Måned: februar 2009

Så oprandt dagen, som mange af de borgerlige vælgere, der troligt har stemt på Anders Fogh Rasmussen igennem tre valg, har ventet på. I dag, tirsdag, præsenterede regeringen sit skattereform-forslag, og det blev nok en lidt blandet oplevelse.

Vist var der reelle skattelettelser. Ikke så meget, som håbet. Men det var det, som man kunne komme igennem med hos Dansk Folkeparti. Set i lyset af de første syv magre år, så kan man dog ikke helt slippe af med fornemmelsen af at være en smule skuffet.

Hvis man kan kigger lidt på det taktiske i sagen, så er sagen tydeligvis blevet klappet af på forhånd med Dansk Folkeparti, som har taget sig betalt med de lunser af indrømmelser, som vel egentlig var beregnet til S og SF. Det vil blandt andet sige at regeringen har pillet SU-forringelserne og udhuling af rentefradraget ud af Skattekommissionens forslag. Det har givet mindre råd til at pille ved topskatten, men til gengæld har man givet lidt mere i jobfradrag. Flere indrømmelser følger, når der i de næste par dage skal “forhandles”.

Foghs fortalte samtidigt på tirsdagens pressemøde offentligheden heunder S og S,F at forhandlingerne kun løber nogle dage, før der skal slås søm i. Selvsikkerheden lyste ud af regeringschefen. Han mener tilsyneladende selv, at han har sat oppositionen skakmat.

Det har han også på sin vis også. For hvis S-SF vil med i skattereformen, så er det pludselíg blevet 'ultimativt', at de skal æde skattestoppet version 2.0. Altså det nye skattestop, som vil gælde i samme sekund, at man har skrevet under på en skattereformaftale. Den er i øvrigt konstrueret så snedigt, at det bliver svært at pille ved den i de næste 10 år. Det er næppe tilfældigt.

Selvfølgelig brokkede S-SF sig over, at regeringen nu pludselig stiller ultimative krav til dem som evt. forligspartnere. For tre uger siden var der som bekendt ingen ultimative krav. Dertil kommer et andet ultimativt krav, nemlig at skattelettelserne er ufinanisierede S-SF tidligere klart har afvist at medvirke til.

Men hvad kan Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt gøre? Signalet fra Fogh er, at de kan komme til forhandlingerne og skrive under på en aftale mod lidt smålunser. De får ingen reelle indrømmelser. Det kan ikke være tilfredsstillende for oppositionen, som ellers er så fyldt af selvtillid med tiden og ligger lunt i svinget med kanonmeningsmålinger.

Et forhandlingssammenbrud synes uundgåeligt før det for begyndt. Fagbevægelsen er massivt imod skattereformen, som den ligger nu, og S-SF er allerede begyndt at rakke regerings udspil ned som værende socialt skævt og tale sig væk fra forhandlingerne. Noget af kritikken af regeringens udspil klinger til gengæld lidt hult. For tre uger siden var man anderledes positive overfor Skattekommissionens oprindelige, men langt mere vidtgående forslag. Sagen er i realiteten den, at S på intet tidspunkt i de seneste uger har indtaget ét standpunkt og forsvaret et skattereformforslag, der ramte nogen. Man har til gengæld aldrig svigtet mht. at hyle op over at noget var 'socialt skævt' eller gik ud over boligejerne dvs. middelklassen. S har dyrket den rene populisme, og selv SF har haft mere format ved at have holdt alle døre åbne. Det siger efter min vurdering lidt om, hvor presset, desperat og usikker Helle Thorning-Schmidt generelt agerer i processen, hvilket står i en klar modsætning til en helt anderledes klarsynet, sikker og overlegen Villy Søvndal

Det er ikke umuligt, at de radikale kommer med i skattereformen. Det der ligger på bordet burde de kunne tilslutte sig, men så længe Margrethe Vestager er partileder, så ender det som bekendt stort set altid med, at de radikale går til venstre.

Anders Fogh kan nu krone sin karriere med dette lidt historiske skattereform-forlig. Det var næsten også det sidste politiske resultat, som han manglede at levere siden sin tiltræden i 2001.

Jeg føler mig desuden mere overbevist om, at det inden for blot de næste par uger står klart, at Fogh bliver ny Nato-generalsekretær.

