Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Kjærsgaards kanonslag

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 10, 2009

Comments icon

22 kommentarer

Der er noget deja vu over denne sommer. Mens regeringen '“ og ikke mindst oppositionen '“ var gået på sommerferie, så havde Dansk Folkepartis myreflittige politikere som altid stort held med at sætte dagsordenen i sommervarmen. Det kunne andre politiske partier '“ og især oppositionen – lære noget af. Det er fx noget pinligt, at Socialdemokratiets topfolk minus Helle Thorning-Schmidt ikke er mere omtalt ugebrevet A4 har fået lavet over sommerferiens mest synlige folketingspolitikere. Henrik Sass Larsen har dog fået omtale, men det er mest i kraft af den kritik som partifæller rettede imod ham for netop at være usynlig. Sass er dog kommet tilbage, hvor han bruger megen tid på at gå til angreb på kommentatorer og medierne, som altid er efter socialdemokraterne. Meget mere patetisk kan det vist ikke blive. Det er næppe vejen frem at sparke til medierne på denne måde, men det er Sass tilsyneladende ret ligeglad med.

I stedet kunne Sass og hans partifæller '“ som jo har som hovedopgave at vælte den siddende regering '“ at blive lidt inspireret af den flid og synlighed som DF'erne lægger for dagen. DF får topkarakterer af pressefolk for at altid være til rådighed. Endnu har jeg til gode at høre det om Henrik Sass Larsen, men jeg kan jo tage fejl. I mellemtiden er Mogens Lykketoft gået forrest med endnu et par bitre kronikker fra denne mavesure gamle mand, der ikke er kommet sig over, at på så uretfærdig vis at være blevet hældt ned af brættet af vælgerne i 2001 og '“ helt uforståeligt for alle – vraget af vælgerne i 2005. Det er ufatteligt, at en mand med 28 år i Folketinget, tror at det er vejen frem at fremstå som en indebrændt vred gammel mand, der bruger så megen energi på at kaste vrag på sine banemænds indsats. Det er i øvrigt ikke første gang, at Lykketoft forsøger sig med det. Det gjorde han også på samme tidspunkt for to år siden. De skal nok juble i partiforeningerne og i Politikens lederkollegium over kronikkerne, men jeg tror nu ikke, at den megen dvælen ved den tabte fortid, trækker ret mange nye vælgere til.

Hvis man alligevel skulle finde hår i suppen mht. DFs imponerende evne til at sætte en politisk dagsorden, så er det Morten Messerschmidt lidt for smarte facon i en lidt overset sag i sidste uge. Ved den lejlighed Messerschmidt optrådte efter min mening lige lovligt kækt, da han frejdigt påståede, at han kun udførte 'juridisk arbejde' for sin kæreste, bakkesangerinden Dot Wessmann i en sag om en rutsjebane på Bakken, som de lokale miljømyndigheder skulle godkende. For det er aldrig et smukt syn at se en folketingspolitiker blande sig i endsige forsøge at påvirke selve sagsbehandlingen hos myndighederne. Det lugter langt væk af klientelisme, og i Dansk Folkeparti plejer de jo ellers aldrig selv at give ved dørene, når politiske modstandere har kvajet sig. Sagen kan tydeligvis ikke bære noget særligt efterspil, men det er altid dårlig stil, at forsøge at bagatellisere, hvad der åbenlyst for de fleste ligner et succesfyldt, men ret uelegant forsøg på at få sin kærestes ansøgning ekspresbehandlet (måske foran alle andre borgeres sager) ved at korrespondere direkte med miljøministeren. Og så kom sagen oven på det besynderlige brev, som Messerschmidt havde sendt til sundhedsmyndighederne, hvor den nyvalgte MEP’er pludselig – og heller ikke denne gang særligt elegant – krævede, at han og kæresten blev vaccineret for Influenza A, når de nu rejste så meget i fly frem og tilbage til Bruxelles. Her blev Messerschmidt dog reddet på stregen, før det blev alt for pinligt, fordi han senere fremførte, at han blot krævede “vaccine til alle danskere”. Det var ikke et forsøg på at komme foran køen, bedyrede han. Havde det været en socialdemokrat eller venstremand, så var der helt sikkert faldet meget mere brænde ned.

