Politikens '“ og navnlig deres ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfadens – patetiske korstog for de rigtige meninger og især mod regeringens asylpolitik er for de fleste fornuftige mennesker en glimrende anledning til ikke at læse skidtet.
Og så er avisen ofte tenderende det unødigt dommedagsagtige i dens vinkler. I Politiken kan man således altid læse om, hvad man kan dø af i den nærmeste fremtid frem mod, at enten klimakatastrofen eller Dansk Folkeparti til sidst gør det af med os alle!
Politiken har i øvrigt flere chefredaktører blandt andet den tidligere ungkommunist Stig Ørskov, som siden finanskrisens begyndelse har været rejsende i lige lovligt skingre analyser og dommedagsprofetier om dansk økonomis og kapitalismens snarlige undergang, som det har været svært at tage alvorligt. Enhver økonom med tilpas sortsværtede briller kan således være sikker på fin eksponering i Politiken gennem Ørskovs analyser. (Manden skulle blandt andet have læst historie og økonomi på RUC, men det står lidt uklart for mig om Ørskov har færdiggjort uddannelserne. Det er som mange ved ofte baggrunden for, at halvstuderede røvere bliver journalister. Noget skal de jo tage sig til!)
Men der er lyspunkter, der gør at det alligevel kan lønne sig at orientere sig lidt om, hvad man nu mener og synes på Rådhuspladsen.
Det ene lyspunkt er Peter Mogensen, som forleden havde en glimrende '“ og helt rigtig '“ analyse af, at folketingspolitikerne snart bliver nødt til at finde på en efterlønsreform, sådan at arbejdsmarkedet ikke bryder sammen, når de ældre årgange går på pension lige om lidt. Det er muligt, at Mogensen spiller dårligt guitar og ikke er overbevisende som Bruce Springsteen, men han er faktisk en glimrende analytiker, når det kommer til dansk økonomi og ofte også om politik. Forklaringen er formentlig den enkle, at han ikke kan løbe fra sin tunge økonombaggrund i finansministeriet.
Og så har Mogensen årets bedste '“ og eneste '“ julekalender, som det er værd at bruge lidt tid på. I “Peters Julestue” dumper han politikerne ved at tildele dem dårlige karakterer på stribe for deres tvivlsomme præstationer og kiksere i årets løb, for så til sidst med et stort og overbærende smil at ønske dem en god jul! Der findes næppe en mere charmerende bøddel i feltet af kommentatorer!
Det andet store lyspunkt på Politiken er naturligvis erhvervskommentatoren Niels Lunde, der uden sammenligning har bladhusets mest troværdige pen. Lunde afsiger domme om erhvervslivet og dansk økonomi med en isnende nøgternhed helt blottet for sym- og antipatier, at det er en sand fornøjelse. Her er ingen kære mor. Her er ingen hjælp at hente. Har en virksomhed eller erhvervsleder kvajet sig, så trækker Lunde i faldlemmen – helt uden at hæve stemmen. Han gennemborer også mange af de myter, som dårligere uddannede journalister med manglende indsigt ustandseligt bringer til torvs.
Seneste eksempel er fra i dag. Hvor Lunde '“ med afsæt i viden og indsigt i emnet '“ får fortalt alle avisens kernelæsere formentlig kvindelige offentligt ansatte dvs. hovedsageligt skolelærere og pædagoger med sympati for SF, Socialdemokratiet og De radikale, at der altså ikke findes bonusløn til bankbosserne af betydning og at der derfor er tale om et rent politisk fata morgana, når politikerne vil forsøge at lovgive på området. Se det er en klassisk journalistisk form, der står fuldstændig i modstrid med, hvad man ellers ser fra Rådhuspladsen i disse år.
Så lad bare Seidenfaden og Stig Ørskov mfl. skabe sig. Min kone holder i forvejen avisen, så jeg skal nok læse med i de kommende år, blot så længe Mogensen og Lunde er med ombord!