Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Ritt, Ret og Fillionggonggong

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 22, 2009

Comments icon

8 kommentarer

Lige mens man troede, at Ritt Bjerregaard var på vej på pension, så popper hun op igen med sikkert gode velmente råd til Socialdemokraternes top om den politiske kurs. Det sker gennem Martin Krasniks endnu ikke udkomne bog om Ritt og hendes (ligeså) kloge mand, historikeren Søren Mørch. Det er aldrig kedeligt, når Ritt åbner næbbet og pipper op om, hvad Socialdemokraternes top burde gøre. Helt forudsigeligt ender det med et kæmpeslagsmål i medierne, hvor de giftige bemærkninger sidder løst, og hvor man kan udstille en socialdemokratisk uenighed. Det er lykkelige stunder som denne, som det borgerlige Danmark aldrig kan få nok af. Socialdemokraterne i infight '“ med hinanden!

Der er efterhånden to gennemgående vidt forskellige syn på fænomenet Ritt Bjerregaard, som i øvrigt også dækker mange socialdemokraters.

1. En enestående visionær, modig og fritænkende kvinde, som i hele sin karriere har nægtet at gå i med tapetet og underordne sig mændenes dominans. Dansk politik ville være fattigere uden Ritt.

2. En helt enestående egocentrisk, intrigant, magtliderlig og bjergsom øh '¦ lad os bare skrive 'person' for ikke at fornærme nogen mere end højest nødvendigt. Det kan kun vare for længe, før Ritt skal hjem og passe sine æbletræer. Og gid at hun vil holde sin mund resten af sine dage.

Nu gik det jo ellers ligeså godt. Socialdemokraterne har været i offensiven i temmelig lang tid, og så kommer partyspoileren numero uno Mareritt Herregaard og løber med al medieopmærksomheden i en dag eller to. Der er intet at sige til, at S-toppen '“ endnu engang '“ er ved at gå op i limningen over, at Ritt igen føler sig kaldet til at kritisere ledelsens politiske linje, som hun tilsyneladende føler er for højreorienteret.(Jeg gætter på, at Ritt sigter til områderne: asylpolitik, retspolitik og skattepolitik.)

I Ritts optik var Helge Thorning-Schmidts debut som partiformand ved folketingsvalget i 2007 en eklatant fiasko. Partiet gik marginalt tilbage, men fejrede alligevel resultatet som en sejr. Det kunne Ritt '“ ligesom mange andre – ikke helt forstå, og det sagde hun i januar 2008 i forbindelse med etableringen af den Røde Skole. Hverken dette initiativ eller Ritts kritik af S-toppen for manglende synlighed var populært hos Thorning og Co. Nu gentager Ritt så sin kritik, og sjovt nok er den stadigvæk lige upopulær og uvelkommen.

Får al balladen så den store betydning? Næh. Ritt Bjerregaard er på vej ud af politik, og selvom at man helt sikkert ikke har set og hørt det sidste fra hende, så bliver det i stigende grad uinteressant, hvad der kommer fra den kant. Alligevel må det gøre ondt, hver gang Ritt siger noget, som rammer. Fx at Helle thorning endnu har til gode at skabe vælgerfremgang for Socialdemokraterne. Hun formår dog næppe at flytte noget politisk, for hendes magtbase i partiet er væk '“ og det er næppe karrierefremmende eller populært i den nye S-ledelse at støtte Ritt på nogen som helst måde.

Men vi andre kan jo more os imens.

Her er lidt guf fra Ritzau:

– Det er længe siden, at jeg er holdt op med at lytte til Ritt Bjerregaard, siger Helle Thorning-Schmidt til TV2 Nyhederne onsdag aften.

Min oversættelse: 'Helt ærligt, hvem tager konen alvorligt længere. Hun er både uden for pædagogisk række vidde og pensionsmoden

– Der er snart kommunalvalg, og i Socialdemokratiet brænder vi for at fortælle, hvad vi vil gøre ude i kommunerne, og så vil Ritt hellere have, at det skal handle om Ritt, siger Thorning-Schmidt.