Denne politiker, som overlevede et særdeles vådt besøg i Tivoli for et par år siden, og sidst har fået et helt fantastisk EP-valg, kunne måske have glæde af at iklæde sig bare en smule ydmyghed og skrue ned for kækheden, når han helt tydeligt er fanget i sagen med miljømyndighederne, hvor hans motiver forekommer noget dunkle. Det er meget sigende for situationen at Pia Kjærsgaard '“ midt under sit korstog mod kunstnere, regeringen m.v pludselig var meget tavs om Messerschmidts sag. Denne selvskabte sag måtte den unge partifælle så sandelig selv ligge og rode med. Klogt af Kjærsgaard. Nu slap Messerschmidt trods massiv kritik af krogen også denne gang, men det bliver vel næppe ved med at gå.

Alligevel må man bukke sig i støvet for Pia Kjærsgaards evne til at skabe opmærksomhed om sig selv og sine synspunkter. I sidste uge gik der ikke én dag, hvor hun havde skudt med skarpt efter nogen. Først fik regeringen og statsministeren at vide, at de skulle tage sig sammen. Så gik det ud over den åbenlyst for alle komplet udulige kulturminister Carina Christensen, kulturlivet i al almindelighed og navnlig de skattefinansierede kunstnere med det kulturradikale ikon forfatteren Klaus Rifbjerg i spidsen. Kjærsgaard mente med '“ 50 års forsinkelse '“ at det var for meget at kalde hesteslagtninger og lort på dåse kunst. Billig populistisk leflen for de rindalistiske holdninger, som findes overalt i samfundet, men mest blandt småborgere og det taxi- og bodegaDanmark, hvor man efter min vurdering har sin kernevælgerbase. Kjærsgaard fiskede naturligvis i allerede rørt vande, for det er ikke første gang, at hun har været i krig mod de kulturradikale, som aldrig forspilder en mulighed for at fremstille Kjærsgaard som en dum og ond fascistisk møgkælling, som blandt andet sammen med præstefætrene og al deres væsen har gjort Danmark til en stinkende svovlpøl af racisme og indskrænket fordummelse. Denne gang angreb Kjærsgaard Rifbjerg mfl. og tillod sig i øvrigt at have en mening om, hvad hun opfattede som dårlig kunst. Normalt et privilegium alle danske benytter sig af. Kjærsgaard troede vel næppe sit held, da Socialdemokratiet kulturordfører Mogens Jensen bed på provokationen ved at plumpe lige i og sammenligne Kjærsgaards kultursyn med totalitære bevægelser i 30'erne. Ved at trække nazikortet kortsluttede han al videre diskussion og gentog dermed Poul Nyrup Rasmussens eklatant store fejl, da han i sin tid beskyldte DF for ikke at være stuerene. Mogens Jensen beskyldte med sit klodsede svar indirekte det foretrukne parti for 15-20 procent af danskerne for at være nazister. At spille nazikortet overfor DF er at fornærme vælgere og jage dem væk fra socialdemokraterne. Og det var vel næppe hensigten. Det er særligt grelt i Mogens Jensens tilfælde. For han har efterhånden været med så længe, at det derfor næppe kan være manglende erfaring, der således kan forklare, at han bærer sig så tåbeligt ad. Kjærsgaard vandt slaget om at komme bedst fra start i den kommende politiske sæson ved at kaste en ordentlig bunke kanonslag. Den taktik prøver hun da helt sikkert igen!

Niels Krause-Kjær undrer sig – sammen med mange af os andre – hvor mon oppositionen holdt ferie? Men han er sikkert også bare en ond borgerlig kommentator, som er efter Henrik Sass Larsen….


Efterår i De Tre K'ers tegn

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 5, 2009

Comments icon

8 kommentarer

Krise, Klima og Kommunalvalg. Det er dagsordenen for VK-regeringen i dette efterår. Det er ikke det samme som at man vil foretage sig en masse aktivt med nye initiativer osv. For det vil man ikke. Der er al for lang tid til næste valg, så hvis der økonomisk '“ ovre på den anden side af recessionen '“ er penge i kassen til nye gaver dvs. flere offentlige udgifter, så vil det først ske til den tid.

