Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Frank Jensen-administrationen

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 27, 2010

Comments icon

11 kommentarer

Der er ikke noget nyt i, at Frank Jensen tilsyneladende har håndplukket folk fra sin politiske kampagner til offentlige stillinger i sin nye administration. Han følger faktisk bare en gammel praksis på rådhuset. Det nye er, at dagbladet Politiken er begyndt at skrive kritisk om ansættelserne. Og hvorfor kritiserer oppositionen kun modstræbende Frank Jensen for “kammerateri”?

Læs min analyse af københavnsk politik, som jeg skriver for lokalavisen Bryggebladet.

Update onsdag: Frank Jensen erkender nu i en redegørelse til Ombudsmanden, at reglerne for ansættelser af fire stillinger ikke har levet op til kravene i en bekendtgørelse fra 2007, der kræver qat stillingerne er slået op på internetportalen jobnet.dk. Imidlertid er kommunens regler ikke overtrådt. Det skriver Politiken onsdag aften.

Det er pinligt for Frank Jensen, men også for hans ledende embedsmand kommunens adm. direktør Claus Juul, som må antages at have rådgivet overborgmesteren i sagen.

Intet tyder dog på, at Frank Jensens “erkendelse” får nogen konsekvenser. Hverken for ham selv eller de nyansatte partisoldater. Sagen er dermed formentlig slut.


VKO-facaden krakelerer

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 25, 2010

Comments icon

37 kommentarer

VKO sidder nu på magten på 9. år. Det skyldes især, at alliancen især mellem VK i det store hele fremstår både troværdig og tilstrækkelig sammentømret. Især i sammenligning med alternativet: S-SF-RV. Måske er det ved at ændre sig?

Statsministeren fremstår som svag i offentligheden.
Lars Løkke Rasmussen lignede i forrige uge et både såret – og arrigt – dyr på savannen i sagen om den påståede overbetaling af privathospitalerne. Oppositionen fremturer i sagen i tæt samarbejde med oppositionens medlemmer af statsrevisorerne, der tidligere har kritiseret Løkke for overbetalingen, da han var sundhedsminister. Medierne har kollektivt accepteret hele præmissen og forfølger sagen benhårdt.

I sidste uge blev en irriteret og eddikesur Løkke i et TV-transmitteret samråd i Folketinget trukket gennem sølet af oppositionen, der ville vide, hvordan det kunne være, at statsministerens embedsmænd på forhånd havde kendskab til, hvordan V og Ks statsrevisorer ville stille sig i sagen. Indicier foreligger i en mailkorrespondence som avisen.dk har fået gravet frem efter at have søgt aktindsigt i sagen. Løkke afviste dog blankt, at han havde påvirket statsrevisorernes vurdering.

Sagen interesserer dog næppe den brede befolkning, der samme dag formentlig var mere optaget af nyheden om, at en tidligere sigtet 48-årig mand var blevet renset for at have begået Herning-mordet.

Imidlertid er sagen om statsministerens evt. påvirkning af statsrevisorerne ikke én Christiansborg-journalisterne glemmer lige med det samme. Hos dem er Løkkes – i forvejen ikke enorme troværdighed – styrtdykket. Måske tiden snart er er inde til, at Løkke sætter sig lidt i respekt?

Omvendt satte statsministeren sig i respekt i Folketingets spørgetid i sidste uge, da Villy Søvndal grillede ham for regionernes stærkt kontroversielle massefyring af sundhedspersonale og hånede ham for ikke at tage et ansvar. Mens så truede Løkke pludselig med at tage Søvndal på ordet, skære halsen over på regionerne og erstatte det med et statsligt sundhedsvæsen. Bluffede Løkke, fordi han var trængt eller mente han det alvorligt? Tjah. Det er usikkert. Løkke fik dog sendt et klart signal til oppositionen om, at der er grænser for, hvad han vil finde sig i mht. at blive trukket rundt i manegen omkring regionernes økonomi og dispositioner. Det er dog næppe noget, som SF er kede af. En likvidering af regionerne vil gå mere ud over magtbasen for flere topsocialdemokrater ude i regionerne først og fremmest den magtfulde regionsformand Bent Hansen.

Løkke må også se til, at alle mulige venstrefolk tilsyneladende ikke rigtig frygter ham, men tillader sig at mene alt muligt mellem himmel og jord i offentligheden. Måske udtryk for en mere 'højt til loftet'- holdning i forhold til meningstyraniet under regimet med “Clausescu” (Hjort) og “Kaj Holger” (Fogh), at en Thor Pedersen udtaler sig ganske frejdigt og meget politisk ukorrekt om klima og miljøspørgsmål. Holdninger, som strengt taget er i komplet modstrid med regeringens politik. I gamle dage ville en Jens Rohde have fastslået, at “det ikke er og var Venstres politik og aldrig ville blive Venstres politik”. Den nyvundne frihed kan også ses som et udtryk for, at Folketingets formand ikke rigtig frygter eller respekterer Venstres nye formand og statsminister, som er valgt i samme område som Thor Petersen. Christiansborg-pressen, der på den ene side elsker “frie fugle”, tolker på den anden side dem som udtryk for “det rene anarki” og en komplet manglende styring fra Løkkes side. Den opfattelse forstærkes naturligvis i direkte sammenligning med forholdene, da Anders Fogh Rasmussen ledede biksen.

