Kategorier

Bandekrigen forener rådhuspolitikerne

Imens rockerne og indvandrerbander udkæmper en krig på skydevåben på Nørrebros gader og stæder, så er de politiske skillelinjer i sagen noget mere uklare. I debatten står striden mere mellem VKO-blokken på Christiansborg vs. Ritt Bjerregaard. På rådhuset bakker VKO faktisk op om kommunens integrationspolitik, som de i øvrigt selv har et stort medansvar for. Læs analysen her.

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Så kom dog hjem, Fogh!

Christianborg-pressen lader op til tirsdagens pressemøde med statsministeren. Hvilke krumspring skal Anders Fogh Rasmussen nu foretage sig for ikke at besvare pressens spørgsmål om sin fremtid som evt. ny Nato-generalsekretær.

Imens har flere aviser – senest Politiken i går søndag – har allerede leveret dybdegående personportrætter af hans forventede efterfølger Lars Løkke Rasmussen.

I fredags fortalte den tyske avis Süddeutsche Zeitung, at de tre store europæiske Nato-lande Storbritannien, Tyskland og Frankrig var enige om at kaste deres lod på den danske statsminister, som indtil videre som bekendt ikke er officiel kandidat '“ i øvrigt til stor irritation for den hidtil største rival og officielle kandidat '“ den polske udenrigsminister. Tilbage er så, hvad USA agter at gøre? De fleste tipper på, at Foghs og Danmarks status i Washington fortsat er så høj, at amerikanerne ikke vil stille sig på bagbenene. Tilbage står tyrkerne, som hidtil har brokket sig højlydt over Fogh. Dog ville de ikke nedlægge veto, som DR Nyheder ellers kom til at fortælle forleden og siden på ydmygende vis måtte trække i land. Veto eller ej. Der er immervæk forskel, og mange ser brokkeriet, som tyrkernes mulighed for at handle lidt på den storpolitiske børs. Vi æder Foghs kandidatur og forventer en tjeneste den anden vej. Altså business as usual.

Hvor længe varer så forhandlingerne, så vi får en afklaring om Nato-generalsekretærposten? Det er der ingen, der tilsyneladende der ved. Gætterierne går fra 'lige om lidt' og frem til Nato-topmødet den 3. april. Ugebrevet Mandag Morgen skriver i dag, at faktisk kan forhandlingerne strække sig ud over topmødet. For der er ingen tradition for, at man besætter stillingen ved formelle møder, men ved uformelle konsultationer medlemslandene imellem. Ugebrevet spekulerer desuden i, at Fogh kunne være en oplagt afløser for EU-kommissionsformanden Manuel Barosso, hvis aktier er stærkt faldende i regeringskontorerne i de større europæiske hovedstæder.

Pressekorpset herhjemme er dog ved at være trætte af at vente på Fogh. De er således fuldt optaget af at hvæsse knivene for at være klar til at presse Fogh op i en krog på pressemødet i morgen, hvor han bliver mødt med deres bidende og stadigt mere nærgående spørgsmål. Statsministeren vil efter alt at dømme glide af og forsøge at snakke om alt muligt andet. Det er den taktik, som amerikanerne kalder for “stonewalling”.

Imens er der opstået et synspunkt blandt kommentatorer, at det er uholdbart for regeringen, at der ikke er en afklaring, og flere aviser opfordrer nu Fogh til at melde klar ud med, hvad han vil i fremtiden. Vist-vist! Det vil indlysende være klart en fordel for landet, men hvad betyder det i realiteten? På Christiansborg ER magtskiftet jo reelt i gang. Løkke er manden, som alle '“ herunder Pia Kjærsgaard og Lene Espersen '“ for længst har svoret loyalitet, når det gælder deres støtte til hans statsministertaburet. Internt i Venstre har magtforholdene også været på plads længe. Der er kun nogle ministertaburetter, der skal flyttes rundt på. Og det vil også ske uden alt for megen ballade.

En enkelt kommentator er dog kammet helt over i sit sortsyn. Det er Fogh gamle ven Thomas Larsen, som formentlig er så skrækslagen over, at hvis Fogh går, så bliver Berlingske-kommentatoren til grin over hele Christiansborg. Larsen skrev som bekendt en 'analyse' i januar, hvor han entydigt slog fast, at 'Fogh bliver hjemme'. Ingen var efter læsning af analysen i tvivl om, at den var plantet af regeringschefen. Siden er Larsen blev omtalt som 'His Master Voice', 'Foghs referent' osv.

Ved læsning af Larsens kommentar fornemmer man den stigende desperation, der er hos kommentatoren over snart at miste en uvurderlig kilde til Nato-systemet, og når det sker, så vil det stå tydeligt og klart selv for Lisbeth Knudsen i hvilken grad, at Berlingske har ladet sig misbruge i Anders Fogh Rasmussens spin. Tantens troværdighed vil simpelthen ryge gennem gulvbrædderne. Berlingskes redaktion bruger også stadigt flere ressourcer på at understrege deres synspunkt i en grad, at det er tydeligt, at man har “malet sig helt op i hjørnet”. Det sker blandt andet ved lidt forsigtigt at rakke andre medier ned.

