Der er noget deja vu over denne sommer. Mens regeringen '“ og ikke mindst oppositionen '“ var gået på sommerferie, så havde Dansk Folkepartis myreflittige politikere som altid stort held med at sætte dagsordenen i sommervarmen. Det kunne andre politiske partier '“ og især oppositionen – lære noget af. Det er fx noget pinligt, at Socialdemokratiets topfolk minus Helle Thorning-Schmidt ikke er mere omtalt ugebrevet A4 har fået lavet over sommerferiens mest synlige folketingspolitikere. Henrik Sass Larsen har dog fået omtale, men det er mest i kraft af den kritik som partifæller rettede imod ham for netop at være usynlig. Sass er dog kommet tilbage, hvor han bruger megen tid på at gå til angreb på kommentatorer og medierne, som altid er efter socialdemokraterne. Meget mere patetisk kan det vist ikke blive. Det er næppe vejen frem at sparke til medierne på denne måde, men det er Sass tilsyneladende ret ligeglad med.
I stedet kunne Sass og hans partifæller '“ som jo har som hovedopgave at vælte den siddende regering '“ at blive lidt inspireret af den flid og synlighed som DF'erne lægger for dagen. DF får topkarakterer af pressefolk for at altid være til rådighed. Endnu har jeg til gode at høre det om Henrik Sass Larsen, men jeg kan jo tage fejl. I mellemtiden er Mogens Lykketoft gået forrest med endnu et par bitre kronikker fra denne mavesure gamle mand, der ikke er kommet sig over, at på så uretfærdig vis at være blevet hældt ned af brættet af vælgerne i 2001 og '“ helt uforståeligt for alle – vraget af vælgerne i 2005. Det er ufatteligt, at en mand med 28 år i Folketinget, tror at det er vejen frem at fremstå som en indebrændt vred gammel mand, der bruger så megen energi på at kaste vrag på sine banemænds indsats. Det er i øvrigt ikke første gang, at Lykketoft forsøger sig med det. Det gjorde han også på samme tidspunkt for to år siden. De skal nok juble i partiforeningerne og i Politikens lederkollegium over kronikkerne, men jeg tror nu ikke, at den megen dvælen ved den tabte fortid, trækker ret mange nye vælgere til.
Hvis man alligevel skulle finde hår i suppen mht. DFs imponerende evne til at sætte en politisk dagsorden, så er det Morten Messerschmidt lidt for smarte facon i en lidt overset sag i sidste uge. Ved den lejlighed Messerschmidt optrådte efter min mening lige lovligt kækt, da han frejdigt påståede, at han kun udførte 'juridisk arbejde' for sin kæreste, bakkesangerinden Dot Wessmann i en sag om en rutsjebane på Bakken, som de lokale miljømyndigheder skulle godkende. For det er aldrig et smukt syn at se en folketingspolitiker blande sig i endsige forsøge at påvirke selve sagsbehandlingen hos myndighederne. Det lugter langt væk af klientelisme, og i Dansk Folkeparti plejer de jo ellers aldrig selv at give ved dørene, når politiske modstandere har kvajet sig. Sagen kan tydeligvis ikke bære noget særligt efterspil, men det er altid dårlig stil, at forsøge at bagatellisere, hvad der åbenlyst for de fleste ligner et succesfyldt, men ret uelegant forsøg på at få sin kærestes ansøgning ekspresbehandlet (måske foran alle andre borgeres sager) ved at korrespondere direkte med miljøministeren. Og så kom sagen oven på det besynderlige brev, som Messerschmidt havde sendt til sundhedsmyndighederne, hvor den nyvalgte MEP’er pludselig – og heller ikke denne gang særligt elegant – krævede, at han og kæresten blev vaccineret for Influenza A, når de nu rejste så meget i fly frem og tilbage til Bruxelles. Her blev Messerschmidt dog reddet på stregen, før det blev alt for pinligt, fordi han senere fremførte, at han blot krævede “vaccine til alle danskere”. Det var ikke et forsøg på at komme foran køen, bedyrede han. Havde det været en socialdemokrat eller venstremand, så var der helt sikkert faldet meget mere brænde ned.