Den økonomiske krise ser ud til at blive en hård recession, som stadig vil genere en hel del flere arbejdsløse i en rum tid frem. Der er altid en forsinkelse på før det vender igen. Men det er slet ikke urimeligt at forestille sig, at arbejdsløshedskurven er knækket et års tid før folketingsvalget senest skal afholdes i efteråret 2011. Arbejdsløsheden er stadigvæk den knag, som Socialdemokraterne tør hænge deres hat på. Problemet er, at midt i '“ hvad der er udråbt som den største økonomiske krise siden 30'erne, ja så holder regeringen og DF fortsat akkurat skansen mht. vælgeropbakning i meningsmålingerne.

I finansloven vil der sikkert dukke tidligere reelt afsatte offentlige midler op, som efter at blive rullet ind i det rette indpakningspapir bliver præsenteret som “nye penge”, der skal bruges til at “kickstarte” dansk økonomi igen. Det er typisk fremrykkelse af offentlige investeringer og den slags. Oppositionen vil rituelt hyle op om, at det er ALT for uambitiøst, for sent og at regeringen i det hele taget snyder på vægten samt har foræret 'det offentliges penge' til 'de rige' og privathospitalerne.

Mit bud er at de optimistiske toner, der lige nu slås an i erhvervsliv og blandt økonomer vil tage til i styrke i løbet af efteråret, og at en fornemmelse af at det nu går den rigtige vej vil hjælpe regeringen i meningsmålingerne og måske endda også ved kommunalvalget. Lars Løkke Rasmussen har i sin politiske karriere altid været velsignet med en heldig hånd i svære situationer. Hvis fremgangen bliver så stærk at tilstrækkeligt med nye jobs opstår – vil det blive uhyggeligt svært for oppositionen at overbevise et befolkningsflertal om, at Løkke ikke duer.

Og hvad har oppositionen egentlig på hånden? Salig Svend Auken mfl. lagde ikke skjul på at de var imod den stramme udlændingepolitik, som også S bakker op om. I den aktuelle strid om de afviste asylsøgende irakeres ophold i Brorsonskirken er især Socialdemokraterne under lup, hvorvidt de kan være ligeså faste i kødet som VKO, når det gælder opbakningen til systemets beslutning om udvisning. Viger S herfra, så vil de være under hård og formodentlig effektiv beskydning fra VKO frem mod næste valgdag, at man er faldet tilbage til de gamle synspunkter, hvor landets grænser skal stå på vid gab for alverdens økonomiske flygtninge.

I skattepolitikken har socialdemokraterne allerede gjort sig sårbare ved at vade ret og lige ind i de borgerliges fælde. S har således varslet 'skattestramninger for de rigeste' i det udspil, der skulle komme her i efteråret. De borgerlige er allerede begyndt at slibe knivene og slikke sig om munden med udsigt til at angribe socialdemokraterne, som dem, der vil indrette et samfund, hvor det IKKE må kunne betale sig at arbejde.

Måske kan S 'håbe' på, at Lars Løkke ikke formår at lave en klimaaftale, men det er nok lige et nummer for kynisk og urealistisk at tiltro dem det. Socialdemokraterne vil sammen med resten af folketinget bakke Løkke op indtil klimatopmødet er overstået. Har han så ikke leveret en aftale, når man er fremme ved snorene, så vil de nok falde over ham, men indtil da giver de ham selvfølgelig et positivt medspil. Det er både i Danmarks, verdens og ikke mindst deres egen interesse '“ og så må folk som Barack Obama og alle de andre store kanoner trods alt tilskrives en hvis afgørende hovedrolle i sagen. En fornuftig klimaaftale kan umuligt alene hænge på Løkkes skuldre.