Min oversættelse: 'Ritt er illoyal, selvpromoverende og i gang med at ødelægge Socialdemokraternes kommunalvalgkamp. Hun har ingen skam i livet mht at føre sig frem på partiets bekostning'

– Ritt tilhører en anden generation af socialdemokrater, som var mere optaget af at skændes med hinanden og mere optaget af sig selv end af at lytte til befolkningen. Det gider vi ikke mere, siger Thorning-Schmidt.

Min oversættelse: 'Konen er jo totalt way over the hill. Det var hende og de andre tre gamle egomaner, der har været skyld i vores ørkenvandring siden 2001. De nægtede at se i øjnene, at vælgerne ikke længere ønskede en slap indvandrer- og asylpolitik.

– Jeg er skuffet over Ritt. Det går ikke særlig godt i København, siger Thorning-Schmidt. og

-Jeg tror, der er mange, der ikke er specielt imponeret over det, der er foregået i København de seneste år, siger Helle Thorning-Schmidt

Min oversættelse: 'Øh – hvad er det lige Ritt har præsteret i København, som gør at hun fortjener, at vi andre skal lytte til hende? Hun har jo været en katastrofe for partiet!'

Oh what a lovely war!


Regeringen Lars Løkke Rasmussen II – et bud

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 19, 2009

Comments icon

42 kommentarer

Hermed – som lovet – mit bud på en ministerliste.

De sikre:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

Økonomi og erhvervsminister, vicestatsminister Lene Espersen (K)

Kun disse to poster har VK i forvejen aftalt ikke bliver bragt i spil.

De næsten sikre:

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)

Justitsminister Brian Mikkelsen (K)

Finansministerposten bliver hos Venstre, så man (i hvert fald i teorien) har styr over den førte økonomiske politik.

Lars Løkke Rasmussen føler sig tryg ved Claus Hjort på denne post. Alternativet er Kristian Jensen, men det er Løkke efter alt at dømme ikke indstillet på. Løkke har på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkelig med tillid til sin næstformand. Søren Gade var også engang en mulighed, men efter Jæger-gate, er han efter manges opfattelse ikke længere helt den rigtige mand på lige netop denne post, hvor man helst skal signalere styr på tingene. (Det er så heller ikke altid tilfældet i Finansministeriet)

Venstre vil formentlig gøre, hvad de kan for at forsøge at få justitsministeriet ud af de konservatives klør, men Brian Mikkelsen vil bruge AL sin indflydelse i forhold til Lene E. (og den er stor), for at blive. Til gengæld har Brian så næppe meget mere på kontoen, når resten af posterne skal fordeles.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V)

Der findes ikke ret mange på Christiansborg, der er imponeret over Tørnæs hidtidige bedrifter som bistandsminister, men Lars Løkke vil formentlig lade hende sidde på posten alligevel. Hun er en af hans gamle venner i politik og ryger hun ud, så skal der findes en kvindelig erstatning, og så mange talenter findes der alligevel ikke i VKs folketingsgrupper. Tørnæs er i det mindste erfaren, så hun får nok lov til også i fremtiden at fordele 'negerpengene', som den tidligere finansminister Thor Petersen kalder bistandsministeriets budget.

Hvis: Connie Hedegaard bliver ny EU-kommissær

Udenrigsminister Søren Gade (V)

Skal det give mening, at der skal byttes om på posterne mellem partierne, så skal der findes en ny udenrigsminister. Connie Hedegaard ville have været selvskreven som efterfølger for Per Stig Møller, men lige nu er hun i stedet svag favorit til at blive ny EU-kommissær. Da de konservative, når man lige ser bort fra gamle Møller, ikke rigtig har andre bud, så åbner det måske for at Venstre kan stille med en kandidat. Her kunne Lars Løkke måske forsøge at spille regeringens '“ stadigvæk '“ mest populære minister Søren Gade på banen.

Spørgsmålet er dog, om K accepterer, at Venstre besætter stats-, finans- og udenrigsministerposten på én gang. Det taler faktisk for at lade den 67-årige, men stadigvæk rimeligt populære Per Stig Møller fortsætte, men hvori består så fornyelsen af regeringen?

