Kategorier

Simon Emil har en pointe '“ og alligevel ikke

Det er så sandelig ikke hver dag ,at man oplever radikale fare i flæsket på hinanden, som da retsordføreren Simon Emil Ammitzbøll i en kronik i Berlingske brugte ordet 'forræderi' i samme sætning som sin partileder, Margrethe Vestager.

Han skrev bla.:

Det Radikale Venstre har i årevis stået som garant for princippet om, at danske statsborgere skal kunne bo i Danmark med deres ægtefælle og børn. Det forhindrer 24-årsreglen og tilknytningskravet. Det var stålsatheden imod disse to regler, der gav Det Radikale Venstre en historisk valgsejr ved folketingsvalget i 2005. Og det var forræderiet mod denne principfasthed, som var en af hovedårsagerne til den voldsomme tilbagegang ved efterårets folketingsvalg. Resultatet var det næststørste mandattab i hele partiets levetid.

Og så pegede Ammitzbøll desuden på, at Vestager og den øvrige partiledelse kuppede gruppen mv. fordi hun '“ ikke overraskende for ret mange andre end Ammitzbøll '“ valgte at pege på Helle Thorning-Schmidt som de radikales statsminsterkandidat:

 »Partiledelsen turde i valgkampen ikke en gang følge folketingsgruppens og hovedbestyrelsens beslutning om, at se mulighederne i et politisk samarbejde med VK, hvis der ikke blev flertal for en SR-regering «,

, skriver han i kronikken.

Ammitzbølls konklusion er rigtig, men hans analyse er forkert. For sagde vælgerne farvel og tak til de radikale, fordi partiet midt i valgkampen opgav 24-årsreglen som kardinal-punkt for at indtræde i en SR-regering? Det tror jeg ikke et sekund på. I øvrigt forstår man på Ammitzbøll, at radikale vælgere på valgdagen fravalgte partiet, fordi det ville for lidt med de borgerlige. Det var vel snarere omvendt? Partiet mistede lidt til Naser Khader og Co., men det største mandattab led man til SF.

Findes der i øvrigt vælgervandringsanalyser, der kan understøtte, hvorfor vælgere forlod de radikale for SF? Mit bud er, at de sagde farvel og tak til R på grund af Villys Søvndals evne til at brænde igennem med sine budskaber og Vestagers manglende ditto. Søvndal er 15-20 ældre end Vestager, men det skulle man ikke tro, når de åbner munden. Og så var der jo hele farcen i foråret 2007 omkring Marianne Jelveds storhedsvanvid, hvor hun som følge af fortsat hausse i meningsmålingerne insisterede på at skulle være statsminister. Her sagde vælgerne dog i stort tal farvel og tak '“ og checkede i stedet ind i Villys butik, hvor der var og er betydeligt mere jordforbindelse.

Ammitzbøll gav korrekt Vestager skylden for de radikales nedsmeltning ved valget i november i fjor, hvor man blev næsten halveret, og for tiden har partiet kun kurs mod spærregrænsen.
Vestager ER en dårlig billetsælger. Trods uomtvistelig begavelse, et absolut nydeligt ydre – og nu med tiltagende grånende patina (ingen farvestoffer her!) så har den 'omvandrende prædikestol' siden sin tiltræden sidste år fået frelst færre sjæle for den radikale sag, men tværtimod jaget vælgerne over til Villy Søvndals SF.

Med sit angreb på Vestager har Simon Emil lavet en 'Søren Pind med skrue', som Berlingskes Bjarne Steensbeck formulerede det på News forleden. Det er ikke veldefineret, men mit bud er at Ammitzbølls kronik er et indlysende ikke karriere-befordrende initiativ, der derfor er drevet af alt andet end taktisk overlæg. Han siger jo, at Vestager er uduelig, fordi han mener det! Og det kan man kun have respekt for. Der er faktisk alt for mange politikere, som IKKE siger, hvad de mener.

