Et par uger efter sin valgsejr har SFs børne og ungdomsborgmester i København Bo Asmus Kjeldgaard overtaget den totale kontrol af SF's gruppe på Københavns Rådhus.
Ved næste folketingsvalg opstiller Villy Søvndal i Københavns Storkreds, som Københavns Kommune indgår i. Derfor har SF på landsplan og i hovedstaden en fælles interesse i, at SF får et godt kommunalvalg i København, som derfor på en eller anden måde kan bane vejen for et godt resultat for partiformanden ved et kommende folketingsvalg om to-tre år.
SF-toppen på Christiansborg har derfor indvilliget i at kaste økonomiske og mandskabsmæssige ressourcer ind i Kjeldgaards valgkamp, hvilket naturligvis er vand på SF-borgmesterens mølle.
Så på begge sider af Frederiksholms Kanal har man lagt fortiden bag sig, og diskuterer »masterplanen « eller strategien for, hvordan man sammen sikrer SF en storsejr ved det kommende BR-valg. Læs analyse på bloggen “Københavnsk Politik”
Måned: juni 2008
Jeg er så gammel, at jeg husker 1970'erne. Det var i en tid, hvor det tog et halvt liv at få installeret telefon gennem KTAS, hvor butikkerne var lukkede, når man havde fri, og kunden havde overfor hel- eller halvoffentlige myndigheder aldrig ret. Det økonomiske liv var gennemreguleret af socialdemokratiske politikere og deres ikke meget bedre borgerlige kolleger, som havde opgivet friheden for den enkelte i samfundslivet. Gudskelov er vi i dag nu langt fra dette neanderthalstadium i samfundslivet.
Der er dog visse reminscenser fra denne tid. Dem kan man iagttage, når de aktivistiske fagforeninger, som oftest kontrolleret af den yderste venstrefløj, forsøger at fremmane 1970'ernes spøgelse igen. Det sker, når fagforeninger laver fysiske blokader på arbejdspladser, som led i deres arbejdskamp. Et eksempel så vi i dag, da BUPL blokerede statsministerfruens arbejdsplads i protest mod, at Anders Foghs kone ikke var 'organiseret' i fagforeningen, og dermed ikke deltager i strejken.
Det har ellers været kutyme i dansk politik, at politikernes familie har været helle i den politiske kamp. Det er det så ikke mere, må man tolke meldingen fra BUPL, som jo har udtænkt dette pressestunt her 'fem minutter i tolv' før det regeringsindgreb, som alle forventer kommer, inden Folketinget går på sommerferie på torsdag.
Jeg er ikke i tvivl om, at BUPL skader deres egen sag ved at inddrage statsministerfruens arbejdsplads i konflikten. Det er pøbelagtigt på den der 70'er-bajer-og-cecilagtige revolutionsdunstende facon, som flertallet af danskerne – og ikke mindst børnenes forældre – rynker lidt på næsen af. Det kan være, at de jubler hjemme i Enhedslisten over aktionen i Rudersdal i dag, men jeg tror at sådan en aktion virker som turn-off for middelklassen, hvor sympatien for BUPL fordufter. Tværtimod har BUPL endnu engang pustet liv i fordommene om, at de styres af en lille flok revolutionselite af lillableagtige betonkommunister, der viser deres “solidaritet” på den måde, at de blæser på børnefamilierne, som nu har måttet holde ferie i maj og juni måned for at passe deres egne børn.
Bottomline er, at sympatien i stedet nu strømmer til Anders Fogh og konen i møde, sådan at endnu flere nu vil acceptere regeringsindgrebet. Dernæst kan 'far' med god samvittighed og en portion folkelig credit tage på en lang sommerferie i det sydfranske.
BUPL? Ja, de har endnu engang demonstreret, at de er nogle amatører til moderne politisk kommunikation og at de lever i en anden tidsalder.
Ugens altoverskyggende politiske begivenhed var naturligvis mandagens blodige selvmords-bombeattentat mod Danmarks ambassade i Islamabad i Pakistan, hvor flere mennesker blandt andet ambassadens pakistanske personale omkom. Ingen er uenige om at det er en fjendtlig handling mod vores land med tragiske konsekvenser for tilfældige.
Al Qaida '“ hvem de så end reelt er '“ har taget ansvaret. Det var på grund af tegningerne, at en flok sagesløse muslimer skulle ofres, lød forklaringen. Det skal nok give mening for formørkede religiøse fanatikere et eller andet sted. Mange steder i Mellemøsten vil man formentlig høre forklaringer gående i retning af, at det i virkeligheden er Israel, USA eller en kombination, som i VIRKELIGHEDEN er dem står bag bombningen. Jeg har ikke den store fidus til Al Qaida, men siden de indrømmer, at det er dem, der står bag og ingen andre har følt den store trang til at tage ansvaret, så tager jeg disse psykopater på ordet, og tror på at det er dem.
Hjemme i Danmark gik regeringen ud og fordømte attentatet. Helle Thorning-Schmidt trådte i karakter som oppositionens leder og fulgte trop og bakkede statsministeren og udenrigsministeren 100 procent op. Klogt!
