Kategorier

ErhvervsBossen der manglede mod

To Berlingske journalister Christian Nørr og Jens Chr. Hansen har netop skrevet en biografi om den eneste kvinde i den absolutte top af dansk erhvervsliv, nemlig Stine Bosse fra forsikringsvirksomheden TrygVesta. Berlingske Søndag var flinke til at omtale kollegernes bog. Heraf fremgår det også, at Bosses talenter tilsyneladende har været i så høj kurs, at Bendt Bendtsen og Fogh-regeringen har haft kig på erhvervskvinden til en ministerpost. Umiddelbart en god idé. Der er alt for få erhvervsledere blandt de folkevalgte, som desværre er domineret af offentligt ansatte.

'To gange blev Stine Bosse spurgt af Fogh-regeringen. Begge gange endte det med et nej. (..)
Anden gang overvejede hun tilbuddet om en ministerpost i længere tid. Nysgerrig og samfundsengageret, som hun er, var hun fristet af muligheden for at præge samfundet i den retning, hun gerne vil. Hun ser det nærmest som en slags borgerligt ombud at deltage i demokratiet.

Hun holdt møder med centrale personer i og omkring regeringen. Men hun havde også sine krav, og da dagen var omme, måtte begge parter konstatere, at der var for stor forskel på Stine Bosses holdninger og visioner til velfærdsstatens udvikling og højreblokkens ståsted i samfundet. Med sit social-liberale ståsted ville hun godt kunne arbejde for regeringens program, men det blev for meget for Stine Bosse også at skulle skræve over regeringens parlamentariske grundlag.'

Rigtige politiske journalister ville aldrig have komponeret denne gang snik-snak. Men her er mit forsøg på at uddrage essensen af disse lidt tågede formuleringer:

Stine Bosse ville altså godt vedkende sig et borgerligt synspunkt (formentlig konservativt) Men ville altså ikke risikere sit gode navn og rygte, hvis hun som minister skulle forhandle med Dansk Folkeparti, som hun åbenbart ikke kan “skræve over”. Det er fair nok at have det synspunkt. Men hvad vil det egentlig sige, at Bosse 'også havde sine krav ' med til regeringen? Hvis det udsagn på nogen måde skal give mening, så må det være et eller andet i retning af, at regeringen efter 5-6 år skulle skifte sit parlamentariske grundlag ud? Okay. Ud med DF.

Hvilket alternativt parlamentarisk grundlag er så muligt? Socialdemokraterne? Hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre? Det virker som om, at hun foregøgler læserne '“ med hjælp fra de to ukritiske Berlingske-journalister som har lagt pen til hendes forvrøvlede analyse '“ at VK missede muligheden for at få hende med på holdet, hvis bare de have bøjet sig for 'hendes krav'.

Man må tage sig til hovedet. Enten er Stine Bosse komplet politisk naiv eller også har hun storhedsvanvid, siden hun tiltror sig selv særlige evner til at ændre dansk politiks spilleregler blot ved at tage et par møder med toppen hos V og K. Det kunne virke som om, at Stine Bosse er endnu et eksempel på typen af selvovervurderende erhvervsleder, som efter at have succes i erhvervslivet, nu mener, at hvis de bare kom til, så kunne de løse Danmarks politiske problemer i en håndevending. Hvis altså bare VK havde haft modet til at skifte DF ud'¦

Eller også er historien den, at Stine Bosse var flatteret og nysgerrig, men alligevel ikke rigtig turde sig ja, fordi hun så skulle gå væsentligt ned i løn og i øvrigt intet anede om '“ eller måske ligefrem frygtede – det politiske system, hvor opposition ligger på lur og straffer ministres fejltrin, altmens den frådende formiddagspresse hænger én ud. Den slags er jo ubehageligt for pæne mennesker, og hvorfor dog i alverden skifte sit vellønnede topjob ud for det?

Og hvis Bosse godt ved, at det er umuligt for regeringen at regere uden DF. Hvorfor i alverden mødtes hun så med VK? Det giver ingen mening.