Den radikale retsordfører var i forvejen temmelig isoleret i gruppen. Han har tidligere generet alle de gamle tudser over sixty-something/pushing-seventy, der fylder op i den radikale gruppe herunder Helveg-klanens senior, Niels, som velsagtens håber på at den yngste søn, Rasmus, kan vippe Ammitzbøll af pinden og løbe med det radikale mandat i Sjællands Storkreds. ( Det bliver faktisk et af de mest spændende interne derbys ved næste folketingsvalg!)

Simon Emil kan da også glæde sig over, at han netop er medlem af det radikale venstres folketingsgruppe, for i stort set alle andre partier, ville han være kylet ud af folketingsgruppen 'på røv og albuer'. Men hos de radikale er man pæne mennesker. Her får man dog skældud af gårdvagten: 'Jeg er vred på ham', sagde Marianne Jelved. Og nu venter der formentlig en overhaling på skoleinspektør Vestagers kontor, når han vender hjem fra New York.

Men betyder al den hurlumhej så meget? Slet ikke '“ og nu har de radikale på deres landsmøde genoplivet modstanden mod 24-årsreglen og tilknytningskravet for familiesammenføringer. Det er en politik, der især vil være vældig nyttig mht. at importere indvandrere uden kundskaber til landet og med den indlysende konsekvens, at langt størstedelens vedkommende ikke kan finde arbejde og ender på offentlig forsørgelse. Claus Hjort Frederiksen har ret: De radikale har absolut intet forstået af 15-20 års indvandrerdebat og erfaringer.

Engang rankede de radikale sig, fordi man sin lidenhed til trods faktisk havde betydelig indflydelse. I 1992 bestemte de radikale eksempelvis, hvem der skulle være partileder i socialdemokratiet og siden statsminister. Those were the days my friend, som det lyder i sangen, og de vender ikke tilbage foreløbigt, og det er vi mange, der priser os lykkelige for!

STØT JARLS BLOG her.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

16 kommentarer til “Simon Emil har en pointe '“ og alligevel ikke”

Hej Jarl.

Midt i dine fortræffelige analyser af de radikales løbende kvaler, popper en lidt påfaldende trang til at hæfte særlige betegnelser på lige netop M Vestager, ustandseligt frem.
I en tidligere blog blev hun omtalt som “Den grå dame på Borgen”. (udtrykket spøger også denne gang i kulissen i din blog..
Denne gang er hun så direkte benævnt hhv “omvandrende prædikestol” og “skoleinspektør”

Hvad plager dig?

Er det i virkeligheden uigengældt kærlighed – midt i skolegården?

I valgkampen 2005 var Jelved den mest slagkraftige i oppositionen, i forhold til de to grå mænd, Lykketoft og Holger K. I 2007 havde alle 3 partier skiftet partileder, og nu var det SF der havde den mest slagkraftige. De vælgere der svinger lidt men ikke bryder sig om Fogh-regeringen tror jeg roligt vi kan sige skiftede fra R til SF.

Men stadig er det at man kan pege på begge sider noget man kender Radikale for, og når de udtaler sig om økonomi lyder de borgerlige, så jeg tror det var dumt at afskrive ethvert borgerligt samarbejde, der kunne jo være opstået et V-K-NA-R flertal. Er DF med er det dog helt umuligt, de er de største fjender for R i Dansk politik.

24-års reglen – ja jeg tror Radikales modstand mod den gav nogle flere stemmer i 2005. Og den modstand har de jo stadigvæk, det eneste de sagde i 2007 var at de ikke ville lave et ultimativt krav hvis der ikke kunne skabes flertal og de havde chance for at komme i regering. Ligesom at Konservative er i regering, men gerne så en klart lavere skat en den er lige nu.

Jeg tror Simon Emil har ret i noget af sin kritik, men den drukner fuldstændig i hans grovhed. “Forrædder” er et meget stærkt udtryk der antyder fjendskab mellem ham og Vestager. Og mange der nok var enige med ham, tager nu afstand fra ham pga den grovhed. Og det hele lugter af at han bare gerne ville have nogle overskrifter, og skal han nu kæmpe mod en Helveg Petersen om en plads i folketinget næste gang, har han brug for noget mere styrke. Særligt hvis Rasmus skulle være dygtig, som jeg har hørt han skulle være (har ikke selv hørt ham tale endnu). Jeg har da hørt nogen kalder ham et bedre bud på en kommende formand end Morten, og Morten har da en hel del erfaring.