Statsministeren har overladt Lars Løkke Rasmussen et ganske godt udgangspunkt for at vinde næste folketingsvalg. For hvis danskerne herunder boligejerne skal vælger mellem at rulle skattelettelser tilbage '“ midt under en krise '“ eller at fortsætte med VK-regeringens skattestop, så vælger de efter min klare vurdering – det sidste. Do’n’t risk it!

S-SF er sikkert utvivlsomt helt overbeviste om, at danskerne nu mere end nogensinde vil vælge dem ind på regeringsbænkene ved næste valg.

Derfor er det ikke gået op for dem, at de nu – igen – er gået i Foghs fælde.

Update Onsdag:

JP har fået fingrene i regeringens drejebog, der forklarer, hvordan S-SF skal klemmes ud af forhandlingerne. Det skete så her til formiddag. Helle Thorning-Schmidt lover nu vælgerne, at gennemføre den skattereform, som regeringen ikke vil. Jeg gad nok vide om et flertal af vælgerne, ligefrem sukker efter det. Nu skal de første forholde sig til regeringens skattereform, og så vil de næppe invitere Thorning til at lave en ny efter et valg om 2 år. Det er præcis det, der er det geniale – rent taktisk – ved regeringens manøvre. Men jeg gør mig ingen forventninger om, at Thorning forstår det. Det S-SF kan håbe på, det er at krisen bliver så slem og arbejdsløshedskøen så lang, at et flertal af vælgerne i ren frustration vælger noget nyt. Det er i alle fald, sådan man – efter mine oplysninger- tænker i sossernes politiske maskinrum.

STØT JARLS BLOG her.

Hvad skal vi egentlig med Det Radikale Venstre? Det forunderligt paradoksale er, at den politik, der lige for tiden ligger på tegnebrættet til at udgøre en VKO-skattereform, faktisk ligner den skattepolitik, som de radikale har kæmpet for i årevis. Ned med indkomstskatten for 30 mia. kr. og op med grønne skatter og senere: flere grønne investeringer. Det er formentlig, hvad regeringen spiller ud med tirsdag, men det ligner unægtelig radikal politik. Dermed er alt som i Marianne Jelveds dage, kunne man vel sige, bortset fra at de radikale naturligvis ikke får æren for en skattereform. Spørgsmålet er vel om partiet i det hele taget melder sig ind i forhandlingerne, da det jo kræver, at de accepterer det skattestop '“ som VKO snedigt benytter som middel for at få S-SF til selv at melde sig ud af forhandlingerne.

Anyway. Faktum er at de radikale i lang tid har fremstået som støvede og som yesterdays news. Tiden er løbet fra Lone Dybkjær, Marianne Jelved og Niels Helveg og de øvrige metusalemmer. Desuden har partiet gjort helt fantastisk pinlige forsøg på selviscenesættelse, som er faldet til jorden – og endda med latterbrøl! Først var der EU-spidskandidatens Sofie Carsten Nielsen i en selv for de radikale studentikos-nørdet, humorforladt og totalt mislykket valgfilm annonceret på websites som politik.dk, men som uden tvivl fik potentielle vælgere til at løbe skrigende bort.

Siden fulgte så det selviscenesættende gruppebillede fra det historiske Samtaleværelse på Christiansborg, hvor man lod sig posere, som var man en flok pompøse rigsdagsmænd anno damals dog uden cigarer, gamacher og fadermordere. Billedet var i sig selv en bekræftelse af alle de værste fordomme om de radikale som en flok selvhøjtidelige Kaj Holger-typer og selvom opstillingen vist var ment som en morsomhed til det radikale medlemsblad, så fremstod folketingsgruppen endnu engang temmelig humorforladt. Partileder Margrethe Vestager selv var igen selve symbolet på selvgodhed og bedrevidenhed '“ egenskaber som man ellers ikke forbinder med den så succesfulde konkurrent om vælgerne – dansk politiks svar på Kong Midas – Villy Søvndal.