Nej, så er det nemmere bare at sige nej med henvisning til en eller anden forkølet forklaring om, at man ' ikke kan skræve over regeringens parlamentariske grundlag'.

Forklaringen var vel snarere den enkle, at Stine Bosse ikke turde sætte sin trygge tilværelse på spil, Hun manglede slet og ret mod. Og mod manglede de to Berlingske-journalister tilsyneladende også mht. at udfordre Bosses tynde bortforklaringer.

Det var vist meget godt, at Bosse blev ved sin læst, for man kommer nu engang ikke langt i dansk politik uden en lille portion mandsmod (m/k).

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

31 kommentarer til “ErhvervsBossen der manglede mod”

Der kunne også ligge en forklaring i, at man som minister ikke er chef på samme måde, som man er chef i det private. Og når man er vant til, at det er far/mor, der bestemmer, så …

Min far var efter sigende i spil som skatteminister under Schlüter, men det endte med at blive en yngre Venstre-mand med tykt, sort hår. Hvilket, i fald det er rigtigt, nok var meget godt. Den gamle var blevet sindssyg af at skulle handle alting af, skulle være på evig jagt efter det mulige kompromis – at skulle se de “rigtige” løsninger bliver ødelagt af simpel politik … 😉

Kan hænde, at Bosse frygtede noget tilsvarende?

Herlig klumme, og rart at der er nogen der stadig vil kalde en spade for en spade.

Omvendt kunne man dog godt forvente at det ville være en god strategi at hente en person eller to ind på ministerposter som ikke lige kommer fra folketingsgruppen hvis man ønsker at tiltrække nye vælgergrupper. Det kan vel i mange tilfælde sende et signal om en lidt mindre ideologisk drevet politik og mere minded på bredt samarbejde.
Og en kvinde som Stine Bosse har vel lidt samme profil som Connie Hedegaard, og kan være med til at trække marginalvælgerne til.

@ Mie Harder

Jeg læste også om hendes 180graders vending på kønskvote spørgsmålet. Det var helt i skoven, og af den artikel jeg læste var der heller ikke antydningen af argumentation derfor.

Hej Jarl,

Jeg synes ærligt talt at du fortolker temmelig kraftigt på biografiens tekst og kører ud af en Mikael Jalving-agtig tangent, som ender i en højst tvivlsom konklusion: Hun manglede simpelthen mod. Kunne der måske, eventuelt, være andre forklaringer?

En af mine barndomsvenner så jeg som ret skarp med det han lavede, og fra lille havde han drøm om at nå langt. Han interesserede sig også for politik og var klart borgerlig.

I dag læser han på universitetet og skal i hvert fald ikke være politiker. Han sagde engang: “Man kan kun få små ændringer gennemført, både fordi man skal forhandle med andre og det ikke må være upopulært i befolkningen, og det vil tage mange år hvor man måske kun kan gennemføre ting gradvist… næh i en virksomhed, der kan man udrette noget og gøre en forskel!”

Jeg tror ikke han er alene med de tanker, og meget kan man sige om politikere, og heldigvis har vi også ytringsfriheden til det, men de er modige, det kan vi ikke tage fra dem. Med al respekt for erhvervslivet, kan de, trods høje poster, leve uden den store opmærksomhed fra de brede medier, hvis bare de undgår skandaler. Som så ofte er glemt næste måned.

4. Ja der kan være andre forklaringer.

At hun er naiv, dum eller tror at vi andre er dumme.

En fjerde forklaring er den, at Stine Bosse i 2007 måske var blandt dem, der håbede på et nyt flertal med Ny Alliance, som så aldrig blev til noget.

Jarl:
Det var måske V og K, der spurgte til hendes holdninger, og så svarede hun dem.

At du ikke bryder dig om hendes svar til V og K er fint nok, men at hvorfor behøver du at nedgøre hende ved at sige at hun mangler mod.