Selvom at statsministeren således må siges at have kalenderen fuld i efteråret, så skal han nok blive kritiseret af medier og oppositionen for at foretage sig for lidt uden nogen større strategi for hvor han vil hen. Det er man jo så vandt til med Anders Fogh Rasmussen. Jeg tror Løkkes tilgang '“ i hvert fald lige her og nu – mere ligner en Poul Schlüters i hans første regeringsår, hvor man tager bestik af situationen dag til dag, men altså ikke laver (alt) for mange forkromede planer/drejebøger eller en egentlig strategi. Måske fordi man fortsat mangler lidt selvtillid på posten og/eller fordi den økonomiske situation fortsat mås siges at være usædvanlig, plus at der stadigvæk er ret lang tid til valget.

Vi mangler i hvert fald at se, hvad Lars Løkke Rasmussens politiske program indeholder. Ikke engang korrekturerne til et program er det muligt at ane. En række yngre Venstrefolk blev i foråret sat til at politikudvikle på en række områder, og de har også fået skrevet en række nye forslag ned, der i øvrigt er blevet samlet og sammenskrevet af Indenrigs- og socialminister Karen Ellemanns nye spindoktor, Martin Vith. Sidstnævnte er blandt Løkkes fortrolige og har desuden i stigende grad spillet en betydende rolle i Venstres valgkampe de sidste 15 år. Topledelsen i V er ovenud tilfredse med resultatet og flere yngre folk som blandt andre Jacob Jensen, Sophie Løhde og Peter Christensen står på spring til nye (minister)poster og opgaver. Hvad så med de mange '“ ukendte – politikforslag? Ja foreløbig skal de indgå '“ hvis det er muligt '“ i partiets kommunalvalg eller også bliver de 'sparet' til den dag, hvor Løkke vælger at “trykke på knappen”, så de kan indgå i Venstres næste valgprogram.


Farvel til Lange Svend

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 4, 2009

Comments icon

12 kommentarer

Så kom meddelelsen om, at Socialdemokratiets tidl. formand, fhv. miljø- og arbejdsminister Svend Auken, MF og Folketingets 1. næstformand er død 66 år gammel. Det er en nyhed, som vil præge resten af dagen.

Man kan sige meget om Svend Auken, men det er et af de store træer i dansk politik, der faldt her til morgen. Få politikere har præget sin tid, som han. Der er for længst skrevet adskillige biografier om hans politiske meritter.

Han var bestemt elsket, men ikke af alle. Auken havde helt sikkert også sine kritikere '“ ikke mindst i hans eget parti. Ingen – måske lige bortset fra Ritt Bjerregaard – overgår Svend Auken i at bagtale partiledelsen – uden at nogen turde røre ham efterfølgende. Ingen kunne være så frækt illoyal på så charmerende en facon, som Auken. Og journalisterne elskede ham for det. Andre især partifæller '“ som nok skal holde kæft sådan en dag '“ synes, at han var 'en gammel røv'. I de sidste år af hans politiske virke, var han dog forbløffende loyal. Senest da kritikken fra tidligere S-koryfæer haglede ned over den politiske ordfører Henrik Sass Larsen, hvor Auken tog ham i forsvar.

Auken var til tider kontroversiel. Især i hans formandstid. Hans polemiske talenter var uomtvistelige, men han blev netop herefter på toppen af sin karriere fanget i et par unøjagtigheder '“ nogle ville sige løgne '“ som ødelagde tilliden til ham hos andre politikere. Der var fx. situationen omkring atomvalget i 1988, hvor den daværende statsminister Poul Schlüter anklagede Auken for at løbe for en aftale om, hvilken sikkerhedspolitisk dagsorden, der skulle til afstemning først. Det benægtede Auken, men det var beviset for de borgerlige på, at de ikke kunne stole på S-formanden, når der skulle laves politiske aftaler.

'Kan du ikke lukke kjæften på ham, Uffe'. Det påstod Auken under partilederdebatten efter valget i 1988, at Norges udenrigsminister Thorvald Stoltenberg skulle have sagt til ham. Problemet var, at Stoltenberg benægtede blankt at have udtalt sig sådan. Der var også andre episoder, som decideret ødelagde de politiske kollegers tillid til hans dømmekraft.

