Kategorier

Hundeslagsmålet

Det er blevet en yndet bevidst fortalelse, at betegne højre og venstresiden af Folketingssalen, som henholdsvis 'rød stue' og 'blå stue' som var der tale om en børnehave '“ og ikke et parlament.

Se den fremstilling kan godt forsvares, når man betragter det uskønne, men underholdende verbale hundeslagsmål som Det Høje Tings sundhedsudvalgsformand Venstres Preben Rudiengaard og de konservatives sundhedsminister Jakob Axel Nielsen er gerådet ud i.

– Jeg havde gerne set, at ministeren var kommet med klare visioner for sundhedsvæsenet. Det har manglet. Der har kun været rutinemæssig sagsbehandling. Nu har han altså siddet som minister i over et år. Så nu er tiden inde til at vise noget, sagde venstremanden forleden til Berlingske.

Så kan det ellers være, at sundhedsministeren gik til modangreb:

– Jeg siger nu er det nok. Preben Rudiengaard fremturer på en måde så jeg er nødt til at sige, at den mand kan jeg ikke igen få et tillidsfuldt samarbejde med, hvad jeg egentlig føler, at jeg har haft tidligere. Derfor er det også lidt mærkeligt, det han siger. Jeg kan ikke igen få et tillidsfuld forhold til ham og sidde sammen med ham. En ting er, at han én dag træder over stregen og siger noget dybt illoyalt til en avis. Det er selvfølgelig uacceptabelt. Det skader mig, og det skader VK-regeringen. Men at han fremturer over to dage '“ så er det slut!, sagde en rasende Jakob Axel Nielsen.

Ingen tvivl om at det dermed var kommet til en absolut underholdende og dramatisk træfning mellem de to borgerlige sundhedspolitikere. Men det var ikke en debat, der oplyste vælgerne. Tværtimod så mindede det mere om et skænderi på den lokale bodega '“ om end sprogbruget var mere høvisk end man ellers kan forvente i en skjænkestue!

Preben Rudiengaard får af mange på Borgen og Omegn ret i selve substansen i sin kritik nemlig, at den siddende sundhedsminister fremstår lidet visionær og i øvrigt ikke imponerer på posten. Jakob Axel Nielsen har siddet i stolen i under et år og i det omfang, at man kender hans visioner – tenderer han allerede til det ret så reguleringsliderlige med hang til forbud, restriktioner etc.

Rudiengaard '“ en læge fra Ribe '“ som vist endnu ikke er kommet sig over, at han aldrig blev udnævnt til sundhedsminister af Anders Fogh, har forlængst meddelt, at han ikke genopstiller ved næste valg. Evt. sanktioner mod Rudiengaard i stil med at lægge sten i vejen for hans karrieredrømme – er dermed selvsagt virkningsløse. Det giver Dr. Rudiengaard nogle ekstra frihedsgrader, når det kommer til at optræde lidet loyalt overfor en sundhedminister, som han tydeligvis mener, ikke magter opgaven.

Det er dog ikke alle, der synes, at Rudiengaard, har båret sig synderligt elegant ad i sin kritik af sundhedsministeren. Også i Venstres folketingsgruppe møder han derfor omfattende kritik af sine angreb på Jakob Axel Nielsen.

Statsministeren måtte i går på sit pressemøde bakke sundhedsministeren op – om end rosen var i afmålte doser. For Fogh er heller ikke en stor beundrer af Jakob Axel Nielsens hidtidige indsats. Men næppe heller af Rudiengaards udfald.

– Han udtaler sig ikke på Venstres vegne. Jeg vil gerne slå fast, at jeg har fuld tillid til sundshedsministeren, sagde statsministeren ifølge Berlingske.

– Jeg er fuld tilfreds med det arbejde, sundhedsministeren laver, og jeg har også henstillet til, at den diskussion stopper. Jeg kan også forstå, at der i dag bliver holdt et møde mellem parterne, så det bliver løst, fortsatte den klare besked.