Sundhedsminister: Kristian Jensen (V)

Venstres næstformand har løst det svære skatteministerium til UG. Der er lavet en skattereform og der sker ikke meget på dette område i årene fremover. Det kunne derfor være fristende for Lars Løkke Rasmussen at give Kristian Jensen en ny svær opgave på sundhedsområdet, hvor der skal investeres milliardbeløb i nye sygehuse og hvor regeringen står med en mulig fedmeepidemi i befolkningen en voksende plejekrævende ældre del af befolkning og meget andet. En kæmpeudfordring og et svært område. Løkke sled i fem år med opgaven, nu kan hans mulige efterfølger vise, hvad han duer til.

Hvis ikke V får vristet udenrigsministerposten ud af K, så kunne det alternativt være en mulighed at lade Søren Gade prøve kræfter med dette ministerium.

Hvis sundhedsministeriet skal blive på konservative hænder, så kunne det måske være noget for den tidligere borgmester på Frederiksberg Mads Lebech, som denne blogger mfl. spår et comeback i politik, som minister på et eller andet tidspunkt.

Skatteminister Peter Christensen (V)

Den politiske ordfører Peter Christensen (V) står til oprykning, så han får dette område. Det er stof han kender som mangeårig skatteordfører, som i tiden frem mod valget, ligger dødt. Christensens opgave får nok at gøre med at forsvare regeringens skattereform og 'et nyt skattestop' og angribe oppositionens skattereformforslag.

Miljøminister Jakob Axel Nielsen (K)

Dette ministerium er et gammelt konservativt ministerium. Det kunne være fristende at lade det gå tilbage til de konservative, som brænder for det. Der er heller ikke længere så farligt for 'Det brune Venstre' (eller Gyllevenstre om man vil) at overlade til konservative 'naturflippere', nu hvor der i foråret er lavet et VKO-forlig om grøn vækst. Troels Lund Poulsen er sikkert også glad for at slippe væk fra et ministerium, der har udhulet hans popularitet i landbruget og i Venstres bagland.

Jacob Axel Nielsen er ligesom Carina Christensen lidt af en vandrepokal. Han løser dog opgaverne noget bedre end Christensen, men ingen påstår at Jacob Axel har stor succes i jobbet. Det kan dog ses på manden. Hvor han før fremstod velnæret, kornfed og med basunkinder, har han nu efter kost og livsstilsomlægning pludselig fået krop som en slank veltrænet 25-årig.

Social og Indenrigsminister Karen Ellemann (V)

Ellemann har mindst tre kvaliteter set i lyset af hendes muligheder for at forsætte som minister. Hendes efternavn og køn, men også at hun på gode dage kan fremstår som 'regeringens menneskelige ansigt'. Ellemann har kun været i jobbet i lidt mere end et halvt år, og får formentlig lov at fortsætte, selvom at hun stadig mangler at bevise, at hun er et reelt aktiv for regeringen.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V)

Eva Kjer Hansen er vellidt i landbrugets organisationer og trives i ministeriet. Det vil helt sikkert være en skuffelse, hvis Kjer ikke bliver EU-kommissær, men til gengæld så er hun sikker på at fortsætte i regeringen. Løkke vil heller ikke løbe risikoen for at Kjer laver ballade i gruppen, som vraget minister. Det tilskrives hun nemlig også et talent for.

Hvis Eva Kjer Hansen bliver udpeget som ny EU-kommissær, så kan ministeriet indgå i kabalen og vil da formentlig gå til de konservative. Bliver det hos Venstre, så vil måske Ellen Trane Nørby være en mulighed.

Kulturminister Søren Pind (V)

Søren Pind er et af listens langskud. Men Lars Løkke har et godt forhold til Pind, som sammen med Peter Christensen var blandt Løkkes ivrigste forsvarere, da Venstres daværende næstformand sidste var under voldsom beskydning fra pressen i den såkaldte 'bilagssag'. Pind har kendt Løkke siden sidstnævntes VU-formandstid sidst i firserne.

Det der kan tale imod Pind er, at han ikke altid har fremstået som den mest loyale i forhold til regeringen og ikke er bange for at have markante meninger og er i øjeblikket Venstres Folketingsgruppes absolut flittigste og mest fremtrædende samfundsdebattør, hvilket gør Pind til et skattet ikon i visse borgerlige kredse og et hadeobjekt for venstrefløjen. Ethvert politisk parti har brug for typer som Søren Pind, men har en regering? Det er det store spørgsmål. Hvis Pind skal have chancen for at blive minister, så er tiden på den anden side ved at være inde, og som Københavns forrige Bygge og Teknikborgmester har han også erfaring med at lede en større administration.

