Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

I den kommende regeringsomdannelse er alt i spil

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 12, 2009

Comments icon

46 kommentarer

Connie Hedegaards folk i Klima og Energiministeriet har tilsyneladende tabt magtkampen til statsministeriets embedsapparat. Det kan godt være, at Danmark kæmper for at redde verdens klima ved at forsøge strikke en klimaaftale sammen forud for topmødet i december, men med alle de store ego'er, der åbenbart fylder op på Slotsholmen og Omegn, så skal det da ikke forhindre et godt gammelt slagsmål om, hvem der sidder for bordenden under forhandlingerne med alverdens regeringer, hvem der skal møde Barack Obama og hans folk osv. Isbjergene smelter og jorden sveder påstås det, men så er det godt, at man hjemme i Danmark i stedet kan diskutere en topforhandlers opsigelse/fyring, der tilsyneladende er sket i kølvandet, efter at embedsmanden ikke kunne forklare en restaurant-regning på 15.000 kr. Det gælder jo for alle om at kunne se perspektivet!

Som tidligere nævnt på denne blog, så har Lars Løkke Rasmussen overtalt Lene Espersen til en regeringsomdannelse, hvor alle ministerposter er i spil bortset fra den konservative leders eget Økonomi-og erhvervsministerium og naturligvis Løkkes eget statsministerium. Disse forhandlinger bliver selvsagt en svær omgang, hvor der er ganske mange hensyn at tage. Ikke mindst i den konservative folketingsgruppe, hvor stærke folk som Connie Hedegaard og Brian Mikkelsen skal tilgodeses. Især Brian Mikkelsen – forlyder det – er meget opsat på at fastholde sit justitsministerium.

Connie Hedegaard har før været nævnt som udenrigsminister, men 67-årige Per Stig Møller har endnu ikke signaleret et ønske om at afslutte sit politiske liv. Hans ministerium indgår ikke desto mindre også i kabalen, og her har forsvarsminister Søren Gade '“ før Jægergate-balladen '“ været nævnt som en mulighed som ny udenrigsminister og endelig skulle Connie Hedegaard også være interesseret i udenrigsministeriet.

I den store ministerkabale indgår også udnævnelsen af en ny dansk EU-kommissær. Længe har den været venstrefolkenes domæne, men det behøver ikke at gå sådan. Hvis det bliver en venstremand, så bliver det utvivlsomt Eva Kjer Hansen, men hvis Lene Espersen er interesseret i at veksle en konservativ ministerpost til kommissærposten, så tyder alt på at det er en mulighed.

Den eneste konservative kandidat til denne kommissærpost er reelt kun Connie Hedegaard, som med sine udtalelser til pressen aldrig har afvist en interesse for at komme til Bruxelles, hvor den yudnævnte EU-kommissionsformand Manuel Barosso har signaleret at dygtige kvinder har forrang, når de tunge kommissærposter skal fordeles, og at Connie Hedegaard kunne være en mulighed som ny klimakommissær.

Spekulationerne på Christiansborg går nu i retning af, hvorvidt Lene Espersen vil ofre en ministerpost '“ og dermed politisk indflydelse herhjemme '“ til fordel for at ekspedere Connie Hedegaard til Bruxelles. Dermed ville Espersen også være en rival og potentiel udfordrer kvit, men til gengæld vil partiet miste en markant profil hjemme i andedammen.

Når det kommer til magtforholdene hos de konservative, så har Brian Mikkelsen i de sidste 10 år været manden i midten, den der forligte fløjene, og ham der netop i kraft af sin mæglerrolle indtog en central position '“ med deraf medfølgende magt '“ i partiet. Hvis Connie Hedegaard forsvinder ud af dansk politik, så vil der ingen modvægt være til at skabe balance i forhold til Espersen, som Mikkelsen kan udnytte. Spørgsmålet er derfor, om Mikkelsen er så vild med at få Hedegaard til Bruxelles og justitsministeren kan måske stikke en kæp i hjulet for dette scenario ved at nægte at efterkomme Venstres pris.

Der vil selvfølgelig være naive røster i offentligheden og udspekulerede folk i oppositionen som Villy Søvndal, som vil hævde, at Løkke ikke kan holde til andet end at udnævne Hedegaard til ny kommissær ud fra den argumentation, at hun er Danmarks bedste kort og den umiddelbart bedst egnede i Europa som ny klimakommissær. Det kort vil de konservative sikkert forsøge at spille overfor Løkke, men de forregner sig nok, hvis de tror, de får klimakommissærposten gratis. Det vil i givet fald være første gang i dansk politik, at der er forekommet gaveuddeling helt uden modkrav.