Til gengæld kan jeg godt undres lidt over V og K.

At have succes i erhvervslivet og at være toppolitiker er mine øjne to temmeligt forskellige beskæftigelser og V og K må da være temmeligt desperate, hvis de ikke vil indse det.

7. Spurgte til hendes holdninger? Jeg tror man skal inddrage tidsfaktoren her. Det blev holdt møder – langvarige samtaler. Hun svarede tilsyneladende ikke bare nej på et simpelt spørgsmål.

“At have succes i erhvervslivet og at være toppolitiker er mine øjne to temmeligt forskellige beskæftigelser og V og K må da være temmeligt desperate, hvis de ikke vil indse det.”

Ja. Det er en banal sandhed, som jeg tror mange er helt enige i. Men der er undtagelser: Henning Dyremose, Carsten Koch mfl.

Det handler ikke om at jeg ikke bryder mig om hendes svar. Det kunne faktisk være at jeg var enig med hende på mange stræk.

Det er den, der letkøbte “gøren sig bedre” på en billig baggrund, som jeg påtaler.

Jeg fornemmer dog på dit indlæg, at venstrefløjen nu har fået en ny helgen efter, at Birthe Rønn Hornbech har frasagt sig tidligere synspunkter.

“selvovervurderende erhvervsleder, som efter at have succes i erhvervslivet, nu mener, at hvis de bare kom til, så kunne de løse Danmarks politiske problemer i en håndevending.”

Asger Aamund?

Jarl,

som både 2) og 5) er inde på, kan det meget vel skyldes at Stine Bosse pludselig ville skulle acceptere at det ikke var hende der bestemte agendaen. Og for en IMHO ganske standhaftig og handlekraftig person som Stine Bosse, er jeg ikke i tvivl om at netop dette aspekt ville gøre det svært for hende pludselig at blive en “simpel forhandler” fremfor den der sætter dagsordenen som andre så agerer efter.

Jeg tror der er en del berettiget skepsis blandt succesrige erhvervsledere for at træde ind i politik for en mindretalsregering, eftersom de jo vil være tvunget til at gå på kompromis i et omfang som de overhovedet ikke er vant til.

Slutteligt er der slet ingen tvivl om at det at erhvervsledere der undgår de store skandaler, kan undgå mediernes kritiske og sommetider hysteriske søgelys, nyder en langt mere fredelig og fokuseret dagligdag.

Men tak for et fantastisk indlæg på en bragende god blog.

/fra en glad daglig læser

Jeg tror ikke Stine Bosse er borgerlig! I det portrætprogram TV2 sendte for et par uger siden, kom det frem, at hun er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet. Det er hun sikkert ikke mere og kan sikkert sagtens finde sig til rette med socialkonservatisme osv.
Jeg tror hun er sådan en hattedame-socialkonservativ, der ikke kan leve med at skulle lave studehandler med DF.

Det er sjældent smukt, når folk omtaler de muligheder, som de valgte at takke nej til. Eksempelvis personer, der har travlt med at fortælle alle, at de har sagt nej til ridderkorset. Når det er sagt, finder jeg kritikken af Bosse en smule hård på det foreliggende grundlag. Et ministeremne kan have sine velbegrundede ønsker til, hvordan man vil lede sin forvaltning, og hvordan man vil forhandle ministeriets lovforslag. sådanne ønsker kan have været i en afgørende disharmoni med hensyn til samarbejdet med støttepartiet. Når Bosse vælger at præsentere baggrunden for udfaldet som sket, kan det være af høflighed over for dem, hun har ført samtaler med. Men som sagt: Det er sjældent smukt, når folk omtaler de muligheder, som de valgte at takke nej til.

Hej Jarl,

Jeg tror (men ved det jo ikke), at du – som Søren Seerup også peger på – måske lægger lidt for meget i det. Da jeg læste artiklen om Bosses nej til ministerposten var min tanke netop, at hun til de møder har gjort udtryk for, hvad hun mente skulle gøres; altså hvad regeringens politik burde være.