Kulturministerposten savner profil '“ og det er område, som umiddelbart passer ind i Pinds ditto, hvor der kan tales værdipolitik og en masse andet, uden at det koster penge. Spørgsmålet er om Løkke ser det som en chance eller en risiko at sætte Pind ind på dette område? Det vil i hvert fald vise fornyelse og Pia Kjærsgaard vil næppe være ked af denne udskiftning.

Videnskabsminister Troels Lund Poulsen (V)

Troels Lund Poulsen får lov at fortsætte som ny videnskabsminister og afløser Helge Sander, som har siddet siden 2001. Sander blev udelukkende minister på grund af sit mangeårige venskab med Fogh. Ingen synes dog, at Sander har gjort det særlig godt. Næste år fylder han 60, og tiden er moden til lidt fornyelse på denne post.

Troels Lund Poulsen får nu en ny og sidste chance for at gøre en god figur i et ministerium, det er halvsvært at profilere. Løkke kan dog også vælge at satse og sende Troels Lund tilbage i folketingsgruppen og i stedet give en af de yngre kræfter chancen. Det kunne være en Malou Aamund, som i modsætning til Troels Lund Poulsen formentlig vil brænde for området. Omvendt har Aamund ikke den store politiske erfaring, for nu at sige det mildt. Jacob Jensen er også en mulighed her.

Transportminister Lars Barfoed (K)

Barfoed får sikkert lov at fortsætte på dette område, som han kun har haft i ét år. Det har han gjort rimeligt godt uden de store sager. Jeg satser på genvalg af Barfoed.

Beskæftigelsesminister og Minister for Ligestilling Inger Støjberg (V)

Inger Støjberg har ikke haft det nemt på beskæftigelsesministerposten, hvor hun er under massivt angreb fra oppostionen på grund af den stigende ledighed? Hun har heller ikke bestridt posten særlig længe. Og da denne ministerpost på ingen måde står særligt højt på nogens ønskeseddel lige for tiden, så hvorfor dog ikke lade Støjberg fortsætte?

Undervisningsminister Henriette Kjær (K)

Det er dog ikke helt utænkeligt, at Bertel Haarder fortsætter, men jeg tror, at han falder for den usynlige aldersgrænse, som Løkke må have stillet op. Det falder alle i øjnene at Haarder også var undervisningsminister, mens Lars Løkke stadig gik i gymnasiet. Med det i mente er det ikke overbevisende at sælge regeringen, som ny og revitaliseret med Haarder siddende på regeringsbænkene. Han får lov at glide ud med et løfte om at blive regerings kandidat som ny Formand for Folketinget, når der skal vælges en ny efter valget.

Venstre plejer i forbindelse med regeringsdannelser at lægge stor vægt på sikre sig undervisningsministeriet præcis ligesom de konservative altid sætter sig på justitsministeriet. Det er begge 'holdningsministerier', hvor justitsministeriet flugter med de konservatives 'lov og orden'-image, mens Venstrefolkene gør en dyd ud af deres højskolebaggrund med frit skolevalg og deslige.
Imidlertid er det spørgsmålet om ministeriets ressort i den kommende tid er så stort en kampplads. Måske Løkke sælger undervisningsministeriet sammen med kommissærposten til de konservative i bytte for at få udenrigsministerposten?

Kjær har tidligere været minister, men valgte at gå efter valget i februar 2005 på grund af medieopmærksomhed om hendes samlevers privatøkonomiske dispositioner, der mildt sagt dårligt harmoniserede med en forbrugerministers snusfornuftige opfordring til danskerne om at udvise mådehold og fornuft, når de optog boliglån osv. Ved den lejlighed og senere i hendes erindringsbog luftede Kjær mistanken om at Venstre skulle stå bag den pludselige medieinteresse for hendes privatøkonomiske forhold med ubetalte regninger, uforholdsvis store gældsforpligtelser, osv. Alt andet lige har Kjær vist sig som en habil ordfører, og står klart til forfremmelse. Og efter fire år på bænken er tiden ved at være moden til at give hende en ny chance.