Sundhedsministeren kan ikke desto mindre tage det rimeligt afslappet mht. udsigten til at evt. blive fyret af en Venstre-statsminister. For hvis man bliver udsat for kritik af Venstres folketingspolitiker, så sidder man sikrere i sadlen end nogensinde før. Sår fra den slags dolkestød, som Rudiengaard tilføjede Jakob Axel, giver kun respekt i Ks folketingsgruppe og sikker street credit hos ledelsen herunder Lene Espersen, som i øvrigt reelt er den eneste, der kan fyre sundhedsministeren. Og Jakob Axels agtelse internt stiger kun ved, at han svarer frækt og kontant igen på Rudiengaards kritik og i øvrigt aflyser et planlagt 'forsoningsmøde' et par minutter før det skal gå i gang med begrundelsen, at der ikke længere var 'behov for det' nu, hvor Fogh havde 'sat sagen på plads'. Det udstillede Rudiengaard på ydmygende vis, som kværulantisk klovn, der nu som en pryglet hund var blevet banket helt på plads af sin partiformand.

Rudiengaard må ligge på valen slikkende sine sår og bekende nederlaget ved onsdag i Berlingske at erklære sig selv som 'syndebuk' og appellere til en højere retfærdighed i form af sin partiformand og statsminister Anders Fogh. Han kan spare sig sine anstrengelser kan han, thi det får han intet ud af. Den sag blev definitivt afgjort på Foghs pressemøde i går, og jo længere tid som Rudiengaard fortsætter den debat, jo mere vil han udstille sit eget totale nederlag og mere og mere ligner en 'en mand med en sag'.

Der kan imidlertid ikke uddeles topkarakter til Jakob Axel Nielsen, selvom at han klart vinder holmgangen i pressen over den sænkede sundhedsudvalgsformand. For det er i realiteten kun sundhedsministeren, der på den lange bane, har noget at miste. Al balladen med Rudiengaard har sat ham under et ekstra pres for snart at levere et sundhedsudspil, som han i øvrigt har bebudet længe var på vej. Og oveni skal han kæmpe med arvede dårlige sager som fx den om de nyrepatienter, hvis helbred har taget skade af, at der er blevet brugt et skadeligt kontraststof ved undersøgelser.

Så fremtiden tegner ikke specielt lys for den konservative sundhedsminister.

Update onsdag. Fogh forbarmede sig faktisk over sin partifælle Rudiengaard ved at appellere til Jakob Axel Nielsen, “at der kan etableres et tillidsfuldt forhold mellem sundhedsministeren og formanden for sundhedsudvalget. Det er i hvert fald det bedste,” sagde statsministeren til Berlingske. Det formilder næppe Jens Axel Nielsens oprørte sind, men så har Fogh da – på vegne af Rudiengaard – forsøgt at række en hånd frem. Bolden ligger nu hos K.

Ritzaus skriver nu, at sundhedsministeren åbner for, at de to kan diskutere tingene “over en kop kaffe.”
Det er en udmelding, som “glæder” Preben Rudiengaard.

– Det tager jeg imod med kyshånd, for vi kan ikke blive ved med det her. Nu skal vi vise os som voksne mennesker, siger han.

Det er nok klogt at gøre det. Denne pludselige forbrødring skyldes formentlig at Anders Fogh Rasmussen og Lene Espersen og VK-gruppeformændene nu har brugt noget krudt på at få kamphanerne til at forliges. Men det var da underholdende, så længe at det varede!

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Vælgerne vrager Vestager

Siden katastrofevalget i 2007, så har liste B i målinger cirkuleret lige omkring og oftest under valgresultatet på 5,1 procent af stemmerne.

Partilederen Margrethe Vestager blev som nyudnævnt undervisningsminister i 1998 udråbt som kæmpetalent og spådommen i medierne og hos de radikale gik på, hvorvidt hun med tiden gik hen og blev den første kvindelige statsminister i Danmark (efter Marianne Jelved), kommende FN-generalsekretær efter Kofi Annan eller var det i virkeligheden som første kvindelige pave i Rom efter Johannes Paul II?

