Måned: november 2008

Elefanten i glasbutikken. Obelix med bautastenen. Venstres svar på Donald Rumsfeld '“ Claus Hjort Frederiksen har gennem tiden gjort sig fortjent til en del tilnavne for sin brutale opførsel overfor de partifæller, som med deres politiske udmeldinger ikke helt har evnet at “ramme potten”. I weekenden fik Claus Hjort endnu engang vist, hvor langt (eller snarere lavt) han vil gå for at forsvare sin politiske strategi mod enhver kritik dvs. dræbe al politisk debat i Venstre. Søren Pind fik derfor besked via TV om 'at han skulle holde sin kæft'. Fogh var ikke meget bedre, men “henrettede” sin udenrigsordfører sådan: 'Søren Pind repræsenterer ikke andet end Søren Pind. Han repræsenter ingenting'. Dolken blev da i det mindste sat ind forfra.

Således blev Søren Pind endnu engang korsfæstet af makkerparret Hjort og Fogh eller skal vi kalde dem “charmetroldene” 'Clausescu og Kaj Holger' fordi han op til Venstres landsmøde tillod sig at skrive en kronik, hvor han stillede spørgsmålstegn ved om VKO's kontraktpolitik er det rette svar i moderne politik. Han tillod sig at tænke selvstændigt som Edith Thingstrup skrev i dag i Berlingske i et varmt forsvar for Pind, hvor hun konkluderede, at han (Pind) som elsker Venstre af et rent hjerte og er den eneste, der tør sige V-ledelsen imod fik en skammelig behandling af Hjort og Fogh. Også udenfor liberale kredse kunne man godt se kvaliteter i Pinds '“ i øvrigt meget afdæmpede indlæg. Eksempelvis Lisbeth Knudsen, som i søndags gav Søren Pind ret i , at tiden efter Obama nu kræver nye svar.

Nogle – så som “Altmann” ovre hos Punditokraterne – mener, at Søren Pind skal opgive sit medlemsskab af Venstres Folketingsgruppe og i stedet søge ind i det dødsmærkede Liberal Alliance, da hans karrieremuligheder nu synes små. Det er kun folk som V-hoffets kæledægge Jens Rohde som åbenbart er ufejlbarlig selv, når han kvajer sig og rendyrkede opportunister som Troels Lund Poulsen, der kan gøre karriere dér. Jeg kan følge analysen et stykke, men efter min mening er konklusionen forkert.

Her på bloggen har jeg aldrig lagt skjul på, hvor jeg står i den sag, og det er da oplivende, at flere og flere nu får øjnene op for Claus Hjorts helt grundlæggende mangel på respekt for den demokratiske samtale og hvad der ligner en hæmningsløs fokusering på magten for magtens egen skyld.

Men man skal nok ikke fortvivle helt. For tiden er heldigvis ved at rinde ud for Claus Hjort. Den dag Anders Fogh er væk '“ og det sker formentlig inden for det næste års tid '“ så mister Hjort sin autoritet. Senest ved afslutningen af næste valgperiode, så er beskæftigelsesministeren helt færdig i dansk politik. Han ved det formentlig selv. Hans exit er vi i al fald en del, der ser frem til.

Jeg gør mig ingen større illusioner om, at Lars Løkke er så meget bedre end Fogh og Claus Hjort, når det gælder at trække Venstre i liberal retning, men han skal da have chancen. Og Søren Pinds forhold til Løkke er da temmelig bedre end til de to andre “has-beens”.

Der er nogle, der mener, at LA skulle være tillokkende for Pindén? Prøv at kigge på vælgeropbakningen. LA har om mulig brug for Søren Pind for at få lidt ilt. Men hvor længe vil Søren Pind være interessant som medlem i LA? 24 timer? LA er døende, og liglugten er så gennemtrængende, at medierne i stigende grad ikke gider beskæftige sig med partiet.

Jeg synes, at Søren Pind skal blive i Venstre. Det er godt, at der er en håndfuld liberale tilbage i det gamle parti, som husker, hvad Venstre er. Ellers er det bare typer som Jens Rohde, som får lov at styre løjerne, når Fogh og Hjort damper af. Og det ville jo '“ helt ærligt – være skrækkeligt.

Så hold nu ud, (for) Søren! 🙂

STØT JARLS BLOG her.

Socialdemokraterne presses til at droppe ethvert samarbejde med VKO-blokken på denne side af næste års valg til Borgerrepræsentationen.
Alt har sin pris. Det har overborgmester Ritt Bjerregaard måttet sande efter, at Socialdemokraterne tidligere på efteråret brød med 2 ½ års tæt samarbejde med SF og de radikale for i stedet at indgå budgetforlig med de borgerlige VKO-partier.
Overborgmesteren fik dermed en gang for alle vist de radikales Klaus Bondam og rivalen fra SF Bo Asmus Kjeldgaard, hvem der bestemmer i byen. Men siden har Socialdemokraterne været i defensiven. Partiet er blevet mere og mere isoleret og er under konstant beskydning fra de radikale og venstrefløjen, som øjner muligheden for at score stemmer og mandater på Ritts bekostning ved kommunalvalget om nøjagtig et år.
Samtidigt mærker S også presset fra den traditionelle støtte i den københavnske fagbevægelse, som i stigende grad føler sig fristet af at støtte rivalerne i SF.
Læs hele analysen, som jeg skriver for den københavnske lokalavis Bryggebladet her.