Efter at den radikale opposition til højre for Vestager er tjekket ud for længst eller gemmer sig, så fandt man i sidste uge på et nyt tiltag, der åbenbart skulle signalere en eller anden form for fornyelse, der kan få partiet ud af dødvandet. Nogen opfandt en intern (venstre-)opposition til Vestager. 'Det Nye Kuld' kaldte gruppen sig, der pludselig dukkede op i lørdags i Politiken og proklamerede 'mytteri' og intet mindre end 'en halvblind jagthund' blev selve sindbilledet på partiets generationsproblem med alle de helgamle MFere, som unægteligt fylder op i folketingsgruppen.

 »Vi var nødt til at få gejsten tilbage. Vi tror, det er vigtigt, at folk uden for partiet kan se, at der er et radikalt venstre efter Lone Dybkjær, Helveg og Jelved, sagde partiets næstformand Zenia Stampe fra “Det Nye Kuld” til Politiken.

Hun og syv andre yngre radikale lod sig derpå fotografere i selvsamme “Samtaleværelse” velsagtens for at markere at de stod for noget helt nyt og mere nutidigt end Vestager og hendes gamle hønisser.

Hvad vil Det Unge Kuld så, som de gamle ikke vil – udover kækt at ville 'bide folketingsgruppen i haserne'?

– Den radikale folketingsgruppe er faldet af på den. Den gør for lidt, den er for pæn, og den har ikke forstået, at tiden er løbet fra det artige midterparti, der kunne forhandle sig til indflydelse, sagde næstformanden siden til Ritzau.

Læg mærke til, hvem næstformanden netop ikke kritiserede for de radikales pauvre udvikling. Rigtigt gættet: Partilederen. Det er ellers højst besynderligt, nu hvor Vestager ellers har haft ansvaret for partiet i to år. “Kritikken” giver lidt mindelser om partier i Østeuropa fra før murens fald. Den er ikke alvorligt ment, og den vakte mistanke bliver stærkere, da det videre hedder at:

 »Skal vi vende stemningen, skal vi gøre op med den forligssøgende dukselinje og i stedet bruge energien på at sætte dagsordener end på at flytte fem kommaer i finansloven – vi skal være et synligt værdiparti, ikke et usynligt midterparti «, sagde Zenia Stampe, som i øvrigt håber at blive valgt i Sjællands Storkreds ved næste folketingsvalg i et forventeligt tæt opgør med Helveg-klanens kandidat, Rasmus Helveg Petersen.

Hvad betyder “forligssøgende dukselinje” og “ikke et usynligt midterparti”? Jo. Oversat til dansk så kræver det nye kuld, at partiet nu helt rømmer deres historiske midterposition, rykker mod venstre og tager konkurrencen op med SF om at blive et 'synligt værdiparti'. (Formentlig betyder det et opgør med VKOs indvandrerpolitik og måske ligefrem en fri indvandring)

Hvor mange tanker, det Nye Kuld egentlig har 'vakt' hos Vestager er nok tvivlsomt. Hun har nemlig '“ ifølge stærke rygter '“ haft ganske lang tid til at vende sig til dem. Faktisk skulle Vestager ligefrem have godkendt 'mytteriet' og have læst den udslagsgivende artikel længe før, at Det Nye Kuld sendte den til Politiken som deres “nye tanker'. Måske var der derfor snarere tale om politisk teater, der gav mindelser om noget, der kunne være iscenesat eksempelvis forud for SEDs 27. partikongres engang i 1970'erne?

Naturligvis drømmer også Vestager om at trække partiet til venstre for permanent at indgå i den røde blok. Desværre for hende bliver hun stadig mødt af modstand fra blandt andet Helveg-klanen, og så er det da ganske smart evt. at få en flok 'unge mytterister' – om end det formentlig er på skrømt – til at kræve det, som Vestager reelt ønsker. Dermed bliver Det Nye Kuld så at sige til partiets fortrop!

STØT JARLS BLOG her.

I sidste uge fik den socialdemokratiske gruppe nok af det mangeårige medlem af Københavns Borgerrepræsentation Jette Bergenholz Bautrup og ekskluderede hende med mangfoldige hårde anklager. Blev gruppen træt af en populistisk politiker, der konstant kørte på frihjul eller ville overborgmester Ritt Bjerregaard blot skaffe sig af med en besværlig partifælle i god tid inden næste kommunalvalg? Læs min analyse her.

STØT JARLS BLOG her.