Kategorier

Endnu en ydmygelse af Khader

Der er vist ingen ende på den engang så ombejlede Naser Khaders deroute. Jeg gad vide om bunden er nået med dagens melding fra den ene såkaldt 'sikre' konservative kreds? Den meldte i dag via medierne hus forbi mht. at opstille Khader som folketingskandidat. Det bliver vist ikke mere pinligt!

Det var ellers en artikel i BT, som mandag glad kunne berette, at Khader nu var 'sikker på valg', netop fordi han kunne vælge mellem at overtage Bendt Bendtsens tidligere kreds i Odense eller udenrigsminister Per Stig Møllers kreds på Frederiksberg, når han ventes at træde tilbage efter klimatopmødet til fordel for Connie Hedegaard. Udenrigsministeren er 66, og forventningen er, at han ikke genopstiller ved næste valg.

Men knapt var BTs historie ude, før at Ritzau allerede før morgensstunden kunne skyde historien delvist ned. For nu afviste Bendtsens kredsformand i realiteten, at man der vil opstille Khader:

Det er ikke besluttet, hvem det skal være, men for øjeblikket arbejder vi med at få en lokal kandidat – Bendt Bendtsen var jo også herfra – eller et topnavn udefra. Og her forestiller vi os en minister, altså top fire. Så det er ikke umiddelbart en tanke, vi arbejder med, siger Erling Hansen til Ritzau.

Skal jeg komme med et gæt, så har Naser Khader endnu engang kommet til at puste sig op overfor en journalist og pralet af at han havde to sikre kredse at vælge imellem. Det havde han så ikke viste det sig. Bottomline er, at Khader altså endnu engang er blevet til grin på Christiansborg, hvad der efterhånden ikke kan overraske nogen.

Jeg vil ikke afvise, at K opstiller Khader et eller andet sted, men jeg tvivler stærkt på, at den sikre kreds på Frederiksberg til sin tid står til hans disposition. Men de konservatives veje er som bekendt ind imellem uransagelige, så helt udelukke dette scenario kan man i sagens natur ikke. Men jeg synes nu nok, at de konservative på Frederiksberg skulle vise respekt for de politikere (Aksel Møller, Per Stig Møller mfl.) som tidligere har repræsenteret kredsen og gå en stor bue uden om Khader. For han har da Danmarks-rekord i politisk utroværdighed.

Kategorier

En omvendt synder

Nu har regeringen '“ klogt '“ valgt at man fremover vil offentliggøre ministres repræsentationsbilag og om de har deltaget i arrangementer, som de er inviteret til. Golf eller fodbold fx Det oplyste statsminister Lars Løkke Rasmussen på sit pressemøde tirsdag.

Det er jo ikke, fordi forslaget om mere åbenhed omkring disse ting er specielt genialt udtænkt. Tværtimod er det et åbenlyst ganske fornuftigt tiltag, hvor den eneste indvinding må være, at det så sandelig er på tide. Det burde have været indført for tyve år siden. Mindst.

Med forslaget får Løkke imødekommet en hel del af den efterhånden langvarige offentlige kritik '“ også den som er rejst imod ham selv '“ for politikeres brug af offentlige midler. Derfor er hans offensive melding i dag en vigtig indrømmelse overfor den mere kritiske del af befolkningen, som måske endda kan vise sig at blive afgørende på valgdagen.

Aftalen om åbenhed er i øvrigt indgået med oppositionen, og dermed bliver det også ret svært for '“ ikke at sige umuligt '“ om to år at føre en personkampagne imod statsministeren på de sager, der handlede om rod i gamle bilag. Det vil simpelthen hverken virke særligt troværdigt eller være effektivt. Og det er vel egentlig det mest elegante ved Løkkes træk: 'Den værste synder' har nu ladet sig omvende og det skaber ikke kun jubel og glæde i Himmerig, men alt andet lige også sympati hos potentielle VKO-vælgere. Jeg er i al fald ikke i tvivl om, at endnu flere skeptiske borgerlige vælgere lader sig påvirke af statsministerens seneste initiativ og slutte op om ham i de kommende meningsmålinger. Oppositionen må derfor endnu engang konstatere, at det bliver langt sværere, at få fravristet Løkke magten end de oprindeligt troede. Problemet er, at S-SF-RV intet valg har, men må tilslutte sig sådan en aftale. Realiteten er dog, at Løkke netop ved at lukke denne flanke fremover er mindre sårbar på dette punkt, hvor hans politiske forsvarsværker ellers var tyndest.

Det er egentlig mest synd for Ekstra Bladets skraldespandstømmer Jan Kjærgaard, hvis 'bilagsservice' nu kan spares væk på det trængte blad. For i fremtiden kan selv en praktikant jo gå ind på Statsministeriets hjemmeside og se, hvor meget de enkelte ministre har brugt på fx frugt og kildevand og hvor og hvor ofte de spiller golf med erhvervslivet. Og selvfølgelig vil ministrene tage sig mere sammen og have mere fokus på ikke at bringe sig selv og regeringen i diskutable situationer. Det bliver derfor utvivlsomt kedeligere at læse tabloidaviserne og deres færre afsløringer. Sådan er livet så uretfærdigt og jeg føler med stakkkels Jan. I stedet kan pressen så nu i stedet fokusere på noget helt andet. Politik fx