Denne politiker, som overlevede et særdeles vådt besøg i Tivoli for et par år siden, og sidst har fået et helt fantastisk EP-valg, kunne måske have glæde af at iklæde sig bare en smule ydmyghed og skrue ned for kækheden, når han helt tydeligt er fanget i sagen med miljømyndighederne, hvor hans motiver forekommer noget dunkle. Det er meget sigende for situationen at Pia Kjærsgaard '“ midt under sit korstog mod kunstnere, regeringen m.v pludselig var meget tavs om Messerschmidts sag. Denne selvskabte sag måtte den unge partifælle så sandelig selv ligge og rode med. Klogt af Kjærsgaard. Nu slap Messerschmidt trods massiv kritik af krogen også denne gang, men det bliver vel næppe ved med at gå.
Alligevel må man bukke sig i støvet for Pia Kjærsgaards evne til at skabe opmærksomhed om sig selv og sine synspunkter. I sidste uge gik der ikke én dag, hvor hun havde skudt med skarpt efter nogen. Først fik regeringen og statsministeren at vide, at de skulle tage sig sammen. Så gik det ud over den åbenlyst for alle komplet udulige kulturminister Carina Christensen, kulturlivet i al almindelighed og navnlig de skattefinansierede kunstnere med det kulturradikale ikon forfatteren Klaus Rifbjerg i spidsen. Kjærsgaard mente med '“ 50 års forsinkelse '“ at det var for meget at kalde hesteslagtninger og lort på dåse kunst. Billig populistisk leflen for de rindalistiske holdninger, som findes overalt i samfundet, men mest blandt småborgere og det taxi- og bodegaDanmark, hvor man efter min vurdering har sin kernevælgerbase. Kjærsgaard fiskede naturligvis i allerede rørt vande, for det er ikke første gang, at hun har været i krig mod de kulturradikale, som aldrig forspilder en mulighed for at fremstille Kjærsgaard som en dum og ond fascistisk møgkælling, som blandt andet sammen med præstefætrene og al deres væsen har gjort Danmark til en stinkende svovlpøl af racisme og indskrænket fordummelse. Denne gang angreb Kjærsgaard Rifbjerg mfl. og tillod sig i øvrigt at have en mening om, hvad hun opfattede som dårlig kunst. Normalt et privilegium alle danske benytter sig af. Kjærsgaard troede vel næppe sit held, da Socialdemokratiet kulturordfører Mogens Jensen bed på provokationen ved at plumpe lige i og sammenligne Kjærsgaards kultursyn med totalitære bevægelser i 30'erne. Ved at trække nazikortet kortsluttede han al videre diskussion og gentog dermed Poul Nyrup Rasmussens eklatant store fejl, da han i sin tid beskyldte DF for ikke at være stuerene. Mogens Jensen beskyldte med sit klodsede svar indirekte det foretrukne parti for 15-20 procent af danskerne for at være nazister. At spille nazikortet overfor DF er at fornærme vælgere og jage dem væk fra socialdemokraterne. Og det var vel næppe hensigten. Det er særligt grelt i Mogens Jensens tilfælde. For han har efterhånden været med så længe, at det derfor næppe kan være manglende erfaring, der således kan forklare, at han bærer sig så tåbeligt ad. Kjærsgaard vandt slaget om at komme bedst fra start i den kommende politiske sæson ved at kaste en ordentlig bunke kanonslag. Den taktik prøver hun da helt sikkert igen!
Niels Krause-Kjær undrer sig – sammen med mange af os andre – hvor mon oppositionen holdt ferie? Men han er sikkert også bare en ond borgerlig kommentator, som er efter Henrik Sass Larsen….