Vestager har fået mange tæsk i medierne, siden hun blev partileder i 2007. Blandt kritikpunkterne er især hendes bevidste eller ubevidste elitære fremtoning, som ikke ligefrem har den store appel til vælgerne. Hendes ledelsesstil har tilsyneladende også kvalt al gejst i partiet i en sådan grad at enkelte af hendes partifæller har forladt de radikale smækkende med døren i vrede. Hun og forgængeren Jelved er aldrig veget en tomme i de interne magtkampe med det resultat, at det meste af det begrænsede yngre talent i folketingsgruppen så som Simon Emil Ammitzbøll, Naser Khader og partiets daværende medlem af Europaparlamentet Anders Samuelsen er afskallet/brudt ud og blevet til perifere midterpartier til højre for de radikale.

Vestager fremstår for tiden som en noget mørbanket, trætudseende og tiltagende usikker partileder. Varen på hylderne – slap udlændingepolitik kombineret med økonomisk strammerpolitik – er også næsten blevet umulige at sælge sammen. Vælgerne har tilsyneladende også svært ved at se den store fremtid i en flok gruppefæller 'methusalemmerne' eller 'olle-kollet', som hver og en er 'yesterdays news' og hvis storhedstid var nittenhundredeogfirserne/halvfemserne. Undtagelserne er gruppens næstformand Morten Østergaard og Morten Helveg Petersen, som dog næppe heller rummer det store potentiale som 'folkekære' politikere.

De radikale ledere har ofte kunnet varme sig ved, at selvom alle andre ikke kunne få øje på deres fortræffeligheder, så syntes i det mindste deres egne vælgere, at partiledelsen var ret så fantastiske. Men det er åbenbart heller ikke tilfældet længere.

Lige før nytår fremkom en Gallupmåling i Berlingske, der viste, at sølle 13 procent af R-vælgerne vurderer hende til at have klaret sig bedst i sammenligning med de tre andre kvindelige partiledere. Til sammenligning mente 23 procent af de radikales vælgere, at selveste Pia Kjærsgaard – altså i radikal forståelse selveste “antikrist” – havde klaret sig bedst. Et soleklart katastrofalt resultat for Vestager.

I går viste så en ny Megafon-måling, lavet for Politiken og TV2, at 75 procent af vælgerne havde den opfattelse, at Det Radikale Venstre ikke har indflydelse på dansk politik. Hvad der er ret så indlysende! Værre var det, at 42 procent af de adspurgte mener, at Margrethe Vestager håndterer sit lederskab  »dårligt « eller  »meget dårligt «. Kun 19 procent mener, at Margrethe Vestager gør det  »godt « eller  »meget godt « som partileder.

Nærmere kommer man ikke et wake up call '“ selvom at Margrethe Vestager i går til Politiken påpegede, at man først skulle bedømme hendes indsats, når hun havde siddet i fem år og altså ikke kun på indsatsen de første halvandet år.

Resultaterner taler ellers for sig selv: Vestager har kun siddet i et halvandet år og er lykkes med at fortsætte Jelveds ørkenvandring, men til gengæld har hun sat forgængerens mandatfremgang over styr, og partiet har i de seneste 100 år aldrig været længere væk fra magten.

Man spørger uvilkårligt sig selv: Hvad vil Vestager mon kunne nå at lave af ulykker som partileder for de radikale i løbet af de næste fem år? Vil det lykkes for hende at køre partiet helt i sænk?

Mit eget bud er, at Vestager på et tidspunkt løber sur i det, opgiver og overlader pladsen. Og så vil 'skuffeplanen', hvor 'Brødrene Helveg Petersen' overtager ledelsen, formentlig blive iværksat. Men det kræver som minimum et folketingsvalg, der totalt forynger folketingsgruppen.

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Løkkes store svendeprøve

Så kom der endnu en analyse, der gør Anders Fogh Rasmussen til ny NATO-generalsekretær. Denne gang fra den velansete internationale avis The Financial Times.

Som sædvanlig vil Fogh, når han bliver konfronteret med artiklen, rituelt afvise alle spekulationer og i øvrigt understrege, at 'han ikke er kandidat til noget job', men agter fortsat at være statsminister i Danmark, genopstille ved næste valg osv.

Hvis IKKE Fogh siger det, så vil han de facto være trådt tilbage som statsminister og dermed reelt stå uden magt. Alle vil til gengæld “vende bedetæpperne” mod Løkke.