Minister for Integration og Kirke Birthe Rønn Hornbech (V)

Birte Rønn Hornbechs første tid som minister var en selvforskyldt katastrofe. Ingen spåede hende en lang fremtid som minister. Alligevel har hun fundet formen som minister. Det krævede dog at hun afsvor sig tidligere synspunkter om asylansøgeres rettigheder, som tilsyneladende gjorde hende populær i Georg Metz-segmentet af venstreorienterede og/eller kulturradikale meningsdannere, der åbenbart fejlagtigt troede, at hun var enig med dem. Da hendes tidligere holdninger som Venstres retsordfører blev konfronteret med virkeligheden og blev udfordret af pressen, var hun tæt på at blive hældt ned af brættet af regeringschefen Anders Fogh Rasmussen. Imidlertid lærte Rønn lektien og hun er nu en klar og stålsat forsvarer af regeringens indvandrer og asylpolitik. Og hun gør det faktisk ikke så ringe. Da meget få politikere formentlig ligger og fantaserer om at blive Rønns efterfølger, så lader Løkke hende fortsætte. Kirkeministeriet og hvad der følger med, har Rønns hovedinteresse, så det får hun som ekstra-lagkage, så hun kan holde integrationsministerposten ud.

Forsvarsminister Hans Chr. Thoning (V)

Hans Chr. who? Tjah, det letteste i hele verden ville være, bare at lade Søren Gade fortsætte. Han trives – trods alt den sidste tids trængsler – stadig i jobbet. Men måske Løkke skulle satse på at lade Forsvarsudvalgets formand Hans Chr. Thoning forsøge sig i jobbet? Jeg kender ham ikke særligt godt, men han er den næste venstremand i rækken, og må formodes at kunne stoffet. Og så er han ligesom Gade besindig jyde. Uanset hvem det bliver, så bliver det umuligt at efterfølge Gade og opnå hans popularitet. At være forsvarsminister kan desværre indebære sandsynligheden for, at man må gå til begravelser for døde soldater i Afghanistan. Det kræver sin mand at gøre det med takt og værdighed, samtidig med at man forsikrer efterladte, pårørende og alle os andre, at ingen døde forgæves.

Andre bud er at som nævnt at lade Søren Gade fortsætte eller lade posten gå ind i den store kabale med de konservative. Her nævnes såmænd også Helge Adam Møller på snart 67 somre som et bud og endelig kunne jeg også godt se, Mads Lebech, som et rigtig godt bud på en forsvarsminister.

Kabalen har ikke taget hensyn til, at ministerierne kan splittes op på kryds og tværs og sættes sammen på ny. Eksempelvis kunne Boligministeriet genopstå som nyt ministerium og indgå i kabalen ligesom at Lykke Friis '“ som “holder sig til” både hos K og V '“ kunne være et offensivt bud på en Europaminister, der satte lidt skub i den europapolitiske debat herhjemme. Løkke vil måske se muligheden for at skrive sig ind i historiebøgerne, hvis nu det glipper med at få klimaaftalen hjem '“ ved at være den statsminister, der førte Danmark dybere ind i det europæiske samarbejde efter at en folkeafstemning i hans regeringstid fjernede forbeholdene.


Kjeldgaard hin Rådvilde

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 13, 2009

Comments icon

8 kommentarer

Informations kritiske artikel forrige lørdag fik SFs børne og ungeborgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard til at kaste håndklædet i ringen og droppe sit kandidatur som overborgmester. I stedet peger han og de øvrige SF’ere på socialdemokraten Frank Jensen. Siden er SF’ere og politiske modstandere i København rykket Kjeldgaard til undsætning ved i skrift og tale hårdt at kritisere Information-jounalistens brug af anonyme kilder. Spekulationerne om hvem der måtte stå bag artiklen (hvis man forestiller sig det) prægede i forrige uge samtalerne på Rådhusets gange. I en analyse, som jeg skriver for Bryggebladet, får læserne en oversigt over de mest udbredte konspirationsteorier.
Liberal Alliance stiller i øvrigt også op til valget til Københavns Borgerrepræsentation med MF Simon Emil Ammitzbøll i spidsen. Hvad partiets valgkamp indeholder vides endnu ikke, men måske søger man inspiration i Klaus Bondams kalender og bilag, som LA har søgt aktindsigt i.

God efterårsferie!

Bottom border