Jesu genkomst?

Barack Obama mig her og Barack Obama mig der. Hysteriet og personkult-dyrkelsen i medierne og blandt venstreorienterede har snart nået et omfang, at jeg må bakke ud. Det bliver helt slemt, når også borgerlige slås med socialdemokraterne om at fremstå mest Obama ´sk.

Jeg kan umiddelbart godt lide manden uden at have mødt ham. Han er sympatisk, velbegavet og eftertænksom, siger man. Og ligesom alle andre, så sætter jeg mit håb til, at den nye præsident løser sin opgave godt. For verden har brug for en leder med enestående politiske evner som kan ændre udviklingen. Så lad USAs 44. præsident endelig være så god, som nogen vil gøre ham til! Men jeg tillader mig at tvivle på, at Obama vil leve op til de urealistiske forventninger, som hans bagland – og ikke mindst alle medløberne – stiller til ham.

Republikanernes præsidentkandidat, senator John McCain, (kan nogen huske ham?) var tydeligvis en dårligere taler end Obama, men jeg vurderer ham fortsat som en langt mere erfaren politiker end 'that one', der blev svoret ind på Capitol Hill i går. Nu vandt Obama hverken, som danske medier, de venstreintellektuelle og alle kendismedløberne i TV siden har forsøgt at bilde befolkningen ind, fordi han var hip, sort, demokrat, venstreorienteret, frimarkedskritiker eller en fremragende taler, men fordi den amerikanske økonomi smeltede ned en måneds tid før valget. Demokraten Obama vandt på, at republikaneren McCain manglede svar på, hvordan han ville løse den finansielle krise. McCain kunne ikke få sig selv til at forslå ting, som han enten ikke troede på virkede eller som fik ham til at fremstå som en populistisk socialist. De indvendinger havde Obama ikke. Han sagde, hvad folk ville høre, mens al kritik prellede af på ham. Tilstrækkelig mange midtervælgere VILLE tro på Obama, stemte på ham den 4. november og sendte The Obamas til Washington D.C.

Jeg anerkender tidens længsel efter frelse fra alverdens dårligdomme. Verdensøkonomien er groggy og alle ser derfor mod USA. Obama skal 'kickstarte 'USA’s økonomi, så hjulene drejer igen, sætter gang i efterspørgslen og importen af udenlandske varer.

Problemet er, at Obama ikke har meget at kickstarte økonomien med i form af store offentlige investeringer og skattelettelser til middelklassen. Det offentlige budgetunderskud er ligesom gælden gigantisk stort. Det bliver ikke bare at vedtage en 'New Deal II'-pakke i kongressen, og så snurrer alting igen.

Som liberal så er noget af det bedste ved Obamas tale i går, at al snak om at hæve skatterne for de rige, sætte grænser for markedsøkonomi mv. faktisk ikke er en del af hans administrations medicin. Det er der mange socialdemokrater, venstreintellektuelle, medier og universitetsfolk verden over som tror. Det ville nemlig være den helt rigtige medicin for at sætte verdensøkonomien i stå!

Mange glæder sig med rette over, at Obama er den første sorte amerikanske præsident. Det til trods for, at han rent faktisk er blevet opdraget af sin hvide mor og hvide bedsteforældre. Den kenyanske far var fraværende og døde tidligt. Så med henvisning til, at ikke kun arv, men også at miljøet spiller en stor rolle for et menneskes udvikling, så er han vel egentlig mere hvid, end han er sort? Men nu bevæger jeg mig ud på farlig grund, for nu er jeg jo ved at 'stjæle' et sort ikon fra de afro-amerikanere, som ellers i begyndelsen var ret skeptiske overfor Obama '“ netop fordi hans forfædre ligesom dem selv faktisk ikke var slaver. Tværtimod har Obama paradoksalt nok slaveejere blandt sine forfædre.

Man må alt i alt håbe for de mange race-fokuserede vælgere, at Obama får stor succes som præsident. For gør han det elendigt, så risikerer man, at der måske går et halvt århundrede før, at amerikanerne igen har mod på at vælge en farvet præsident. Nu greb en velbegavet – halvt – afro-amerikaner med eminente talegaver og enestående karisma imidlertid chancen i 2008, og jeg gætter på, at Obama er på det rene med, at han skal nå at levere varen inden valget i 2012. For ellers risikerer han naturligvis at midtervælgerne hælder ham ud igen af det ovale værelse, desuagtet hans nuværende ikon-status og “fedhed” blandt alverdens rockstjerner. Og han kommer forinden uden tvivl til at gå op imod mange af sine varmeste tilhængere, dvs. de sorte, de venstre-intellektuelle og fagforeningerne.

Selv om jeg derfor afstår fra denne ret udanske dyrkelse af den verdslige afgud fra Illinois, så holdt han immervæk en fremragende tale i går.

Den danske kommentator, som var bedst i stand til at vurdere talen i historisk sammenhæng uden at kamme over i jubel, tilbedelse og kvalmende omklamring af “Messias” var ikke uventet Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske Tidende i dag. Nyd hans kloge og ædruelige kommentar til Obamas tale her.

STØT JARLS BLOG her.