Kategorier

Til forsvar for den politiske kommentator

I anledningen af en nys udgivet bog 'Teflon og Bullshit' er jeg blevet interviewet til DJØF-bladet – juristernes og økonomernes fagforenings’ medlemsblad. I artiklen går jeg blandt andet op imod den efter min mening noget letkøbte beskrivelse af politiske kommentatorer som 'læsere af kaffegrums og krystalkugler':

– Det er en grov undervurdering af deres faglighed. Her må jeg hejse det sorte flag, for de to forfattere ved tilsyneladende ikke, hvad de taler om. Politiske kommentatorer har mange års erfaring med det stofområde, som de dækker. De har en professionel tilgang til metieren. Flere af dem har selv været en del af gamet på et ret højt niveau, og de er også meget interesserede i, hvad de har med at gøre. Ofte er de helt opslugt af politik på en måde, så arbejde og fritid flyder helt sammen for dem. Flere af dem kender spillet bag kulisserne, især i kraft af et betydeligt kildenetværk. På den baggrund er det at undervurdere fagligheden, når man kritiserer dem så ubetinget.”

Læs hele artiklen her.

Kategorier

Its the lie that gets you!

Sagaen om Lars Løkkes bilagscirkus fortsætter. Da Løkke i december 2002 tjekkede ind på First Hotel og ifølge bilaget under navnet Jensen, så skete det ifølge ham selv i et interview med Politiken, fordi han havde været til et aftenarrangement i folketingsgruppen. Nu har TV2 kigget i ministerkalenderen fra dengang, og minsandten om ikke, at der står, at Løkke har været til et julefrokost-arrangement hos Venstres daværende reklamebureau Publicis. Nu er spørgsmålet: Har Løkke stukket Politiken en plade?
Er der i øvrigt ikke lidt lige meget? Beløbet på hotelregningen var på under 900 kroner, og beløbet er på Løkkes eget initiativ betalt tilbage for længst.
Hvad er der så tilbage at komme efter? At Løkke talte usandt til et medie.

Jeg er med på, at pressen går hårdt til den måske kommende statsminister, men der er sgu for lidt at komme efter. Seks år er længe siden. Guderne må vide, hvad man lavede en december nat for seks år siden? Og hvorfor skulle Løkke dog lyve om hvor han var henne? Jeg forstår det ikke.

Nu ser jeg, at blandt andet at Nils Giversen fra TV2 står bag historien. Det er som bekendt ham, der sammen med Christoffer Guldbrandsen, har gjort det til deres levevej manisk at jagte spøgelser hos regeringen.
Nu skal vi alle tro, at Løkke har løjet om, hvor han har været henne denne december-nat. Og hvad så, hvis han har løjet? Hvad hvis han har siddet og drukket bajere den halve nat og endt på et hotel. Er det forbudt, sålænge at han ikke har belastet de offentlige kasser?

Jeg kommer til at tænke på Oliver Stones film om Richard Nixon og scenen, hvor Nixon i Anthony Hopkins’ skikkelse forklarer, at det er selve løgnen '“ mere end forbrydelsen i sig selv – som ender med at få politikere ned med nakken. Its the lie that gets you! (Jeg kunne ikke lige finde den på You Tube) Journalister vil jagte politikeren, der fylder vælgerne med løgn. Stor eller lille. Har politikeren engang mistet sin troværdighed, så er han færdig. Derfor fortsætter jagten efter at finde beviset på Løkkes manglende troværdighed.

Alligevel, så vil jeg hævde, at der er nogle journalister, der skal til at skodde alle småhistorierne og vente til, at de har fundet et eller andet stort, som de kan forstyrre offentligheden med. Et eller andet virkeligt stort og godt med gods i. The smoking gun! Vi taler om et kontroversielt bilag eksempelvis, hvor Løkke har købt damer, som han har installeret på et hotel og beværtet med sprut, kaviar, champagne mv. Og vel at mærke på det offentliges regning. Eller at han har fået lavet badeværelse i privaten og sendt regningen til ministeriet, som så er blevet betalt af det offentlige! Ellers gider vi ikke høre mere om et par 1000 kr mig her og lidt restaurantbesøg mig der.

