En weekend i kampvalgets tegn II

I weekenden på det Radikale Venstres Landsmøde finder der et tæt kampvalg sted om landsformandsposten mellem Klaus Frandsen (45) og Mikkel Sarbo (33).

Forhistorien er, at de radikale har den mærkelige regel, at deres landsformand ikke må være folketingspolitiker. Ikke desto mindre har man ofte set at netop denne post har været et springbræt til en plads i folketingsgruppen eller '“ i partiets gode gamle dage '“ en ministerpost. Her tænker jeg på karriereforløbet hos tidligere landsformænd som Margrethe Vestager og Johannes Lebech.

Partiets nuværende og mangeårige formand Søren Bald havde egentlig tænkt sig at fortsætte, men blev pludselig mødt af en modkandidat '“ Mikkel Sarbo '“ og ret hurtigt herefter valgte Klaus Frandsen også at stille op. Begge de sidstnævnte har været med i partiet i mange år '“ og stort set hele vejen rundt – respekteret for deres engagement. Bald '“ som havde et mere end anstrengt forhold til Vestager '“ valgte herefter at trække sig på posten og tilbage står nu valget mellem Sarbo og Frandsen.

Klaus Frandsen er klart ledelsens foretrukne kandidat. Han er privat ven med Vestager '“ og blandt andet derfor – ventes resten af ledelsen at støtte hans kandidatur. Opbakningen fra Vestager mfl. gør ham til en klar favorit, men uanset hvem man taler med i partiets bagland, så ventes opgøret alligevel at blive tæt. Buddene går på 60-40 eller måske 55-45 i Frandsens favør.

Eller som flere iagttagere samstemmende siger: ' Det bliver formentlig tættere end folk forventer'

Hvorfor nu det?

Frandsens både styrke og handicap er, at han er ledelsens darling. Toppen har fra begyndelsen opgivet at styre/manipulere de delegerede, da disse diskrete overtalelsesforsøg har det med at virke kontraproduktivt hos de radikale. Desuden forbindes Frandsen at være en københavnsk kandidat, mens Sarbo er nordjyde. Det kan måske rykke nogle jyder i Sarbos favør. Endelig hævder nogle, at der er mange RU’ere – dog ikke RU officielt – der står bag Sarbos kandidatur '“ og netop dette sidste kan være afgørende, da 'partiets unge blomster' kan være i stand til at mobilisere ganske mange '“ om end et ukendt antal – stemmer. Derudover vil den lille håndfuld tiloversblevne Helvegister og die hard anti-Vesteragerianere/”blåskjorter” støtte Sarbo.

Hos de radikale foregår kampvalg på en særdeles urban måde, hvor blodet ikke på helt samme måde sprøjter, som man kan opleve det i andre partier. Det går lidt ud over underholdningsværdien at 'ufine tricks' er dødsstødet for en formandskampagne '“ hvis nogen altså overhovedet overvejer det, så derfor har man ikke set og vil man ikke se kandidaterne gøre de større udfald mod hinanden. Begge giver såmænd indtryk af at være både sympatiske og oprigtigt engagerede mennesker.

Begge d'herrer har på udmærket og seriøs hvis beskrevet dem selv, baggrund og deres holdninger på diverse hjemmesider. Et af fællestrækkene er i øvrigt at de begge har en baggrund i det private erhvervsliv og må siges at opfylde alle fordommene mht. at tilhøre 'den kreative klasse'. Organisationslivet i partierne plejer jo ellers gerne at være noget primært offentligt ansatte føler, at de har tid til, og derfor må man da gratulere de radikale med, at det er lykkedes dem at få andre kandidater til at stille op, der har en anden profil end den sædvanlige.

Spørger man i baglandet, så er én af forskellene, at Frandsen især er fokuseret på at udvikle/trimme den radikale organisation til en kampagneorganisation, mens Sarbo mere ligner den traditionelle landsformandstype, 'der har en politiker i maven', og som derfor – hævdes det – er mindre interesseret i organisationens trivsel og udvikling. At der eksisterer denne forskel vil Sarbo formentlig næppe anerkende, men målt på de svar, som han giver i de radikales debatfora, fremstår Sarbo nok som den mindst reformivrige af de to kandidater.

Hvad sker der hvis Frandsen vinder? Resultatet vil formentlig blive vurderet som at 'ledelsens mand' har vundet med grønt lys til at gå i gang med en proces, der skal toptune og modernisere organisationen til en ny medievirkelighed og fremtidens politiske valgkampagner.

Hvis Sarbo vinder? Formentlig vil der ske nogenlunde det samme i organisationen bortset fra, at Vestager på dagen alt andet lige vil se ud som om, at hun er blevet tilføjet et nederlag af sine egne. Vestagers selvtillid vil dermed få endnu et knæk i den endeløse række af fiaskoer under hendes ledelse. Den udlægning vil hun naturligvis ikke anerkende, men det vil iagttagere ikke desto mindre konkludere, hvis Frandsen taber. Sarbo selv har ingen interesse i at tale den konflikt op, så han vil helt sikkert erklære sig enig i Vestagers udlægning af landsmødets trufne beslutning uanset om han i øvrigt vinder eller taber.

Det bliver under alle omstændigheder spændende at følge slaget på lørdag i Nyborg!

N.B. RU støtter officielt ingen af formandskandidaterne, oplyser de ungradikales landsformand Emil Dyred.

KANDIDAT VED KOMMUNALVALGET? ANNONCER PÃ… JARLS BLOG!