Kategorier

Venstres sædvanlige skræmmekampagne

'Nu ser vi så den sædvanlige skræmmekampagne fra socialdemokraterne', messede Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2001 i et vellykket offensivt forsøg på at afværge socialdemokratiske angreb på Venstres politik.

I 2008 er dagsordenen en anden, og Venstre er nu selv i rollen som trolden, der ustandseligt farer op af æsken og advarer om alskens ulykker, hvis vælgerne pludselig for anden gang stemmer nej til Euroen, når afstemningen kommer på et eller andet tidspunkt inden valgperiodens udløb.

Det er Venstres ramponerede kronprins Lars Løkke Rasmussen, der er blevet sendt i byen med Venstres skræmmekampagne.

I første omgang gælder målet Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen, som har formastet sig til at drage Euroens velsignelser i tvivl og ved at have udtalt, at landet er bedst tjent med en uafhængig valuta og muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik.

Straks rykker finansministeren i byen for at stemple sin politiske modstanders synspunkter som 'meget farlige':

“Det er meget farlige politiske synspunkter. Hvis man begynder at sende signaler om, at Danmark kunne finde på at flytte sig fra fastkurspolitikken, sender man også et signal til det internationale pengemarked om, at vi alligevel ikke ubetinget har bundet vores pengepolitik til Den Europæiske Centralbank, og det kan godt have en effekt i en eventuelt turbulent situation”, sagde Lars Løkke Rasmussen onsdag til Jyllands-Posten.

Uha hvor farligt! Sidst danskerne sagde nej var i 2000, og siden har dansk økonomi ellers kun været præget af en tordnende fremgang. Når man betragter Lars Løkkes lidt for tydelige forsøg på at dæmonisere Lars Seier Christensens synspunkter, så er man tilbøjelig til at give Helle Thorning-Schmidt ret, når hun i sin grundlovstale kalder regeringen for arrogant og hovmodig.

Jeg husker et Venstre-postkort under 2001-valgkampen med en tegning af statsminister Poul Nyrup Rasmussen med glorie, som gik rundt og klappede ældre mennesker på hovedet. Overskriften var et spørgsmål: ' Træt af at blive talt ned til?'. Lars Løkke Rasmussen er ikke engang statsminister endnu, men er åbenbart allerede i gang med at tillægge sig embedets dårlige vaner.

Læs også indlæg fra Niels Westy Munch-Holbek hos “Punditokraterne”

Kategorier

Danny vs. JR?

Det forlyder nu fra rygtesmedene omkring S-lejren, at MEP Dan Jørgensen skal stå i spidsen for Socialdemokratiets EP-valg til næste sommer. A seyer wælbekomme! Det er da en uriaspost, der vil noget. På den anden side, så kan 32-årige Jørgensen nu glæde sig over, at han som spidskandidat er helt sikker på at blive valgt til Europa-Parlamentet. I fald han var blevet sekundært placeret, så kunne Jørgensen risikere at ryge helt ud. I et EP-valg uden Nyrup som spidskandidat vil socialdemokraterne som minimum miste deres ene mandat '“ og uden en markant figur, så er det næppe usandsynligt, at kun tre socialdemokrater ville kunne pendle mellem Bruxelles og Strasbourg de næste år. Tre socialdemokratiske MEP'ere har faktisk været reglen. Jeg ønsker Dan Jørgensen held og lykke. Han får rigeligt brug for det.

