Det er mærkværdigt at følge dansk politik for tiden. Al medie-opmærksomheden er på det politiske venstres banehalvdel, hvor Villy Søvndal mere og mere ligner den reelle leder oppositionen. Det politiske venstre er splittet midt over i hele tilgangen til indvandrerdebatten. For få år siden var det politiske venstre domineret af 'Halal-hippiepartiet' med SF, Enhedslisten, de radikale og den Svend Auken-dominerede del af Sociademokratiet. Synspunktet var, at integrationsproblemerne med indvandrerne mere eller mindre skyldtes kapitalismens uvæsen, for få offentlige ressourcer, racistiske arbejdsgivere, Pia Kjærsgaard og den danske småborgerlighed samt USA og ikke mindst Israel. Det skyldtes i hvert fald ikke Islamismens fremmarch eller de middelalderlige samlivsformer med tvangsægteskaber mv., som mange indvandrere har videreført her i deres nye hjemland Danmark. Valget i 2001 blev et opgør med den tankegang. Naser Khaders brud med det Radikale Venstre var delvis initieret af et opgør med de radikales '“ efter hans mening 'naive' tilgang til hele spørgsmålet, og netop de radikale er de eneste der står tilbage som eksponent for Halalhippiepartiets synspunkter. Socialdemokratiet har forlængst opgivet sin modstand mod 24-årsreglen for familiesammenføring af ægtefæller. Enhedslisten ligger i intern åben krig på spørgsmålet om hvorvidt Asmaa Abdol-Hamid skal tegne butikken. Endelig er Villy Søvndal i gang med at krænge overfrakken med SFs tidligere halal-hippieagtige synspunkter af sig. Og vælgerne kvitterer for Søvndals træk – i hvert fald ind til videre '“ i meningsmålingerne.
Det forunderlige er dog, at Villy Søvndal fantastiske fremgang udstiller Helle Thorning-Schmidts alvorlige problemer med at fremstå som et statsminister-alternativ overfor vælgerne. Det gør venstre-oppositionen helt utroværdig. Så paradokset er, at jo bedre det går for Villy og SF '“ jo sikrere sidder Anders Fogh i sadlen som statsminister. Villys udfald mod de radikale islamister i Danmark legitimerer desuden mange af Pia Kjærsgaard og DFs synspunkter. Det har SFs folketingsgruppe '“ som mest består af halalhippier set '“ og det har de reageret imod, som forleden på gruppemødet, hvor MF'ere følte sig underinformeret om formandens udmeldinger. Omvendt kan Villy tage det roligt, for langt de fleste af SFs mange nye vælgere er enige med partiformanden. Men sagen har også udstillet et skisma mellem synspunkterne i SFs folketingsgruppe og deres vælgere. Det bliver interessant at se hvor længe og hvad SFs bukser kan holde til. Indtil videre kunne det godt se ud som om, at Villy har spændt buen til grænsen.
I dag er Villy på forsiden af et dagblad kontrolleret af den egyptiske regering. Hans synspunkter om 'Gisp-ud-Tapir' er nu blevet til at alle muslimer skal gå ad helvede til. Det er jo en kanonhistorie, men dagbladets research imponerer næppe mange. Hvem er dagbladets korrespondent i Danmark? Medierne kunne jo ringe til IPC (Det internationale pressecenter) og spørge om nogen af korrespondenter, mon har ansvaret for løgnehistorien. Jeg har desværre mange herboende islamister mistænkt for at have plantet historien i det egyptiske dagblad. Under Muhammed-krisen rejste dele af det herboende muslimske kleresi som bekendt til Mellemøsten med en bunke løgnehistorier under armen og antændte vreden og hadet mod lille Danmark. Nu ved Villy, hvordan det er at få fordrejet sine synspunkter i Mellemøsten. Han bliver næppe den sidste danske politiker, der kommer til at opleve det. Under alle omstændigheder ender SF-lederen også med tage dette stik hjem hos danskerne. Det er i hvert fald ikke en sag, der vil mindske sympatien for ham blandt vælgerne. Vi må dog håbe for Villy, at det ikke ender med, at også han skal mandsopdækkes af PET-vagter, ligesom det skete for Naser Khader og Pia Kjærsgaard.