I dansk politik møder man fra tid til anden en speciel type politikere. Det er dem, som mener at dem som ikke deler ens politiske synspunkter pr. definition er onde. Dem har man så lov til at dæmonisere. Pia Kjærsgaard er det bedste eksempel. Langt ind i de borgerlige rækker er Dansk Folkeparti inkarnationen af det onde. Der findes folketingsmedlemmer på venstrefløjen, som ikke tøver med '“ heller ikke i den offentlige debat – at sætte lighedstegn mellem Dansk Folkeparti og nazismen.
Lige for tiden udspiller der sig en bizar diskussion i Politiken, hvor en række mennesker bag initiativet 'Luk Lejren' blandt andet med støtte fra folkekirkens præster, ligestiller de mennesker, som er ansat i Røde Kors til at drive Sandholm-lejren for afviste asylansøgere, med racistiske lejransatte….. Intet mindre. (Sådan har Røde Kors-medarbejderne i hvert fald opfattet kritikken) I min opstramning: en skinger anklage om at Røde Kors-ansatte i Sandholm er sådan nummeret lige før KZ-lejrvagter. Pointen er: hvis man arbejder for regeringens stramme flygtningepolitik, så må man jo pr. definition være ond!
Der er andre paralleller. I dag på TV2s morgenfjernsyn sad Svend Auken i Ole Stephensens sofa og fortalte seerne om, hvor onde republikanerne er, når de nu her i det amerikanske præsidentsvalgs slutfase ringer til vælgere for at bilde dem ind, at Barack Obama i virkeligheden er muslim. Det var ren Karl Rove!. Demokraterne var ikke så overraskende ifølge Aukens verdensbillede de uskyldsrene, der blot førte en fair valgkamp. Heldigvis kunne Kristeligt Dagblads redaktør Michael Ehrenreich ikke sidde stille og høre på Aukens romantiske fremstilling af demokrater og republikanere, som var det taget ud af Astrid Lindgrens børnebogsunivers i 'Brødrene Løvehjerte'. Den mangeårige USA-korrespondent Ehrenreich fik derfor fortalt seerne, som rigtigt er, at demokraterne ikke har republikanerne så meget at høre, når det kommer til at anvende skrappe metoder i valgkampen. Auken var “chokerende nok” ikke enig heri…
I formiddagsaviserne i dag, fredag præsenterer Villy Søvndal og Lene Espersen en ny bog, hvor de blandt andet for 27. gang fortæller læserne henholdsvis om deres skilsmisse og abort. (Nu er der vist kogt nok suppe på det) Men Villy Søvndal adskiller sig på befriende vis fra mange andre kolleger på venstrefløjen ved at slå fast, at Lene Espersen har forkerte synspunkter, men ikke desto mindre er et udmærket menneske. Det er netop den indstilling, der gør, at selvom jeg er uenig med Søvndal om stort set alt, så alligevel godt gider høre på, hvad han har at sige og må anerkende, at manden faktisk på fortrinlig vis repræsenterer alle de håbløst fortabte socialister i dette land.
STØT JARLS BLOG her.