Med lederskiftet hos K går al snak og spekulation på, hvornår Venstre foretager sit generationsskifte. Berlingske kan i dag fortælle, at frustrationen i V-folketingsgruppen står i lys lue med kommentarer såsom, at 'de konservative har fået Lene Espersen, mens vi trisser rundt med Birthe Rønn', og 'Vi ser oldgamle ud'. Medierne er fulde af historier om, at K kan se frem til at kunne kannibalisere på Vs store vælgerplatform. Den usikre fremtid og de dalende genvalgschancer gør, at de V-mandater, der sidder yderligt begynder at finde andre karrieremuligheder uden for Christiansborg. Det er med til, at øge presset på V-toppen for at der sker noget nyt.
Argument nr. 1 for et lederskifte hos V trænger sig på, er, at en ny V-partileder/statsminister skal have minimum to år til at køre sig i stilling overfor vælgerne. Ingen er i tvivl om, at netop Anders Fogh anerkender argumentets validitet, men han skal finde en ærefuld vej ud ved at skifte til EU-politik mv. eksempelvis ved at udnævne sig selv til EU-kommissær næste år.
Det er dog imidlertid ikke alle Venstrefolk, der mener, at Fogh bør overlade statsministerposten til den hidtidige kronprins Lars Løkke Rasmussen. Går man rundt på Christiansborg og lytter lidt til vandrørene så efterlades man med det indtryk, at selveste beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen for tiden intrigerer bag Løkkes ryg, og mere eller mindre i det dulgte forsøger at gøde jorden for, at Anders Fogh bør fortsætte som statsminister. Hjorts vurdering er at Løkkes folkelige gennemslagskraft er gået fløjten efter 'bilagsgate', og synspunktet får støtte i en Gallup-måling, der viser, at selv 41 procent af Venstres egne vælgere foretrækker Lene Espersen som statsminister, hvis alternativet er Løkke, der kun kan mønstre 40 procents opbakning. Det eneste egentlige alternative navn til Løkke som ny V-formand, der nævnes i krogene, er forsvarsminister Søren Gade.
De ganske mange i Venstres folketingsgruppe, som fortsat er Løkke-støtter, varmer sig ved det faktum, at hvis Løkke bliver statsminister i god tid, så har han muligheden for at vende udviklingen '“ også omkring hans personlige popularitet. Det er dog sværere at opnå stor popularitet som finansminister, hvor jobbet går ud på sidde på pengekassen og være lyseslukker for snart sagt ethvert politisk initiativ. Ingen kan heller huske en populær én af slagsen, og i øvrigt hviler der en slags forbandelse over finansministerposten. Det er snart længe siden, at en tidligere finansminister senere kunne sætte sig i statsministerstolen. Den sidste, som det lykkedes at bestride begge poster, var faktisk Viggo Kampmann (S) for snart et halvt århundrede siden.
Der er dog heller ingen naturlov, der sikrer Lene Espersen imod at rende ind i dumme politiske sager. Hvis ikke politireformen begynder at vise resultater inden så længe, så har hendes politiske rivaler og modstandere måske en sag, der er anvendelig til at slide lidt på hendes troværdighed. Lene Espersen er dog så gammel i gårde og for tiden fuld af selvtillid, at jeg ikke tror på, at det er noget, der vil kunne svække hende afgørende.
På den politiske børs er Lene Espersens aktier lodret stigende og på vej mod loftet. Lars Løkkes aktier er uændret høje, men faldende, men måske med interesse for den langsigtede investor. Foghs aktier har været jævnt faldende gennem længere tid, men stiger nu lidt igen, og er af interesse for den risikovillige investor, der tror på overraskelser. Er man virkelig en spillefugl, så er Søren Gade nærmest “lottokuponen”, der med en god portion held måske kan give gevinst. Hans aktier stiger – men fra et lavt niveau.
STØT JARLS BLOG her.