Kategorier

Under pressure

I sidste uge råbte mange kommentatorer af Socialdemokraterne '“ ja nærmest hånede dem '“ for ikke at indlede en kalkunjagt på Finansminister Lars Løkke Rasmussen og hans bilagscirkus. Nu har sosserne så taget fløjshandskerne af og er gået hårdt til Løkke, og så kan pressen næppe håne dem for ikke at være vakse ved havelågen, og udnytte at en minister er på glatis.

Overkalkunjægeren i sagen er MF Rasmus Prehn, og han gør bare sit arbejde. Det er hans opgave at få endevendt denne sag, og målt på, hvad man hidtil har hørt Prehn sige, så er hans kritik absolut “inden for skiven”. Kritikken kører alene på det substantielle i sagen '“ rodet i bilagene, så “håndværksmæssigt” er der tale om en udmærket præstation.

Selvfølgelig kan DF så omvendt beskylde socialdemokraterne for kun at udnytte Løkkes regnskabsvanskeligheder for derved, at få opmærksomheden væk fra partiets akutte og alvorlige problemer med Galluptal under krybekælderniveau.

Hvad gør Venstrefolkene? Jo de forsøger at køre på socialdemokraternes meritter i deres regeringstid. Angreb er som bekendt det bedste forsvar. Nu er de fleste af S-topfolkene fra dengang væk, så Venstre-lejren forsøger nu at inddrage S-formanden Helle Thorning-Schmidts person ved at henvise til en oldgammel sag fra hendes tid som medlem af Europa-Parlamentet. I en pressemeddelelse her til aften skriver Venstres politiske ordfører Inger 'Støjsender”:

– Især må det også give Socialdemokraterne en grim smag i munden, at der ikke var mere at komme efter. Især når man husker, at Socialdemokraternes nuværende leder fløj privat for optjente bonuspoint fra tjenesterejser under sin tid i Bruxelles.

Spørgsmålet er om den slags gengældelsesaktioner hjælper Løkke ud af den suppedas, som han SELV har bragt sig i.

Der er jo lidt “øv-bøv det kan I selv være” over sådan et modangreb. I forvejen er Europa-Parlamentet et stort rejsecirkus, hvor ingen partier vist har noget at lade andre høre. Det virker i øvrigt lidt sølle, at Venstre ikke har mere at komme op med: En fem år gammel latterlig sag, som er på et petitesse-stadie. Det er jo at spille vælgernes tid.

Det slider på Lars Løkke Rasmussen at være skydeskive. Finansministeren ved at disse '“ små '“ private regninger vil følge ham resten af hans politiske karriere, selv om at han rutineret klarede ærterne ved samrådet i formiddag. Pressen kan næppe komme ret meget længere. Alligevel trækkes han igennem sølet og der stilles spørgsmålstegn ved hans personlige karakter. Her og nu er han dog reelt magtesløs, og så er det jo velgørende for ens sjælefred at kunne slå lidt tilbage igen på sine politiske modstandere!

Løkke og hans rådgivere burde dog lade være med at trække niveauet i dansk politik længere ned end det er i forvejen, som de gør med dette angreb på Thorning. Men det er nemt at sige, når man ikke som Løkke lever under belejring.

Alligevel burde Løkke tage det mere roligt, for fortets porte skal såmænd nok holde (medmindre at de altså finder flere belastende bilag)

Men indtil videre kan man konstatere, at Politiken i deres vinkling af Støjbergs pressemeddelelse skriver at 'Venstre Sviner Thorning til'. Støjberg rammer reelt mere Venstres troværdighed end Thornings '“ og det var vel ikke formålet med den pressemeddelelse?

Og så er der vel også de vælgere, der føler, at Venstre nu spilder deres tid med sådan noget pjat.

Det kan jo være at de i Finansministeriet i disse dage har skruet op for Queen-klassikeren featuring David BowieUnder Pressure” for at komme i den helt rette stemning.

Update torsdag eftermiddag. Berlingskes Jonas Schrøder rapporterer fra den politiske slagmark, hvor han har interviewet nogle af hovedkombattanterne Rasmus Prehn og Inger Støjberg. Jeg vil mene, at Prehn står til forfremmelse i S-folketingsgruppen. Prøv at læs hvor elegant han får nævnt alle de gamle sager om Venstrepolitikere. Det er stor polemisk klasse.