Det er interessant, at stort set alle, der kommenterer dansk politik, overser det indlysende. I 2005 blev Marianne Jelved og hendes håndtaske kult, især blandt unge første- og andengangsvælgere. I 2007 blev Villy Søvndals humor, Rover og letfattelige retorik kult, og samme vælgersegment (der jo endnu ikke har haft tid til at overveje partitrofasthed) og flyttede derhen. I de vælgersegmenter betyder det noget at være med på det smarte hold. Og når grønne mærkesager, antikrig og tolerance overfor minoriteter af enhver art er på flere partiers dagsorden, er det kun et spørgsmål om, hvem der sælger budskabet bedst, sjovest eller mest kitsch.

De nye vælgere er ikke så interesserede i partiernes historiske holdninger, og er ophøjet ligeglade med, om der sælges lidt ud af arvesølvet. Hvis mærkesagerne er tæt på det, der rører sig i deres gruppe, tæller det. Hvis den står på de gamle ideologier, er det ‘gaaab’. Uniforme politikere er kiksede, mens politikere med karisma er in (- og Pia Kjærsgaard betragtes altså ikke som karimatisk hos disse vælgergrupper, uanset hvad Erik Meier Carlsen og Thomas Larsen går rundt og mener). Til nød Connie Hedegaard, men ellers er det hos R og SF disse unge leder efter nogen at stemme på.

Og her kommer det så ind i billedet, at Margrethe Vestager med sin knastørre professionalisme helt mangler kult-potentiale. Så længe Villy tegner SF, har hverken hun eller andre en chance for at tage de 8-10 mandater, som disse vælgergrupper styrer.

Jarl, måske er jeg alene, men jeg var netop en der på grund af Vestagers flip-floperi i valgkampen valgte ikke at stemme på R. Og jeg er ellers mangeårigt medlem. Det var lidt en overraskelse, specielt taget i betragtning af folketingsgruppens brandslukning og pleasing af medlemmerne efter Khader og Samuelsens exit.

Det var da uden den mindste tvivl forræderi, at Margrethe Vestager og hendes protegé, Morten Østergaard, ændrede strategi midt under valgkampen helt uden om Folketingsgruppen. Den manøvre ville ikke være gået i noget som helst andet parti, og jeg kan ikke få ind i mit hoved, hvordan de kan slippe så let afsted med det med tidligere toppolitikere som Jelved, Dybkjær og Helveg Petersen siddende i Folketingsgruppen.
M.h.t. Vestagers evner som taler, så hørte jeg hende i går på DK4, og man kan vist godt uden at fornærme hende konstatere, at hun ikke er den mest karismatiske retoriker, verden har set. Selv de radikale medlemmer så ud til at kede sig bravt. Vestager har ingen humor, intet engagement, ingen empati med almindelige mennesker. Kors, hvor var hun kedelig at høre på, og stemningen i salen var som ved en begravelse.
Kontrasten til Pia Kjærsgaars tale, som jeg også så tidligere i går, var virkelig slående. Man kan sige meget om hende og hendes medlemmer, men det var altså en helt anden verden.

Skal man le eller græde? Det Radikale Venstre er efterhånden degenereret ned til den totale ynkelighed.

Simon Emils analyse er – som Jarl også påpeger – grebet ud af den blå luft. I maj 07 stod R.V. til 4,9 og ni mandater i Gallup. Resultatet blev som bekendt 5,1 og ni mandater. Der er intet sagligt belæg for at sige, at Vestagers kurs i valgkampen var årsag til valgnederlaget.

Samtidigt er det dog lidt ynkeligt at se alle de gamle ronkedorer slagte SEA. Han er sammen med Morten Østergaard det suverænt mest synlige medlem af den Radikale Gruppe. Og Vestager hjælper ikke ligefrem på tingene ved at holde en totalt uforståelig tale om ingenting (“Både-og-logik”??), i stedet for at tage udfordringen kontant op.
Som politisk leder er hun nødt til at udstikke en kurs for partiet – hvis det handler om samarbejde med S og SF, så må hun sætte den dagsorden lidt før valget, og tage et opgør med dem, der vil noget andet. Er det så svært at lære lidt af Villy her?

