abdikation fra Helveg og Co. bliver hørt og materialiserer sig i virkelighedens verden, er desværre for de radikale utænkelig. Berlingskes ex-chefredaktør Niels Lunde havde derfor helt ret, da han i søndags på TV2 News slog fast, at der jo er tale om magtmennesker, som aldrig vil vige fra magten frivilligt. De skal bæres ud af tinget.

Tjah, der er synd for de radikale, men vi andre kan jo heldigvis være ligeglade!

Men Ammitzbøll får credit herfra for sit udviste mod til at sige tingene, som de er. Han får næppe tak fra sine egne rækker for forslaget.