I Venstre-lejren har tre politiske has-beens Charlotte Antonsen, Jens Hald Madsen og Hanne Severinsen valgt at afslutte deres politiske karriere i Bruxelles. Også de skal ønskes al mulig lykke til. Hvis det bliver én af de tre, der står i spidsen for Venstre, så bør Dan Jørgensen ikke ryste alt for meget i bukserne. I det politiske miljø går snakken stadig om Jens Rohdes overvejelser. Rohde har tidligere ladet meddele gennem sin lejlighedsvise “pressesekretær” på Ekstra Bladet Bent Falbert, at han har et barn på vej og derfor er fuldt optaget af sit arbejde på et mindre reklamebureau i Viborg og således uden interesse i jobbet som Venstres EP-spids. Det siges at Rohde har skudt rub og stub af sin formue ind i virksomheden herunder hvad han fik med ud af døren fra det hedengangneTV2Radio. Et ved holdende rygte siger dog, at Jens Rohde faktisk har truffet sin endelige beslutning om at han faktisk stiller op som Venstres spidskandidat ved Europa-Parlamentet. Det eneste, han går og venter på, er derfor en særlig begivenhedstynd dag, hvor Rohde kan få maksimal omtale af, at han annoncerer sit kandidatur. Jarls Blog er, som de fleste har gættet, ingen stor fan af Jens Rohde, men han vil nok være et plus i forhold til de tre øvrige forhenværende MF'er. Spørgsmålet er, om Rohde får spundet så mange intriger og lavet så meget ballade undervejs, at han ødelægger EP-valget for sig selv og Venstre. Vi får se!

De konservative mangler også en spidskandidat. Den oplagte kandidat er fundet for længst. Det er naturligvis Bendt Bendtsen, om end at han endnu ikke selv har indset det. I Europa-Parlamentet bliver manden og hans politiske dilettanteri gudskelov hurtigt glemt, og han vil sikkert kunne sikre De konservative et pænt valgresultat. Hvis V og S's liste er så tyndt besat, som det ser ud nu, så burde Bendtsen kunne levere en større fremgang for sit parti, som det jo ikke er lykkedes ved de seneste tre folketingsvalg. De konservative forsøger at plante den idé at Bendtsen skal være kommissær efter Marian Fischer Boel. Det kan K ikke mene seriøst? Bendtsen kan dårligt tale et fremmedsprog, og hans politiske erfaring er ikke imponerende. Knapt syv år i en ministeriel rodebutik plus den ceremonielle post af vicestatsminister. Det vil være en synd og skam for Danmark, at landet skulle stille med så dårligt et kort til kommissionen. Dvs. Danmark resortmæssigt ryger helt tilbage i bussen. Der MÃ… være bedre emner. Hvis det skal være en konservativ, så kunne man eksempelvis sende en Connie Hedegaard.

Kategorier

Bliver Søren Gade kandidat til næstformandsposten i Venstre?

Findes der stadig liberalt tænkende mennesker i den såkaldte borgerlige regering? Ja det gør der tilsyneladende. Slået med forbavselse læste jeg forsiden af Nyhedsavisen mandag, hvor ingen ringere end forsvarsminister Søren Gade blotlagde liberale synspunkter, der af avisen bliver udlagt som 'et opgør med topskatten og overførselsindkomster som folkepension og børnepenge”.

Søren Gade siger:

– Dem, der kan betale deres egen pension, må gøre det. Det er mere rimeligt, at dem, der bliver syge, får en fornuftig pension. Men jeg tænker på offentlige ydelser generelt. Der findes for mange ydelser, som gives til folk, der dybest set kan klare sig selv, mener forsvarsministeren, der ikke tidligere har haft for vane at udtale sig uden for sit eget ressortområde.

Og om den høje marginalskat hedder det:

– Jeg mener helt klart, at grænsen for topskat skal flyttes. Det er urimeligt, at danskere med et almindeligt arbejde, som lærere og sygeplejersker, skal betale topskat. Det var aldrig meningen, siger Søren Gade blandt andet til Nyhedsavisens Leny Malacinski.

Er Søren Gade i gang med at positionere sig i Venstre? Alt tyder da på det. For et par uger siden fastslog forsvarministeren, at han ikke egner sig som statsminister og derfor heller ikke har ambitioner i retning af at blive kronprins, hvis Lars Løkke Rasmussen på et eller andet tidspunkt skulle fælles af en eller anden imaginær og hidtil ukendt skandale.