Regeringens folk har så sagt til hende, at “det vil DF ikke, så det vil vi ikke foreslå; det må du ikke sige 8men vi er i øvrigt i høj grad enige med dig)”. Og det har hun ikke kunnet forlige sig med.

Det synes jeg er fair nok at hun siger fra overfor. Hun er åbenbart (hvis min fortolkning er korrekt) af den opfattelse, at en regring skal forslå / sige, hvad den mener er korrekt – og så forsøge at forhandle det bedste resulatet hjem på området, givet mandaternes fordeling. Under denne borgerlige regering har parolen snarere været, at regeringen KUN mener hvad den på forhånd ved, der er 90 mandatebr bag (et resultat af fokus på kontraktpolitik: “Det Venstre sagde før valget, gennemførte vi efter valget”).

Hvis min opfattelse er korrekt, mener jeg din kritik er forfejlet.

– bræstrup

I øvrigt: Er der nogen rygter (evt. i bogen) om hvilke poster, hun er blevet tilbudt

– bræstrup

Stine Bosse ville have været et frisk pust i dansk politik, man når hun nu har valgt at det har hun ikke lyst til i henhold til den virkelighed der hersker, burde hun i al respekt vælge at afstå fra at referer disse forhandlinger.
Uanset hvad der har været årsagen hertil om det er ussel mamon eller om det er forpligtigelsen til at regere med det flertal man har. Stine Bosse har forhåbentlig ved hendes udgydelser i sin personlige biografi skrevet sig selv ud af politiske hverv. Hun har trods alt aldrig vist nogen parlamentariske evner.

Regeringen kan hente bedre kræfter end Stine Bosse f.eks. Lykke Friis som vil kunne være en genial EU minister, eller Forsknings-/undervisningsminister.

Det er sjovt som Lykke Friis hele tiden bringes på banen som ministeremne. Hun er vidende, ja. Hun er en god kommunikator, ja. Men hun er også lidt af et dampbarn, og jeg har svært ved at se, at hun vil have mere tålmodighed i den politiske proces end Stine Bosse.

14. Altså Stine Bosse føler sig kaldet til at fortælle hele verdenen at hun er så god, at ministerposter ligefrem blev hende tilbudt. Dermed melder fru Bosse sig ind i en verden, hvor hendes ord – som de fremgår i bogen – bliver genstand for kritik.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der studsede ved hendes forklaring på, hvorfor hun sagde nej. Jeg kan have fejlfortolket her. Men det er jo afsenderen, der i sidste ende har ansvaret for om, der er risiko for om man bliver misforstået. Og alternativt kunne Bosse jo bare have valgt at holde sin mund.

@ Jarl

jeg er ikke uenig – men det kunne jo også være de to journalister, som udlægger teksten forkert / for upræcist. Som nævnt læste jeg ikke dét ind i sætningen, som du gør. Og lad os nu antage, at hun har sagt dét, som jeg skrev.

Så vile det jo ikke være første gang, at jornalister misforstod, hvad der blev sagt. Det er jo (ikke engang) et citat.

Men hvis nogen har læst bogen, kunne de måske oplyse os ;o)

– bræstrup

19. Øh er du i tvivl om, at det, der menes er, at Stine Bosse under ingen omstændigheder vil være minister så længe VK-regeringen sad på DFs mandater? Det kan godt være at det er pakket ind i eufemismer, men for os andre, der kan læse bare en smule indad, så er der jo det hun mener? Kan det virkelig (også) diskuteres?

Ja, det er jeg faktisk i tvivl om!

Er jeg den eneste?

Jeg læste det som, at hun ikke ville være med til at formulere sine (regeringens) holdninger på DF’s præmisser – men jeg læste det ikke derhen, at hun var i tvivl om at resultatet af regeringens politik selvklart ville være dikteret af DF’s mandater.

