Kategorier

Rovet hos Venstre fordelt?

Så skulle arvefølgen i Venstre være på plads, hvis/når chefen Anders Fogh Rasmussen som forventet damper af til Nato. Det skriver Berlingske i en opsigtsvækkende artikel søndag.

Ifølge Berlingskes oplysninger, så bliver Kristian Jensen partiets nye næstformand. Angiveligt efter at både forsvarsminister Søren Gade og Region Syddanmarks borgmester Carl Holst skulle have takket nej.

Lars Løkke Rasmussen har uden tvivl gjort undersøgt mulighederne for at komme udenom Kristian Jensen. Oplysningen om, at Søren Gade oprindeligt har fået buddet er derfor realistisk. Han er meget populær i partiet. Omvendt falder det i øjnene at artiklen også postulerer, at Carl Holst skulle have fået buddet efterfølgende. Det virker ikke specielt troværdigt om end at det jo ikke kan udelukkes. Holst er en ærekær mand. Denne blog har altid sørget for at erindre andre om Holsts kække udmelding for et par år siden, hvor han netop stillede sig til rådighed som fremtidens næstformand. Siden dette har det generet manden grænseløst, at han naturligvis er blevet revet sine ambitioner i næsen. For hvad nu hvis Carl Holst aldrig fik buddet? Ja så var han helt til grin. Som jeg læser artiklen, så har Holst '“ som indimellem er ret så snu '“ fået den frække idé, at fortælle Berlingske at han skam også selv er blevet opfordret af Løkke til at overtage næstformandsposten, men har “meldt pas”. Dermed får han med æren i behold selv nedlagt sit utidige 'næstformandskandidatur', og samtidigt stillet sig bag Kristian Jensen, som Holst formentlig ikke ville kunne slå i en direkte konfrontation på et landsmøde. Taktisk smart stunt, om end måske lidt klodset udført, når det er så åbenlyst, hvem der er kilde til oplysningen…

Berlingske bekræfter i artiklen avisens tidligere oplysninger om, at en regeringsrokade vil medføre at Claus Hjort Frederiksen overtager finansministerposten i første omgang for senere at blive gruppeformand. ( Så nemt bliver det ikke – Hans Chr. Schmidt er mere populær i gruppen end Berlingske antyder)

Hvad skal Løkke gøre mht at ændre regeringens sammensætning efter Foghs afgang?

Der er reelt to skoler i Venstre. Dem, som mener, at det er vigtigt for Løkke her og nu at vise kontinuitet og derfor stort set beholde Foghs ministerhold plus indsætte Hjort på den ledige finansministerpost. Siden kommer så en stor rokade formentlig til efteråret eller måske først efter at klimatopmødet er slut i december. Dermed kan også de konservative ministerposter blive bragt i spil. Venstre har længe ønsket at blande kortene igen siden VK fordelte ministerposterne mellem partierne 2001.

Den anden skole mener, at Løkke skal sætte sit nye ministerhold fra starten af og som skal vinde næste folketingsvalg, der formentlig først finder sted i 2011. Her er synspunktet, at Claus Hjort og resten af Foghs generation skal pensioneres, da de er både gamle, trætte og slidte. Eksempelvis mener man at Løkke konkluderer forkert, hvis den evt. kommende statsminister vil øge vælgertilliden, hvis han så gør Hjort, der er blandt regeringens mest upopulære ministre, til finansminister.

Løkke accepterer Kristian Jensen som ny næstformand uden tvivl uden den store entusiasme. Det er meget længe siden at næstformandsposten i Venstre var en badebillet. Foghs selv satte standarden for opgaverne. En næstformand plejer organisationen og står for idéudviklingen i partiet. Der er en masse rejseri og adskillige kedelige møder om aftenen eller i weekender med selvbevidste og meget talende organisationsfolk. Det er dog omvendt en god måde at pleje og sikre sig solid opbakning i baglandet. For løser man imidlertid næstformands-opgaven tilfredsstillende, så har man dog kørt sig selv sikkert i stilling til at tage over den dag, hvor formanden smider tøjlerne.

Kronprinseværdigheden er et tveægget sværd, hvor man kan få lov at vente længe på at blive formand. Anders Fogh ventede i 13 år. Lars Løkke formentlig i 11 år. Kristian Jensen kan nå at være sidst i fyrrerne før det måske bliver hans tur. Og han kan sagtens nå at blive slidt op inden og blive offer for 'Prins Charles-syndromet'.

Update søndag eftermiddag:

At politikere pr. definition ofte er fuld af løgn, tjah det kommer næppe som en overraskelse for ret mange, men der er dog grænser for, hvad man kan have lov til at slippe afsted med uden at det bliver påtalt en smule. Her er i hvert fald en opfordring til Ritzaus Bureau om at grave lidt dybere i researchen, før man lader Carl Holst hoppe af krogen med følgende skamløse benægtelse af fakta:

Også venstremanden Carl Holst, formand for Region Syd, er der blevet spekuleret i som mulig næstformandskandidat. Men han afviser.