Og så kan man jo også læse om Inger Støjbergs hastige tilbagetog fra sit angreb på Thorning. Støjsenderen fik da trukket flere veksler på sin egen troværdighed mere end hun egentlig fik nogle rene stød ind på socialdemokraterne, som i øvrigt klogeligt undlod at lade sig ned på V-ordførerens niveau.

Kategorier

Kultur-Brian vil måske boykotte OL-åbningsceremoni

Opdateret mandag kl 11.

Der er optræk til stor splittelse i regeringen. Kulturminister Brian Mikkelsen siger søndag aften til TV2 Nyhederne, at han måske vil overveje at blive væk '“ ja boykotte '“ åbningsceremonien, hvis ikke der kommer gang i dialogen mellem Tibet og Kina. Det er en ret så opsigtsvækkende og klar holdning, som formentlig vil skabe problemer internt i regeringen, hvor Anders Fogh tidligere har sagt at sport og politik ikke skal blandes sammen. Det gør regeringen vel netop ved at blive væk?

For Brian Mikkelsen overlod det samtidigt til kronprinsen selv at bestemme, om han vil deltage. Det var kronprinsen 100 pct. selv i stand til at vurdere, sagde kulturministeren til TV2.

Er det virkelig muligt, at en dansk kronprins kan indtage en anden holdning til Beijing-legene end den danske regering? Nu kan vel selv de mest forbenede royalister velsagens indse det uholdbare i, at Frederik stiller op til IOC til sommer.

Efter på TV at have set demonstrationerne i dag i London og indigneret fulgt overgrebene fra de kinesiske myndigheder på munkene i Tibet m.v, måtte jeg simpelthen foretage mig noget aktivt.

Så jeg har købt et Tibet-kaffekrus, og en t-shirt samt doneret lidt penge til den internationale FREE TIBET-kampagne. Tibet er sammenlignet med Kina et lille land med en helt unik kultur, som undertrykkes af Kinas kommunistiske diktatur. Så jeg opfordrer nu alle til at besøge hjemmesiden og overveje støtte til initiativet enten med lidt midler eller fx ved at købe noget merchandize.

Besøg evt. også den danske Støttekomité for Tibets hjemmeside.

Update MANDAG: Det er meget interessant at se at Venstres Søren Pind søndag aften i sin kommentar dansede udenom en evt. støtte til Kulturminsteren. Pind’ens skepsis mod kronprinsens deltagelse i legene er velkendt, men denne gang skulle han ikke have noget ud af at gå op imod “Far”. Det måtte regeringen selv ligge og rode med, mente Pind.

Det er i øvrigt også interessant at Brian Mikkelsen “vi bliver – måske – hjemme” – aktion forinden var blevet klappet af med både Bendt Bendtsen og “den stive” bedre kendt som udenrigsminister Per Sig Møller . Med det lille regeringspartis udmelding bliver derfor umiddelbart umuligt for “far” at pande initiativet ned. Dermed fremstår regeringen som dybt splittet indtil, at VK har fået lagt sig på en fælles linje.

Kulturministeren har dog også en kattelem i kraft af ordene “Måske” og “overveje”. Dvs at han til sommer kan ændre beslutningen om at blive væk, hvis ikke der sker forbedringer på menneskerrettighedsfronten i Kina. Men det vil godt nok gå ud over hans troværdighed. Netop derfor må man sige, at Mikkelsen faktisk satser lidt her.

Og hvad så med socialdemokraterne? Nå ja deres synspunkter rammer som sædvanlig helt forkert i debatten. Mogens Jensen og Mogens Lykketoft afviser, at kulturministeren skal blive væk fra Beijing-legenes åbning, og kalder udmeldingen for populisme.Tjah, men det er næppe det svar, som vælgerne vil høre nu, for ifølge en ny Gallup-måling så mener halvdelen af befolkningen, at regeringen skal blive helt væk fra åbningen.

Hvornår bliver der mon lavet en Gallup-måling om, hvorvidt kronprinsen skal blive væk fra åbningen? Hvis et flertal i befolkningen også der tilkendegiver, at det synes de er en dårlig idé. Hvordan kan Kronprins Frederik så tage afsted? Kronprinsens evt. fravær vil i øvrigt i praksis sige, at han godt kan glemme alt om at blive IOC-medlem.