DF i splid med sig selv
Siden 1997 har DF-toppen og Pia Kjærsgaard kunnet fremstå med ret klar linje i hele islam-debatten, hvor man i sin holdning har skelnet mellem en absolut modstand mod islamisme og så en mindre hård udtalt modstand mod islam. Der har dog undervejs været et par “smuttere” med rabiate udtalelser af Mogens Camre og Morten Messerschmidt mfl. Menige medlemmer, som også er blevet fanget af deres egen retorik og sagt besynderlige ting offentligt, er til gengæld blevet hældt ud af partiet med det vuns.

Helt særlige regler gælder der for de to tidehvervske “præstefætre” Jesper Langballe og Søren Krarup, der ligesom Camre i sin tid blev inviteret ind i partiet, også for at give det intellektuel tyngde og kapacitet. Alle tre har i alle årene fået ganske lang snor af Pia Kjærsgaard, men nu er grænsen måske nået for fætrenes vedkommende. Ikke fordi de nærmer sig en eksklusion eller noget, men Pia Kjærsgaard har måttet lægge afstand til deres støtte til Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaards skingre udtalelser om at 'muslimer voldtager deres døtre mv.' Det ødelægger nemlig fuldstændig billedet af DF, som et parti for ganske almindelige pæne mennesker, der blot vil have færre udlændinge til Danmark og afskyr muslimers invasion af deres hverdag på godt og – mest ondt '“ forstås. Interessant er det, at DF ikke længere fremstår helt samlet i denne debat. Set i lyset af at præstefætrene forlader dansk politik ved næste valg, får det dog næppe en langsigtet negativ vælgereffekt, men måske på den korte bane.

Burka-debatten har både DF og K en aktie i. En rapport viser, at der ikke rigtig er nogen, der går rundt i burka og dem, der bærer sådan en, gør det frivilligt. Politikerne kunne imidlertid ikke rigtig lide resultatet og beder nu om en ny undersøgelse. Spørgsmålet er, om ikke denne sag er trukket så langt, at den virker latterlig. Især i en tid, hvor den fortrænges på den politiske dagsorden af besparelser på sygehusene, arbejdsløshed og finanskrise. Har man nået et foreløbigt mæthedspunkt mht. vælgeres trang til at regulere enkelte borgeres optræden i det offentlige rum iført burka? Det er min vurdering, at lidt af Pia Kjærsgaards vælgeropbakning risikerer at sive, hvis hun fortsat fremturer i, hvad der ligner en tabt debat. (Dog støttes hun i sagen af den evigt famlende og tragiske Naser Khader en politisk desperado, som mere og mere ligner en karikatur på sig selv)

VKO-flertallet er netop røget ned under 90 efter, at MF Christian H. Hansen er kommet tilbage fra sygeorlov, hvor han angiver at have “gennemgået en menneskelig udvikling”. Det sidste har medført, at Hansen nu erklærer sig så uenig i DFs politik blandt andet netop omkring forfølgelsen af burkaer i en grad, at han melder sig ud. De fleste på Christiansborg tror dog ikke på denne forklaring. Opfattelsen er, at han snarere er skuffet over opbakningen fra DF-toppen i sin sygdomsperiode. Hansen har i øvrigt været på kant med dem før.

Med allerede en MF'ers udmeldelse af DF i denne uge, så har Kjærsgaard næppe det store behov for også at presse Langballe og hans fætter ud. Det ville sætte gang i yderligere spekulation om regeringen står overfor et snarligt fald.

Konservativ opposition i regeringen
Siden regeringsseminaret på Havreholm for et par uger siden har det stået tindrende klart, at Venstre og Konservative er så uenige om, hvordan næste valg kan vindes, at det er strengt nødvendigt. at de to partier snarest finder sammen om en fælles strategi. Endnu tyder intet dog på, at en opnået konsensus er på trapperne, men man taler sammen og har opnået små fremskridt, forlyder det.

Overordnet mener de konservative, at en stærk appel til krisebevidste danskere skal gøde jorden for større velfærdsreformer i stil med at nedbringe dagpengeperioden og udskyde tidspunktet og/eller ændre på mulighederne for at få efterløn. Venstre er omvendt overbevist om, at denne strategi vil føre lige lukt til tabet af regeringsmagten ved næste folketingsvalg. Det bliver derfor over Lars Løkkes lig, at de konservatives strategi bliver regeringens, og statsministeren har i øvrigt DFs klare støtte til Venstres vent-og-se-strategi plus det løse bag sig. Indtil videre har DF dog ladet V og K slås internt, uden at de har ønsket at blande sig. Intet tyder dog på, at de konservative er ved at bøje af. Senest har K eksempelvis meldt ud, at Venstre er alt for uambitiøse mht. udlicitering i kommunerne.