– Jeg stiller ikke op som næstformand. Men det er ikke noget med at melde fra. Jeg har aldrig annonceret mit kandidatur. Og jeg er ikke kandidat, hvis der skal vælges en på et ekstraordinært landsmøde, siger han.

—–

Yeah right!

Der Nordschleswiger er den oprindelige kilde til historien fra 2006.

I et interview med avisen siger Holst, at når en skønne dag “Anders bliver afløst af Lars”, så vil der under ledelse af Lars Løkke Rasmussen “være plads til mig – er jeg sikker på”.
“Jeg vil gerne være næstformand”, siger den 36-årige Venstre-politiker, som betegner sig selv som en “folkelig liberalist” og tilhænger af det samarbejdende folkestyre.

Udtalelserne blev siden omtalt blandt andet på TV Syd, i Politiken og i JP uden at Carl Holst har bedt om at få præciseret eller berigtiget sit citat. Derfor er det pinligt, at Ritzau ikke forholder ham sine gamle udtalelser i stedet for at lade ham slippe afsted med den slags plidder-pladder. Faktum er, at Carl Holst VAR kandidat til næstformands-posten i Venstre, men dummede sig såre ved at annoncere kandidaturet i så god tid i forvejen at han blev forholdt det i tide og utide. Derved demonstrerede han en dårlig dømmekraft. Det, fandt han så siden ud af, var en skidt idé og fik så nu muligheden til at rende fra sit kandidatur. Det er ok, men pressen skal ikke stå og holde mikrofonen uden at forholde ham sine gamle udtalelser. De skal gøre deres hjemmearbejde i stedet for at lade sig dupere af Holsts bondesnu fixfaxerier!

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Mens vi venter på far

Berlingske Tidende skriver i dag, at regeringens ministre er ved at gå til frustration over, at der endnu ikke er fundet en afklaring på Anders Fogh Rasmussens fremtid som mulig Nato-generalsekretær.

Det tror pokker. Flere af dem risikerer at blive hældt hurtigt ud af regeringen, når Lars Løkke Rasmussen kommer til, hvorimod at de kan blive siddende noget længere, hvis Fogh fortsætter. Flere peger også på, at Venstre siver i meningsmålingerne osv. I enhver organisation vil der være opløsningstendenser, når der opstår magttomrum og fravær af ledelse. Så farer alle ikke overraskende rundt, som var de hovedløse høns.

Som jeg ser det, så er beslutningen nu alene op til amerikanerne dvs. præsident Barack Obama, at beslutte om Fogh bliver generalsekretær. Det kræver måske et møde '“ mand til mand '“ mellem de to ledere. Pudsigt nok var 'Foghs behov for at mødes med Obama' lige nøjagtigt det som ambassadør Friis Arne Petersen fik skyld for at lække til Berlingskes USA-korrespondent David Trads for et par måneder siden. Kort tid efter kunne han så læse om sin gamle spritsag på forsiden af Ekstra Bladet'¦måske som hævnagt fra Statsministeriet?

Indtil videre så går spekulationerne i retning af 'den lille rokade'. Nogle ser fortsat Kristian Jensen som den mest oplagte finansminister, men andre hælder til at Løkke nok undgår ham og derfor peger på enten Claus Hjort Frederiksen eller endda Søren Gade. Skulle det blive beskæftigelsesministeren, der flytter ind i Den Røde Kancellibygning på Christiansborg Slotsplads nr.1, så mener Berlingske at vide, at det er den unge erhvervsordfører Jacob Jensen, som bliver ny beskæftigelsesminister. Det sidste vil ikke være populært alle steder i gruppen om end Løkke utvivlsomt ser et lys i erhvervsordføreren blandt andet ved at sætte ham i spidsen for en af de arbejdsgrupper, der er nedsat, og som skal genopfinde Venstres politiske projekt i Lars Løkkes version.

Andre ministre fornemmer at de formentlig er på vej til at blive hældt ned af brættet inden så længe. Jeg tipper ikke på, at Karen Jespersens skingre tonelejre i integrationsdebatten er i samklang med Lars Løkkes holdninger på området. Hun er formentlig klar over, at tiden som minister er ved at rinde ud. Men da hun er en dame på en mission, så har hun kastet sig ind i debatten om bandevolden på Nørrebro med fynd og klem og i heftig konfrontation med Ritt Bjerregaard. Skulle hun blive vraget som velfærdsminister, fordi Venstre-folkene herunder Løkke finder hende for skinger, så har hun lagt kimen til et martyrium om, at regeringen dvs. Løkke til den tid har lavet et endnu et 'knæfald for islamisterne'.