– Jeg bliver selvfølgelig smigret men også bekymret over sådan nogle spekulationer, fordi jeg påduttes ambitioner, som jeg ikke har. Jeg har benhårdt og brændende støttet Lars Løkke, siden jeg kom i Folketinget. Det gør jeg stadigvæk. Han har et politisk talent, som kun ganske få, siger Søren Gade i dag til Nyhedsavisen og bekræfter endnu engang sin loyalitet til Løkke.

Det har i Venstre længe været kendt, at Gade hørte til de mere liberalt sindede, men nu skal han åbenbart også tælles blandt de liberalt brølende. Normalt hører den slags befriende klare udmeldinger ikke til det mest karrierefremmende initiativer under Anders Fogh Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens “regimente”.

Skal vi så forvente, at Claus Hjort nu kommer farende med køllen for at slå kætteriet ned, som han har for vane? Nej, jeg tror faktisk, at han står over denne gang. Hjort er mange ting, men han er ikke dum. Beskæftigelsesministerens personlige popularitet er til at overse, og forsøger han offentligt at slagte eller banke måske Venstres populæreste minister på plads, så vil det skade regeringens egen popularitet, som i forvejen er vigende. Det ville se frygteligt ud. Skulle Hjort ikke selv kunne se det, så er Fogh nok mand for at kalde regeringens rottweiler til ro. Man ser det for sig: 'Now, back off, Claus!!'

Hvad er Søren Gades motiv? Ja måske mener forsvarsministeren, hvad han siger og har nu pludselig fundet en anledning til at melde ud, hvor han står i velfærdsdebatten. At Gade overlever den slags udmeldinger er i realiteten en magtdemonstration over for Fogh og Hjort, som er ved at være gårdsdagens folk. I Venstre positionerer folk sig til den ny situation. Gade siger at han ikke vil være nr. 1. Til gengæld vil han sikkert gerne være nr. 2 eller nr. 3 i Venstre.

Spekulationerne om alternativer til Løkke faldt faktisk ikke specielt heldigt ud for skatteminister Kristian Jensen, som alle udråbte til 'grønskolling' m.v., og som i de mange vurderinger generelt blev rangeret en anelse under Søren Gade, hvis det skulle komme til et valg imellem dem.

Skatteministerens tid kommer nok en dag, mens Gades bedste tid i politik omvendt er samfaldende med Lars Løkke Rasmussens forventede regeringstid. Måske er Gades påfaldende behov for pludselig at lufte liberale synspunkter led i en plan, der skal bringe ham i position som Venstres næste næstformand? Det spil kan meget hurtigt gå i gang, hvis Fogh '“ som alle mener '“ bliver til et eller andet stort i Europa allerede i efteråret. Hidtil har Kristian Jensen stået alene i regeringen, som den der luftede klassisk venstreretorik med indbygget velfærdstats-kritik til glæde for Venstres mere ideologiske bevidste græsrødder, men det er han så ikke længere. Og da jeg ikke rigtig kan se nogen anledning for Gade til pludselig at gå ud og mene, som han gør, ja '“ så er det meget nærliggende at konkludere, at der kunne lægge andet bag.

Det er i øvrigt underligt, at Gade stiller op til interview med det absolut mest Lars Løkke-kritiske organ Nyhedsavisen, der nærmest dagligt kræver finansministerens afgang. Det tyder på, at dette interview derfor næppe er sket med Lars Løkkes allerstørste velsignelse. Nyhedsavisens chefredaktør Simon Andersen bekendtgjorde også i går hos ClementDR2-Deadline, at de ikke anser Løkke 'for værdig' til at blive statsminister, og lod forstå, at man ude på Margretheholm mener, at Gade derimod er en bedre '“ eller mere værdig – kandidat. Men nu har Gade jo forsikret os alle sammen om, at han ikke har Løkkes X-faktor mv., så der ikke bliver bukser af det skin.

Vi har næppe hørt og set de sidste markante politiske udmeldinger fra Søren Gade. Jeg gætter på, at de fortsætter frem mod en evt. afstemning om Venstres næstformandspost. Eller formandsposten, hvis det nu skulle gå så galt….