STØT JARLS BLOG her.

Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister synger på sidste vers, og som de fleste iagttagere regner med, så skal klimatopmødet i København til næste år undervejs sætte scenen for hans exit til det store udland nogenlunde samtidigt. Derfor var dette landsmøde måske allersidste chance for, som partileder at præge dansk politik med hans egen “store politiske vision”. Og således åbenbaredes her i dag i Herning visionen om 'et fossilfrit Danmark' og skabelsen af en helt ny økonomi baseret på grøn teknologi og grøn skattereform. Måske ligefrem “Foghs politiske testamente”, som Peter Mogensen påpeger. Det er nok spørgsmålet, hvor meget Fogh selv kommer til at udmønte visionen i praksis. Her sidder finansministeren i en noget penibel dobbeltrolle, for det bliver ham, der skal finde pengene til et projekt, som Lars Løkke Rasmussen selv har en interesse i, at det bliver en succes.

I sin tale søndag formiddag lykkedes det efter min mening statsministeren ganske overbevisende at præsentere den store fortælling om, hvordan man redder verden fra dens miljøproblemer OG dansk økonomi, eksport, arbejdspladser (og på den lange bane: velfærd). Mange af de idéer og tanker blev født i Svend Aukens miljøministertid, men er tilsyneladende kommet til ære og værdighed igen. Meningen er tilsyneladende at disse tiltag såsom klimakvoter mv. åbenbart skal pudses af og iklædes “markedsøkonomiske elementer” og gøres stuerene. Af ingen ringere end Aukens dengang hårdeste kritiker: Anders Fogh. Auken har derfor unægteligt ret i, at der ligefrem er tale om et egentlig 'knæfald' af Fogh for SR-regeringens miljøpolitik næsten af Willy Brandtske dimensioner. Det var åbenbart for alle, at Fogh med talen i dag er rykket sig siden landsmødetalen om 'at der er ingen frø, ingen fisk eller fugl, der har fået det værre under VK-regeringen'. Fogh indrømmede det ligefrem: Han havde taget fejl. Venstre havde i ganske mange år været fodslæbende på miljøområdet.

Men hvad gør det? Hvem interesserer det i grunden, hvad en tidligere regering mente for 7-8 år siden? Foghs kynisme er legendarisk og nu demonstrerer han det igen. VK-regeringen har stort set overtaget socialdemokraternes velfærdspolitik og nu render de Gud-hjælpe-mig stort set også med deres miljøpolitik. Det er ikke noget at sige til, at det må være ret så frustrerende at være socialdemokratisk politiker i disse år at Anders “Copy Cat” Fogh render med deres politik.

Der skal såmænd nok komme en billig og forudsigelig kritik af Foghs tale om, at den ikke omhandlede alle mulige andre spørgsmål i tiden. Hvis man køber præmissen om at verden står overfor en miljøudfordring, så må spørgsmål som – hvornår lokummerne på folkeskolerne skal skiftes ud – trods alt træde i baggrunden. Fogh forsøger sig nu at stille sig an som nationens leder, og lægge en ny strategi, og det vil ikke undre mig, at det vil lykkes for ham at tiltrække flere vælgere på den baggrund. Forårets politiske dagsorden vil derfor komme til at handle om euro, grøn skattereform, klimatopmøde og implementeringen af den grønne strategi, som Fogh nu åbenbart har lagt. Det interessante er, hvad oppositionen modsvar bliver på det?

P.S. Nu vil mange af de faste læsere efter læsning af denne blogpost måske beskylde mig for at være alt for venlig ved Fogh. Det vil naturligvis være stærkt genererende, for man skulle jo nødig ende som ham her, som åbenbart igen har tjent sin løn ved at skrive båndet ud efter at have været i telefonforbindelse med ham, der p.t. huserer ovre i hjørnekontoret i Prins Jørgens Gård. Hvis dette er 'journalistik' eller 'analyse', og dermed skulle forestille at være noget særligt objektivt, så har jeg vist ikke så meget at skamme mig over.

Bonusinfo: Min lille søn Andreas på 4 ½ mdr. har stor fornøjelse af at ligge og slå til nogle figurer, der hænger ned fra et lille stativ. Blandt disse figurer er en lilla abe, som min kone kalder for “Thomas Larsen“. Sådan kan ens omgivelser åbenbart uforvarende lade sig påvirke!

STØT JARLS BLOG her.