Statsministeriets hjemmeside er skiftet allerede så småt ved at ske. Her optræder både Fogh og Løkkes portrætter på forsiden. Så havde Danmark været Nordkorea, så var det formentlig også et sikkert tegn på, at tidspunktet for magtskiftet er ved at nærme sig..

Sarte læsere skal stoppe her.

Og så skal vi naturligvis lige vende en gammel traver. Nemlig sagaen om, hvordan man på Berlingske Tidende over ganske kort tid har to modstridende holdninger til Foghs evt. afgang som statsminister. I januar slog avisens politiske kommentator Thomas Larsen som bekendt fast, at 'Fogh bliver hjemme'. Det skete i en analyse, der åbenlyst for enhver var plantet af regeringschefen, som det er sket så mange gange før. Det blev for meget for en række analytikere herunder Henrik Qvortrup, som i overensstemmelse med sandheden kaldte Larsen for 'His Master Voice'. Det medførte en bandbulle over “Q” fra Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen samt ikke mindst en lovprisning af Larsen, hvor chefen udnævnte sin egen wonderboy til “en af landets bedste politiske kommentatorer”: Samtidig bildte Knudsen sine egne læsere ind at “Thomas Larsen har sin daglige gang på Christiansborg i modsætning til mange af de andre politiske kommentatorer.” Til trods for at enhver der færdes på Slotsholmen ved, at han netop IKKE har sin daglige gang på Borgen. Ydermere skrev hun:

'Det begyndte alt sammen med en analyse i Berlingske Tidende, hvor Thomas Larsen skrev, at statsministeren havde droppet drømmene om et topjob i udlandet. Som alle andre analyser har Thomas Larsen baseret denne antagelse på et større net af fortrolige kilder (Formentlig Fogh, Fogh og Michael Ulveman). Hans arbejdsmetode for Berlingske Tidende som politisk kommentator er den kritiske, journalistiske tilgang til tingene.'

Det var imidlertid ikke nok for Berlingskes chefredaktør at gå i brechen for sin stærkt pressede kommentator. Knudsen og andre fra Berlingskes hovedredaktion skrev flere klummer, blogs og optrådte i andre medier gang på gang med det mere og mere skingre synspunkt, hvor den “så fine troværdige morgenavis” placerede sig selv i sammen troværdighedskategori som Komiske Ali: at Fogh absolut ikke skulle nogen steder hen og i hvert fald slet ikke til Nato. Man afviste hele idéen som spekulation og efterlyste i øvrigt – på ren spejderdrenge-manér -egentlige troværdige kilder, vel vidende at ingen med viden kan eller vil træde frem.

Det skal bemærkes, at avisens Christiansborg-redaktion '“ der ikke tæller Larsen thi han insisterer på at arbejde alene '“ ufortrødent fortsatte deres arbejde og naturligvis på lige fod med alle andre medier på kompetent og professionel vis endevendte alle spekulationer om Foghs snarlige exit.

Men så vendte Larsen pludselig på en tallerken i tirsdags efter statsministerens pressemøde, hvor han i en analyse, der bar overskriften 'Foghs Tilståelsessag' tog spekulationerne alvorligt, sådan ca. to måneder efter alle andre. Det havde måske været mere passende, hvis artiklen i stedet havde båret overskriften: “Larsens tilståelsessag”.

Men hvor var så forklaringen til Berlingskes læsere om det pludselige dramatiske skifte i vurderingen i Pilestræde? Hvordan kan Larsen skrive i januar at 'Fogh blive hjemme', hvis han baserer sine analyser på de allerbedste kilder? Hvorfor skulle Berlingskes læsere holdes hen med snak og spin fra Knudsen og andre om at alle andre '“ især dem der faktisk opholder sig på Christiansborg '“ tog fejl? Hvor er undskyldningen til læserne om at Larsen og Knudsen tog fejl? Helt fejl Hvor er undskyldningen til dem, der stilfærdigt forsøgte at forklare den undrende interesserede kreds af læsere/seeren at forklaringen på at Larsen var kommet til det stikmodsatte resultat af stort set alle andre kommentatorer netop var at Berlingskes kommentator igen og igen ukritisk og ureflekterende agerer talerør for landets mest magtfulde politiker? De blev svinet til på lederplads og blogs. Selvom at de naturligvis for hele Christiansborg-miljøet så indlysende havde ret.

Hvis Lisbeth Knudsen har lidt ære i behold, så skriver hun nu en blog, hvor hun blankt erkender, at Berlingskes kommentator i januar lavede en fejlvurdering og i samme ombæring giver hun alle Larsens kritikere som hun har svinet til end uforbeholden undskyldning. Om end jeg ikke er så naiv, så jeg forventer, at det vil ske.