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

EP-valgkamp er populismens vagtparade

Så er valgkampen frem mod Europa-parlamentsvalget den 7. juni så småt kommet i gang. Som sædvanlig aner ingen hvad valgkampens temaer bliver, så derfor er det nemmeste, at lade den handle om noget helt andet, som også vælgerfolket kan forholde sig til. Bendt Bendtsen er ikke jordens skarpeste politiske iagttager, men han har et par gode folk i sin stab, der øjensynligt har opfordret ham til at 'spille Tyrkiet-kortet' dvs. lufte det udbredte synspunkt '“ både hos politikere og i befolkningen '“ at Tyrkiet ikke hører hjemme i EU. Det førte lidt presseskriverier med sig '“ i en ellers ret død tid for politiske kommentatorer mv. '“ om, at Bendtsen nu 'skabte problemer for regeringen', som i øvrigt har det principielle standpunkt, at Tyrkiet er velkommen i EU, hvis landet med tiden kan leve op til de såkaldte 'Københavns-kriterier'. ( Hvad intet tyder på, at tyrkerne kan inden for en overskuelig årrække). Summa Summarum: Bendtsen luftede et populært standpunkt om en uaktuel sag. Dem som følte sig mest genererede af Bendtsen udmelding var formentlig Dansk Folkeparti og deres EU-spidskandidat, som eller plejer at have den populistiske spillebane for sig selv. Derfor må man et eller sted give Bendtsen credit for at for engang skyld at være på banen med noget, der minder om politik (frem for sine golf- og jagtture) om end de realpolitiske virkninger af, at den tidligere vicestatsminister indtager synspunktet er ikke eksisterende. Det bliver ikke den sidste melding fra holdet af EP-kandidater med synspunkter nærmest fuldstændig uden relevans for, hvad der foregår i Europaparlamentet i Bruxelles og Strasbourg. (Det ved jeg blandt andet fra min egen ydmyge erfaring som EP-kampagnechef i 2004)

Der er også andre kandidater på banen blandt andet Socialdemokraternes spidskandidat Dan Jørgensen, som har udgivet en fin lille bog forholdet mellem EU- og USA, hvor han har interviewet en lang række kapaciteter, der ved noget om det emne. Det er udmærket '“ og seriøst '“ indslag i valgkampen, som dog næppe får den store gennemslagskraft i forhold til befolkningen. Unge Jørgensen har dog ganske længe poppet op her og der med noget EU-politik, så selvom at jeg ikke tror at han når at blive så kendt, så tager jeg hatten af for hans ihærdighed. Han virker i hvert fald '“ ud fra sit socialdemokratiske udgangspunkt – på mange måder som en noget mere seriøs kandidat end fx Bendt Bendtsen og mange af de andre afdankede politikere, som stiller op. Desværre for Jørgensen, så har han det med indimellem at fremstille sig selv som lige lovlig frelst. Det plejer at give bagslag på et eller andet tidspunkt, som åbenbart er kommet nu: S-kandidaten rejser rundt og beskylder regeringen for at købe sig aflad med CO2-kvoter, hvorimod han ikke selv kan se noget problem i at lade sig transportere til ti 1. majmøder i en helikopter '“ om end at Jørgensen påstår, at han skam har købt CO2-kvoter for at udligne helikopterens udledning. Dum fejl og Netavisen 180grader – de søde mennesker – udstiller naturligvis Jørgensens hykleri.

Børsen har i dag en Green-meningsmåling, som noget overraskende for mig, giver de konservative to mandater, hvorimod DF kun får en enkelt. Det tror jeg imidlertid ikke på holder på valgdagen. Jeg tror omvendt, at DF er undervurderet i den måling, og at partiets spidskandidat Morten Messerschmidt undervejs får sat damp på kedlerne i sin valgkamp. En forklaring på at K får to mandater kan naturligvis hænge sammen, at de får gavn af valgforbundet med V og LA.
S kan i øvrigt være godt tilfreds med kun at gå ét mandat tilbage til fire. Det vil være et kanonresultat for Dan Jørgensen og Co. Venstre står til en fremgang på ét mandat, så man får fire. Det vil også være et flot resultat for Jens Rohde og Venstre-folkene '“ og nok ikke helt urealistisk. Desværre. Som ventet får SF to mandater dvs. en fremgang på én. Overraskende for mange, så betyder valget en udslettelse af modstanderbevægelserne. Det er jeg ikke sikker på sker. Når de næste fire uger er gået, så har Junibevægelsens Hanne Dahl og Folkebevægelsens Søren Søndergaard fået skræmt livet af tilstrækkelig mange til, at de nok skal få skrabet et enkelt mandat sammen. De er altid undervurderede i meningmålinger, men det kan næppe undgås, at modstanderbevægelserne samlet set går tilbage. Jeg tror dog på, at Søren Søndergaard er mere inde på nethinden hos folk '“ og en dygtigere populist '“ end Hanne Dahl '“ som jeg aldrig har fundet særligt overbevisende som debattør. Går det, som jeg tror, så stod og faldt Junibevægelsen med Jens-Peter Bonde, som midt i valgperioden overlod roret til Hanne Dahl. Så hun får sikkert æren for at have kørt projektet i sænk, når stemmerne er blevet talt op. For uden et mandat i ryggen, så mister Junibevægelsen '“ hvad alle ved – sit økonomiske fundament, og så er det lukketid for dem.

Selv stemmer jeg formentlig blankt ved EP-valget. Det er mig en fysisk umulighed at stemme på Venstre, når Jens Rohde er spidskandidat, og det samme gælder, hvis jeg stemmer på de konservative eller LA, som er i valgforbund med Rohde. Det var dog sangeren Kim Larsen, der engang sagde, at man skylder sine forfædre at stemme ved valgene, så derfor afleverer jeg formentlig til sin tid en tom stemmeseddel i valgurnen.

STØT JARLS BLOG her.