Auken var i 1992 uspiselig for de radikale som statsminister, og derfor blev han som den første formand for Socialdemokratiet væltet ved et kampvalg af udfordreren Poul Nyrup Rasmussen. Det skete ellers efter, at han i 1990 havde givet sit parti den største valgsejr i nyere tid.

I starten af 90'erne blev Auken af de borgerlige regnet for VK-regeringens forsikring for, at S aldrig kom til magten. I 1991 sang vi på Venstres landsmøde en (smæde)sang skrevet af Bertel Haarder, hvor omkvædet frydefuldt lød 'Svend Auken '“ vort es i vor opposition'

Svend Aukens tid som miljø og energiminister vil naturligvis blive husket i lang tid fremover. Han satte en dagsorden på området, som viste sig at være forud for sin tid. Auken nåede at opleve, at hans miljøimperium blev afviklet af de borgerlige, som så siden ellers har overtaget meget af hans miljøpolitik og stort set adopteret hele synet på klimaudfordringen.

Når det kommer til flygtninge og indvandrerpolitikken, så har Aukens synspunkter ikke ligefrem nydt fremme i de senere år. Heller ikke i Socialdemokratiet.

Mange priser mandens humør, drivkraft, iderigdom og ikke mindst politiske engagement. For dem, der mener at stram regulering og øget skat er helt nødvendige og brugbare politiske instrumenter, så var Auken en politisk helteskikkelse, en Aladdin, et klart venstrefløjsikon, som blev skatteborgerne en dyr dreng. Auken indførte eksempelvis som arbejdsminister efterlønnen. Dengang et tiltag, der skulle hjælpe nedslidte arbejdsfolk væk fra arbejdsmarkedet for at få bugt med ungdomsarbejdsløsheden. I dag bruges ordningen af middelklassen, så de kan få mere tid til golf og børnebørnene.

Så var der dagpengeskandalen, hvor statslige A-kassemilliarder pludselig stod på en konto i Arbejdernes Landsbank før de gik ud til dem, der var på understøttelse. Sammenblanding af fagbevægelsen og statens penge var dermed en realitet, selvom sagen ingen større betydning fik for Aukens politiske liv udover at det lagde til billedet af en mand, som ikke gik så meget op i pengesager, og hvem der i sidste ende skulle betale.

Jeg har personligt ingen erfaringer med Auken, men husker en episode fra valgaftenen i 1998, hvor han på Christiansborgs 2. sal kiggede ind i et opstillet TV med glasklare øjne et smil fra øre til øre hoppende jublende op og ned som en glad lille dreng, mens han så ærkemodstanderen i valgkredsen oppe i Ã…rhus Uffe Ellemann-Jensen kommentere sit overraskende knebne valgnederlag til SR-regeringen. 'Uhuhuuhuuu. Det har du rigtig godt af, din gamle skurk', hylede Auken i ren fryd over pludselig at kunne fortsætte som miljø- og energiminister. Han lod sine følelser få frit løb i en grad, som man sjældent ser hos toppolitikere. I og for sig et sympatisk træk.

Svend Auken var en af de helt store stemmemagneter for sit parti i Ã…rhus, og det bliver svært for efterfølgere at gøre ham kunsten efter. Dansk politik bliver i det hele taget meget kedeligere uden kulørte typer som Svend Auken, som ingen kan beskylde for ikke at være modig og utrætteligt slås for sine synspunkter. Det er svært at få øje på personligheder i den socialdemokratiske gruppe, som kommer bare i nærheden af Auken.

Jeg har set TV2 News hele morgenen, og her skal vi pludselig høre på Ekstra Bladets chefredaktør, den uduelige og opblæste Poul Madsen, kloge sig om Aukens betydning. Mig bekendt har Madsen aldrig beskæftiget sig i længere tid med politik. Det er TV2 News logik: En chefredaktør på Ekstra Bladet kan kommentere hvad som helst. Man kan undre sig over, hvorfor det i det mindste ikke er Bent Falbert de har i studiet, som efter min mening har skrevet den hidtil bedste nekrolog over den gamle socialdemokratiske kæmpe.

Bottom border