I mellemtiden forsøger Larsen at tegne et billede af et Venstre præget af magtkampe og misstemning. Samtidigt advarer Larsen sin gamle kilde Fogh, at hans troværdighed nu nærmer sig Nyrups, og at regeringschefen anno 2009 taler med “uld-i-mund”. Ja så kan det ikke blive værre…

Hele tonen i Larsens klagesang får en til at tænke på den gamle Osvald Helmuth-vise, hvor omkvædet er en følelseladet, ja tryglende opfordring: 'Kom hjem, kom hjem oh kooooom dooooog hjeeeeeeeeem!

Rolig nu Larsen! Lars Løkke får såmænd også brug for en loyal kommentator, der kan skrive hvad han tænker, når han til sin tid troner ovre i hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard. Og du har jo de allerbedste anbefalinger!

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Min rejse fra “røv og nøgler” og til Folketinget

SF'eren Özlem Sara Cekic har i kun en alder af 32 somre følt et presserende behov for at verden nu skal læse hendes erindringer fra 'Føtex til Folketinget', der netop er udkommet. Bogudgivelsen har sent den unge politiker på den sædvanlige rundtur i mediekarrussellen herunder Go’ Morgen Danmark, hvor man ikke bliver stillet alt for skarpe spørgsmål.

Med sin bog har Cekic stillet sig til skue som yngre, sympatisk, køn, velintegreret indvandrerkvinde, gravid og derudover mor til to, arbejderklasse og offentligt ansat sygeplejerske. Dermed er Cekic ophøjet til det, som nogle indvandrere selv hånligt kalder for 'en præmieperker'. Det har dog den positive side af sagen, at det samtidigt er en slags licens til at få fri taletid, hvor man kan snakke om sig selv i dameblade, avisernes søndagstillæg og i Go’ Morgen Danmark uden at få stillet ret mange kritiske spørgsmå, der udfordrer ens holdninger mv.

Tyrkisk-fødte Cekic er naturligvis en vigtig rollemodel for alle de indvandrere, som ikke finder mulighederne i det danske samfund så håbløse, at de heller vil slås med Hells Angels om hashmarkedet i København. En duel, som i øvrigt lige nu foregår på skydevåben på gade og stræder, har taget det halve København som gidsel og gjort sagesløse til ofre.

Til trods for at “det gungrer”, så er realiteten den, at det nok er som så med Cekics indflydelse og leverede politiske resultater, siden hun blev valgt til Folketinget i 2007 '“ båret ind af SFs kanonvalg. Som alle ved, så står SF uden for indflydelse, og det er i øvrigt ret svært at få øje på Cekics originale politiske idéer. Tankesættet består, så vidt jeg kan vurdere, stadigvæk af traditionelle SF-holdninger om at bruge endnu flere skattekroner på den offentlige sektor og navnlig på det sociale område samt integrationen, end der gøres i dag. Altså i realiteten intet nyt under solen.

Alligevel må man tage hatten af for Cekics effektive iscenesættelse af sig selv. Det er naturligvis den gode gamle historie om turen fra røv og nøgler (En fattig landsby i Tyrkiet over kassedame i Føtex) og til rigets helligste haller (Folketinget).

Hvad har Cekic så lært af at være i Folketinget spurgte Cecilie Frøkjær på TV2 i morges: 'Jo jeg er fra Vesterbro og kan godt lide at kalde en spade for en spade. Jeg bander meget og siger både sgu og fanden. Men så bliver jeg også irettesæt af formanden, for det gør man ikke inde på Folketinget', fastslog Cekic med den utilslørede gebrokkenhed, som sammen med hendes mellemøstlige udseende uvilkårligt for mange vælgere placerer hende i kassen sammen med 'alle de andre indvandrerpolitikere'.

Dem har vi haft en del af i dansk politik. Den sidste 'indvandrerpolitiker' som tog skridtet op fra de almindelige ligegyldige MF'ere i grebningen til partileder faldt, som vi netop er blevet erindret om i filmen om Ny Alliance – helt igennem. Også han havde stor succes med selviscenesættelse i form af utidige erindringsbøger, hvor vi blandt andet hørte historien om hans opstigning til Folketinget fra Damaskus i Syrien og via Vesterbro. Et af slagnumrene i Cekics fortælling om hende selv, er desuden den om den velintegrerede indvandrer/ moderne muslim, der brød ud af et arrangeret ægteskab – ligesom Naser Khader droppede sit arrangerede ægteskab '“ dog før at det blev effektueret. Ligesom Khader har Cekic også oplevet at blive chikaneret af islamister, som i hendes tilfælde følte sig kaldet til at blande sig i Cekics ægteskab. Skulle nogle unge indvandrere blive inspireret af de to, så har erindringsbøgerne, da absolut opfyldt ét fornuftigt formål.

Der har i øvrigt også været andre indvandrerpolitikere, som først er blevet feteret af medierne for så siden at være faldet igennem blandt andet Lubna Elahi for tyve år siden. Konen var berygtet på Københavns rådhus for at være i særklasse luddoven, men medierne stod på hovedet over, at hun nu skulle være nået til tops i kraft af store personlige stemmetal. Hendes kolleger på rådhuset var dog klogere, så hun blev effektivt marginaliseret og endte med at forlade først SF og siden Socialdemokraterne.

Men Özlem Cekic skal da nyde turnéen rundt i danske medier. Der kommer dog en dag, hvor hvedebrødsdagene i pressen også for hende er overstået. For ligesom alle politikere, der fører sig frem, ja så kommer regningen en skønne dag i kraft af kritik mv. Her gælder det gamle ord:

There is no such thing as a free lunch!

STØT JARLS BLOG her.