Jeg så også Lars Løkke i dag forklare sig hos Kaare Quist på DR1, og det stod klart, at det så ikke godt ud for finansministeren. Han forklarede sig frem og tilbage og Quist spurgte på en gang inkvisitorisk og engleblidt ind til alle bilagssagerne. Vi hørte forklaringerne '“ det er de samme '“ og det er efterhånden for meget. Løkke undskylder og beklager. Han er blevet mere moden og ansvarlig. Han har lært noget siger han. Qvist holder ham fast. Det er hans job. Men men men. Indtil videre så er det altså altsammen i småtings-afdelingen. Og hvis ikke der findes et opsigtsvækkende bilag, der sparker røv og vælter læsset, så skulle de nok overlade forargelsen til Nyhedsavisens mere og mere skingre ledere, der snart dagligt kræver Lars Løkkes afgang.

Nu er Løkke gået i offensiven. Han vil kæmpe for sit politiske liv, og jeg tror man vil se finansministeren stille op og forsvare sig selv og sine handlinger. Når som helst og hvor som helst i den kommende tid. Løkkes politiske fremtid skal afgøres nu!

Og jeg tror, at hans offensiv vil lykkes.

Update FREDAG

Det er tydeligt, at Venstre her fredag har skiftet taktik. Nu er Finansordfører Peter Christensen blevet udnævnt til en slags 'œBilagsordfører', der skal forsvare Løkke med næb og klør overfor pressen. Jo mere der snakkes om Løkke og hans bilag – jo mere er folkestyret i fare er Christensens pointe. Løkke selv er krøbet i flyverskjul efter at doneret ca. 13.000 kr. til Børnecancerfonden. Det skal nu være slut med at blive kørt rundt i manegen som en træt gammel hanelefant. Det er nok en klog strategi af Løkke IKKE længere at udtale sig. For derved at undgå at bidrage til at alle disse småhistorier fortsætter med at sætte den politiske dagsorden.

Kategorier

Den højeste foragt

I Venstres folketingsgruppe har man til alle tider været dus. Også dengang, hvor normalen generelt i samfundet ellers var, at man var Des med hinanden. Fra Venstres partihistorie fortælles ofte om dengang, da Erik Eriksens bedste ven, Vestkystens navnkundige redaktør i en menneskealder og tidl. fiskeriminister Knud Rée, i 1965 fortalte Venstre-rebellen Niels Westerby – som sammen med sine medsammensvorne Børge Didrichsen lige havde lovet Jens Otto Krag at stemme sammen med den socialdemokratiske regering for en finanspolitisk stramning uden om resten af Venstres folketingsgruppe '“ hvad han mente om dette åbenlyse forræderi. Rée udtalte dengang de berømte ord, hvor man især skal lægge mærke til den tydelige vestjyske understatement: 'Det ve a sige Dem, Hr. Westerby. Det e godt nok for ringe'. Rée De'sede Westerby og derved udtrykte han – for de indviede – sin allerstørste foragt for partifællen.

På folketingsgruppens møde i dag, onsdag fik Birthe Rønn Hornbech verbale tæsk for sin vel-timede kronik i Politiken fra adskillige medlemmer. (Ifølge Ekstra Bladet torsdag blandt andre Claus Hjort, Britta Schall Holberg, Eyvind Vesselbo og Søren Pind). Kun Venstres integrationsordfører Karen Ellemann '“ Uffes datter '“ følte trang til at forsvare integrationsministeren. Hvorfor hun gjorde det, er uforståeligt for de fleste.

På et tidspunkt under diskussionen belærte integrationsministeren '“ hvad hun i snart en generation har haft for vane '“ folketingsgruppen om “tørklædesagen”, som kun hun tilsyneladende havde forstået. Rønns kritikere havde efter hendes mening “ikke tænkt sig om”. Det blev for meget for den finanspolitiske ordfører Peter Christensen, som dermed gav luft for sin store foragt: 'Det vil jeg sige Dem fru Hornbech, vi er mange, der har tænkt over det', hvorefter der gik et sus gennem forsamlingen. Unge Christensen De’sede integrationsministeren! Onsdag var i sandhed en dramaets dag.

Ekstra Bladet torsdag kan supplerere med, at Birthe Rønn ville kommentere et miljøforslag, som også var på mødets dagsorden, men hvor ordføreren Eyvind Vesselbo ganske skarpt irettesatte hende med den sarkastiske bemærkning: “Det har du vist ikke forstand på” – dvs yderligere en henvisning til Rønns evindelige belæringer af sine omgivelser om, at kun hun har forstået tørklædedebatten. Jo, de hygger sig i Venstres folketingsgruppe.