Så er valgkampen frem mod Europa-parlamentsvalget den 7. juni så småt kommet i gang. Som sædvanlig aner ingen hvad valgkampens temaer bliver, så derfor er det nemmeste, at lade den handle om noget helt andet, som også vælgerfolket kan forholde sig til. Bendt Bendtsen er ikke jordens skarpeste politiske iagttager, men han har et par gode folk i sin stab, der øjensynligt har opfordret ham til at 'spille Tyrkiet-kortet' dvs. lufte det udbredte synspunkt '“ både hos politikere og i befolkningen '“ at Tyrkiet ikke hører hjemme i EU. Det førte lidt presseskriverier med sig '“ i en ellers ret død tid for politiske kommentatorer mv. '“ om, at Bendtsen nu 'skabte problemer for regeringen', som i øvrigt har det principielle standpunkt, at Tyrkiet er velkommen i EU, hvis landet med tiden kan leve op til de såkaldte 'Københavns-kriterier'. ( Hvad intet tyder på, at tyrkerne kan inden for en overskuelig årrække). Summa Summarum: Bendtsen luftede et populært standpunkt om en uaktuel sag. Dem som følte sig mest genererede af Bendtsen udmelding var formentlig Dansk Folkeparti og deres EU-spidskandidat, som eller plejer at have den populistiske spillebane for sig selv. Derfor må man et eller sted give Bendtsen credit for at for engang skyld at være på banen med noget, der minder om politik (frem for sine golf- og jagtture) om end de realpolitiske virkninger af, at den tidligere vicestatsminister indtager synspunktet er ikke eksisterende. Det bliver ikke den sidste melding fra holdet af EP-kandidater med synspunkter nærmest fuldstændig uden relevans for, hvad der foregår i Europaparlamentet i Bruxelles og Strasbourg. (Det ved jeg blandt andet fra min egen ydmyge erfaring som EP-kampagnechef i 2004)
Der er også andre kandidater på banen blandt andet Socialdemokraternes spidskandidat Dan Jørgensen, som har udgivet en fin lille bog forholdet mellem EU- og USA, hvor han har interviewet en lang række kapaciteter, der ved noget om det emne. Det er udmærket '“ og seriøst '“ indslag i valgkampen, som dog næppe får den store gennemslagskraft i forhold til befolkningen. Unge Jørgensen har dog ganske længe poppet op her og der med noget EU-politik, så selvom at jeg ikke tror at han når at blive så kendt, så tager jeg hatten af for hans ihærdighed. Han virker i hvert fald '“ ud fra sit socialdemokratiske udgangspunkt – på mange måder som en noget mere seriøs kandidat end fx Bendt Bendtsen og mange af de andre afdankede politikere, som stiller op. Desværre for Jørgensen, så har han det med indimellem at fremstille sig selv som lige lovlig frelst. Det plejer at give bagslag på et eller andet tidspunkt, som åbenbart er kommet nu: S-kandidaten rejser rundt og beskylder regeringen for at købe sig aflad med CO2-kvoter, hvorimod han ikke selv kan se noget problem i at lade sig transportere til ti 1. majmøder i en helikopter '“ om end at Jørgensen påstår, at han skam har købt CO2-kvoter for at udligne helikopterens udledning. Dum fejl og Netavisen 180grader – de søde mennesker – udstiller naturligvis Jørgensens hykleri.
Børsen har i dag en Green-meningsmåling, som noget overraskende for mig, giver de konservative to mandater, hvorimod DF kun får en enkelt. Det tror jeg imidlertid ikke på holder på valgdagen. Jeg tror omvendt, at DF er undervurderet i den måling, og at partiets spidskandidat Morten Messerschmidt undervejs får sat damp på kedlerne i sin valgkamp. En forklaring på at K får to mandater kan naturligvis hænge sammen, at de får gavn af valgforbundet med V og LA.
S kan i øvrigt være godt tilfreds med kun at gå ét mandat tilbage til fire. Det vil være et kanonresultat for Dan Jørgensen og Co. Venstre står til en fremgang på ét mandat, så man får fire. Det vil også være et flot resultat for Jens Rohde og Venstre-folkene '“ og nok ikke helt urealistisk. Desværre. Som ventet får SF to mandater dvs. en fremgang på én. Overraskende for mange, så betyder valget en udslettelse af modstanderbevægelserne. Det er jeg ikke sikker på sker. Når de næste fire uger er gået, så har Junibevægelsens Hanne Dahl og Folkebevægelsens Søren Søndergaard fået skræmt livet af tilstrækkelig mange til, at de nok skal få skrabet et enkelt mandat sammen. De er altid undervurderede i meningmålinger, men det kan næppe undgås, at modstanderbevægelserne samlet set går tilbage. Jeg tror dog på, at Søren Søndergaard er mere inde på nethinden hos folk '“ og en dygtigere populist '“ end Hanne Dahl '“ som jeg aldrig har fundet særligt overbevisende som debattør. Går det, som jeg tror, så stod og faldt Junibevægelsen med Jens-Peter Bonde, som midt i valgperioden overlod roret til Hanne Dahl. Så hun får sikkert æren for at have kørt projektet i sænk, når stemmerne er blevet talt op. For uden et mandat i ryggen, så mister Junibevægelsen '“ hvad alle ved – sit økonomiske fundament, og så er det lukketid for dem.
Selv stemmer jeg formentlig blankt ved EP-valget. Det er mig en fysisk umulighed at stemme på Venstre, når Jens Rohde er spidskandidat, og det samme gælder, hvis jeg stemmer på de konservative eller LA, som er i valgforbund med Rohde. Det var dog sangeren Kim Larsen, der engang sagde, at man skylder sine forfædre at stemme ved valgene, så derfor afleverer jeg formentlig til sin tid en tom stemmeseddel i valgurnen.
STØT JARLS BLOG her.