Thornings statsministerdrømme afhænger af Johanne Schmidt-Nielsen

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 9, 2009

Comments icon

18 kommentarer

Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen besvimede i går, torsdag aften på talerstolen. Hurtigt var politiske venner og ikke mindst fjender fluks til stede for at hjælpe hende ned, da hun gik i sort, og der blev siden taget hånd om politikeren. I den situation står Folketinget sammen om en kollega. Og der er selvfølgelig ingen normale mennesker, der ikke håber, at Schmidt-Nielsen kommer til hægterne igen.

Men hvorfor kollapsede hun? Man kan spekulere over, om det mon var stress, der fik partiets politiske ordfører Johanne Schmidt Nielsen til at gå i sort præcist som det overgik forgænger som frontfigur Pernille Rosenkrantz-Theil? Det får vi formentlig at se, når Schmidt-Nielsen giver interview om sagen. Enhedslisten er som alle ved et lille parti og der er selvsagt rigeligt at lave for alle fire MF'ere. De må være overlæsset af ordførerskaber.

Johanne Schmidt-Nielsen bliver tilskrevet en pæn del af æren for, at Enhedslisten med 2,2 procent kravlede lige over spærregrænsen ved sidste folketingsvalg. Partiet gik kraftigt tilbage (0,6 procent) i forhold til kanonvalget i 2005, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil var et effektivt trækplaster. Hvad gør Enhedslisten, hvis Johanne Schmidt-Nielsen allerede nu to år før valget viser tegn på, at hun måske er slidt ned? Har Enhedslisten andre som de kan sætte ind i stedet? Line Barfoed ryger ud, som følge af partiets rotationsprincip og Frank Aaen for tre år siden har også haft en periode, hvor han har ligget underdrejet med sygdom, så det er næppe ham de sætter i spidsen for en hård valgkamp. Den sidste MF'er er Per Clausen, vil jeg til trods for alle hans kvaliteter ikke lige betegne som prototypen på den store folkeforfører.

Enhedslisten melder allerede nu Schmidt-Nielsen fit for fight. Hun fejler ingenting, lyder den officielle forklaring.

Hvis nu Schmidt-Nielsen alligevel ender med at må tage en længere pause fra Christiansborg. Hvem er det så, der kommer ind i stedet for? Rigtigt gættet! Det er såmænd vores gamle veninde Asmaa Abdol-Hamid. Hvor Schmidt-Nielsen måske reddede Enhedslisten ved sidste valg, så blev Asmaa den direkte årsag til, at partiet var ved at gå op i limningen indefra, og at ellers trofaste støtter på venstrefløjen fravalgte partiet på valgdagen.

Summa Summarum. Hvis Schmidt-Nielsen ikke vender tilbage for fuld skrue, så risikerer Enhedslisten at ryge ud af Folketinget, hvilket er det samme som at Helle Thorning-Schmidt vil mangle fire helt afgørende mandater for at blive ny statsminister i Danmark. Jeg er sikker på, at Margrethe Vestager, Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt og mange andre håber på en hurtig bedring for Schmidt-Nielsen. For de får da virkelig brug for hende, hvis de skal realisere drømmen om et regeringsskifte.


Løkke sætter sejlene til ny valgsejr

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 8, 2009

Comments icon

16 kommentarer

Lars Løkke Rasmussen holdt tirsdag i Folketinget sin første egentlige åbningstale. Statsministeren lykkedes egentlig udmærket med at aflevere talen med en personlig stil, der var klart anderledes end forgængeren.

Det er omvendt næppe en tale, der går over i historien for epokegørende nyheder eller skelsættende begivenheder. Man pralede lidt over de mange milliarder kr., regeringen for længst HAR afsat til nye sygehuse, og så fik Løkke behændigt primet, at det altså ikke er hans skyld, hvis/når klimaaftalen under topmødet i København til december formentlig går op i hat og briller. Alligevel formåede statsministeren at sætte især en indenrigspolitisk dagsorden, som lige siden har domineret debatten og fyldt op i mediernes reportager.

Her tænker jeg især på de forskellige tiltag på det retspolitiske område med sænkelse af den kriminelle lavalder til 14 år, mulighed for brug af frivillige GPS-armbånd/'elektroniske fodlænker', en indsats mod regeltyranniet, der åbenbart kvæler mange offentlige ansattes arbejdsglæde i det daglige mv.