Jeg forestiller mig simpelthen ikke, at hun kan være politsik tonedøv nok til at mene det, du skriver. Jeg kan i så fald overhovedet ikke forstå, at det så kunne komme så langt som til lange møder. Det kunne en praktikant i Venstres PØ sekretariat da have afklaret ;o)

– bræstrup

arhhh Jarl, der hoppede kæden vidst af.

Kunne det ikke tænkes at Stine Bosses “krav” var af en langt mere prosaisk og teknisk karakter som regeringen og dens parlamentariske grundlag ikke kunne gå med til?

For eksempel, Stine Bosse ønskede at gennemfører reel borgerlig/liberal politik, men måtte erkende, at med en skabs socialdemokratisk statsminister (AFR) og et højreorienteret socialdemokratisk støtteparti, ville dette være umuligt. Derfor måtte hun sige nej tak, og kunne i den forbindelse sende skylden på DF. Den forklaring er vidst lige så plausibel som din.

Mvh, kristian

Jarl – 8:
Jeg ved ikke om Stine Bosse bliver en “helt på venstrefløjen” blot fordi hun ikke som en del af en VK-regering på ubestemt tid vil føje sig for DF.

Tværtimod mener jeg at det er meget forståligt hvis hun f.eks. ikke gider deres EU-modstand, deres leflen for pensionisterne eller deres almindelige antipati overfor muslimer.

Mon ikke I kigger for meget på det politiske og for lidt på det ledelsesmæssige. Hvis Stine Bosse skulle være minister, skulle hun også være leder af et ministerium. Mit gæt (og vi gætter alle her) er at hun har villet have styr på sine medarbejdere på en helt anden måde end en normal minister har.
At komme fra en stilling som topleder – til en stilling som minister, er vist ikke helt enkelt. Spillereglerne er helt anderledes og det er ikke alle ledere der vil sætte sig selv på spil, hvis de ikke også har styr på deres “hold”.
Måske har hun netop været opmærksom på vilkårene og ikke ladet sig flattere til blinde, at tilbuddet om en ministerpost.

Glimrende kritisk artikel, som påpeger masser af mangel på logik i politisk ledelse. Samt borgerlige mediers forsigtige rygklapperi til de rigtige.
Men – er der ikke også en vis puritansk holdning i DK til om man nu kan skifte mellem politik og erhvervsliv uden at skade karrieren. I Tyskland, UK, US mfl. er det helt almindeligt. Hvorfor kan det ikke i højere grad lade sig gøre at få talentfulde praktikere (af alle politiske farver) mere ind i denne del af samfundslivet?
Er cand.polit-fælden virkelig klappet så hårdt?

Iagttagelsen, at Bosse skulle have haft NA-sympatier virker rimelig. Begejstringen fra dengang er vist barberet, og mon ikke de fleste tilhængere blev kureret for politik for en stund i erkendelse af, at pænhed og gode hensigter intet har at gøre i drivningen af det daglige politiske håndværk.

“Men – er der ikke også en vis puritansk holdning i DK til om man nu kan skifte mellem politik og erhvervsliv uden at skade karrieren. I Tyskland, UK, US mfl. er det helt almindeligt.”

Det mener jeg er en påstand du ikke kan dokumentere med fakta. Der er masser af erhvervsfolk der forsøger i disse lande, men almindeligvis har de vel ligeså meget held som i Danmark.

27.
Ja Niels Krause Kjær er ikke rigtig flink ved Lars Løkke og (plan-)økonomiminister Lene Espersen der fornylig blev druknet i Notfiskernes net og meget usympatiske tilnavne til partikollegaerne.

NKK har vist nogle regnskaber der skal gøres op,i denne søde juletid

Kan Niels Krause Kjær ikke kaste sig over Thor “to ministerbiler” Pedersen næste gang, der må være masser af gode historie i den mand? Bopælspligt, Brixtofte etc.

Var da sikker på hun var radikal …
For nogle år siden efter velfærdskommisionen drog hun på roadshow sammen med Margrete Vestager – og de virkede da meget enige …

Lukket for kommentarer.