Bottomline er, at V og K i offentligheden fremstår som ganske splittet, hvilket er det samme som at jage vælgerne væk. Splittelsen får derfor naturligvis en ende inden så længe, hvis VKO-projektet igen skal nå at komme på skinner inden valget.

Og ligeså snart der igen er enighed i regeringstoppen om strategien, ja så kommer regeringsrokaden. Det sker dog næppe i denne uge, hvor statsministeren har 'Marienborg-uge' om folkeskolen plus regentparrets hofbal for Christiansborg-politikerne på programmet. Næste uge har Løkke ferie, så der kommer næppe en rokade de første mange uger og formentlig først til marts.

Meningsmålingerne viser dødt løb

Medierne råder tilsyneladende ikke over akademisk veluddannede journalister fx med økonombaggrund som kan læse og forstå statistisk materiale. Det er muligvis det, der forklarer, hvorfor de ikke evner på seriøs måde at formidle resultaterne fra meningsmålingerne. Går et stort parti dvs. V eller S frem eller tilbage med et par procent, så trækker det store overskrifter til trods for, at alle fagpersoner med indsigt ved, at den slags konklusioner er uvidenskabeligt gøgl. Dertil er den statistiske usikkerhed nemlig simpelthen for stor. Ikke desto mindre, så er status for de sidste par måneders meningsmålinger, at VKO-blokken ligger marginalt under opbakningen til oppositionen dvs. reelt dødt løb. Ser man på udviklingen hos de enkelte partier er det kun den store SF-fremgang over forrige valgresultat, hvor målingen er rimelig sikker.

Kommentatoren Niels-Krause-Kjær synes heller ikke at vindersagerne står i kø hos Løkke og Co. lige for tiden.


Alletiders Spinfilm III: 'Wag the Dog'

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 24, 2010

Comments icon

5 kommentarer

Amerikanske film om politiske kampagner har alle haft et satirisk element. Begge de to tidligere omtalte spinfilm “The Candidate” og “Power” foregår på grænsen til det parodiske. Tonen/stilen i eksempelvis 'Primary Colours' er fortsat i den tradition, hvor der dog stadig er et stort element af realisme. Omvendt i 'Wag The Dog' fra 1997, hvor instruktøren Barry Levinson tager steppet fuldt ud og laver en fuldkommen og meget vellykket politisk satireBill Clintons præsidentskab i en grad, som ikke kunne forudses, da den blev indspillet lige før Monica Lewinsky-skandalen blev kendt. For handlingen kom tættere på virkeligheden end filmens skabere sikkert havde forestillet sig: Den siddende præsident 'er kommet til' at ondulere en mindreårig spejderpige få dage før, at han skal genvælges. ('The guy fucked a fireflygirl!'). Præsidentens udfordrer udnytter derfor denne gigantiske skandale til at køre TV-annoncer, hvor baggrundsmusikken er Maurice Chevaliers gamle klassiker med det perfide omkvæd 'Thank Heaven for little girls '“ without them what would little boys do?' Katastrofen er en realitet. Hele Washington taler om skandalen. Så indkalder man 'Mr. Fix-it' Conrad Brean i skikkelse af Robert Di Niro, som foreslår, at man starter en (TV-)krig mod Albanien, der kan aflede folkets opmærksomhed fra præsidentens eskapader. Han får hjælp til formålet af Hollywood-filmproduceren Stanley Motts spillet af Dustin Hoffmann.

Her er et replikskifte mellem en af præsidentens folk Winifred Ames spillet Anne Heche og Brean. Bemærk den kynisk-absurde argumentation.

Winifred Ames: Why Albania?
Conrad ‘Connie’ Brean: Why not?
Winifred Ames: What have they done to us?
Conrad ‘Connie’ Brean: What have they done FOR us? What do you know about them?
Winifred Ames: Nothing.
Conrad ‘Connie’ Brean: See? They keep to themselves. Shifty. Untrustable.

Mens USA bombede enten Serbien eller Irak under Lewinsky-skandalen, så man demonstranter I de pågældende lande netop med skiltet 'Wag the Dog'. Filmens satire var i forhold til hvad der optog sindene i disse år lige på kornet og Di Niro var uforlignelig i rollen som den kyniske spindoktor Brean, der med sit uplejede fuldskæg, grå jakkesæt, røde butterfly og bløde hat lignede alt andet end den sædvanlige prototype – den strømlinede glatte konsulent med vinrøde slips og sorte jakkesæt.
Undervejs opfinder Brean og Motts også en krigshelt ja en hel myte om 'Old Shoes' spillet af Woody Harrelson. 'Shoes' er i virkeligheden sinke, tugthuskandidat og voldtægtforbryderen sergent Schumann, som desværre for Brean ender sine dage foran et jagtgevær efter at han havde til hensigt endnu engang at forgribe sig på små piger, mens han hæsligt nynner 70-Discoklassikeren 'I Like the nightlife I want to boogie'¦' En kostelig scene. Dette og andre initiativer er en tyk satire på politisk udnyttelse af amerikanernes patriotisme og mediernes selvsving i evig jagt på nyheder.

Ord er fattige til at beskrive denne uforlignelige og morsomme film.

Du kan se den overalt på nettet. For eksempel her.

Bottom border