Bonusinfo: Prøv lige at høre Netavisen 180graders redaktør Ole Birk Olesens hudfletning af Lisbeth Knudsen i TV2-programmet “Presselogen” for nogle uger siden. H/T. Jan Chris.

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Tricky-Dick On Trial

Richard Milhous Nixon eller 'œTricky Dick'. Indtil for et par år siden den mest forhadte præsident blandt venstreorienterede amerikanerne '“ og den præsident som republikanerne helst ikke talte højt om og bare gerne ville glemme.

Jeg er ikke gammel nok til at huske tiden omkring Watergate-sagen, men har selvfølgelig læst 'All the Presidents Men' og set filmen af samme navn med Robert Redford og Dustin Hofmann som Washington Post-journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein. Men for alle, der var voksne i 1970'erne, så er Watergate-afsløringen den tids allerstørste politiske historie. Ydermere så satte den standarden for, ja den definerede moderne dybdeborende politisk journalistik og ikke mindst berømmede brugen af anonyme kilder, 'Deep Throat', the cover up med Mitchell, J.D. Ehrlichman, H.R. Haldeman, Dean and all that. Siden har der inde i enhver politisk journalist boet en lille Woodward & Bernstein, som vil ud og afsløre politikeres magtmisbrug.

For nylig kom så filmen om de berømte interviews som den engelske TV-mand David Frost i 1977 lavede med Richard Nixon op i danske biografer. Dengang blev interviewene solgt til TV-seerne som 'Den retssag, som Nixon aldrig fik', fordi hans efterfølger, præsident Gerald Ford tog den ret så kontroversielle beslutning om at benåde ham.

Filmen har fået stor anerkendelse og blev nomineret til seks Golden Globes samt fem Oscars før årets prisuddelinger.

Nixon fremstilles som et gammel politisk ringvrag, der efter at have leget dygtigt kispus i de første par interview-runder med den politisk indifferente, flegmatiske skørtejæger og champagne-drikkende jetsetter, levemand og TV-personality David Frost, dog ender med at undervurdere sin modstander i den sidste interviewrunde. Det bliver fatalt, for i mellemtiden er Frost til gengæld blevet fokuseret og gør pludselig brug af de dygtige rådgivere, som han også har omkring sig. Nixon bliver fanget i en fælde, da han i filmens mest dramatiske højdepunkt én gang for alle bliver presset til at forholde sig til kendsgerningen om sin aktive andel i indbruddet i den demokratiske partis hovedkontor i Watergate i Washington. (Indbruddet blev foretaget af betroede medarbejdere fra organisationen med det fantastiske og frygtindgydende navn: 'CREEP' – 'The Commitee to REElect the President.) Det sker med ordene:

'œI am saying, that when the president does it. It means that it is not illegal!'

Og herefter falder USA’s 37. præsident som en anden tyr i en andalusisk arena sammen ved det selvpåførte nådesstød og ender på nærmest religiøst vis med at må gå til bekendelse for sine synder.

'œI let the nation down and I have to live with that for the rest of my life!'

Uh. Det er politisk drama, som var det skrevet af William Shakespeare.

I øvrigt må man fremhæve Frank Langella som Richard Nixon. Langella ligner ikke sin karakter specielt meget, selvom især mimikken, og den måde han fremstiller Nixon på, er tæt på'¦om end måske lige på grænsen til det parodiske. Og så sidder man måske også tilbage med en fornemmelse af, at Nixon nok bliver fremstillet en anelse mere sympatisk og 'rar, gammel, bedstefar-agtig' end der formentlig er historisk belæg for. Jeg får trods alt sympati for Langellas udgave af Richard Nixon. Men hey! Der skal jo være lidt plads til den kunstneriske frihed!

Nixon/Frost er simpelthen årets film for politiske nørder. Og så har filmen tilmed den bonus-kvalitet, at den også indfanger lidt af den funky Studio 54-stemning fra sen-70'erne, hvor hårets længde konkurrerede med skjortekravernes ditto, kvinderne igen måtte var ufatteligt sexede, musikken var disco, og det var tilladt at ryge cigar og drikke champagne (næsten) overalt.

P.s. I øvrigt så har en ven engang opfundet det såkaldte 'Ã…l og Nixon'-koncept. Det går i al sin enkelthed ud på at spise ål, drikke sig halvvissen i brændevin og så i øvrigt siden lade sig døse hen til den venstreorienterede filminstruktør Oliver Stones 'Nixon'- en film, hvor Anthony Hopkins spiller hovedrollen som Tricky-Dick. Her kan man blandt andet nyde scenen, hvor Nixon efter at have tabt guvernør-valget i Californien i 1962, henvendt til pressen og i bitterhed fastslår:

“You won’t have Nixon to kick around anymore!

Det kunne være, at der dukkede en invitation op en af dagene!

STØT JARLS BLOG her.