Ser på berlingske.dk at professor i statsret Claus Haagen Jensen også mener at der er et problem i at regeringen og kronprinsen kan have to forskellige holdninger mht at deltage i legenes åbning.

Kategorier

Skriv snasket selv

Folketingspolitikernes privatliv har det i disse dage dage med at trække overskrifter i aviserne. Ikke overraskende så har rigets bedste mænd og kvinder i det høje ting det mindst ligeså svært med kjærligheden, som så mange af deres vælgere, og i mange tilfælde sværere. Det er en kendt sag, at politikergjerningen er opslidende for privatlivet og at en høj skilsmisserisiko følger i kølvandet, fordi jobbet er så altopslugende, at det kan være svært at finde tid til kæresten og familien.

En af dem, som har været turen igennem, er Villy Søvndal. Det ved jeg, for som flittig avislæser har jeg ikke kunnet undgå at følge med i beskrivelsen af hans skilsmisser både fra hans første kone 'Laila' og siden hen fra MF Pernille Frahm. Nu er Villy tilbage hos kone nr. 1, som han i øvrigt også har sine tre børn med, og så er alt forhåbentlig godt. Nu har jeg hænderne fulde, hvad angår mit eget lykkelige privatliv, og holder derfor meningerne for mig selv, hvad angår andres. Alligevel studser jeg over, hvorfor offentligheden lige netop nu skal præsenteres for SF-formandens privatliv?

'Villys Verden' hedder portrætbogen, som har leveret historier ikke bare til Ekstra Bladet, men også til de kulturradikales finere hoforgan på Rådhuspladsen, dagbladet Politiken, som i dag søndag også opruller Søvndals baggrund. Det sidste var vedkommende og interessant læsning, for her får læseren også lidt at vide om SF-formandens opvækst på et lille vestjysk husmandssted med indremissionske forældre præget af en familietragedie fra før Villy blev født. Men her slipper vi heller ikke for at høre om Villy, der flytter fra og tilbage til konerne.

Biografien om Villy udkommer på Ole Sohns '“ altså SFs gruppeformands – forlag, der sjovt nok hedder Forlaget Sohn (Well, you could have fooled me!) som tidligere har udgivet politiker-bøger blandt andet end lidt for velfriseret biografi om Claus Hjort Frederiksen.

Hvorfor udgiver man en biografi om Villy Søvndal, der fortæller hele historien om manden? Og hvorfor sker det nu? Er det mon fordi Sohn, som en anden kapitalist ser sit snit til at score et par kroner på formandens indimellem turbulente og tilsyneladende interessevækkende privatliv, eller kan der ligge dybereliggende og endda strategiske motiver bag?

Det er en kendt sag, at SF efter 50 års levetid for et par år siden indså, at partiet burde virke i en moderne tid og derfor anvende en ny tids virkemidler for at få deres budskaber ud. Èt af disse virkemidler er tilsyneladende den effektive branding af SFs formand, som strategerne har haft et ganske stort held med, og som nu føres videre ud i livet utvivlsomt med henblik på yderligere at styrke Søvndals popularitet.

Ved at få skrevet bogen om Villy nu, får SF på lang afstand af næste valg præsenteret for offentligheden, hvad der mon var af interessante nyheder eller 'snask' i Villys private bagage- Indtil videre, så er det meste jo såre almindeligt. Og oven i købet fremstår SF-formanden på ingen måde usympatisk eller så man får indtryk af, at han besidder en dårlig karakter, så han efterfølgende kunne blive genstand for et karaktermord.

Men er biografien af journalist Gerda Kristensen så et hyldestskrift skrevet af en mikrofonholder? Nok ikke helt. Jeg har ikke læst bogen, men målt på avishistorierne skrevet på bogens materiale, så fremstår Villy Søvndal faktisk langt fra som fejlfri. Tværtimod så bliver der sat spot på SF-formandens kynisme, som stod frem i fuldt flot dengang, da han campaignede til kommunalvalget i Kolding i 1989, hvor hans eget spædbarn optrådte i pjecen med en opfordring til vælgerne om, at gøre hendes far til borgmester. Tjah, så er alibiet for at skrive troværdigt om Villy Søvndal da i hvert fald leveret.