Oppositionen har rituelt kastet sig over talen med en forudsigelig kritik af talen, som værende blottet for visioner og helt uden konkrete tiltag i forhold til at bekæmpe arbejdsløsheden. Løkke vil prisgive de arbejdsløse, lyder kritikken fra venstre side af Folketingssalen, hvor man tydeligvis fortsat sætter al sin lid til, at længden af arbejdsløshedskøen er ligefrem proportional med oppositionens chancer for at komme til magten.

Kloge-åger har kastet sig over statsministerens taler. Det er jo et marked, hvor alt fra professionelle gabehoveder som Poul Madsen, som ingen rigtig tager alvorligt, fører sig frem til mere seriøs kritik eksempelvis fra Informations Bent Winther, der mener, at Løkke blot er en 'vikar' som nærmest bevidstløst viderefører sin forgængers politik. Så er der Hans Engell, som synes, at talen var forudsigelig og kedelig:

– Jeg har det som om, jeg har haft et møde min bankrådgiver, sagde politisk kommentator Hans Engell til Information. Den tanke har ellers strejfet mig mht. om det ikke i virkeligheden kun er Engell, der er i stand til at holde en sprudlende og levende tale fyldt med politisk indhold og funklende nye visioner for morgendagens Danmark. Han burde faktisk gå ind i politik igen, så klog som han er. Hvorfor forlod han egentlig politik? Nånej'¦

Jeg hører til dem, der vurderer talen som egentlig fornuftig set ud fra den præmis, at den skal bruges til at opfylde Løkkes helt overordnede målsætning, nemlig at vinde næste valg for enhver pris. Løkke vil gøre alt for ikke at gå over i historien som den, der mistede regeringsmagten til socialdemokraterne. Derfor adresserer statsministeren naturligvis i talen især de områder, hvor han ved at han har folkelig opbakning. Det drejer sig især om at føre en hård retspolitik eksempelvis med at skære i offentlig hjælp, når unge ikke passer deres skole og førnævnte eksempler. De overvejende venstreorienterede socialarbejdere, og store dele af sagkundskaben hyler og skriger i medierne, men til deres synlige frustration så har det åbenbart ikke den store indvirkning på VKO-politikerne. For selv langt ind i S og SFs vælgerkorps er der fortsat fuld opbakning til en benhård og konsekvent linje i retspolitikken. Og jo mere S-SF distancerer sig fra VKOs politik jo længere taler de sig væk fra de vælgere, som de konkurrerer benhårdt især med DF og V om.

Selvfølgelig vil der være en 40-45 procent af befolkningen, der ligesom folketingsmedlemmerne fra S, SF, de radikale og Enhedslisten synes, at regeringens politik er helt forfærdelig og retspolitisk fuldstændig skammelig, skandaløs osv. Men i den del af befolkningen, som befinder sig i svingvælgergruppen på 5-10 procent mellem enten S og V eller S og DF, ja der bakker man op om alle tiltag mod kriminelle – og navnlig kriminelle indvandrere. Det er en model, der har virket siden 2001, og nu forsøger VKO sig med tricket endnu engang. Og jeg tror såmænd nok, at de får held med det.

Var der noget i talen til det liberale Danmark? Ja jeg kan ikke helt få øje på det fraregnet den bebudede indsats mod regeltyranniet i det offentlige. Men det er indsats, der kun varer indtil en eller anden skandale opstår i ældreplejen, hvor en ældre borger ikke har fået sin mad, sit bad eller sin gåtur. Så skal der nok komme krav fra venstreoppositionen, DF eller sågar fra menige MF’ere fra regeringspartierne om flere regler, kontrol og skemaer osv. Det er som bekendt den slags ting, som de fleste folketingspolitikere bruger det meste af deres tid på.

Hos Venstre og de konservative var man tilfredse med talen. Især hos Venstre er fornemmelsen, at man igen har fået en leder, som er optaget af den hjemlige andedams problemer og som er stålsat med henblik på at føre folketingsgruppen til en ny sejr and Four More Years på regeringsbænkene.

I åbningsdebatten bemærkede jeg mest, at Venstrepolitikerne og DF gik i kødet på Helle Thorning Schmidt for at bringe hende ud af fatningen. S-lederen er sjældent på talerstolen og derfor forsøge VKO at presse hende i debatten, hvor hun skal improvisere. Thorning har faktisk vist sig som ganske udmærket til indstuderede taler, men har endnu til gode at bevise, at hun også mestrer kunsten at debattere fra en talerstol. Der kan hun tage ved lære af Villy Søvndal, som ingen kan lære noget mht. vid, polemik og retoriske fif. Han er kongen af talerstolen lige pt.

Bottom border