Mens nationen våndede sig over angrebet, ja så gik resten af oppositionen med Margrethe Vestager og Holger K. Nielsen i spidsen ud og kritiserede regeringens udenrigspoliti,k hvor man lod hænge i luften, at det var denne, der i sidste ende var skyld i ambassadebombningen.
SFs formand Villy Søvndal har noget ikke ret mange af hans kolleger på Venstrefløjen har. Det er politisk timing og fingerspidsfornemmelse. Villy så hurigt at timingen af hans udenrigsordførers kritik var utidig. Situationen var til nationalt sammenhold '“ ikke til at score smålige billige indenrigspolitiske point. Derfor fik Holger K. Nielsen besked om at æde sine ord i sig igen.
Hvis Villy mener, at vi ikke skal diskutere det nu, så gør vi ikke det «, lød det mavesurt fra Holger K. Nielsen.
Udsagnet emmer tydeligt af, hvor fornærmet Holger blev over at blive sat på plads af sin formand og arvtager.
Og så var der dansk politiks svar på 'det grå slotsspøgelse', Margrethe Vestager, som i denne tid kan fejre et års dag som partileder – et år, der ikke kan siges at have været det mest imponerende. Næsten halvdelen af vælgerfremgangen i 2005 blev sat over styr ved folketingsvalget i november, da ca. halvdelen af vælgerne forlod de radikale tropper til fordel for Ny Alliance og i særdeleshed SF. Siden 2001 har de radikale i øvrigt ikke rigtigt spillet den store rolle i dansk politik, men medvirker nu og dag i et par forlig. Hos den brede befolkning, så vurderer jeg, at Vestager opleves som noget nær usynlig og vigtigst: uinteressant. I direkte modstrid med de radikales historiske rolle.
I modsætning til Holger K. Nielsen, så har Vestager dog ingen for alvor til at sige hende imod, når hun dummer sig. Vestager gik nemlig også ud og brugte terrorbombardementet mod ambassaden som anledning til at kritisere regeringens udenrigspolitik, som var for aktivistisk, og regeringen skulle hellere satse på diplomati lød det fra det radikale lærerværelse.
Vestagers retorik var så hård, at partneren i regeringsalternativet SR-alliancen Helle Thorning-Schmidt måtte tage afstand fra Vestager. Den radikale leder kunne dog notere sig, at Enhedslisten dog var med…
Så vidt er det altså kommet. De radikale er på flere områder drevet til venstre og det er så også sket på det udenrigspolitiske område, selvom at man hidtil har bakket op om regeringens aktivistiske udenrigspolitik i Afghanistan.
Gamle Helveg, Niels, der har betydelig udenrigspolitisk indsigt, kunne nok have frarådet Vestager at gå i flæsket på regeringen mens nationen er ramt af et terrorberedskab, men jeg gætter på at den radikale partileder ved meget bedre selv.
Måske er gamle Helveg så ond, at han holdt sin viden for sig selv for at undergrave Vestager på den lange bane ved at lade hende vade bevidstløst bedrevidende ud i det ene politiske minefelt efter det andet. Den ene søn Morten, er der ikke mange, der regner med mere, men måske vil den anden søn Rasmus Helveg Petersen, der netop er blevet opstillet i Holbæk, drive det mere vidt end storebroren, som dog nu også er kommet på avisforsiderne på grund af en privat amourøse forbindelse til en tv-værtinde. Lidt har jo også ret!
Vestager skal dog ikke helt fortvivle. Der er også andre end Enhedslisten, der støtter hendes kritik af regeringen. Pumpebossen i Bjerringbro Niels Due Jensen har endnu dårligere politisk fingerspidsfornemmelse end Vestager. Det er efterhånden meget langt tid siden at de brave kommunikationsfolk i Grundfos har kunnet stoppe den emsige og selvgode Grundfos-ejers evindelige udgydelser mod politikere, som han finder er på galt spor. I erhvervsorganisationerne har man i mange år slået korsets tegn med himmelvendte øjne hver gang Due Jensens navn er blevet nævnt. Denne gang var formentlig heller ingen undtagelse.
– Den aggressive udenrigspolitik er et oplæg til øget konfrontation. Vi er på vej til en ubehagelig optrapning i forholdet imellem Danmark og den muslimske verden, sagde Niels Due Jensen.
Inger Støjsender tog stikket hjem ved denne svada, der udstillede, hvad der var industrimandens egentlige bekymring:
– Due vil have, at vi skal bøje nakken, så vi kan sælge nogle flere pumper.
I mellemtiden kan regeringen så glæde sig over at SR-alliancen også i denne sag er splittet i atomer. Det bliver da barnemad for VK-regeringen at udstille denne uenighed ved næste valg. Det er måske endda lige før, at selv Lars Løkke Rasmussen har en chance for at blive siddende som statsminister efter et folketingsvalg.
P.S. Asger Aamund har ifølge Ritzaus Bureau formuleret følgende om Due Jensens holdninger:
– Når man trykker Due Jensen på profitten, bukker og skraber han for profeten.