PS. Kære Jarl, hvis der hentydes til det gamle Mary Hopkins-nummer, så er teksten “Those were the days, my friend / We thought they’d never end”. Jeg skal snart aflønnes som Læsernes Redaktør her på sitet 🙂

7. Satans…! 🙂 Du har ret igen. Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt på. Det rimer jo ikke engang. Så tak!

Der er ikke økonomi i bloggen til en fast ansættelse, men en kold fadbamse skulle der være plads til på budgettet!

De radikales problem er som ganske rigtigt påpeget, at de er frataget deres historiske “tungen på vægtskålen”-rolle. Såre simpelt.

Vestager kan evt. ringe til den tidligere løsgænger Jakob Haugaard, som det i sin tid tog mindre end en uge at forstå, at man i praktisk parlamentarisk arbejde må vælge side.

Hvadenten man kan lide det eller ej, er de, der undlader at stemme, en del af den til enhver tid siddende statsministers mandatregnestykke. Der er om man så må sige ikke plads til både-og, når slaget skal slås. Man fristes til at huske på Hørups gamle ord, om at man må dele sig efter anskuelser!!

Så hvad skal Margrethe-pigen stille op? Til en start kan hun meditere lidt over det faktum, at det nostalgiske 60er-hit “Those were the days” blev sunget af en walisisk dame, der hed Mary Hopkin – uden S – hvis De forstår, hvad jeg mener?
http://en.wikipedia.org/wiki/Mary_Hopkin

SEAs analyse er ganske rigtigt ubehjælpsom, men dog ikke på niveau med det liberale tankespind hos “die alte kameraden” hos Nyliberal Alliance.

Til gengllæld er det soleklart,at de radikale har problemermed ikke længere at kunne indtage rollen som tungen på vægtskålen. Det forsøger Margrethe at løse ved at lancere en både-og strategi. Men som den tidligere løsgænger Jakob Haugaard lærte på mindre end en måned, så findes der i praktisk parlamentarisme ikke en tredje position. Selvom man undlader at stemme, indgår man i den til enhver tid siddende statsministers mandatregnskab. Og hvad var de tnu gamle Hørup sagde: Del jer efter anskuelser!

Derfor synger alle fløje hos de Radikale i virkeligheden med på “Those were the days”, men de synger hvert sit vers.

Sangen blev I øvrigt sunget af den walisiske Mary Hopkin, som staves uden S. Det faktum kan man udlægge symbolsk, hvis man har lyst.

Samme dame storhittede i øvrigt tidligere med Paul McCartneys “Goodbye” – hvis de forstår, hvad jeg mener.

10. Det tror jeg ikke på. Hvad skulle han dog dér? LA er et projekt, der indtil videre mangler at bevise sin levedygtighed.

Simon Emil bliver og kæmper. I samme sekund han melder sig hos LA, så bliver han uinteressant. Men det er ren teori. Jeg opfatter ham egentlig som radikal med hud og hår og med en mistet tro på, at Margrethe Vestager kan udrette noget som helst for partiet.

For Liberal Alliance vil Ammitzbøll da være endog meget interessant – han forstår at bruge pressen, han har stor erfaring (bl.a. fra EP) og sidst men absolut ikke mindst bringer han deres gruppe op på det 4. mandat, der udløser gruppestøtte.

Hvis Ammitzbøll selv vurderer, at hans muligheder hos de Radikale er opbrugt og chancerne for genvalg små, så kunne han vel også have en interesse i at gå planken ud med LA fremfor at stå på valgnatten og se sit mandat sive til Helveg-familien.

Borgerligt orienterede Radikale – hvad Ammitzbøll synes at være at dømme ud fra hans kritik af strategien hos de Radikale under valgkampen – er vel altid i sigtekornet for Liberal Alliance?

Heps Jarl.

Ked af det dobbelte indlæg ovenfor.

Det første forsvandt i cyberspace, og dukkede først op igen efter at jeg havde skrevet et nyt, som gik glat igennem.

Lukket for kommentarer.