Hvis der er ét menneske på jorden, som glæder sig over at læse, at Fogh er på vej væk, så er det naturligvis Lars Løkke Rasmussen. På trods af mange spekulationer frem og tilbage om, at der kan findes andre emner i Venstre blandt andet skatteminister Kristian Jensen, men også forsvarsminister Søren Gade, så er rangfølgen krystalklar: Løkke tager over efter Fogh. Det er han blevet lovet af bossen, og sådan forbliver det.

Og hvad siger vælgerne til dette magtskifte og at de får en ny statsminister uden at blive spurgt?

En del af Venstres vælgere vil i en periode reagere meget negativt ved i meningsmålingerne at stemme på Lene Espersens konservative og måske endda parkere stemmen hos Liberal Alliance eller måske Socialdemokraterne og de radikale. Mange vil gøre det i lodret protest mod en politiker, som de mener, har haft en for lemfældig omgang med skattemidler, der i høj grad kan kritiseres, og som blandt andet kan finde på at indlevere fedtede bilag på 34 kr. for en fadøl, tage på hotel under navnet “Jensen”, se hotelfilm midt om natten på det offentliges regning mv. Altså en mand uden det format, som statsministerembedet bør have, og som også ganske mange Venstre-vælgere finder lurvet og utroværdig.

Det bliver derfor Lars Løkkes store opgave at vinde 'folkets gunst'. Store dele af befolkningen har en opfattelse af ham, som det tager meget lang tid at få ændret. Lars Løkkes brand hænger simpelthen i laser.

Så for Løkke er det måske et held '“ midt i uheldet '“ at han nu har fået dette årtis største udfordring med at redde Danmarks økonomi fra nedsmeltning. Lykkes Løkke som finansminister at skrue en bankpakke, skattereform m.v. sammen, som på sigt vil vise sig virkningsfuld '“ og som et bredt flertal bakker op om '“ så kan han med stor ret sige, at han har leveret et politisk resultat, som måske vil kunne afhjælpe hans ramponerede brand.

Noget i stil med fortællingen om, at det især kan tilskrives Lars Løkkes politiske snilde og forhandlingsevner, der samlede Folketinget, og fik 'Danmark i sikker havn'.

Nu mangler vi dog at se selve resultatet af bankpakke-forhandlingerne (og senere skattereformen), og spørgsmålet er i øvrigt om Løkke får lov at rende afsted med æren alene. Økonomi og erhvervsminister Lene Espersen og de øvrige deltagere vil helt sikkert kæmpe for at få deres del af laurbærerne.

Fogh er så ærekær, at han ville hade at efterlade landet, regeringen og sit parti i en forfatning, som han ikke kan være bekendt. Han vil ikke kunne beskyldes for at rende af pladsen, da økonomien begyndte at ramle. Det taler egentlig for, at Fogh forbliver i hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard. Men han slipper måske ud af dilemmaet ved at love danskerne, at de er i sikre hænder hos en efterfølger, der har fået politisk succes med en bankpakke 2, skattereform og stor offentlig investeringsplan.

Måske Fogh derfor inden så længe begynder at tilskrive Lars Løkke æren for allehånde forhandlingsresultater mv. og i øvrigt rose ham overfor offentligheden. Det ville også være et sikkert tegn på, at noget er i gære mht. statsministerens afgang.

Under alle omstændigheder får Financial Times-artiklen Lars Løkkes aktier på Christiansborg til at stige øjeblikkeligt, og det vil Finansministeren kunne se i kollegernes og journalisternes øjne næste gang, at han går op af den store trappe i Rigsdagsgaarden.

Update mandag: I stedet for at kommentere Financial Times’ analyse direkte, så har statsministeriet ringet til “lille hjælper” i Pilestræde, som altid gerne ligger sig fladt ned, når “far” ringer og fortæller, hvad han skal skrive i avisen. Det ser ud som om, at det er Thomas Larsens egne tanker. Men alle og enhver ved, at det er det ikke. Det er Anders Foghs forklædt som Larsens egen analyse. Den siger at “Far har alt for travlt herhjemme her i 2009, så han bliver på posten!”. Sådan! Så skulle den ged være barberet! Det er så Berlingske, dem der vandt Cavling-prisen i år… Tænk at de kan være Larsen bekendt!

Læs Netavisen 180graders med kommentarer om Larsens “analyse”.

STØT JARLS BLOG her.